På grænsen til borgerkrigen:

'Må Gud gi' ham samme straf som Gadaffi!'

AKCAKALE, SYDØST-TYRKIET (05-07.10.2012): Den gamle del af landsbyen ligger helt op mod den syriske grænse. Gaderne er smalle og bygningerne er små en- eller toetagers en-familiehuse nogle af dem med en lille gårdsplads omkranset af en lav mur af gasbeton.

Akcakale er ret anonym og ikke til at skelne fra tusindvis af andre tyrkiske landsbyer, hvis det ikke lige var fordi borgerkrigen i nabolandet Syrien for nylig har hvirvlet den lille flække ind midt i storpolitikkens stormvejr, som mange nu frygter, kan få krigen til at brede sig.

 
 
Folk er forsamlet for at se ødelæggelserne, der bragte den syriske borgerkrig til Tyrkiet.

To granater affyret af den syriske regeringshær ramte Akcakale for nogle dage siden. Det er i sig selv ikke så ualmindeligt. Vildfarne syriske granater har flere gange ramt området, og hver gang har den tyrkiske regering protesteret. Men denne gang dræbte granaterne næsten en hel familie, og Tyrkiet svarede igen ved at bombardere den syriske stilling, de mente granaterne var kommet fra. Ubekræftede forlydender siger, at 30 syriske soldater blev dræbt ved modangrebet. Det er første gang, det er sket, siden den syriske borgerkrig brød ud for halvandet år siden.

De syriske soldater gør ikke særlig meget, for at forebygge, at naboen mod nord også bliver ramt, når de skyder mod oprørere i grænseområdet. Assad-styret i Damaskus kan ikke længere lide Tyrkiet, efter at landet har åbnet sine døre ikke bare for hundredetusinder af syriske flygtninge, men også for oprørerne, Den frie Syriske Hær, og har gjort sig til talsmand for den internationale koalition imod Syrien, og agiterer for oprettelsen af en humanitær sikker zone for flygtninge i det nordlige Syrien, hvilket reelt betyder, at den syriske hær skal tvinges væk fra området.

Det er første gang, at Tyrkiet har svaret igen, og det er en væsentlig eskalering af krisestemningen i det allerede højspændte grænseområde. Dagen efter får ministerpræsident Recep Tayyip Erdogan parlamentets godkendelse af at kunne sende tyrkisk militær ind i Nord-Syrien, hvis han skulle have behov for det.

Det er ”et signal med en vognstang” til Bashar al-Assad om at få styr på sine militære styrker, og få dem til at holde inde med bombardementer så tæt på grænsen, hvis de ikke kan sikre, at nabolandet ikke bliver ramt. Senere samme dag beklager Syrien angrebet – ikke direkte til Ankara men via FN – og forsikrer, at det ikke vil ske igen.

 
 
Landsbyen ligger helt op til den syriske grænse.

* * *

Vi ankommer til Akcakale to dage efter tragedien. Det meste af rodet og ruinerne er allerede ryddet af vejen. Da vi kommer til huset, hvor det meste af en familie er blevet udryddet, er lokale og folk fra oplandet samlet på gaden foran.

9-årige Veysel Kara sidder på sin cykel foran sine dræbte kusiners hus, mens nogle af hans venner kigger ind igennem det kæmpe hul, som mortergranaten har sprængt i porten ind til gårdspladsen.

”Vi løb rundt og legede over ved bazaaren, ikke ret langt væk, da vi pludselig hørte bomben eksplodere. Så løb vi herhen og så de døde piger ligge her ude på gaden. Havde de bare været indenfor, ville de være overlevet”, fortæller den lille dreng alvorsfuldt.

Tragedien har revet den lille dreng ud af hans ubekymrede børneverden.

”Hvis syrerne bomber vores landsby igen, så flygter vi ikke. Det kan vi ikke, for vi har ikke noget sted at flygte hen. Men Tyrkiet vil svare igen på angrebet. Det er sikkert.”

 
 
Ali Karaüzüm fortæller, at folk på begge sider af grænsen er i familie med hinanden.

Ordene lyder slet ikke som en 9-årigs, men er snarere ekkoet af de samtaler, hans forældre sikkert har haft derhjemme omkring aftensmaden de seneste dage, men man føler også, at den lille dreng er blevet en del ældre de sidste par dage. Han har set og oplevet ting, et barn i hans alder burde skånes for.

En gammel, prægtig mand i 80’erne, iklædt den traditionelle jallabyieh og med en arabisk kaffiyeh på hovedet møder op for at tage de fremmede i øjesyn. De fleste her er nemlig arabere, ligesom ovre i Syrien på den anden side af grænsen og ikke etnisk tyrkere, selvom de naturligvis taler tyrkisk og er tyrkiske statsborgere.

Ali Karaüzüm hedder han. Oprindelig var han bonde, men nu er han på aftægt.

”Det er vore slægtninge, der bor derovre på den anden side af grænsen”, siger han og peger. ”Vi er alle sammen i familie med hinanden. Derfor berører det os meget dybt, alt det der foregår i øjeblikket.”

Konflikten er naturligvis særlig smertefuld her, fordi dem ovre på den anden side ikke er fjender, ikke er ukendte, men tværtimod slægtninge og venner. Deres liv er allerede blevet slået i stykker, og mange af dem er flygtet herover til den tyrkiske side og bor i en kæmpelejr udenfor landsbyen. Og nu er konflikten så fulgt med. Assad-regimets granater begynder nu også at dræbe uskyldige civile, kvinder og børn her i Tyrkiet.

 
 
Mange har allerede forladt Akcakale. Flere er på vej til at flygte fra området.

”Der er ingen herovre, der ikke er bange. Alle, alle, overhovedet alle her er bange. Børnene forstår ikke, hvad det er, der sker. Vi overvejer stadigvæk, om vi skal flytte væk en tid indtil truslen forsvinder. Skolerne er stadig lukkede af samme grund”, fortæller den gamle mand.

Mens han taler ankommer en bus med politifolk, som bliver stationeret i området for at holde øje med de tomme huse, som beboerne er flygtet fra. Enkelte huse er allerede blevet plyndret, bliver vi fortalt.

Det er langtfra de første syriske granater, der har ramt området, og den situation er uholdbar, mener de lokale. Noget må gøres.

”Det er klart, at vi er bange. Tidligere var her masser af mennekser, men nu er mange herfra er flygtet til Urfa 50 km længere inde i landet”, fortæller Ali Karaüzüm.

”Hvor mange bomber har allerede ramt området her, er ikke til at sige. Mange! Måske 15. Jeg kan ikke huske det. Men det her var den første, der eksploderede lige foran huset her, og dræbte beboerne”.

Alle, jeg taler med, er godt tilfredse med at det tyrkiske artilleri svarer igen, og bombarderer de syriske militærpositioner, hver gang Syrien har skudt ind i Tyrkiet. At syriske granater falder i Tyrkiet er uacceptabelt, og at uskyldige civile bliver dræbt helt uhørt. Alligevel er der ingen, der ønsker, at konflikten skal eskalere så Tyrkiet direkte invaderer det nordlige Syrien. Ingen, jeg møder, ønsker at blive trukket ind i det syriske blodbad.

 
 
Politiet er rykket ind for at forhindre plyndring af de tomme huse i Akcakale.

* * *

Fra toppen af et kæmpebjerg af småsten til jernbanebyggeri har man en fin udsigt til begge sider: Den syriske og den tyrkiske.

Landsbyen hang i tidernes morgen sammen, men historien har skåret den i stykker. Da Det osmanniske Imperium brød sammen efter Den første Verdenskrig og rovet skulle deles, kom grænsen, mellem det nye Tyrkiet, der blev bygget op på ruinerne af sultanens rige, og Det franske Mandat, der senere blev til Syrien, til at gå tværs igennem dette lille samfund, der ligger så langt borte fra alting, at ingen bekymrede sig om det.

Akcakale hedder det på den tyrkiske side, og den har tydeligvis været den mest fremgangsrige siden, mens Tall Abiyad, som den syriske del af landsbyen hedder, synes glad for blot at få lov til at følge med i slipstrømmen på sin tyrkiske tvillingeby.

Længe betød det ikke så meget, for nationalgrænsen eksisterede kun på nogle landkort i regeringskontorerne i Ankara og Damaskus. Ude i den støvede virkelighed på sletten, eksisterede grænsen næsten slet ikke. Det kom den så til. Der blev bygget et hegn og en organiseret grænseovergang, men den var mest for internationalt rejsende. De lokale krydsede stadigvæk blot frem og tilbage, som de lystede. Men det har den seneste konflikt nu også sat en stopper for.

 
 
Syriske flygtninge tager på afstand de nys udstationerede tyrkiske soldater i øjesyn.

