Den israelske hær:
Flere hellige krigere
JERUSALEM (01.10.2010): Israel har ændret sig. Da jeg som helt ung flyttede i kibbutz i begyndelsen af 70’erne, var det stadigvæk israelere med rødder i arbejder-zionistbevægelsen, som i bogstaveligste forstand sad på Israel. Og det havde de gjort siden et årti inden statens oprettelse.
Jeg husker ikke de præcise tal længere, men det var noget i retning af, at selvom antallet af kibbutz-medlemmer – altså indbyggere i de socialistiske landbrugskollektiver, som dengang gjorde Israel så berømt i verden – ikke var mere end 3½ procent af befolkningen, så kom omkring 20 procent af politikerne i Knesset fra kibbutzerne, omkring 40 procent af officerskorpset i den israelske hær var kibbutzmedlemmer. Endnu flere af soldaterne i hærens forskellige specialenheder var fra kibbutzerne. Når man så på Israels produktion og eksport var tallene ligeså tydelige. Disse ganske få procent af Israel producerede omkring 20 procent af industriproduktionen og 30-40 procent af landbrugsproduktionen. Noget i den retning. Det var ret imponerende.
Det skal så også lige med, at kibbutzmedlemmerne langtfra var de eneste arbejderzionister i de ledende positioner i Israel. Endnu flere kom fra de venstreorienterede partier udenfor kibbutzbevægelsen, fra arbejderbevægelsen i det hele taget – det israelske LO, Histadrut, sad næsten enerådende på hele den israelske indenrigspolitik, og så videre.
Oveni at disse dengang meget magtfulde og indflydelsesrige israelere kom fra kibbutzbevægelsen, og dermed fra kernen i arbejderzionismen, så skal det også med, at det overvældende flertal af dem var ashkenasiske jøder. Det vil sige, at de kom fra Europa eller USA. Deres rødder var på en eller anden måde forankret i den gamle centraleuropæiske jødedom. De tilhørte ikke den del af den israelske befolkning, som var immigreret til Israel fra de arabiske lande.
Sådan er det ikke længere.
Bosætterne udgør omkring 3 procent af den israelske befolkning ...men 15 procent af alle chefer og officerer i hærens aktive kampenheder kommer fra bosættelserne.Ændringen blev tydelig, da Det israelske Arbejderparti, og dets faste koalitionspartner i årtier, det endnu mere venstreorienterede parti MAPAM, tabte parlamentsvalget i maj 1977 til Menachem Begin og det højrenationalistiske Likud-parti. Det var et jordskælv i israelsk politik. Alt blev vendt op og ned. Arbejderpartiet havde nærmest haft monopol på magten siden lang tid før Israels oprettelse i 1948. Og ikke bare det: Det var de ”unævnelige”, der var kommet til magten! Israels store, gamle statsmand David Ben Gurion nævnte aldrig oppositionslederen Menachem Begins navn fra Knessets talerstol. Så meget foragtede han ham. Begin blev kun omtalt som ”…den herre, der sidder ved siden af Dr. Bader.”
Men ændringen havde sine rødder endnu længere tilbage i tiden. Både i den måde de orientalske jøder fra den arabiske verden, der immigrerede til Israel i begyndelsen af 50’erne, blev behandlet af det arbejderbevægelse-establishment, der regerede landet. Og endnu mere i resultatet af Seksdageskrigen i 1967, der både gav israelerne en vis militær selvsikkerhed og tro på fremtiden, men også gjorde Israel til en besættelsesmagt, som regerede over en stadig voksende, fjendtligt indstillet arabisk befolkning.
Resultatet af Seksdageskrigen var endnu mere afgørende, fordi adgangen til de besatte områder, som var det bibelske jødiske kerneland Judæa og Samaria, i en del af den israelske befolkning, som indtil da havde været uden den store indflydelse, satte gang i en national-religiøs messianisme og renæssance, hvor målet med selve eksistensen og verdens forløsning blev bosættelsen af Judæa og Samaria mere end noget som helst andet i jødedommen.
I årtierne efter at højre-nationalisterne rykkede ind i regeringskontorerne i Jerusalem og de national-religiøse af samme grund fik totalt frie tøjler til deres bosættelsesprojekt i de besatte områder, begyndte det gamle zionistiske artstokrati – arbejderzionisterne og kibbutz-medlemmerne – at miste den ideologiske damp, og ønsket om at være Israels avant garde og fødte ledere fortog sig. Deres efterkommere syntes også mere at mene, at zionismen allerede havde sejret. Israel eksisterede jo. Målet var nået. Nu handlede det om at gøre Israel til et normalt land. Ikke fortsætte striden i en uendelighed. Nu skulle man leve et normalt liv som alle andre folkeslag i verden.
Den holdning deltes ikke af de national-religiøse bosættere. For dem var arbejdet lige begyndt. De følte sig som en vigtig og helt afgørende del af en stor guddommelig plan, der skulle bringe Messias og forløse verden. Hele formålet med Guds store skaberværk hvilede på disse bosætternes skuldre, på et tidspunkt hvor arbejderzionisterne syntes at være taget på en langstrakt badeferie på stranden i Tel Aviv. I de national-religiøses øjne havde kibbutzerne og arbejder-zionisterne diskvalificeret sig selv, de havde solgt deres førstefødselsret til magten for en skålfuld linsesuppe. Nu påhvilede det de national-religiøse og bosætterne af løfte lederansvaret og overtage den zionistiske bevægelses banner.
Og det gjorde de. Og de fik lov til at gøre det næsten uden modstand.
I dag er det i stigende grad denne gruppe, og folk, der lader sig inspirere af dem og deres tanker og verdenssyn, der leder Israel.
Det kom også frem i en lille, men ganske opsigtsvækkende artikel i den israelske hærs ugeblad, Bamahaneh, for nylig, hvilket er hele grunden til denne alenlange indledning.
Bosætterne udgør i dag også omkring 3 procent af den israelske befolkning godt og vel. Men, hedder det i artiklen i Bamahaneh, 15 procent af alle chefer og officerer i hærens aktive kampenheder kommer fra bosættelserne. Det er fem gange flere end deres proportion i befolkningen.
Artiklen fortæller også, at antallet officerer i hæren fra bosættelserne nu overstiger antallet af officerer, der kommer fra kibbutzerne.
Officerer fra bosættelserne er i særdeleshed talrige i Golani-brigaden, hvor 20 procent af alle officerer bor på den anden side af ”den grønne linje” – den gamle våbenhvilelinje fra før Seksdageskrigen. Kun 11 procent af officererne i Golani kommer fra den gamle arbejderzionismens landbrugskollektiver.
Den israelske hærs Nahal-brigade, som i sin tid var en slags kibbutz-brigade, der ofte grundlagde nye kibbutzer, har stadigvæk en arbejderzionistisk overvægt. Her kommer 22 procent af officererne fra moshavim. (En moshav er mere en andelslandsby, mens kibbutzerne er mere kollektivistiske.) 15 procent kommer fra kibbutzer, og 19 procent kommer fra bosættelserne i de besatte områder. Og om det betyder en arbejderzionistisk overvægt i politisk forstand er et åbent spørgsmål, for en ganske stor del af moshav’ernes medlemmer stemmer i dag på den israelske nationalistiske højrefløj.
Bamachaneh’s artikel beretter også, at mens hele 60 procent af kompani-chefer og officerer kommer fra byerne i Israel, så er det kun tre procent (3%!!!), der kommer fra Tel Aviv. Tel Aviv er den ovenfor beskrevne ”post-zionismes” hovedstad.
For to uger siden offentliggjorde et andet af de israelske væbnede styrkers magasiner nogle andre interessante tal fra samme boldgade. Ifølge en artikel i Ma’arachot, så viser de første kendte tal om antallet af religiøse i den israelske hær, en dramatisk stigning i antallet af religiøse officerer. Rapporten, der citeres i artiklen fortæller, siger at antallet af officerer, der består deres eksamen på landets mest præstigefulde officersakademier er gået op fra 2½ procent i 1990 til 31,4 procent i 2007. En 12-dobling på 17 år.
Et totalt spejlbillede af det Israel jeg kom til i begyndelsen af 70’erne.
Hvorfor betyder det noget?
Er det afgørende, om en officer i den israelske hær kommer fra et socialistisk landbrugskollektiv i Galilæa i det nordlige Israel, eller om han kommer fra en national-religiøs bosættelse i Samaria på Vestbredden.
Ja, det gør det. Af flere grunde.
Den israelske hærs officerskorps har altid været rekrutteringsgrundlaget for så godt som alle Israels andre ledende poster fra industri og erhvervsliv og til de politiske lederposter i partierne og landets ledende organisationer. Så skiftet i hæren kommer også snart til at præge resten af Israel.
Mens kibbutzmedlemmerne i 70’erne fortrinsvist stemte på Arbejderpartiet og resten af venstrefløjen, så stemmer bosætterne i dag på Likud-partiet og resten af højrefløjen.
Mens kibbutzerne altid har været overrepræsenteret i den israelske fredsbevægelse, som argumenterer for en løsning af konflikten med araberne og palæstinenserne baseret på forhandlinger, et territorielt kompromis og oprettelsen af en palæstinensisk stat, så er bosætternes syn på fremtiden næsten det diametralt modsatte. De er imod israelske tilbagetrækning fra de besatte områder og for det meste også imod oprettelsen af en palæstinensisk stat.
Og – hvis miraklet alligevel skulle ske – og fredsforhandlingerne faktisk fører til en aftale, der betyder, at et stort antal bosættelser på Vestbredden skal rømmes, kan man så forvente, at et militær med en så stor andel af bosættere i officerskorpset loyalt vil fjerne de bosættere, der med magt sætter sig imod en sådan evakuering?
Dette blot en stille reflektion over nogle ellers ret støvede tal i et israelsk militært magasin… men de betyder faktisk noget. Endog ganske meget!
