Foto-gallerier om:

EGYPTEN

Billeder er også informationer. Derfor synes jeg, at der her i emne-oversigten også skal være en henvisning til de forskellige foto-gallerier, som handler om Egypten. Herunder har du en liste dem, og du kan klikke dig videre herfra over til foto-galleriet.

 


 
 

Egypterne er ved at miste tålmodigheden
Et foto-galleri der er en opsamling af flere reportagerejser.

De første billeder stammer fra tiden omkring præsidentvalget, det første demokratiske præsidentvalg i Egyptens historie, som bragte Muhammed Mursi fra Det muslimske Broderskab til magten. Vi fulgte valget ret tæt, men mere interessant end selve valgkampen er det Egypten, som det hele handler om.

På en senere reportagerejse lykkedes det os, at komme ud på landet. Vi besøgte en, set med vore øjne, fattig bondefamilie. Efter egyptisk standard var de slet ikke så fattige endda. Men de var nødt til fra tid til anden at søge hjælp, og den fik de fra Det muslimske Broderskabs folk, og derfor var det naturligvis ikke overraskende, at Broderskabet var populært, og vandt valget stort blandt de ganske almindelige egyptere.

De sidste billeder stammer fra de voldelige demonstrationer, der udspillede sig mellem Tahrirpladsen og Garden City, hvor den amerikanske ambassade ligger, i de ophidsede dage efter en amerikansk produceret, islam-kritisk amatør-video, førte til rasende protester. Først her i Kairo og senere i en lang række andre muslimske lande. Det sidste billede er fra den islamistiske TV-station Alnar, som var den første, der offentliggjorde klip af filmen med arabisk indtaling, hvilket var med til at udløse urolighederne.

Volden handler dog mindre om filmen og mere om, at folk havde håbet på forbedringer i deres liv, men de er ikke kommet.

Se galleriet


 

 
 


Fodboldvold, kaos, frygt, drømme og håb i Egypten
Jeg blev egentlig sendt af sted til Egypten i begyndelsen af februar 2012 for at dække de sammenstød, der endnu en gang kastede landet ind i de internationale mediers rampelys. Denne gang var det vold i forbindelse med en fodboldkamp, der fik vreden i landet til at bryde ud i lys lue. Men en af de ting, der var åbenbar for mig denne gang, var, at protesterne har taget en ny og anderledes drejning, og demonstranterne er ”et andet klientel” end tidligere, som en af mine venner udtrykte det.

Der var mange modstridende følelser, frygt, drømme og håb. Nogle frygtede at revolutionen var ved at blive tabt på jorden, andre følte at fremtiden først lige var begyndt.

Det var tydeligt at en del af den egyptiske befolkning, dem som støtter islamisterne, begynder at føle sejrens frugter, mens andre sørger og frygter for fremtiden. I særdeleshed er Egyptens kristne koptere bange for, hvad deres fremtidsudsigter bliver i et land, der i stigende grad bliver præget af islam. De kristne, som ser sig som de oprindelige egyptere føler, at de er ved at blive "gæster i vores eget land", som en af dem sagde til mig.

Se galleriet



 
 


Egyptens Anden Revolution og første frie valg
Den 28. november 2011 gik egypterne til deres første frie valg nogensinde. Ni måneder forinden var præsident Hosni Mubarak blevet væltet, og mange troede, at revolutionen var en succes og overstået. Det viste sig, at militæret blot førte diktaturet videre, og i løbet af efteråret udbryder det, der bliver kaldt ”Den Anden Egyptiske Revolution”, vendt imod det militærråd, der siden den første revolution havde siddet med den reelle magt i landet.

Trods modstand fra en mere yderligtgående del af demonstranterne på Tahrirpladsen, så forløb første runde af valget stille og fredeligt. At dømme efter de kilometerlange køer ved valgstederne, så bliver valgdeltagelsen høj, men det endelige resultat vil først blive kendt i januar 2012 efter tredje runde af valget er overstået. Ikke desto mindre står Det Muslimske Bruderskabs parti ”Frihed og Retfærdighed” til at blive valgets vinder – om end det formentlig bliver nødt til at gå i koalition med et eller flere andre partier efter valget.

Se galleriet

 


 

 
 

Omvæltninger i Egypten
Et galleri fra de spændende dage i slutningen af januar og begyndelsen af februar 2011, hvor Egyptens præsident igennem 30 år Hosni Mubarak bliver væltet ved en folkelig opstand. Desværre fik jeg ikke taget så mange billeder, som jeg gerne ville, fordi journalister og fotografer i en periode under opstanden var "jagtet vildt", og det derfor var for farligt at bevæge sig rundt i gaderne med et fotografiapparat over skulderen. Og den første dag under de blodige optøjer, hvor jeg selv blev tævet, havde jeg så travlt med at rapportere på telefonen og samtidig med at overleve, at jeg slet ikke fik taget nogle billeder. Men her er en samling af nogle af de billeder, jeg fik taget.

Se galleriet

 


 

 
 


Egypten: Nilen og Dahab
Nilen har igennem hele historien været Egyptens livgivende hovedpulsåre. Det er kun på grund af floden, at landet eksisterer. Egypten er i virkeligheden én stor ørken. Det er kun på den smalle strimmel frugtbar jord langs med Nilens bredder og ude i flodens delta ud mod Middelhavet, at egypterne kan bo. Et område, der kun er godt og vel dobbelt så stort som Danmark. Men her bor der 82 millioner mennesker.

I midten af Kairo - denne hektiske multimillion by - ligger der ude midt i Nilen en lille ø - Dahab, hvor udviklingen har stået stille. Her udfolder livet sig som om vi befandt os langt oppe i Øvre Egypten. Nilen beskytter øen og dens særprægede og langsomme liv - endnu i hvert fald. Men den er samtidig transportvejen for alle fornødenheder til øen, samt for at befolkningen kan komme på arbejde og børnene i skole. Feluccaer - de særlige Nilbåde med de karakteristiske store, trekantede sejl - og gamle ramponerede, motoriserede floddampere sejler beboerne tur/retur mellem øen og Kairo - mellem fortiden og nutiden - for bare 50 øre.

Se galleriet

 


 

 
 

Kairo: Fredagsbøn i Al Azhar-moskéen
Al Azhar-institutionen i Kairo er det nærmeste, man indenfor sunni-islam kommer et Vatikan. Fredagsbønnen i den tilknyttede moské er interessant. Hver fredag svømmer området over i kampklædt politi, for så snart den religiøse del af gudstjenesten er forbi, overtager islamisterne med deres politiske og til tider militante budskab, og moskéen bliver omdannet til et frådende vredt hav. Myndighederne tillader de vrede politiske vækkelsesmøder indenfor moskéens område. Så længe balladen holder sig der, og folk derefter forlader moskéområdet i god ro og orden, så kan alle komme hjem til deres velfortjente fredagsfrokost uden skrammer.


Se galleriet



 

 
 

Kairo: Fantastisk, forfærdelig og overbefolket
Den egyptiske hovedstad er den arabiske verdens bankende hjerte. Eller sådan vil egypterne i hvert fald gerne se det. Og til en vis grad har de ret. Der er ingen by som Kairo. Fantastisk og forfærdelig på en og samme tid. Overbefolket til eksplosionspunktet. Ingen ved, hvor mange her bor. Formentlig en 17-18 millioner mennesker... om natten. Og helt op til 22-23 millioner om dagen. Hvilket vil sige, at en menneskemængde svarende til Danmarks befolkning pendler ind og ud af byen morgen og aften. Så mange mennesker er her, at omkring en halv million bor imellem gravstenene på byens store kirkegårde.

Se galleriet

 


 

 
 


Kairo’s Khan al-Khalili-marked
Khan al-Khalili er det gamle, traditionelle orientalske marked i Egyptens hovedstad Kairo. Bazaaren dækker et kæmpemæssigt område. Her er teltmagernes bazaar, krydderi-markedet, sølv- og guldmarkedet og meget, meget mere. Det sørgelige er bare, at turisterne kun ser den mest vakuumpakkede "Made in China"-del, fordi de ofte ikke tør bevæge sig ind i de små, snedige gyder og baggårde.

Se galleriet

 

 



 
Tilføj kommentar