Kongres i al-Fatah:

Hvem taler for palæstinenserne

BETHLEHEM (04.08.2009): Der er igen "ikke plads på herberget" i Bethlehem i disse dag. Fremtrædende Fatah-folk fra hele Mellemøsten er strømmet til byen. Flere end 2.000 delegerede er ankommet til Jesu' fødeby til den længe ventede 6. Fatah-kongres. Det er 20 år siden den sidste kongres blev afholdt.

En af mine palæstinensiske venner her i byen, som jeg her af oplagte grunde bare vil kalde Daoud, siger respektløs, at stemningen er som den amerikanske film "Night at the Museum", hvor alle museumsgenstandene pludselig får liv og kommer ud af udstillingsmontrene.

"Det er en masse forstenede dinosaurere, man ellers kun havde læst eller hørt om, som pludselig bevæger sig rundt i gaderne. Mange af dem kan ikke udstå hinanden, men de har glemt hvorfor. Derfor går de blot rundt med det slæng af bevæbnede sikkerhedsvagter, der giver dem status, og holder alle ti skridt fra livet, fordi ingen ved, hvem de kan stole på, og hvem der er en potentiel fjende", fortæller Daoud, som underviser på Bethlehem Universitet. Det lyder næsten som en komedie, men min ven synes mere, at det er tragisk.

 
 

"Når du ser mange af disse lidt tragikomiske karakterer, som tiden for længst er løbet fra, bevæge sig rundt i byen og té sig, som om hele Mellemøsten drejer sig om deres akse, så synes jeg nærmest, at det er en tragedie", siger Daoud på telefonen fra Bethlehem. Selv hørte han i sine unge dage mere til blandt marxisterne i PFLP, så han har altid været i opposition til Fatah, men i slutningen af 80'erne, da den første Intifada var løbet tør for energi, begyndte han at tvivle. Senere brød han med PFLP, da organisationen vendte sig imod fredsprocessen. Da så fredsforhandlingerne brød sammen, mistede Daoud totalt sine illusioner. Og nu tager verden, i særdeleshed den palæstinensiske, sig uendelig deprimerende ud, set igennem Daoud's briller: "Tænk", siger han ,"hvis det palæstinensiske folks fremtid virkelig skal besluttes af sådan en samling selvcentrerede oldsager, som er helt og totalt ude af kontakt med virkeligheden. Så dårligt kan det vel ikke stå til", siger han bekymret på telefonen. Han griner lidt af sine egne formuleringer, men det er tydeligt, at han synes, at det hele er et meget trist billede på palæstinensernes situation lige nu og her.

En gang var Fatah-bevægelsen, som Yassir Arafat i sin tid grundlagde, selve drivkraften indenfor PLO, den palæstinensiske nationalbevægelse. Nu er Fatah ikke bare blevet kørt ud på et sidespor. Ingen ved længere hvem og hvad Fatah er. Bevægelsen er så internt splittet, har så mange rivaliserende ledere, og er så tynget af grådighed og korruption, at mange almindelige palæstinensere efterhånden mere ser gruppen som en trussel og en potentiel modstander, snarere end en befrielsesbevægelse, der en dag skal bringe deres nationale drømme til opfyldelse.

Men Fatah-bevægelsens egne mål lige nu og her er langt mere begrænsede end oprettelsen af drømmestaten. Den store udfordring lige nu er blot at få gennemført sin første konference i 20 år. Det er blevet forsøgt utallige gange før i det forgangne årti. I dag er det første gang, at det ser ud til, at konferencen faktisk ender med at finde sted.

 
 

Hele den vestlige verden med USA's præsident Barack Obama i spidsen har investeret sine håb om en ny fredsproces i at få Fatah-bevægelsen tilbage på benene igen. Det er der i de seneste år blevet investeret ubegribelige summer i, og et hav af vestlige diplomater beskæftiger sig ikke med andet. Derfor handler "forsteningernes" sammenkomst i Bethlehem om langt mere end at få luftet en samling museumsgenstande. For mange bliver mødet en første måling på om alle pengene og mandetimerne har ført til noget håndgribeligt, eller om de er smidt ud af vinduet.

"Ethvert slag mod Fatah ved denne konference, vil været et slag imod den internationale vision om at løse konflikten", siger den palæstinensiske politiske analytiker Khaled Hroub.

Jeg skal vende tilbage til Fatah-konferencen i Bethlehem senere. Her først lidt baggrund.

* * *

I den seneste tid har vestlige politikere og de internationale medier mest fokuseret på det pres, som den nye amerikanske præsident Barack Obama er begyndt at lægge på Israels premierminister Benyamin Netanyahu, for at stoppe al byggeaktivitet i de jødiske bosættelser på Vestbredden og i Øst-Jerusalem. Og det er også en voldsom interessant historie.

