Jobbet som udenrigskorrespondent:

I live ved et teknisk uheld

JERUSALEM (04.03.2007): Et par gange over de sidste 16 år har min faste kameramand, Klaus, måtte have sig en omgang R&R (Rest & Recreation). Det har han fået ved at arbejde for TV2 i Danmark et årstid i hver omgang. Under Klaus’ første R&R hyrede jeg en israelsk kameramand som erstatning. Det var, viste det sig, en meget dårlig ide. Reserven var så dårlig, at jeg endte med selv at filme de fleste indslag. Og da jeg dengang også redigerede, så var TV2’s Mellemøstbureau i en periode et rent 1-mandsforetagende, og det var for hårdt.

I anden omgang, hvor Klaus for et par år siden havde brug for lidt R&R, faldt det præcist sammen med udbruddet af Irak-krigen, og derfor blev et par af TV2’s danske kameramænd udset til på skift at være udsendt til det urolige Mellemøsten i stedet for Klaus. Jesper Ardal var en af dem. Jesper var ikke bare en god fotograf, men også en videbegærlig natur, som, når der var noget der undrede ham, tog sig endnu et kursus på Det åbne Universitet for at finde svaret.

Men Jesper havde ikke tidligere filmet i krigszoner, og selvom jeg forsøgte at give ham et lynkursus, hver gang vi var ude på en reportagerejse, så er der desværre meget, man først lærer, når man sidder midt i ”grøden”. Det vi kalder ”learning by doing”. Som pædagogisk princip er det klart nok det bedste. Men når det handler om at overleve i en kridssituation, kan det være lidt farligt, at indsamle sine erfaringer på den måde. For det er i sagens natur lidt farligt at lære af sine fejltagelser, for fejltagelser kan i krigszoner vise sig at være fatale, og der er ikke noget sikkerhedsnet i virkeligheden.

Derfor var jeg alt for sent på den, da jeg først, mens vi var i gang med at pakke vore to store jeeps i Amman i Jordan, til den lange køretur igennem ørkenen til Bagdad, opdagede, at Jespers kamera-batterier så helt anderledes ud, end dem  jeg var vant til. Det viste sig, at Jesper fra TV2s magasin havde taget nogle helt nye batterier, der kan oplade langt mere elektricitet end de gamle, og endog har en digital visning af, hvor meget strøm, der er tilbage på dem. Det bedste, mest avancerede og nyeste nye på markedet.

Jesper var stolt over, at han havde snuppet de nye batterier og opladeren for næsen af de andre kameramænd. Nu havde vi verdens bedste TV-udstyr med os!

 
 

Jeg var mindre begejstret.

Når man drager i krig, så tager man helst noget gammelt, skrammet, gennemprøvet og robust udstyr med, som har bevist, at det kan holde til belastningen, og som de fleste andre TV-hold også bruger, så man kan bytte udstyr, låne og få hjælp, hvis noget bryder sammen. Men det var en af de ting, jeg ikke havde fået fortalt Jesper i tide, og nu var det for sent. Vi var allerede på vej ind i krigszonen.

Men jeg kan ikke nægte, at jeg var lidt sur. Hvordan kan man tage i krig med noget nyt ”fancy schmancy” udstyr, som aldrig er blevet støvet, tabt, har ligget i solen eller er blevet sparket til før?

Køreturen ind til Bagdad var som altid ”spookey”, fordi turen går lige forbi Ramadi og Fallouja i den såkaldte ”sunni-trekant”, hvor modstanden imod den vestlige koalition er værst. Men på denne tur var det endnu mere ”pepperet” end normalt, for vi skulle ”indsluses” i en amerikansk militærenhed i Fallouja. Vi skulle være ”embedded”, som det hedder på engelsk.

Det vil sige, at i stedet for som normalt bare at køre igennem ”Helvedets Forgård”, så skulle vi bo i den sammen med den enhed fra US-Army’s 3rd Mechanized Infantry Division – kaldet 3rd-ID – som vi for en tid var blevet en del af.

At være ”embedded” betyder, at man bliver en del af en militære enhed. Man bor, spiser, sover, patruljere og tager på operationer sammen med soldaterne i enheden, som er blevet ens hjem og familie for en tid. Det i sig selv er måske også en artikel værd, men den får vente til et andet tidspunkt, for beretningen her, handler om Jespers nye batterier.

Det nye udstyr fungerer upåklageligt i et par dage, men så bryder batteriopladeren sammen. Vores batterier kan naturligvis ikke oplades på andre opladere. Og opladere af vores type findes ikke i området. Mine værste forudanelser er blevet bekræftet, og nu er jeg rigtig sur.

 
 

Vi får vores assistent i Amman i Jordan til at skaffe os en ny oplader og sende den afsted med kurrer til basen i Fallouja, men det vil tage mindst et døgn – måske mere – for den at nå frem.

Vi har efter et par dages patruljer med vores amerikanske værtsenhed brugt næsten alle vore batterier op, og der er nu kun et tilbage. Fra briefingen ved vi, at vores enhed skal ud på et natligt raid i Fallouja. Skal vi tage med, eller skal vi ikke tage med? Over en dåseøl – som var smuglet ind fordi al alkohol var strengt forbudt på basen – diskuterer vi vores situation med kollegerne fra et hold fra det amerikanske NBC, som også er embedded 3rd-ID.

Vi beslutter os for at tage en friaften. Vi vil ikke risikere livet i 8-10 timer, hvis vi kun har batteri til et par timers optagelser og lys.

Vore kolleger fra NBC, hvis øl vi har levet højt på, beslutter, at de vil tage med på det natlige raid i stedet for os, og de tager vores ”Hummer” – en kæmpestor amerikansk militær-jeep – fordi deres egen er til reperation.

En time senere kommer en soldat løbende fra enhedens ”situation room” og fortæller os, at Hummer’en er blevet ramt af en RPG – en panserbrydende, raket-drevet granat – og at der er ”casualties”.

Senere på natten får vi hele historien.

”Vores” Hummer er på en gade inde i Fallouja blevet ramt af en RPG, og brudt i brand. NBC’s lydmand, New Zealænderen Jeremy Little, er blevet hårdt såret. Kameramanden lettere såret. Efter at NBC-holdet er blevet reddet ud af Hummer’en bliver den ramt af en irakisk bil, som pløjer direkte ind i den, og tre bliver dræbt. To irakere og en amerikansk soldat og flere såret.

Jeremy Little har fået sprængt bagsiden af højre lår væk og taget en del granatfragmenter. Kameramanden, som har siddet lidt i skjul af Jeremy, er også såret af en del fragmenter, men er blevet stabiliseret og uden for livsfare, får vi at vide.

I løbet af en lille timestid bliver de sårede bragt ind til basens hospital, og Jeremy bliver MediVac’ed – evakueret – til et amerikansk militærhospital i Tyskland, hvor han dør en uge senere. Han blev 27 år gammel.

 
 

Pludselig elskede jeg Jesper Ardal og hans defekte batterioplader.

For havde Jesper gjort, som jeg havde ønsket, og taget noget gammel, velprøvet udstyr med, så havde vi siddet i Hummer’en den sommerhede nat i Fallouja.

Nu var vi – kunne man siger – stadigvæk i live ved et ”teknisk uheld”.

Det tog os lidt tid at komme til hægterne igen ovenpå det chok.

Og en af de ubehagelige lektioner, man kan lære af den oplevelse er, at det næsten er ligegyldigt, hvor rutineret og erfaren, man er. Hvor mange krigshandlinger og ”close calls” man har overlevet. Hvor mange gange man har gennemgået Jægerkorpsets overlevelsestræning...

For, når det kommer til stykket, så kan det være de mest tåbelige og ligegyldige tilfældigheder, der afgør, om man overlever eller ej.

Ovenpå denne ubehagelige oplevelse kom så reaktionen på Jeremy’s død.

Efter at have givet sit liv for at rapportere om krigen i Irak, var alt der var tilbage af ham, små lakoniske notitser på forskellige websites for journalister og mediefolk. Nogle ganske få linier blandt et hav af andre reportere, der havde ofret livet:

“Jeremy Little, 27, a free-lance sound-man for the US TV network NBC News, died on 7 July after being wounded in Fallujah on 29 June in a grenade attack on a US 3rd Infantry Division patrol he was traveling with.”
(Fra “Iraq - Annual report 2004” fra Reporters without Borders)

Er det det værd, spørger man uværgerligt sig selv. Og naturligvis er det ikke det. Men på en eller anden måde regner man aldrig med, at det rammer en selv. Når det så fra tid til anden kommer tæt på, når ens venner og gode kolleger bliver dræbt og såret, så tvinger det en til at revurdere hele historien endnu en gang.

Kun et par måneder efter Jeremy’s død, mistede jeg en anden god ven i Irak: Den palæstinensiske kameramand Mazen Dana fra Hebron på den israelsk-besatte Vestbred.

Mazen arbejdede for Reuters TV, og jeg havde kendt ham i 12-13 år. Jeg brugte tit hans assistance, når jeg arbejdede i Hebron, og med tiden blev vi meget gode venner. Mazen blev dræbt af en amerikansk kampvogn udenfor Abu Ghraib-fængslet i udkanten af Bagdad. Her er den korte lakoniske mindetekst om Mazen:

 
 

“Reuters cameraman Mazen Dana, 43, was shot dead by a US soldier on 17 August as he was filming the outside of the Baghdad suburban prison of Abu Ghraib the day after Iraqi guerrillas had attacked it. Captain Frank Thorp in Washington said the soldier had mistaken his camera for a rocket-propelled grenade-launcher.”
(Fra “Iraq - Annual report 2004” fra Reporters without Borders)

Jeremy Little var ganske vist ikke så rutineret i at dække krigszoner, men hans død skyldtes ikke hans manglende erfaring. Granaten ville have dræbt hvem som helst på sin vej. Hans død handlede ikke om, hvad han kunne have gjort eller ikke gjort.

Mazen Dana var derimod utrolig rutineret. Han havde nærmest levet hele sit liv i midten af en krigszone, og det hjalp ham heller ikke. Han blev simpelthen forvekslet med en kombatant.

Jeg – derimod – rutineret eller ej... er kun i live i dag på grund af et ”teknisk uheld”.

Måske er det hele bare tilfældigt?


 

 
 
Jesper Ardal under en anden opgave i Mellemøsten.

 

JESPER ARDAL
Min kameramand og gode ven Jesper Ardal, som er omtalt i artiklen herover, døde desværre tragisk nok af et hjerteanfald kort tid senere i den alt for unge alder af 42.


 
Tilføj kommentar