Jerusalem:

Køretur i modpolernes hovedstad

 
 
To folk vil have Jerusalem. Skal byen så deles i to, eller skal parterne snarere lære at deles om den hellige by?
JERUSALEM (16.10.2006): Jeg bliver hele tiden spurgt om, hvordan parterne nogensinde kan nå til enighed om Jerusalems fremtid. Lad mig svare ved at finde en gammel historie frem. For seks år siden – i august 2000 – kørte jeg rundt i Øst-Jerusalem sammen med den israelske historiker og fredsaktivist Ron Pundak – søn af Politikens tidligere chefredaktør Herbert Pundik – for at høre hans vision om, hvordan problemet Jerusalem kunne løses.
    Ron’s udlægning var interessant, syntes jeg, fordi han tænkte anderledes end de fleste andre israelere. Desuden var hans indsigt i fredsmulighederne helt exceptionelle. Han var nemlig den ene af de to israelske akademikere, der i Norge indledte de hemmelige kontakter til PLO, som senere førte til Oslo-fredsprocessen.
    Den rundtur kom der både et indslag til TV2/Nyhederne og en artikel til det nu hedengangne dagblad Aktuelt ud af. 
    Jeg har gravet artiklen frem fra mit støvede arkiv, så I kan læse den. Heri kan I også se, at nogle af de tanker om Jerusalems fremtid, jeg selv har ført frem i en af mine tidligere artikler, i virkeligheden stammer fra Ron.
    At tiden hverken læger alle sår eller at fremtiden nødvendigvis også betyder fremskridt ses desværre af, at Al Aqsa-Intifadaen brød ud måned senere, og det lidt, der var tilbage af fredsprocessen, brød definitivt sammen. Palæstinensernes håb om et politisk og nationalt fodfæste i Jerusalem rykkede endnu længere ud i fremtiden, og et par år senere – i 2002 og 2003 – blev livet for byens jødiske borgere et sandt helvede. I lange perioder eksploderede der næsten dagligt bomber i Jerusalems jødiske dele.
    Kort tid senere begyndte Israel at opføre en betonmur igennem Øst-Jerusalem, for bedre at kunne kontrollere, hvem der kom over i byens vestlige del, og sikre, at de ikke tog bomber med sig. For palæstinenserne betød det, at en i forvejen besværlig hverdag blev endnu mere problematisk. Og også at de så en god bid af det, de håbede en gang skulle blive deres hovedstad, pludselig befinde sig på ”den israelske side” af muren.
    Alt det er dog endnu ikke sket, da jeg en tidlig morgen i august 2000 sætter mig bag rattet i min jeep med Ron Pundak som min guide på passagersædet.

* * *

Jerusalem-løsninger:
Grænser i luften

Af Steffen Jensen

AKTUELT (Jerusalem): Alt er modsætninger i denne ubøjelighedens og yderpunkternes hovedstad. Jerusalem er byen alle elsker så højt, at deres kærlige favntag næsten er ved at klemme livet ud af den. Jerusalem er den sten, der har fået hele fredsprocessens kæmpe læs til at vælte. Og selv når man prøver at finde ud af, hvordan dette næsten uløselige problem kan løses, konfronteres man med disse umulige modsætninger: Som fredsforkæmperen, der vil give palæstinenserne deres dele af byen uden at dele den. Og borgmesteren som ikke vil dele byen og alligevel taler om at rejse et hegn tværs igennem den.

”Kan du se det lille nabolag derovre? Det er Jerusalem, mens husene derhenne hører til på Vestbredden”, forklarer Ron Pundak mig, mens vi snor os ud og ind af små, støvede, arabiske Jerusalem-forstæder på vores ”opdagelsesrejse” i en del af byen, som hverken israelere eller turister nogensinde ser noget af.
 
 
Israelerne har allerede erklæret Jerusalem som deres hovedstad. Her danser unge israelere for at markere Jerusalemdagen, hvor man fejrer byens ”genforening”, set med israelske øjne.

    Jeg havde egentlig troet, at vi ville have koncentreret os om de indre dele af Øst-Jerusalem og Den gamle Bydel, fordi det er almindelig kendt, at det er de virkeligt problematiske og uløselige, når man skal finde ud af, hvordan israelernes og palæstinensernes modstridende krav på Jerusalem på en eller anden måde kan forenes. Men i stedet har Ron taget mig med på denne lange udflugt i Jerusalems absolutte yderste sydlige og østlige udkant. Konstant stopper vi, checker med forskellige landkort over området, og forsøger at identificerer områdernes status og hvortil Jerusalem går og Vestbredden begynder.
    ”Her går bygrænsen lige op langs midterlinien af gaden der. Så husene på venstre side af gaden ligger i Jerusalem mens højresiden er Vestbredden”, forklarer Ron og peger. ”Og hvis vi skal tro kortet her, så går grænsen faktisk lige tværs igennem huset derovre. Huset er formentlig blevet udvidet efter bygrænsen blev ændret, og så er det kommet til at ligge på tværs af den”, spekulerer Ron Pundak højt.