 
 

Palæstinenserne har stort set kunnet læne sig tilbage, og se deres arbejde blive gjort for sig af USA og EU. Alle talsmænd for præsident Mahmoud Abbas, som også er Fatah, afviser i disse dage enhver tanke om at tale med israelerne, så længe de fortsætter med at bygge huse i bosættelserne. Og hvorfor skulle de egentlig også det? Det ville jo være tåbeligt. De er jo på vej til at få sig en kæmpemæssig indrømmelse fra Israel, uden at skulle yde noget til gengæld.

Hvad der i mindre grad bliver diskuteret i øjeblikket er, hvem Israel skal tale med, når og hvis forhandlingerne kommer i gang igen. For det handler jo ikke bare om Fatah igen en skønne dag kan finde sine egne ben at stå på. Dybest set handler det om, hvem der taler for palæstinenserne. Hvem repræsenterer det palæstinensiske folk? Overfor Israel, overfor de arabiske lande og overfor resten af verden. Og endnu vigtigere: Hvem kan "levere varen", hvis forhandlingerne kommer i gang, og den palæstinensiske side skal leve op til en eventuel aftale?

* * *

I årtier var det faste mantra, som Israel og den vestlige verden blev bombarderet med fra den palæstinensiske side, at "...PLO er palæstinensernes eneste legitime repræsentant..."

PLO og ingen andre kunne tale for det palæstinensiske folk.

PLO var dengang i alle praktiske sammenhænge det samme som Fatah. Fatah var lokomotivet indenfor PLO, og hvad Fatah besluttede, blev også PLO's politik. Det skyldtes mest af alt én mand: Yassir Arafat, som både var formand for PLO og generalsekretær for Fatah. Og det var som leder af Fatah, Yassir Arafat havde fravristet de arabiske lande magten over PLO, og gjort organisationen til en samlende paraply for alle de mange forskellige palæstinensiske partier, bevægelser og fraktioner. Men Fatah var bevægelsen, der satte dagsordenen indenfor PLO og på den palæstinensiske scene.

I lang tid nægtede Israel at anerkende PLO, fordi PLO ikke accepterede Israels ret til at eksistere, og fordi Israel anså PLO for at være en terrororganisation.

Det ændrede sig i 1993, da PLO-formand Yassir Arafat og Israels premierminister Yitzhak Rabin for at få gang i fredsforhandlingerne gensidigt anerkendte hinanden.

Senere under fredsprocessen overgik den rolle til Det palæstinensiske Selvstyre (PA - Palestinian Authority), som alligevel i bund og grund var det samme som PLO.

Dog er det på det seneste blevet interessant, at en del af PLO forblev i landflygtighed under ledelse af Farouk Kadoumi. Han var en uforsonlig, ildsprudlende anti-israelsk bannerfører, som mange i PLO alligevel var glade for at efterlade i Tunis, hvor de mente, at han ikke kunne gøre skade. Ham kommer vi tilbage til.

* * *

Siden den seneste palæstinensiske borgerkrig i Gaza-striben i 2007 (der var en anden palæstinensisk borgerkrig i Libanon i 80'erne), har det palæstinensiske område været delt i to: Gaza-striben under ledelse af Hamas, og Vestbredden som kontrolleres af Fatah. Desuden er det et åbent spørgsmål, hvem der repræsenterer de palæstinensiske flygtninge, der lever i de arabiske nabolande.

Men hvis problemet "bare" var Hamas og Fatah, ville det måske være til at løse. Men det er langt mere kompliceret end det.

Mahmoud Abbas ses stadigvæk som præsident for PA - Det palæstinensiske Selvstyre - og formand for PLO. Men strengt taget udløb Abbas' præsidentperiode i januar. Et nyt valg har blot ikke kunnet afholdes, for Mahmoud Abbas og Fatah har kun kontrollen med Vestbredden. Og måske i virkeligheden kun med en del af Vestbredden. Desuden har mange Fatah-ledere og en stor del af de gamle PLO-bureaukrater - som ofte kaldes "den gamle garde" - stort set mistet al legitimitet i den palæstinensiske befolknings øjne på grund af deres lave moral, korruption, umættelige grådighed og ofte himmelråbende inkompetence.

"Den unge garde" af lokale Fatah-ledere, som nyder større respekt blandt almindelige palæstinensere på grund af deres rolle under Intifadaen, holdes systematisk borte fra magten af "den gamle garde". Fra sin israelske fængselscelle synes Marwan Barghouti at være leder af Fatah's "unge garde", men som fem gange livstidsfange er det et spørgsmål, om han nogensinde kommer til magten. Og løslader Israel ham, vil mange palæstinensere blive mistænksomme. For det vil få det til at se ud som om, Israel har "skabt" en palæstinensisk leder, som de så forsøger at "plante" på den palæstinensiske politiske scene. Det rygte trives for den sags skyld allerede.

Gaza-striben regeres af Hamas og Ismail Haniyeh, som er premierminister. Egentlig er han folkevalgt, men Abbas på Vestbredden har udnævnt Salam al-Fayyad, som sin premierminister. Hamas regerer kun Gaza-striben, og kan som sådan heller ikke påstå at repræsentere palæstinenserne. Desuden sidder chefen for Hamas' politiske bureau, Khaled Meshaal, i Damaskus i Syrien. Og da den finansielle støtte fra Iran går igennem ham, er han også en af Hamas' mest magtfulde mænd, selvom han hverken er demokratisk valgt til at repræsentere palæstinenserne og han fra tid til anden tvinger Hamas i Gaza i en mere ekstrem retning, end de lokale ledere tilsyneladende har lyst til.

I Tunis sidder Farouk Kadoumi stadigvæk. Officielt som generalsekretær for Fatah's centralkomite og leder af PLO's politiske bureau i udlandet. Reelt er hans i Fatah mere pro forma, for han har ingen magt over Fatah i de palæstinensiske områder, og når Fatah og Hamas forhandler forsoning, så er det Abbas' folk, der repræsenterer Fatah. Ikke Kadoumis. Rollen som leder af PLO's politiske bureau skulle i teorien gøre ham til chef for udenrigstjenesten. Men præsident Abbas og premierminister al-Fayyad har fjernet alle hans folk fra de palæstinensiske ambassader og diplomatiske repræsentationer, og placeret deres egne i stedet. Og hele det palæstinensiske diplomatiske korps hører nu til under PA's udenrigsminister, som for tiden er Riyad al-Malki i Ramallah.

Farouk Kadoumi er en af de gamle dinosaurer fra Den kolde Krigs dage. Selvom han i bund og grund ikke repræsenterer noget som helst, så er der næppe tvivl om, at hans konstante kritik deles af mange af de palæstinensiske flygtninge, som bor udenfor Palæstinaområdet - i særdeleshed de flygtninge der bor i Libanon. Mest forsøger han fra sit hovedkvarter i Tunis at være game spoiler - at smide grus i maskineriet. Senest er Kadoumi kommet i medierne fordi han påstår at have beviser for, at præsident Abbas konspirerede med den israelske efterretningstjeneste om at forgifte og myrde PLO-formand Yassir Arafat.

Så selvom Israels premierminister Benyamin Netanyahu så en af dagene skulle finde en aftale med hensyn til byggeriet i de jødiske bosættelser, som tilfredsstiller USA og resten af verden, så fredsforhandlingerne kan komme i gang igen, hvem skal han så forhandle med? Mahmoud Abbas, Salam al-Fayyad, Marwan Barghouti, Ismail Haniyeh, Khaled Meshaal, Farouk Kadoumi eller en helt syvende?

Ingen af dem repræsenterer alle palæstinensere. Ingen af dem kan tale på hele det palæstinensiske folks vegne. Og ingen af dem kan "levere varen", hvis det skulle blive nødvendigt.

* * *

For mange af de gamle Fatah-folk, som i de seneste dage er ankommet til Bethlehem på Vestbredden fra Libanon, Syrien, Jordan og andre arabiske stater - for mange af dem er det første gang de sætter deres fødder på Palæstinas jord - er det en bittersød "hjemkomst", skriver nyhedsbureauet AP's korrespondent Mohammed Daraghmeh. Det er ikke deres drømmes Palæstina, de er kommet tilbage til.

På vejen fra den israelsk-kontrollerede grænseovergang fra Jordan og op til det israelske check point ved indkørslen til Bethlehem passerede de delegerede forbi en lang række jødiske bosættelser på en Vestbred, som stadigvæk er besat af Israel. Og nogle af dem passerede også så tæt forbi Jerusalem, at de kunne se nogle af de israelske satellitbyer omkring Øst-Jerusalem, som er med til at gøre drømmen om at Jerusalem en gang skal blive en palæstinensisk hovedstad ret så usandsynlig.

"Det var meget vanskeligt for mig at passere igennem et israelsk check point ganske enkelt fordi de er fjenden, der holder vores land besat", siger den 63-årige Laila Zughroub til AP-korrespondenten. "Og hvad der gjorde det endnu værre var, at jeg både så (de jødiske) bosættelser og muren (der adskiller de palæstinensiske befolkningscentre på Vestbredden fra Israel)".

Nogle af mine venner, som har fulgt korridorpolitikken omkring konferencen siger, at det minder om et fagforeningsmøde i arbejderbevægelsens gyldne dage, hvor der laves alliancer og konspirationer bag kulisserne, og alle forsøger at skaffe støtter til at sikre sig leder-positioner indenfor bevægelsen, samtidig med at de lægger "gift" ud for deres rivaler.

"De synes ikke at forholde sig særlig meget til virkeligheden i Palæstina", siger en af mine venner undrende. "De taler stadigvæk om støvede emner som "den væbnede kamp", som i bund og grund blev afgjort for et par årtier siden. Det er som om flere af de delegerede end ikke har pådaget, at Den kolde Krig er overstået og Sovjetunionen forsvundet", siger han.

Det forslag til et slutdokument, som i øjeblikket debatteres på konferencen, understreger palæstinensernes fortsatte ret til den væbnede kamp, samtidig med at det slår fast, at Fatah vil stræbe efter at nå en fredsaftale med Israel.

"Så længe som vort land er besat, og så længe forhandlingerne ikke har givet os noget som helst, så er der intet alternativ til den væbnede kamp", siger Khaled Abu Usba, der som teenager i 1978 deltog i en palæstinensisk terroraktion på kystvejen nord for Tel Aviv. En gruppe Fatah-terrorister havde kapret en bus, som de ville sprænge i luften i millionbyen. Det hele endte i en skudveksling med israelske sikkerhedsstyrker udenfor Tel Aviv. Bussen eksploderede og 36 civile israelere blev dræbt. Abu Usba sad i israelsk fængsel i syv år indtil han blev sendt ud af landet i forbindelse med en fangeudveksling.

"Se hvad vi har fået ud af forhandlingerne: Muren og endnu flere bosættelser", siger Khaled Abu Usba.

Han glemmer naturligvis at muren var et resultat af en bølge af palæstinensiske selvmords-aktioner, og at bosættelserne er et resultat af en fortsat konflikt, hvor den arabiske side bærer lige så stor en del af skylden som israelerne gør for at den ikke er blevet afsluttet.

"Mødet er mere en sørgelig understregning af det kaos, palæstinenserne selv befinder sig i, end det er noget, der kan blive et skridt i retning af en løsning af konflikten med Israel", siger min gode ven, Khaled Abu Toameh, som er TV2's mangeårige palæstinensiske stringer og også er journalist på den israelske avis The Jerusalem Post.

"Fatah er selv splittet. Mellem "den gamle garde" og den unge. Mellem dem "udefra" og dem "indefra" i de besatte områder. Og derudover er der striden med Hamas om, hvem der er den legitime palæstinensiske ledelse", fortæller Khaled Abu Toameh.

Er det sandsynligt at der ved Egyptens mellemkomst nu opnås en aftale om en samlingsregering eller en magtdeling mellem Hamas og Fatah, spørger jeg Khaled.

"Overhovedet ikke. Der er ikke en chance", siger han bestemt.

* * *

Hvad er det maksimale, man kan håbe på, at der kommer ud af Fatah-kongressen i Bethlehem?

Ikke meget!

Risikoen er, at kongressen drukner i floskler og oldtidig koldkrigs-retorik, som intet vil ændre på den mellemøstlige virkelighed.

Også selvom man så forestiller sig den mest drømmeagtige forsoning mellem fløjene i Fatah og at de delegerede derefter i samlet flok vandrer op til det israelske militære check point på vejen mod Jerusalem og falder de israelske soldater om halsen og forærer dem en lyserød rose, så vil det ikke bringe drømmen om Palæstina et skridt nærmere.

Bethlehem-konferencen er fuld af fordømmelser af Israel, fordømmelser af bosættelserne og fordømmelser af muren. Og ingen af delene har Fatah nogen som helst indflydelse på.

Hvis Fatah vil bringe freden og et frit og uafhængigt Palæstina nærmere, så skal de først gøre sig fortjent til at repræsentere deres folk.

Det vil dog først ske, når palæstinenserne for alvor ser, at Fatah renser ud i egne rækker. Sparker de gamle korrupte ledere ud. Renser ud i al råddenskaben indenfor organisationen. Vælger folk til ledende poster, som for en gangs skyld er fagligt kvalificerede og har den almindelige palæstinensiske befolknings velfærd på hjertet, og ikke først og fremmest størrelsen af sin egen udenlandske bankkonto.

Alt DET kan Fatah-konferencen faktisk gøre noget ved, men jeg tror allerede nu at jeg med en vis sikkerhed kan forudse, at det ikke vil ske. For det vil betyde, at en stor del af de eksisterende Fatah-ledere skal begå harakiri i skam over deres hidtidige em<x>bedsførelse, og det har der absolut aldrig været nogen tradition for i den organisation.

Så hvad er svaret på spørgsmålet i overskriften: Hvem taler for palæstinenserne?

I øjeblikket - desværre INGEN!

 
Tilføj kommentar