Tragedien i Middelhavet:

Politiske problemer har ikke militære løsninger

At man har knusende militær overmagt betyder ikke, at man vinder enhver konfrontation. Især ikke hvis problemet mere er politisk, end det er en sikkerhedsmæssig trussel.
At man har knusende militær overmagt betyder ikke, at man vinder enhver konfrontation. Især ikke hvis problemet mere er politisk, end det er en sikkerhedsmæssig trussel.

ASHDOD, ISRAEL (01.06.2010): Jeg ved godt, at ingen nok så erfaren elitesoldat nogensinde vil indrømme, at en operation kan betegnes som ordinær. Men det burde have været noget nær en rutineopgave, at blive firet ned på en række civile fartøjer en tidlig sommermorgen på et rimelig stille Middelhav.

Naturligvis er det ingen simpel sag i et tov at fire sig ned på et gyngende skibsdæk i rum sø fra en helikopter, der forsøger at holde sig så stille som muligt over målet. Jeg ved det, for jeg har selv prøvet det i mine unge og mere vovemodige dage. Det er ikke nogen behagelig oplevelse. Men for en specialtrænet elitesoldat fra den israelske flådes ”Sayetet 13” – parallellen til Det Danske Forsvars Frømandskorps eller US Navy Seals – burde det være noget nær rutine. Ikke bare er styrken blevet trænet i præcist denne type operationer et utal af gange, det er lige præcist sådan en slags opgaver, denne styrke er skabt til at gennemføre. Og endog gennemføre en sådan operation imod svært bevæbnede, veltrænede modstandere. Her var der tale tale om civile, ubevæbnede passager- og fragtskibe med… OK, vrede, men i det mindste ubevæbnede aktivister (eller det troede israelerne i hvert fald), som på forhånd havde tilkendegivet, at de nok ville protestere og sætte sig til modværge, men at der var tale om en ikke-voldelig protestoperation.

Men et eller andet gik galt… rivende galt!

 
 
Israelske kommandosoldater på vej mod et af flotillens mindre skibe.

Hvad der gik galt, ved vi ikke. Der er to diametralt modsatte udlægninger. Og begges vidneforklaringer er vedlagt passende videoer som dokumentation.

Aktivisterne som tilsyneladende nåede at få sendt nogle få optagelser ud, inden de blev overmandet, og deres kommunikation lukket ned, siger, at de israelske soldater begyndte at skyde, så snart de satte fødderne på dækket, og at det var israelerne, der løsnede det første skud, mens aktivisterne kun forsvarede sig. Og det er også så nogenlunde det, de optagelser, de har sendt ud, viser.

Israelerne siger modsat, at de blev mødt med brutal vold, allerede inden de landede på færgen Marmara’s dæk. En soldat beretter, at han, mens han stadigvæk hang i linen, blev banket med en jerndrager, og derfor ikke så anden udvej end at skyde, for at redde sig selv. Andre soldater siger, at de blev beskudt og besvarede ilden.

En centralt placeret israelsk militærperson, som jeg talte med, sagde, at optagelser fra de kameraer, der er påmonteret nogle af soldaternes hjelme, bekræfter, at det var aktivisterne der angreb først. Om det er rigtigt eller ej, ved jeg ikke. Jeg har ikke set videoerne endnu. Jeg løber rundt hernede mellem Gaza-grænsen og Ashdod, hvor protestskibene i øjeblikket af den israelske flåde bliver bugseret ind i havnen. Men militærmanden sagde videre, at når optagelserne er screenet, vil de blive offentliggjort på internettet. Vi får se til den tid.

Det samme troværdighedsproblem har vi med tabstallene.

 
 
Nødhjælpsorganisationer kommer ikke med hundredvis af aktivister og en lille smule nødhjælp. De kommer med mængder af nødhjælp, og ganske få eksperter til at bringe den ud.

De tyrkiske rapporter – mest fra det medbragte hold fra NTV – som var de første, vi fik, har været notorisk overdramatiserende. På et tidspunkt rapporterede de om mellem 16-20 dræbte. Senere at der var mindst 15 dræbte tyrkere plus enkelte af anden nationalitet.

Israelernes tabstal begyndte dramatisk underspillet med 2-4 dræbte, så nåede de i løbet af dagen op på 10, og stabiliseredes hen under aften ved 9. De næste par dage vil vise, hvem vi kan stole på.

Men netop dette lidt absurde PR-problem bringer os til denne tragiske dags egentlige kerne: Sandheden er ligegyldig. Den eksisterer ikke hernede. Det er opfattelsen… eller mere korrekt opfattelserNE af sandheden, der betyder noget.

Det kampen handler om, er den internationale offentlige opinion. Om det er pure løgn og opspind er ligegyldigt. Tror offentligheden på det, er det helt automatisk blevet til virkelighed.

Denne ulykkelige operation/protestdemonstration, som har kostet et vist – men indtil videre ikke fastsat – antal mennesker livet, er i virkeligheden først og fremmest en PR-krig. Den handler om at overbevise verden om, hvem, der er skurk og skyldig i al Mellemøsten elendighed, og hvem der er konfliktens forfulgte uskyldigheder. Hvem der har brug for vores sympati og umådeholdende støtte, og hvem vi indædt skal modarbejde, boykotte og vende ryggen.

 
 
Hvis de pro-palæstinensiske aktivisters eneste inderlige og ærlige ønske var, at bringe humanitær nødhjælp ind til Gaza-stribens betrængte civilbefolkning, kunne de havde fået den ind via Israel eller Egypten.

Hvis de pro-palæstinensiske aktivisters eneste inderlige og ærlige ønske var, at bringe humanitær nødhjælp ind til Gaza-stribens betrængte civilbefolkning, så kunne de være sejlet til den israelske havn i Ashdod, og have losset deres last. Israelerne havde lovet, at bringe den civile, humanitære hjælp videre ind i Gaza-striben efter at have checket den. Stolede aktivisterne ikke på Israel, og det gør de garanteret ikke, så havde Egypten tilbudt det samme. At aktivisterne kunne losse alle goderne i El Arish på Sinai’s nordkyst, og så ville egypterne bringe hjælpen videre ind til palæstinenserne.

Men aktivisterne ville hverken det ene eller det andet, for det handler nemlig ikke om den humanitære hjælp. Det handlede først og fremmest om konfrontationen med israelerne. Det var den, og ikke mindst TV-billederne af den, der skulle svinge verdensopinionen imod Israel, og tvinge landets regering til at ophæve blokaden af Gaza-striben. Så konfrontationen var målet. Ikke at få leveret cementsækkene, de præ-fabrikerede huse og vandrensningsanlæggene i lasten.

Israelerne har lige så slavisk fulgt den skrækkelige drejebog, de så ofte før har brugt i lignende situationer, uanset konsekvenserne. Hvis Israel har sagt, at flotillen ikke må nå frem til Gaza, så når den ikke frem – koste hvad det vil.

Der er mindst to ting, den israelske regering og væbnede styrker tilsyneladende ikke forstår, hvilket meget ofte demonstreres med ulykkelige og - som i går - tragiske konsekvenser. Det ene er, at der er tale om en politisk konflikt, som kun har en politisk løsning. Ikke en militær. Og det andet er, at der i den moderne verdens konflikter ofte slet ikke er en reel slagmark, hvor én militær styrke kan udkæmpe et regulært slag med et andet lands soldater. Ofte er modstanderen svær at identificere, slagmarken er i de internationale medier, og den part der i et sådant setup bruger militær magt, ender ofte med at kunne indkassere en ubrugelig militær sejr og et ødelæggende politisk nederlag.

Gårsdagen ubetingede taber er Israel, som endnu en gang har ”skudt sig selv i foden”, og i den kommende tid vil opleve, at det politiske og diplomatiske pres på landet vil vokse. Og – som altid – de almindelige palæstinensere i Gaza-striben, som ligegyldig hvad der sker, altid synes at trække det korteste strå.

Gårsdagens ubetingede sejrherre er Hamas i Gaza-striben. De har vundet en kæmpemæssig politisk sejr, uden at have løftet en finger.

 
Tilføj kommentar
 
 
6 Kommentarer: