5 tyrkiske civile dræbt af syriske granater

Tyrkiet bomber Syrien som gængæld

ISTANBUL (04.10.2012): Et antal syriske mortergranater ramte i går den tyrkiske grænseby Akcakale i den sydøstlige del af landet op mod grænsen til Syrien og dræbte fem civile –  tre børn og to kvinder.

Den tyrkiske hær svarede igen med et artilleribombardement af syriske militære positioner i Tel Abyad omkring 10 km inde i Syrien, hvorfra tyrkerne selv mener at morterangrebet kom. Ifølge tyrkiske kilder blev et antal syriske soldater dræbt ved angrebet, nogle rapporter taler om 30 dræbte syriske soldater, men der er ikke nogen oplysninger om hvor mange. Der er heller ikke endnu nogen officiel bekræftelse fra Damaskus om kampene henover grænsen.

Det er første gang, at Tyrkiet bombarderer mål inde i Syrien, siden den halvandet år lange, blodige borgerkrig brød ud i Syrien. Syrisk luftvåben skød ellers et tyrkisk RF-4 kampfly ned i juni. Da nøjedes Tyrkiet dog med diplomatiske protester, men svarede ikke militært igen.

 
 

De fleste iagttagere hælder til den antagelse, at det syriske morterangreb var en fejltagelse, men det er ikke første gang det er sket, og Tyrkiet har tidligere advaret Syrien om, at det vil få alvorlige konsekvenser, hvis den syriske hær ikke kan styre sine granater.

Her til morgen fortsatte den tyrkiske hær med at bombardere syriske militære positioner på den anden side af grænsen, og militære forstærkninger er ved at blive bragt i position det berørte grænseområde, og det overraskede mange, som ellers havde troet, at angrebet i går ville blive anset for passende og balanceret uden at synes som en eskalering af krisen imellem de to lande.

Premierminister Recep Tayyip Erdogan har netop med et overvældende flertal fået parlamentets støtte til, som det hedder, at ”sende militære styrker på operation på den anden side af den tyrkiske grænse”. Det er den generelle opfattelse, at Tyrkiet ønsker at kunne sende specialstyrker ind i det nordlige Syrien blandt andet for at kunne gennemføre rekognoseringsoperationer og om nødvendigt dirigere tyrkisk artilleri og luftvåben under eventuelle fremtidige gengældelsesangreb.

Umiddelbart efter det tyrkiske parlaments beslutning, meddelte landets udenrigsministerium, at Syriens regering officielt har indrømmet, at den er ansvarlig for et granatangreb mod en tyrkisk landsby og undskyldte for angrebet. Oplysningerne stammer fra den tyrkiske vicepremierminister, Besir Atalay, og er ikke blevet bekræftet fra Damaskus.

Stadigvæk ifølge den tyrkiske viceudenrigsminister forsikrede Syrien om, at noget lignende "ikke vil ske igen". Om det blot er et tyrkisk forsøg på at demontere krisen, eller om Syrien faktisk har undskyldt er stadigvæk ikke klart.

Både kilder i det tyrkiske udenrigsministerium og Ibrahim Kalin, en af premierministerens toprådgivere, siger, at Tyrkiet ikke har noget ønske om at optrappe krisen og forsøger at undgå en militær konfrontation med Syrien.

Det er på den anden side også kendt, at Tyrkiet længe har presset på for at få etableret en sikker humanitær zone inde i det nordlige Syrien, så syriske flygtninge ikke behøver at krydse grænsen ind i selve Tyrkiet, og dermed blive Ankaras ansvar. Flygtningelejre i Syrien vil det internationale samfund og FNs Flygtningehøjkommisatriat UNHCR blive nødt at tage sig af.

En sikker zone for flygtninge inde i selve Syrien vil dog betyde et vist militært engagement fra både Tyrkiet og andre lande, for at kunne blive en realitet, og det vil i sig selv være en eskalering.

 
 

Det internationale samfund vil nemlig ikke risikere at en ”sikker zone” ender med at blive en fælde, som det var tilfældet i Srebrenica i Bosnien i 1995. Og en sådan humanitær zone vil være alt andet end sikker, hvis syriske kampfly og –helikoptere fortsat kan operere frit og langtrækkende artilleri ikke bliver holdt på afstand. Det kan kun lade sig gøre med oprettelsen af en flyve-restriktionszone, som igen kun kan håndhæves, hvis internationale kampfly kan operere frit, hvilket de kun kan, hvis det syriske luftforsvar i området er sat ud af spillet.

Så selvom et sikkert område for civile på flugt fra kamphandlingerne lyder både uskyldigt, nobelt og ønskværdigt, så betyder det et militært engagement i Syrien – eller sagt ligeud: krigshandlinger – som kan udvikle sig til at blive til en betydeligt mere omfattende militær operation, end det måske ved første øjekast giver udseende af, og som de færreste i den vestlige verden ønsker at blive trukket ind i.

Det er stadigvæk også muligt, at den tyrkiske hærs genoptagelse af bombardementerne i dag ikke er tænkt som en egentlig eskalering af konflikten, endsige et ønske om en sikker zone, men ”blot” er udtryk for, at Tyrkiet nu vil afstraffe de syriske regeringsstyrker så eftertrykkeligt, at de i fremtiden vil betænke sig en ekstra gang, inden de beskyder mål så tæt på grænsen til deres nordlige nabo, at granater kan forvilde sig ind på tyrkisk territorium.

Tyrkiet er et NATO-land, og står derfor ikke alene, hvis det bliver angrebet. Udenrigsminister Ahmet Davutoglu talte i går med NATO’s generalsekretær Anders Fogh Rasmussen og anmodede organisationen om at sikre, at Syrien kommer til at stå til regnskab. Derfor har kampene langs grænsen allerede betydet indkaldelsen af et ekstraordinært krisemøde i alliancens hovedkvarter i Bruxelles, hvor det skal afgøres, hvilken rolle – om nogen – NATO skal spille i krisen.

 
 

Det interne opgør i Syrien, som nu har været i gang i mere end halvandet år, har i den seneste uges tid nået en voldsomhed, som chokerer selv mange kynikere.

Kampene i Syriens største by Aleppo har ødelagt store dele af den fredede del af bazaar-området, som af UNESCO anses for at være en del af ”Verdens Kulturarv”. Ikke at bevaringsværdige bygninger og kvarterer vejer tungere end menneskeliv, men der er tale om værdifulde dele af Syriens egen historie og nationale identitet, som, hvis de nu tilintetgøres af syrere selv, også vidner om den tilsyneladende grænseløse destruktivitet borgerkrigen har nået overfor landets egne uerstattelige kulturskatte.

I går ødelagde fire kraftige bomber store dele af et område med regeringsbygninger i den centrale del af Aleppo. Flere end 40 mennesker meldes dræbt, og de lokale hospitaler rapporterer om næsten 100 sårede efter eksplosionerne.

Eksplosionerne, som tilsyneladende skyldtes bilbomber, får mange syrere til at sætte spørgsmålstegn ved, om den ene side i denne blodige, ubarmhjertige konflikt er så forfærdelig meget bedre end den anden.

En ellers Assad-kritisk kvindelig blogger fra Aleppo skriver på sin Facebook-profil, at hun tidligere, når hun ”passerede dette sted, klædt i moderigtigt tøj, på det skammeligste blev overbegloet af shabiha (pro-regime bøller), kollaboratører og agenter fra sikkerhedstjenesten”, men, skriver hun så videre om gårsdagens omfattende ødelæggelser, ”ved Gud, hvor jeg nu savner de dage”, hvor det var det eneste problem.

 
 

En anden syrisk aktivist, som kalder sig ”den anonyme syrer” skriver på Twitter: ”Hvem end der står bag disse bomber, så er det en terrorist, hvis der er civile blandt ofrene – og det uanset om det er regimet, Al-Nusra-brigaden (en Al Qaeda-inspireret gruppe) eller Den frie Syriske Hær.”

Krigens blodige statistik taler sit eget skræmmende sprog.

Ifølge oprørerne har borgerkrigen i Syrien kostet omkring 30.000 mennesker livet. FN sætter tallet til lidt over 20.000. Ingen kender det nøjagtige tabstal. Der er heller ikke nogen, der med sikkerhed kan sige, hvor mange der er blevet såret og lemlæstet, men det tal ligger angiveligt på mellem 70-100.000. Langt flere er flygtet, end man forventede. FNs Flygtningehøjkommisatriat UNHCR anslår nu, at der ved årets udgang vil være omkring 700.000 syriske flygtninge i nabolandene. Det er mere end tre gange så mange som først anslået, samtidig med at 1-2 millioner er internt fordrevne – flygtninge i deres eget hjemland.

Borgerkrigen i Syrien bliver ved med at overraske. Netop som man tror, at det nu ikke kan blive meget værre, så bliver det netop det: Værre! Ingen af parterne ser ud til at være så stærke, at de står overfor en mulig sejr i nogen nær fremtid. På den anden side er der heller ikke nogen, der synes så svækket, at et sammenbrud er sandsynligt, eller at de kunne finde på at bøje sig for overmagten.

Samtidig visser begge sider en brutalitet, som ikke lover godt for fremtiden, uanset hvem der vinder opgøret. Derfor er der en del, der tyder på, at det først skal blive meget værre endnu, inden en løsning er realistisk.

 
Tilføj kommentar