Men hvorfor denne interesse i det præcise forløb af Jerusalems bygrænse ud mod Vestbredden, spørger jeg.
    ”Jeg kender formentlig Jerusalems præcise udstrækning og bygrænsens forløb bedre end byens borgmester Ehud Olmert”, siger Ron Pundak med et smil.
    ”Hvis du tager den der gade, hvor bygrænsen løber i midten af gaden. Hvis folk på Vestbredssiden skal over på den anden side af gaden, så bevæger de sig i øjeblikket i realiteten fra de besatte områder og ind i Israel”, forklarer Ron. ”Det kræver strengt taget en tilladelse. Men den har de naturligvis ikke, og alligevel krydser de frem og tilbage hen over grænsen hundredvis af gange hver dag. Mange af dem ved formentlig ikke en gang at de krydser grænsen.”
    ”Når vi taler om at deles om Jerusalem – os og palæstinenserne – så er det en sådan type grænse, vi taler om. Vi skal ikke dele Jerusalem igen med en mur ned igennem bymidten, som der var indtil krigen i 1967. Vi vil opdele byen i jødiske kvarterer kontrolleret af Israel og arabiske områder, som bliver styret af de palæstinensiske myndigheder. Men ude på gaden – i virkeligheden – vil man ikke kunne se grænsen”, forklarer Ron Pundak og retter på brillerne.
    Selvom han har sat sig grundigt ind i enhver lille detalje om Jerusalems status, så forbliver han en smule distanceret overfor denne mærkelige by. Ron Pundak er klart nok Tel Aviv’nik. En moderne, sekulær israeler, for hvem Jerusalem er et teknisk problem, som der kan findes praktiske løsninger på.
 
 
Kebabsælgeren i Jerusalems gamle bydel.


Men ingen nok så gode argumenter i verden kan overbevise byens ildsprudlende højre-nationalistiske borgmester Ehud Olmert.
    ”Vi vil aldrig gå med til at dele Jerusalem igen”, siger han højtideligt, men alligevel med en automatik der klart får en til at føle, at det er en grammofonplade, der bliver afspillet. ”Tiden er en anden. Vi bygger ikke længere Berlin-mure. Vi accepterer ikke delte byer som Berlin og Londonderry. Vi vil ikke have en mur til at skærer sig vej tværs igennem Jerusalem!”
    ”Jerusalem har været vores – det jødiske folks – hovedstad i 3.000 år. Vi har aldrig haft anden hovedstad. Men Jerusalem har aldrig været hovedstad i nogen palæstinensisk stat. Der har aldrig eksisteret nogen palæstinensisk stat. Og intet andet arabisk land har nogensinde haft byen som deres hovedstad. Jerusalem er vores hovedstad. Sådan har det altid været. Og sådan vil det forblive”.
    Ingen forhandlinger her!Ifølge FN’s delingsplan fra 1947 skulle Jerusalem have været en international by. Hverken israelsk eller arabisk. Men araberne accepterede ikke FN-planen og angreb i stedet den nyproklamerede jødiske stat.Vi står ovenpå en balkon ovenpå Jerusalems nye, smukke og smagfulde rådhusbygning, som ligger lige på den israelske side af det gamle ingen-mands-land – grænsen imellem Vest- og Øst-Jerusalem før 1967-krigen – hvorfra der er en ubetalelig udsigt ind over hele Den gamle Bydel. Men på intet tidspunkt tager borgmester Olmert fat i mig for at udpege et eneste interessant landmærke i sin by, som ellers flyder over af dem, for begejstret at berette om dem på en måde, så man føler at hans hjerte banker for byen. Det hele har et skær af automatik. Han kommer direkte fra sit kontor. Assistenten retter på hans slips. ”Hvor står kameraet? Smil… ok, jeg er klar, skyd løs! Jeg har en anden aftale om lidt.”
    Premierminister Ehud Barak taler i øjeblikket om at overdrage tre Øst-Jerusalem forstæder – bl.a. Abu Dis hvor palæstinenserne i øjeblikket bygger på noget som måske kunne ende med at blive noget, der minder om en parlamentsbygning – til Arafats selvstyre. Hvordan vil borgmesteren reagere, hvis det bliver en realitet, spørger jeg.
    ”Det vil være en katastrofe, hvis det sker. Og vi vil kæmpe imod det på enhver tænkelig måde” siger borgmesteren uden et sekunds betænkningstid. ”Men hvis det alligevel sker, så vil vi bygge et stort hegn langs hele det forløb, som så vil blive grænsen imellem dem og os”, siger borgmesteren, som for få minutter siden har bedyret, at tiden er løbet fra delte byer, og at hans parti i hvert fald ikke vil dele Jerusalem igen.

”Det er det derinde, det drejer sig om”, siger Ron Pundak og peger ind over Jerusalems Gamle Bydel. Vi står på en isoleret bakkeskråning mellem Oliebjerget og Scopusbjerget med udsigt ind over Tempelbjerget med Klippemoskeen og al-Aqsamoskeen og Den gamle Bydel. Selvom vi kun står få hundred meter fra Den gamle Bydel, så kan vi se det hele i et øjekast og behøver end ikke dreje hovedet. Kun en eneste kvadratkilometer drejer det sig om.
 
 
Palæstinenserne kræver også Jerusalem til hovedstad i deres stat.

Ifølge FN’s delingsplan fra 1947 skulle Jerusalem have været en international by. Hverken israelsk eller arabisk. Men araberne accepterede ikke FN-planen og angreb i stedet den nyproklamerede jødiske stat. Resultatet blev en krig, hvor jordanerne erobrede den østlige del af Jerusalem inklusive Den gamle Bydel, mens Israel holdt fast i den nye, vestlige og fortrinsvist jødiske del af byen.
    Hele den jødiske befolkning, som indtil da havde boet i Den gamle Bydels jødiske kvarter, flygtede til Vestjerusalem, mens palæstinensere som havde boet i landsbyer langs hovedvejen fra Tel Aviv til Jerusalem vest for byen flygtede til de arabisk-kontrollerede område.
    Efter krigen vedtog Israel en lov, som gjorde Jerusalem til Israels hovedstad og flyttede parlamentet til byen. Emir Abdallah af Transjordanien – som under krigen også havde erobret Vestbredden af Jordanfloden – annekterede det hele i 1950: Både Vestbredden, som skulle have været den arabiske (palæstinensiske) stat, og Østjerusalem, og gjorde det til en del af sit nyproklameret kongerige, som nu blev omdøbt til Kongeriget Jordan, fordi riget strakte sig på begge sider af Jordan-floden.
    De efterfølgende 19 år var Jerusalem delt. Den vestlige moderne jødiske bydel blev Israels hovedstad, selvom de fleste lande i verden fortsat ikke anerkender det, og derfor ligesom Danmark stadigvæk har deres ambassader placeret i Tel Aviv. Den østlige arabiske bydel kom under jordansk kontrol. Selvom Jerusalem naturligvis blev en vigtig by i Jordan, fordi Islams tredjehelligste sted ligger i byen, så fortsatte Amman med at være Jordans hovedstad.
Under Seksdageskrigen i 1967 erobrede israelske faldskærmsstyrker det arabiske Øst-Jerusalem og Den gamle Bydel med dens hellige steder. For araberne var det endnu et smertende nederlag. De tabte Jerusalem. For israelerne var byen blevet genforenet.    Ingen talte om en palæstinensisk stat med Jerusalem som hovedstad. Ikke Israel og slet ikke araberne.
    Periodiske skudvekslinger frem og tilbage hen over ingen-mands-land – som skar sig som et åbent sår af ruiner, arret af tusindvis af skudhuller, tværs igennem byen fra nord til syd – førte til at israelerne rejste en høj mur, så civilbefolkningen kunne færdes i nogenlunde sikkerhed uden at skulle frygte for kugler fra den jordanske side.
    Under Seksdageskrigen i 1967 erobrede israelske faldskærmsstyrker det arabiske Øst-Jerusalem og Den gamle Bydel med dens hellige steder. For araberne var det endnu et smertende nederlag. De tabte Jerusalem. For israelerne var byen blevet genforenet. Efter næsten to årtier kunne religiøse jøder igen besøge Grædemuren.

Ron Pundak indrømmer, at religionen lægger endnu et irrationelt lag ovenpå en allerede kompliceret konflikt, men han mener, at det kan løses.
    ”Ingen vil få den fulde, uindskrænkede kontrol over Den gamle Bydel”, siger han. ”Alle religioner må kunne færdes frit og uhindret til og fra deres religiøse steder. Sådan er det ikke i dag, selvom Israel påstår det modsatte. En palæstinenser fra de besatte områder skal have en særlig tilladelse for at komme til Jerusalem og besøge de muslimske eller kristne hellige steder. Det er uacceptabelt”, siger han.
    ”Israelsk politi må ikke have uindskrænket magt over palæstinenserne og deres hellige steder, ligesom vi ikke ville acceptere at give palæstinensisk politi kontrollen over Grædemuren. Men man kunne forestille sig fælles israelsk-palæstinensiske patruljer – lige som der allerede i dag findes på Vestbredden og i Gaza-striben – til at løse fælles problemer i Jerusalems Gamle Bydel”, siger han.
    Ron Pundak er enig i, at Jerusalem er det formentlig mest komplicerede og næsten uløselige problem i fredsprocessen mellem Israel og palæstinenserne. Uden en løsning på problemet med Jerusalem, vil der ikke komme en fredsaftale. Derom er der ingen tvivl.
    ”Men en løsning i Jerusalem vil på den anden side også få alle andre problemer til nemmere at falde på plads. Så i stedet for at se Jerusalem som det problem, der får det hele til at gå i stå, kan man lige så godt se byen, som nøglen til at løse hele resten af fredsprocessens problemer”, siger Ron Pundak.
 
Tilføj kommentar