Den syriske borgerkrig er kommet så tæt på, at ofrene nu også tælles blandt de tyrkiske Akcakale-borgere. For et par dage siden ramte et par mortergranater landsbyen. Det har de gjort før, men denne gang ramte en af dem gaden i et beboelseskvarter, og fem civile blev dræbt. To kvinder og tre børn.

Derefter rykkede den tyrkiske hær ind, og soldater er nu placeret i det ingen-mands-land, der ligger imellem de to grænsehegn. Syriske flygtninge får stadigvæk lov til at slippe igennem, men de bliver nu kontrolleret.

* * *

Ministerpræsident Erdogan siger i en tale, at det vil være en ”fatal fejltagelse”, hvis Syrien ikke tager Tyrkiets advarsler alvorligt, og forsøger at se, hvor

 
 
Sørgehuset i teltet udenfor Akcakale, på afstand fra granatregnen.
langt det er muligt at gå.

Næste morgen rammer syriske granater igen Tyrkiet. Denne gang i Hattay-provinsen længere vestpå. Tyrkisk artilleri svarer igen.

Lige udenfor Akcakale – udenfor rækkevidde af granaterne – er der rejst et par store telte, som ellers normalt bruges til at modtage de syriske flygtninge i. Her holder Omer Timugin, som lige har mistet sin kone og tre døtre, sørgehus. Familie, venner og bekendte fra nær og fjern kommer for at kondolere. Det her er en tragedie, der berører alle.

”I 20 dage har syrerne beskudt vores område med granater. Det sidste angreb ramte min familie. Vores hus er kun 4-500 m fra grænsen. Det er forfærdeligt.

 
 
Tyrkiske soldater er netop igen blevet stationeret i ingen-mands-land imellem de to grænsehegn.
Uacceptabelt”, siger Omer Timugin, og beder os venligt om at filme færdigt og lade ham og familien få ro.

Her er ingen krigeriske slagord. Intet hult bravado. Folk her har alle oplevet krigens gru på alt for tæt hold. Først fordi området er blevet oversvømmet med flygtninge fra hele Nord-Syrien, og nu fordi borgerkrigen inde i Syrien truer med at brede sig og måske trække Tyrkiet med ind.

Men selvom folk her ikke vil i krig, så mener de alle, at regimet i Damaskus og i særdeleshed præsident Bashar al-Assad skal stå til regnskab.

”Gud vil straffe Assad. Det håber jeg og beder til. At han vil ende sine dage som Gadaffi. Assad har forrådt alle muslimer, og jeg beder til Gud om at han vil straffe Assad”, siger Ahmet Ôlmezler, som er onkel til de små piger, der lige er blevet dræbt.

Da vi forlader området bliver Akcakale igen ramt af syriske granater. Syv granater rammer området omkring den syriske toldstation på den syriske side af grænsen. Toldstationen og dele af Tall Abiyad er på oprørernes hænder, og ifølge tyrkiske medier bliver flere oprørere dræbt. To sårede oprørere bliver senere bragt over grænsen til behandling på sygehuset i Akcakale.

 
 
Mange her i den sydøstlige del af Tyrkiet tæt på grænsen til Syrien er etniske arabere, selvom de taler tyrkisk og er tyrkiske statsborgere.

Men fem andre granater slår ned på den tyrkiske side af grænsen. To af dem inde i landsbyen, men ved et lykketræf forretter de kun materiel skade. Tyrkisk artilleri besvarer straks ilden og bombarderer igen syriske positioner på den anden side af grænsen.

De jævnlige skudvekslinger henover den syrisk-tyrkiske grænse er tilsyneladende nu i løbet af et par uger blevet en del af den nye farlige virkelighed, som den syriske krise har nået. Hver uge og hver måned bliver konflikten skruet endnu et par takker op.

Fortsætter syriske granater med at ramme tyrkisk territorium så jævnligt, som de har gjort det de sidste par uger, er det formentlig kun et spørgsmål om tid, inden tragedien fra Akcakale gentager sig et andet sted i grænseområdet, og en ny uskyldig tyrkisk familie bliver ofre for uroen i nabolandet.

Sker det, og stiger antallet af ofre, så bliver det i længden meget svært for Tyrkiet at holde sig ude af konflikten, uanset hvor gerne civilbefolkningen i grænseområdet og regeringen i Ankara vil undgå at blive trukket ind i det syriske blodbad og at krigen breder sig.

 
Tilføj kommentar
 
 
5 Kommentarer: