Jeg har slettet alt, der tidligere stod her under Diskussion & Debat-overskriften. Målet med denne side var, at jeg ville tage bidder fra den debat, de enkelte blogartikler satte gang i. Problemet er imidlertid, at den debat stort set kun udspiller sig ovre på min Facebook-side. Derfor forsøger jeg nu at ændre ideen med denne side. Jeg vil nu forsøge at komme med nogle korte diskussionsoplæg, og så høre, hvad der er Jeres meninger og synspunkter på en række specifikke emner.
Indledningsvist også lige nogle retningslinjer for debatten, fordi jeg tidligere har haft dårlige erfaringer, som jeg ikke ønsker at gentage:
Skriv kort, præcist og ”to the point”, hvis du ikke vil have, at jeg redigerer og skærer for meget ned på dit indlæg.
Hold dig indenfor almindelige rammer for anstændig og respektfuld debat. Slagord og ekstreme holdninger uden rimelig argumentation kan luftes mange andre steder på nettet, men ikke her på min hjemmeside.
Og sluttelig: Kun indlæg med fuldt navn, hjemby og e-mail (som dog ikke offentliggøres), bliver lagt ud på siden. Så hvis du ikke vil stå ved dine synspunkter med navns nævnelse, er der ingen grund til at spilde tiden.
Send dit indlæg til steffen.jensen@live.com
Diskussion & Debat - 21.08.2011
EN UAFHÆNGIG PALÆSTINENSISK STAT
Der er næppe mange af dem, der læser denne hjemmeside, der er uenige i, at palæstinenserne skal have deres egen stat. Der er næppe heller mange, der længere for alvor tror på, at der nogensinde vil blive fred mellem Israel og palæstinenserne, med mindre palæstinenserne først får deres egen uafhængighed. Spørgsmålet er blot, hvordan dette mål skal opnås.
Fredag den 23. september vil palæstinenserne forsøge at få FNs og dermed verdens anerkendelse af en uafhængig stat indenfor våbenhvilelinjerne fra før Seksdageskrigen i 1967 – det der også ofte kaldes ”den grønne linje”.
Israel er naturligvis meget imod en sådan debat og mulig FN-beslutning om spørgsmålet. Det er både EU og USA også. Ikke fordi de er imod oprettelsen af en palæstinensisk stat, for det er de ikke. Tværtimod. Men de mener, at den bør og skal oprettes, men at det skal ske som et resultat af en fredsaftale forhandlet mellem Det palæstinensiske Selvstyre og Israel. Giver det egentlig ikke ganske god mening?
For spørgsmålet er vel egentlig om en eventuel anerkendelse i FN vil være det papir værd, den er skrevet på, hvis den alligevel ikke fører til nogen reelle ændringer på landjorden? Så bliver forsøget på at få en afstemning blot endnu en politisk happening, som ikke fører til noget konkret.
På den anden side, hvis Israel ikke viser sig mere fleksibel ved forhandlingsbordet, skal det så i al evighed have opsættende virkning på palæstinensernes mulighed for at opnå den samme ret til national selvstændighed, som alle andre folkeslag i verden inklusive israelerne anser som enhver nations naturlige, medfødte ret?
Men er palæstinenserne overhovedet i stand til at oprette en stat, så længe der reelt eksisterer to rivaliserende regeringer og territorier: Hamas i Gaza og Fatah på Vestbredden?
Vil oprettelsen af en uafhængig Palæstinastat... ende med at være en trussel imod den jødiske stats sikkerhed?
Hvis palæstinenserne får held med deres foretagende, og det faktisk lykkes dem at få en stat, vil oprettelsen af en sådan uafhængig Palæstinastat, som ikke er resultatet af forhandlinger med Israel, så ende med at blive en trussel imod den jødiske stats sikkerhed? Og – hvis den bliver det, kan det så undre at Israel er imod forsøget og vil forsøge at forhindre det?
Skal en kommende palæstinensisk stat uden begrænsning have sin egen militære styrke eller skal der være visse former for begrænsninger og delvis de-militarisering af hensyn til Israels sikkerhed?
Skal de jødiske bosættere have lov til at blive boende i den palæstinensiske stat, hvis de bliver palæstinensiske statsborgere, på samme måde som der også fortsat bor arabere/palæstinensere i Israel? Eller skal de tvinges til at flytte?
Bør forløbet af en fremtidig grænsedragning mellem Israel og en kommende palæstinensisk stat ændres, så klynger af store jødiske bosættelser tæt på ”den grønne linje” kommer over på den israelske side af grænsen, mens arabiske landsbyer i det nuværende Israel i stedet bliver en del af den palæstinensiske stat?
Hvis du har nogle meninger om denne diskussion og afstemning i FN om anerkendelsen af en palæstinensisk stat, så skriv et kort indlæg, og send det til mig på steffen.jensen@live.com
LAD OS HØRE DIN MENING
Bosættere i Palæstina
Hvis de jødiske bosættere på Vestbredden havde vist sig som gode og venlige naboer overfor palæstinenserne ved siden af, og hvis de havde vist, at de gerne ville blive ordentlige, loyale borgere i en palæstinensisk stat, så tror jeg da heller ikke, at palæstinenserne ville være imod det. Men når man ser på historien, kan man vel ikke tro, at det er tilfældet. Bosætterne er der kun for at forhindre palæstinenserne skal få deres egen stat. Derfor kan man vel heller ikke forvente, at palæstinenserne vil ønske dem velkommen.
Tina B. Petersen, Højbjerg
Der bliver næppe nogensinde fred mellem palæstinenserne og Israel. De kæmper om det samme stykke jord, og ingen synes at være villige til at bøje sig. Kompromis er vist ikke noget, man anser som et smukt ideal i Mellemøsten.
S. Bergström, Malmø
Palæstinensere i Palæstina
Hvorfor skulle palæstinenserne ikke ønske, at der kommer så mange palæstinensere i en kommende Palæstinastat som muligt? Det må da være formålet med en stat. Så hvis palæstinenserne i Israel ikke skal flytte, men kan blive boende i deres landsbyer, og det kun er grænsen, der flytter sig, hvorfor skulle nogen så være imod det. Palæstinenserne vil jo gerne have deres egen stat.
Arne Skousen, Helsingør
USA veto
Den amerikanske præsident Obama har sagt, at USA vil nedlægge veto, hvis palæstinenserne kræver at få spørgsmålet om anerkendelse af deres stat afgjort i FNs Sikkerhedsråd. Hvis han holder fast i det, hvad er så formålet? Og hvis afstemningen finder sted, og USA vetoer den, fører det så ikke bare til så voldsom vrede i området, at der er fare for vold og blodsudgydelser?
Mette H. Sørensen, Silkeborg
Israel-Palæstinakonflikten er uløselig
Selvfølgelig skal Israel ikke lade en åbenlys fjende slå sig ned med selvstyre i baghaven. Det er lige så indlysende, som at palæstinenserne har ret til en selvstændig stat med alt, hvad det indebærer. Et ægte (uløseligt) dilemma.
Men er det reelt en kamp om landområder? Er der i virkeligheden en oprigtig interesse i at løse konflikten?
Hvordan skal FN kunne ”dømme” retfærdigt i denne sag? Palæstinenserne ønsker det, der virker som en medfødt ret for alle os udenforstående, men bliver de ikke kun tilfredse, når de opnår det, der på sigt kan give mulighed for og måske endda resultere i et forsøg på at overtage eller udslette Israel? Uanset hvad de beslutter, så har FN en ”fjende”. Der er ikke nogen ”win-win” løsning i denne sag. Men gid, der var.
Maibritt Hauvgaard, Kolding
Historien gentager sig
Hvorfor skulle palæstinenserne ikke have den samme ret til en stat, som alle andre? Jeg kan godt forstå, at de er ligeglade med, hvad israelerne og resten af verden tænker eller ønsker. Da Israel blev oprettet, var der heller ikke nogen, der tænkte på dem. Nu sker det samme igen, bare modsat.
Alex B. Andersen, Kalundborg
Redigeret lidt ned
Tak for Jeres indlæg. Som nogle af Jer sikkert vil kunne se, i hvert Jer der har skrevet ind, så har jeg klippet lidt ned i Jeres indlæg og filet dem lidt til. Jeg forsøger at kondencerer indlæggene omkring hovedpointen, så synspunkterne og debatten bliver klarere. Jeg håber, at I kan acceptere beskæringerne, og jeg ser frem til at høre fra mange flere af Jer.
Steffen