Situationsrapport fra den libyske frontlinje:

Underlegne og optimistiske oprørere

Et læhegn giver perfekt kamuflage for oprørerne.
Et læhegn giver perfekt kamuflage for oprørerne.

MISURATA (15.06.2011): Grad-missiler kommer hvissssslende hen over hovedet og eksploderer med et øredøvende brag, som næsten sprænger trommehinderne og får jorden til at ryste. De er ved at skyde sig ind på os. Missilerne er nu kun omkring 20-30 meter fra os. I løbet af et kvarter bliver det vejkryds, vi befinder os i, ramt af seks missiler fra Gadaffi-loyale regeringsstyrker, hvis stillinger ligger 4-5 km længere fremme ad hovedvejen vestpå… mod Tripoli.

”Allah hu-Akhba”, råber oprørerne hver gang en granat lander. Ingen af dem gør dog mine til at gå i dækning. Nogle er ved at lave kaffe på et lille bål, et par andre sidder og spiller skak og alle ryger de som skorstene. Hvad betyder faren ved rygning, når man kan blive dræbt inden dagen er omme?

 
 
Sammen med TV2-kameramand Rasmus Nielsen.

Jeg sidder lige nu i skyggen foran et udbombet kaffehus i Dafniya, en lille landsby udenfor den belejrede libyske by Misurata, omkring 180 km fra Tripoli, og skriver på denne artikel, mens min fotograf Rasmus Nielsen har stillet vores transportable satellit-uplink op på taget af vores bil, og er i færd med at sende dagens indslag hjem til TV2/Nyhederne.

”Welcome to Libya”, siger en ung dreng på en 18-19 år på gebrokkent engelsk, og sætter sig ved siden af mig. "How are you?"

”Er det dit første besøg i Misurata”, spørger han.

Jeg nikker og kigger op på ham.

Oprørerne omkring os har været belejret af regeringsstyrkerne i månedsvis, og er konstant under bombardement af Muammar Gadaffis tunge artilleri, alligevel er de underligt opstemte og sejrssikre.

I de seneste måneder har oprørerne i Misurata kæmpet en indædt kamp for ikke at blive løbet over ende af regeringsstyrkerne, som både i udrustning og træning er oprørerne langt overlegne. Oprørsstyrkernes eneste fordel er deres motivation og visheden om, at deres alternativer er til at overskue. Enten vinder de eller de dør. Ingen tror, at de vil overleve, hvis de bliver taget til

 
 
Gadaffi og hans styrker bekymrer sig ikke om civilbefolkningen. Tripoli-gaden i Misuratas centrum er totalt ødelagt.
fange eller kapitulerer.

Misurata selv bærer tydeligt præg af kampene. Tripoli-gaden, som er byens hovedstrøg, er totalt ødelagt. Huse, forretninger, vejbanen… alt er brændt, hullet, sønderskudt og raseret. Udbrændte, russisk byggede kampvogne fra sovjettiden vidner om, at det ikke er mange uger siden, at Gadaffis regeringssoldater kæmpede herinde midt i byen, som vel er på størrelse med Odense med en befolkning på 2-300.000. Men befolkningen har ikke bekymret diktatoren i Tripoli. Han gav sine styrker ordre til at bruge tungt artilleri og tanks imod oprørerne og befolkningen – som i vid udstrækning er en og samme ting.

I et forsøg på at undgå at blive opdaget af NATOs

 
 
Ruinerne og de udbrændte kampvogne på Tripoli-gaden er blevet lidt af et tilløbsstykke.
kampfly, kan vi se, at mange af regeringssoldaternes kampvogne er parkeret under tage inde i bygninger, hvor de er bakket ind igennem ydervæggen eller som det er tilfældet i bazaar-området, hvor kampvognene står under grønsagsmarkedets skyggefulde tag. Det har dog ikke reddet dem. NATO-flyene har alligevel spottet dem, formentlig er der NATO-specialstyrker sammen med oprørerne, som spotter Gadaffis skjulte isenkram, og udpeger målene for kampflyene. For alle kampvognene, uanset hvor godt de er gemt, er blevet smadret. Ofte har en enkelt bombe uskadeliggjort 3-4 kampvogne i et hug.

Tripoli-gaden er nu det store tilløbsstykke.

Selvom mange stadigvæk tydeligvis foretrækker at blive inden døre, så kommer mange familier alligevel på spadseretur ned af hovedgaden, hvor de med en blanding af forfærdelse og betagelse betragter de ødelagte huse og udbrændte kampvogne. Ved et af de store vejkryds er der indrettet et interimistisk museum over de netop overståede kampe, hvor oprørerne har samlet alle mulige souvenirs fra kampene. Problemet er, at der mellem de mange skydevåben og Gadaffi-uniformer også er granater, raketter og ammunition, som ikke er blevet demonteret. Så selve museet er i sig selv et minefelt, der kan kræve nye ofre. Men det er der ikke nogen, der tager sig af.

Netop den kendsgerning, at det kun er få uger siden, de dårligt udrustede oprører kæmpede fra hus til

 
 
Udbrændte Gadaffi-kampvogne ramt af NATO-bomber, selvom de var gemt væk under taget på grønsagsmarkedet.
hus i Misuratas centrum, men nu med NATOs hjælp har presset regeringshæren tilbage til 20-30 km fra bymidten, er en af grundene til deres tro på fremtiden. Og selv herude i Dafniya, hvor vi befinder os nu, taler oprørerne om en af de nærmeste dage at støde frem og indtage Zlitan, den næste by på vejen imod Tripoli.

Ingen synes at kende nogle præcise tabstal. De er også svære at holde styr på, for de stiger hver eneste dag. Det vi kan få at vide er, at fredag blev 31 dræbt. Lørdag var tallet 6. Dagen efter 8, og mandag endnu 8. Sådan bliver det ved. Ind imellem justeres de tidligere tal, fordi et nyt lig bliver fundet, eller en af de hårdt sårede dør. Antallet af sårede er generelt set 6-10 gange antallet af dræbte. Så det er et blodigt dagligt bogholderi, som man ikke – lige nu i hvert fald – bruger

 
 
En af de sårede, der lige er blevet bragt ombord på færgen.
særlig lang tid på her i Misurata.

Da vi ankom med færgen fra Benghazi, som på vores afgang var chartret af FN-organisationen IOM, for at evakuere sårede og afrikanske gæstearbejdere, blev 46 sårede, heraf 6 meget alvorligt sårede, bragt ombord. En af de sårede, som havde fået amputeret højre arm, blev blot klassificeret som almindeligt såret, fordi han var blevet stabiliseret, inden han blev bragt ombord.

”Det værste er sprængfragmenter i hovedet”, fortæller Osama al-Jazwi, en af lægerne, der bemander det felthospital, der på den 18-timer lange sejlads er blevet bygget på færgens vogndæk.

 
 
Selvom de er militært underlegne, er oprørerne optimister. De har naturligvis også et NATO-luftskjold til at hjælpe sig.

”En dag stod jeg med en døende kriger, som ikke var til at redde. Hans kranium var åbent, og hjernemassen kom ud. Jeg kæmpede og kæmpede for at redde ham. Først da han er død, og jeg får tid til at kigge på hans papirer, ser jeg, at det er en af mine bedste venner. Jeg havde ikke haft tid til at se på hans ansigt. Og han havde også fået et skæg, siden jeg så ham sidst. Men sådan er det”, forklarer Osama næsten uden at fortrække en mine. Men hans nervøse smil afslører, at han under overfladen kæmper med følelserne.

Færgen kommer i øvrigt fra Danmark. På vejen ned til vogndækket ser vi et skema på dansk over færgens trapper og nødudgange. En seer, som så vores indslag om færgen genkendte den og skrev en e-mail til mig og fortalte, at færgen tidligere sejlede på Grenå-Hundested ruten.

Tilbage i Dafniya, hvor jeg sidder og skriver dette, er det igen blevet roligt.

De unge oprørere hviler sig eller falder i søvn næsten hvor de går eller står. Når de ikke slås, ryger eller drikker kaffe, sover de. Overalt hvor vi går, må vi, hvis bomberne ikke har regnet ned de sidste par minutter, skræve over sovende oprørere med geværet slængt over maven og partisantørklæde om hovedet.

 
 
Hvis de ikke slås eller ryger cigaretter, hviler oprørerne sig. Overalt må man skræve over sovende oprører med deres våben liggende spredt omkring.

Vi begiver os ud til frontlinjen, som er tydeligere end normalt, fordi den i dag tilfældigvis følger en jordvold med et levende læhegn mellem to marker. Jordvolden og træerne giver oprørerne og deres kanoner den perfekte beskyttelse og kamuflage.

Vi spørger flere af de unge oprørere, hvorfor de ikke støder frem imod Zlitan. Ingen af dem synes at vide, hvad grunden er. En af dem viser os et flyveblad, som NATO-flyene har smidt ned til Gadaffi-soldaterne, men som er blæst herover til oprørerne. Det fortæller regeringssoldaterne, at hvis de ikke overgiver sig eller trækker sig tilbage, vil de blive bombet og dræbt.

”Måske giver NATO dem en frist til at overgive sig. Så

 
 
En af de udbrændte bygninger på Tripoli-gaden i Misurata.
måske er det derfor, vi sidder her og venter”, siger Salem Ziglan, som studerer jura, men har tilbragt de sidste par måneder ved fronten. Selvom hans hånd er såret og forbundet, så kæmper han videre.

”Gadaffi bruger Zlitan som en forsvarslinje, og hans styrker gemmer sig bag civilbefolkningen, som de bruger som en slags skjold. Og vi ønsker ikke at rykke frem, hvis de civile kommer til at betale prisen”, siger han med et træt smil.

Vi hører også, at der er nogle stammeproblemer, som først skal bringes på plads. Alle ved, at rykker oprørerne frem, så bliver Zlitan en slagmark, og uanset hvor meget, de passer på, så vil civile blive dræbt og lemlæstet under kampene og masser af ejendom vil blive ødelagt. Så sker denne fremrykning uden at stammelederne i Zlitan har givet deres samtykke, så kan oprørerne have mistet civilbefolkningens støtte, og så kan en erobring af byen og en sejr over Gadaffi-styrkerne blive en ligegyldig pyrrhussejr.

Ved en tilfældighed løber vi ude ved fronten ind i Amin el-Shwihdi, en af de lokale oprørsledere, som er ud af en prominent familie i Dafniya-området. Han afviser, at der er nogle stammeovervejelser inde i billedet. Det ved jeg nu ikke, om jeg helt tror på. Men jeg tror, at resten af hans forklaring på stilstanden formentlig er rigtig nok.

”Vi kan ikke rykke frem, så længe Gadaffi’s styrker

 
 
En plastikkasse viser retningen imod Mekka, og for et øjeblik vender oprørssoldaterne ryggen til fronten og beder deres middagsbøn.
beskyder os, og NATO vil heller ikke have, at vi rykker frem nu, for så risikerer de at ramme os. Vi kan ikke bevæge os indtil vi får ordre til det fra hovedkvarteret, som koordinerer vore bevægelser med NATO”, siger han.

”Vi har ikke selv nogen direkte kontakt til folkene i Zlitan. Der er ikke nogen udveksling af efterretninger og koordination imellem os. Vi må hele tiden forvente at blive beskudt”, siger han, men han indrømmer, at han venter på, at befolkningen i Zlitan selv indleder oprøret imod Gadaffis styrker i byen. Men indtil nu venter han på grønt lys fra NATO.

Hans udtalelser er problematiske. For er de korrekte, så er det klart, at NATO langtfra længere blot opererer for at beskytte civilbefolkningen, men tværtimod er en aktiv kæmpende part på oprørernes side.

Selvom det her i Dafniya er helt klart, at der blandt de unge kæmpere er utilfredshed med, at de NATO-fly, vi hele tiden kan høre i himlen over vore hoveder, tilsyneladende ikke bomber noget, så opfatter de også helt klart NATO som deres ”luftvåben”. Der er en klar følelse af en arbejdsfordeling. NATO bomber, smadrer Gadaffis forsvarslinjer og ”rydder vejen”, og så rykker oprørerne ind og "erobrer" området.

Selvom ingen ønsker at få NATO-landtropper ind i kampene (udover de specialstyrker der uden tvivl allerede har været her i lang tid både for at træne oprørerne og for at identificere og udpege bombemålene for kampflyene), så er her en klar opfattelse af, at NATO er med i krigen på oprørssiden, og også har et medansvar for, hvilken vej krigen udvikler sig.

 
 
Det er svært præcist at vide, hvad det er for en oprørsstyrke, vi fra Vesten støtter i Libyen.

Men hvis NATOs rolle på den måde har ændret sig, så alliancen er blevet en aktiv kæmpende part i en arabisk borgerkrig, så risikerer NATO-landene også at få påduttet et medansvar, hvis det går galt. Det får Vesten under alle omstændigheder ofte alligevel for alt, der går galt her i Mellemøsten, men en aktiv krigsindsats på den ene parts side, gør det uvægerligt sværere at løbe fra dette ansvar.

Og – når vi nu er ved tvivlen og skepsissen – så kan jeg fortsat ikke løbe fra en nagende frygt for, hvad det er for styrker, vi i Vesten i øjeblikket støtter, og hvad det bliver for et samfund, de når Gadaffi på et eller andet tidspunkt falder, vil opbygge.

For hverken i Iran, blandt Hizbollah i Syd-Libanon eller for den sags skyld hos Hamas i Gaza-striben har jeg nogensinde hørt så megen ”Allah hu-Akhba!” Her ude ved fronten bliver det skrålet konstant. Og konstant i den forbindelse er absolut hele tiden. Inde i Misurata er der en minaret ikke langt fra vores hotel, der uden oprør 24 timer i døgnet skråler ”Allah hu-Akhba”.

Det kan sagtens være, at der lægges andet i kaldet her i Libyen, end jeg er vandt til at forestille mig, når det skråles af en ung mand med partisantørklæde og en Kalachnikov i hånden. Og selvom jeg på ingen måde kan påstå, at jeg har mødt al-Qaeda- eller Taliban-lignende fanatikere, så kan jeg ikke andet en føle en nagende frygt for, at vi i øjeblikket måske kunne støtte kræfter, som når vi kommer et årti eller to på afstand af de omtumlede dage, vi er i nu, bliver lige så overraskede over, hvad de har udviklet sig til, som vi gør, når vi ser tilbage på, at de afghanske mujahediner, som vi i 70’erne og 80’erne støttede i kampen imod Sovjetunionen i Afghanistan senere udviklede sig netop til Taliban og Al-Qaeda.

Der er ingen tvivl om, at Muammar Gadaffi nu og her er et større problem. Og der er heller ikke nogen tvivl om, at der blandt oprørernes ledere i Benghazi er et flertal af fornuftige, jordbundne og nøgterne ledere. Men en dag vender de unge frontkæmpere med deres våben, deres partisantørklæder og deres koraner tilbage fra fronten, og hvordan de har ændret sig derude, er det svært at forudse.

 
Tilføj kommentar
 
 
1 Kommentarer: