Gandhi'sk ikke-voldsmodstand:

En dødssejler i Mellemøsten

JERUSALEM (19.12.2010): Ovre på min FaceBook-side har der været debat om hvor populær ideen om ikke-voldsmodstand er eller ikke er blandt palæstinenserne. Jeg huskede i den sammenhæng, at jeg i begyndelsen af den anden intifada for snart 10 år siden lavede et interview med den palæstinensiske professor Saleh Abdel Jawad fra Bir Zeit-universitetet på Vestbredden om blandt andet det spørgsmål, og hvor sørgeligt det var, at han var nødt til at pakke sin ellers dybt fornuftige kritik af brugen af vold så meget ind, fordi ikke-volds-argumentet også dengang var så uacceptabelt i Fatah-bevægelsen og de ledende palæstinensiske kredse. Artiklen handler naturligvis også om mange andre ting, mest om problemerne med at have en åben, kritisk debat internt i det palæstinensiske samfund.

Og så endnu en gang dette – blot fordi det altid bliver misforstået ovre på min FaceBook-side - så understreger jeg det lige igen her: Kritik af palæstinenserne er ikke det samme som støtte til Israel. Jeg tror og håber, at de fleste også sagtens kan se det ud af denne artikel. Men man ved aldrig, siger erfaringen mig.

Her kommer artiklen i sin helhed, som den den gang i 2001 blev skrevet til Weekendavisen.


 
 
Det er ikke på slagmarken, vi skal tage opgøret med israelerne, mener professor Abdel Jawad.


Palæstina i kamp:
Debatten er død,
men kritikken er der fortsat

Af Steffen Jensen
Weekendavisen

JERUSALEM (19.06.2001): For år tilbage var palæstinenserne  uden sammenligning de mest åbenmundede, kritiske og demokratisk vante i hele den arabiske verden. Sådan er det ikke længere.

Kritikken er der nok fortsat, men den kommer ikke til udtryk i de palæstinensiske medier. De palæstinensere, der tør, debatterer på den qatariske satellitkanal Al Jazeera, som efterhånden er blevet palæstinensernes foretrukne adgang til troværdige informationer, eller i andre arabiske landes aviser som for eksempel den egyptiske avis Al Ahram eller i A-Sharq al-Awsat, der udgives i London.

Fredsprocessens sammenbrud og den fornyede konflikt med Israel har gjort intern debat og kritik af Yassir Arafats politik så suspekt, at det betragtes som grænsende til forræderi.

Selv ikke den palæstinensiske oppositions ubestridte leder – den islamiske Hamas-gruppe – tør åbent kritisere Arafat, selvom alle og enhver ved, at de er uenige med den palæstinensiske leder på snart sagt alle væsentlige områder. Og – hvis Arafat skal overhovedet skal overholde den våbenhvileaftale, han selv har indgået – så betyder det bl.a. genarrestation af snesevis af Hamas-aktivister.

Den debat, der på trods af situationen alligevel foregår, er ofte blevet tvunget under jorden. Det er de færreste fremtrædende palæstinensere, der vil stå frem med navns nævnelse og lade sig citere for en kritisk holdning til Yassir Arafat eller den overordnede palæstinensiske politiske strategi.

Kritikken skal ofte læses imellem linierne. Eller ses at det, der ikke bliver sagt. Først når båndoptageren bliver slukket og notesblokken lagt væk, bliver der åbnet op for de kritiske bemærkninger. Og det i sig selv fortæller en historie om den palæstinensiske nationale revolutions tilstand. ...der er to kampe. En imod den israelske besættelse. Og en anden for at skabe et anstændigt, demokratisk og civiliseret palæstinensisk samfund.

Revolutionens udrugningsanstalt
Der står en lang kø af studerende og venter ude på gangen udenfor professor Salah Abdel Jawad’s dør. Vi er på det samfundsvidenskabelige fakultet på Bir Zeit-universitetet lige nord for Ramallah. Universitetet bliver normalt betragtet som den palæstinensiske nationalismes intellektuelle bastion – som en veritabel udrugningsanstalt for palæstinensiske ledere og tænkere som Hanan Ashrawi, Sari Nuseibeh og andre.

De studerende, der forsøger at få professoren i tale, har problemer, der minder om unges alle andre steder i verden. Men der er også en gruppe, der skal have at vide, hvordan de nu kan klare deres eksamen, når de på grund af den israelske belejring af de palæstinensiske byer har mistet snesevis af lektioner. En anden, hvis bror lige er blevet dræbt under et sammenstød med israelske soldater, er nød til at rejse hjem til landsbyen dagen inden eksamen.

Professor Abdel Jawad taler roligt og forstående med dem alle. Han var selv som ung student aktiv i den første Intifada i 80’erne, og kender fra sine egen krop de afsavn kampen imod besættelsen kræver. Men krisestemningen og følelsen af at leve i en form for mental undtagelsestilstand – noget der en gang blev betragtet som en nødvendig pris i en overgangsperiode – er mere og mere blevet den permanente tingenes tilstand. En åndelig belejringstilstand der både er med til at sikre Yassir Arafat og hans regime magten og samtidig mistænkeliggøre intern kritik. Selv en fremtrædende og respekteret intellektuel som professor Salah Abdel Jawad, som i hele sit liv har været aktiv i den palæstinensiske frihedskamp, tør ikke indlede en debat uden først at sikre sig.

 
 
Yassir Arafat mistede lidt glansen, da han blev præsident. Mange palæstinensere havde håbet på et demokrati, men de fik blot endnu et arabisk autokrati.
Gjort sig fortjent til at kritisere
”Lad mig først lige forsøge at forklare dig noget”, siger han, mens han tænder sin cigaret og fortroligt læner sig frem over skrivebordet. ”Det er ikke nemt at kritisere noget i det palæstinensiske samfund i disse tider. Jeg vil være ærlig overfor dig. Du må sørge for ikke at tage mig ud af sammenhængen.”

Jeg nikker.

”En af de ting der overhovedet gør det muligt for mig at kritisere er, at jeg kommer fra en meget solid nationalistisk baggrund”, forklarer professor Abdel Jawad. ”Min far var borgmester. Jeg har været fængslet af israelerne seks gange og er blevet tortureret, en af mine brødre blev dræbt i Libanon og en anden har også været arresteret talrige gange”, fortæller han.

I den interne palæstinensiske debat – det lidt af den der eksistere – er det ikke kun synspunktets kvalitet, der tæller, men endnu mere om den der ytre det, overhovedet har gjort sig fortjent til at have en kontroversiel mening.

”Jeg er ligesom så mange andre meget skuffet og rasende over mange sider af de palæstinensiske myndigheders optræden. Men det er svært at kritisere vores egen side midt under kampen imod Israel”, siger Salah Abdel Jawad, og ser så ud som om hans tanker skifter spor: ”En kamp som allerede koster os dyrt. Og lad os ikke glemme, at israelerne bruger den som en undskyldning for deres voldsomme gengældelsesangreb på os…”

De folk, der står bag Intifadaen fatter ikke, at de leverer israelerne den undskyldning de venter på til at kunne angribe vore byer med kampvogne, missiler og helikoptere og så videre... ”Jeg forsøger ikke at undskylde israelernes handlinger”, beroliger jeg.

”Præcist”, siger professor Abdel Jawad og ånder lettet op, ”det er afgørende. Det er det, jeg vil sikre mig. Ellers har jeg ikke noget imod at sige, hvad jeg mener. Men du vil virkelig gøre livet meget kompliceret for mig, hvis du tager det ud af sammenhængen”, siger han igen og ser indtrængende over på mig.

”Jeg skal nok gøre mit bedste for at være loyal” forsikrer jeg.

”Det er godt! Det er godt”, siger professoren ligesom lidt til sig selv.

”Jeg er overbevist om, at de fleste danskere er klar over, at der er to kampe. En imod den israelske besættelse. Og en anden for at skabe et anstændigt, demokratisk og civiliseret palæstinensisk samfund”, forsøger jeg for at komme i gang med selve interviewet.

”Det er præcist det. Det er den sammenhæng, der er så afgørende. Og det at jeg nu har kritiseret den palæstinensiske ledelse betyder ikke, at jeg har opgivet kampen imod Israel”, siger han.

 
 
Uden brug af skydevåben og uden disse tåbelige, idiotiske maskerede unge i deres grimme huer, kunne palæstinenserne have fået mere sympati, mener Saleh Abdel Jawad.

Det gør næsten ondt. Jeg forsøger at interviewe en fremtrædende palæstinensisk intellektuel samfundskritiker, som burde nyde almen respekt, hvis synspunkter burde kunne stå alene, og som ikke burde føle det påkrævet at sikre sig selv med alle mulige forklaringer, som om han frygter at blive sendt til Gulag eller det, der er værre.

Opstanden spiller Israels spil
”Vores taktik har været forkert”, siger professor Abdel Jawad. ”Den har ikke været særlig gennemtænkt. Vi står overfor israelerne, som militært set er tusind gange stærkere end os. Derfor er det klart nok ikke der, vi skal tage opgøret. Det er som at spille efter israelernes spilleregler. Vores styrke er at appellere til verdensopinionen. Til Vestens sympati og endog til dele af den israelske offentlighed”, siger han.

”De folk, der står bag Intifadaen fatter ikke, at de leverer israelerne den undskyldning de venter på til at kunne angribe vore byer med kampvogne, missiler og helikoptere og så videre. Vi har forsynet israelerne med en undskyldning til at omringe vore byer og sætte os under belejring. Til totalt at ødelægge vores infrastruktur – vores økonomi, vores sundhedssektor, undervisningen og endog vores vejnet”, siger Salah Abdel Jawad og ryster på hovedet.

”Og hvad har vi opnået til gengæld” spørger han. ”Vi kan ikke fremvise noget som helst, der tåler sammenligning med den gigant-undskyldning vi har skabt for israelernes politik.”

”Der vil formentlig være dem, der vil sige, at det præcis er fordi I er så meget svagere end israelerne, at I står stærkt i verdensopinionen. Derfor bliver I en “god medie historie” og netop derfor får i verdens sympati?”

”Ja, men den sympati kunne vi også have opnået uden at bruge skydevåben og uden disse tåbelige, idiotiske maskerede unge i deres grimme huer, der dækker ansigterne. Vi skal først og fremmest appellere til verdens sympati og forståelse, og det kan man også gøre på andre måder uden skydevåben”, siger Abdel Jawad og fortrækker sit ansigt til en forvredet maske af væmmelse.

”Disse unge tåber, som skyder imod israelerne. De får måske affyret en to, tre kugler i nogenlunde den rigtige retning, men jeg tror næppe de rammer. Og det giver anledning til at israelerne kan svare igen med tankgranater, missiler og i tusindvis af maskingeværkugler. Vi kunne have stået endnu stærkere uden brugen af skydevåben og bomber. Det burde vi have lært fra den første intifada. Da havde vi endnu mere verdens sympati, end jeg tror vi har nu”, siger han.

 
 
Dyrkelsen af våben og vold er et to-ægget sværd for palæstinenserne. På længere sigt kommer det palæstinensiske samfund til at betale endnu en høj pris, fordi en hel generation er blevet brutaliseret af konfrontationen.
Heltedyrkelse, voldsforherligelse og brutalisering
Men det er ikke bare den direkte omkostning i dræbte og sårede ved de væbnede konfrontationer, der bekymrer Salah Abdel Jawad. På længere sigt kommer det palæstinensiske samfund til at betale endnu en høj pris, fordi en hel generation er blevet brutaliseret af konfrontationen.

En propagandavideo – og dem er der mange af på det myndighedsdirigerede palæstinensiske fjernsyn i disse tider – viser to unge palæstinensiske drenge i 10-12 års alderen. Den ældste lægger broderligt armen om yngres skulder og synger for ham:

”Hav ikke frygt. Du skal ikke være bange. Allah – Gud – er med dem”, synger han mens billedsiden viser jævnaldrende palæstinensiske drenge i kamp med israelske soldater.

”Stenene i dine hænder bliver forvandlet til en Kalachnikov. Du skal ikke være bange. Dine sten bliver til en Kalachnikov.”

”Kalachnikov, Kalachnikov, Kalachnikov“, lyder omkvædet.

Kalachnikov er navnet på den halvautomatiske sovjetisk-producerede militære angrebsriffel AK-47, som de forskellige palæstinensisk grupper og talrige andre oprørs- og befrielsesbevægelser verden over fortrinsvist bruger i deres kamp.

Mens vold, skyderi, ækle israelere og ædle palæstinensiske frihedskæmpere flimrer over TV-skærmen fortsætter børnesangen med at lovsynge martyrerne, der giver deres liv, jorden som er hellig og det elskede gevær – Kalachnikov.

”Vi omgiver os i den grad med brutalitet og vold, at det smitter af på os selv og den måde vi indbyrdes omgås hinanden på”, siger professor Abdel Jawad. ”Det er også en negativ og meget problematisk effekt af denne konstante forherligelse af volden og den væbnede kamp. Vort eget samfund bliver gennembrutaliseret.”

”Jeg føler, at vi for længe har været på det forkerte spor, og jeg håber, at de spinkle og spæde protester, der nu begynder at blive hørt, vil føre til en ny og mere fremadskuende politik”, siger den palæstinensiske professor.

 
 
Vi omgiver os i den grad med brutalitet og vold, at det smitter af på os selv og den måde vi indbyrdes omgås hinanden på, siger professor Abdel Jawad.

I dag er det de islamiske fundamentalister, der præger billedet iblandt de studerende på Bir Zeit-universitetet, og de er også de islamiske grupper der har vundet de seneste mange valg til universitetets ledende organer. Det giver i en vis udstrækning et øjebliksbillede af situationen i det palæstinensiske samfund.

Den palæstinensiske kamp er ikke bare imod Israel. Den er også intern. Men det interne opgør om anstændighed, menneskerettigheder og demokrati har myndighederne behændigt kunne skubbe til side på grund af den genopblussede konflikt med Israel.

”Slangen” i Merryland
De islamiske grupper nyder en udbredt støtte og sympati i det palæstinensiske samfund. Ikke blot på grund af deres prominente rolle i kampen imod Israel, men lige så meget – og måske mere – på grund af deres sociale arbejde iblandt det palæstinensiske samfunds fattigste og mest udsatte, fordi de i modsætning til den korrupte og inkompetente ledelse, Yassir Arafat omgiver sig med, er idealistiske, retlinede og ubestikkelige. På alle måder et mere tiltrækkende alternativ end det gamle indspiste PLO-bureaukrati, som Yassir Arafat har slæbt med sig fra Tunis.

Sheikh Hassan Youssuf – en lille tæt, bred mand med et gnistrende sort skæg – nikker bekræftende til min beskrivelse. Men selv vil han dog ikke udtrykke det nær så direkte.

Hans lille kontor ligger i en del af Hotel Merryland’s bygning i et af Ramallahs pænere kvarterer. Skiltet på døren afslører ikke, hvad der gemmer sig bag ved. Her står der blot ”Al Nour Press”. Officielt er vi lige trådt ind i et lille palæstinensisk pressebureau. Men efter selv at have arbejdet som journalist i området i 15 år, har jeg aldrig før mødt nogen fra ”Al Nour Press”. Og det er heller ikke helt almindelige pressemeddelelser, der udsendes fra kontoret. Super VHS-kameraet, der står henne i hjørnet bruges bl.a. til at optage det sidste afgørende interview med unge selvmordsbombere inden de tager af sted for at sprænge sig selv i luften.

 
 
Vi har al ret i verden til at fortsætte vores kamp imod undertrykkelsen. Først når besættelsen er slut, er kampen overstået, siger Hamas-lederen.

I den israelske sikkerhedstjeneste, Shin Beth, kaldes Sheikh Hassan Youssuf ”Slangen”. Shin Beth betragter ham som den militante islamiske Hamas-gruppes leder på Vestbredden, og organisationens nummer to efter det åndelige overhoved, Sheikh Ahmad Yassin i Gaza.

Det afgørende spørgsmål for mange er, om militante islamiske grupper som Hamas vil overholde den våbenhvile, som Yassir Arafat og de palæstinensiske myndigheder er gået med til.

”Vi respekterer Abu Amar (Yassir Arafat) og hans beslutning”, siger Sheikh Hassan Youssuf diplomatisk. ”Men vort folk lever fortsat under besættelse. Det er stadigvæk under belejring. Det bliver fortsat udsultet. Truslen fra Israel er ikke forsvundet. Vi har al ret i verden til at fortsætte vores kamp imod undertrykkelsen. Først når besættelsen er slut, er kampen overstået.”

”Betyder det, at Yassir Arafats beslutning om at tilslutte sig våbenhvilen går imod det palæstinensiske folks vilje”, spørger jeg.

”Det overvejende flertal af det palæstinensiske folk – omkring 80 procent viser meningsmålingerne – ønsker at Intifadaen fortsætter. Og omkring 75 pct. støtter nye selvmordsaktioner så længe besættelsen fortsætter. Kampen fortsætter lige så længe besættelsen gør”, svarer Sheikh Hassan.

”Så du siger altså, at Yassir Arafat går imod sit eget folks vilje?”

”Jeg foreslår, at du går ned på gaden og spørger folk, hvad de mener. Jeg vil ikke sige hverken det ene eller det andet. Spørg hvem som helst her i Ramallah, og du vil se, hvad det palæstinensiske folk ønsker!”

 
 
Arafat klarede ikke omstillingen fra glorificeret guerillaleder til en statsmand, der kunne skabe fred og fremgang.
Den næsten udtalte kritik
Selv Hamas, den palæstinensiske oppositions absolutte leder, tør ikke åbent og direkte kritisere Yassir Arafat og den palæstinensiske ledelse. Og mit interview med Hamas-lederen udvikler sig næsten til en hanekamp om at få fremtvunget et enkelt klart svar.

”Men jeg vil hellere høre din mening, end hvad folk på gaden siger”, forsøger jeg endnu en gang.

”Vores holdning i Hamas er velkendt. Vi kan ikke acceptere en aftale eller en forståelse, som ikke giver os vore fulde rettigheder tilbage”, lyder svaret.

”Så var det en fejl, at Arafat accepterede våbenhvilen?”

”Jeg skal ikke sige, om Abu Amar begik en fejl eller ej. Det er ikke mit job at dømme ham. Jeg tager bestik af den overordnede situation”, siger Sheikh Hassan med et utålmodigt træk om munden.

”Men spørgsmålet står stadigvæk ubesvaret tilbage: Vil I respektere den våbenhvile Yassir Arafat har indgået?”

”Hamas betragter en våbenhvile som et forsøg på at afblæse Intifadaen. Det kan vi ikke acceptere, fordi det betyder, at besættelsen vil fortsætte. Vi i Hamas kan ikke acceptere (den amerikanske CIA-chef George) Tenet’s våbenhvileplan om at indstille kampen og modstanden.” De misbilligende rynker viser sig nu klart i panden.

”Så I går altså imod Arafat!”

”Vi kan ikke udfordre broder Abu Amar, og vi vil aldrig kaste os ud i en intern kamp”, siger sheiken, der tilsyneladende helt har glemt de åbne kampe imellem Hamas og Fatah i Gaza i 80’erne. ”Vi vil på den ene side fortsætte Intifadaen, samtidig med at vi på den anden vil styrke det interne palæstinensiske nationale sammenhold”, siger Sheikh Hassan Youssuf.

Efter interviewet, der fortsætter i endnu en times tid uden at det af den grund bliver meget klarere, trækker Sheikh Hassan min palæstinensiske assistent til side og med et nik i min retning hvisker han:

”Han ville hele tiden have mig til at gå imod Abu Amar. Men forstår han ikke, at jeg ikke kan kritisere Abu Amar åbent?”

 
 
Palæstinenserne har altid selv lidt mest, som et resultat af deres lederes politik.
Mellemøstens snørklede logik
Ligesom vi i Vesten kræver en form for klar logik i en tankerække for at acceptere den, så kan netop den måde at tænke på ofte gøre Mellemøsten totalt uforståelig. Her eksisterer virkeligheden ofte i en snørklet byzantinsk labyrint. Et problem har ikke altid en og kun en løsning. Her kan der ofte være flere indbyrdes modstridende men tilsyneladende alligevel lige accepterede løsninger – eller ingen løsning overhovedet. Og det accepteres som helt normalt.

Da Yassir Arafat for nylig kaldte de europæiske diplomater i området til en præsidentiel briefing, gennemgik han en fire punkts plan for dem, som han fortalte, at han netop havde præsenteret for alle palæstinensiske fraktioner – også oppositionen.

Først ville Arafat bekendtgøre våbenhvilen. Så skulle palæstinensiske sikkerhedsstyrker stationeres ved alle potentielle ”flash points”. Dernæst skulle alle grupper acceptere våbenhvilen. Og derefter ville ethvert brud på våbenhvilen blive straffet.

Det lød alt sammen klart nok – og logisk, syntes de fremmødte europæiske diplomater. Og de fleste af dem var, da de forlod mødet med den palæstinensiske leder, overbeviste om, at Arafat netop havde forsikret dem om, at han havde diskuteret våbenhvilen med de palæstinensiske oppositionsgrupper.

Men det var i virkeligheden ikke præcist det, Arafat sagde. Og det var slet ikke det, han havde diskuteret med den palæstinensiske opposition.

Sheikh Hassan Youssuf, som var Hamas-gruppens repræsentant ved mødet, afviser at have diskuteret en våbenhvile:

”Ordet våbenhvile blev overhovedet ikke nævnt under mødet” siger han bestemt.

En anden deltager i oppositionens møde med Yassir Arafat op til våbenhvileerklæringen bekræfter Hamas’ udlægning.  Ghassan al-Khatib, der også underviser på Bir Zeir-universitetet og er aktiv i den palæstinensiske opposition var tidligere kommunist og leder nu JMCC – en slags uafhængig politisk tænketank i Østjerusalem – der bl.a. løbende undersøger meningsdannelsen i det palæstinensiske samfund.

”Yassir Arafat redegjorde på mødet for det voldsomme pres han var udsat for fra Israel, USA, araberne, Europa og resten af verden. Men han talte ikke om en våbenhvile”, siger Ghassan al-Khatib.

 
 
Intifadaen er palæstinensernes måde at afvise den israelske besættelse på. Både som væbnet kamp men også som folkelige demonstrationer, siger Ghassan al-Khatib.
Krig og fred på samme tid
Men når hverken oppositionen tilsyneladende tør komme med sin kritik åbent – uden forbehold og omsvøb. Og når selv Yassir Arafat siger en ting til den vestlige verden og noget andet til palæstinenserne – hvordan forstår palæstinenserne så, hvad deres ledelse ønsker? Og hvordan når folkets ønsker frem til ledelsen?

”Det er lidt svært for ikke-palæstinensere at forstå”, indrømmer Ghassan al-Khatib. ”Selvom Arafat ikke direkte taler om en våbenhvile, så er budskabet alligevel, at der skal være en våbenhvile. Men der skal være våbenhvile samtidig med at Intifadaen fortsætter.”

”Er det ikke mildt sagt lidt selvmodsigende?”

”Det er ikke selvmodsigende for en palæstinenser. For os handler Intifadaen ikke kun om at skyde på israelerne med skydevåben. Intifadaen er palæstinensernes måde at afvise den israelske besættelse på, og dette kommer til udtryk på alle mulige forskellige måder: Både som væbnet kamp men også som folkelige demonstrationer”, siger han.

”Palæstinenserne forstår, at Arafat er under pres. At hans muligheder er begrænsede. Derfor bliver de nød til at stoppe med at skyde på israelerne fra de palæstinensiske områder. Også som et udtryk for respekt overfor den tilslutning til en våbenhvile, som præsident Arafat er blevet afkrævet.”

”Men præsident Arafat forstår på den anden side også, at han ikke hverken har autoritet, folkelig opbakning eller for den sags skyld evne til at stoppe angreb på israelske soldater og bosættere udenfor det palæstinensisk-kontrollerede område – f.eks. i område C, hvor der hovedsagligt bor jødiske bosættere som bliver beskyttet af israelske soldater”, siger Ghassan al-Khatib.

 
 
Arafat var ekspert i at udtrykke sig dobbelttydigt. Han kunne beordre en voldelig opstand uden at sige det. Europæerne lærte aldrig at afkode ham, men palæstinenserne forstod både det sagte og det usagte.

”Anmodede Yassir Arafat direkte de islamiske grupper om at afstå fra yderligere angreb?”

”Nej, præsidenten afstod helt fra nogen form for detaljeret, praktisk diskussion. Han oplyste om de løfter han havde afgivet. Og han fik udsagn fra mødets deltagere om forståelse for de omstændigheder, der lå til grund for, at han havde måttet afgive disse løfter” fortæller den palæstinensiske samfundsforsker.

Mange palæstinensiske intellektuelle er som professor Salah Abdel Jawad enige i, at Intifadaen på et niveau har været en boomerang for palæstinenserne. De betaler selv en langt højere pris end israelerne. Omvendt så er der også enighed om, at der er udbredt folkelig opbakning bag konfrontationen. Langt større end bag en våbenhvile.

Men – som flere siger uden at ville citeres for det – det billede kunne måske have set meget anderledes ud, hvis en fri, åben og kritisk debat fik lov til at trives om kampen – dens mål og midler, om en våbenhvile og andre vigtige og afgørende nationale spørgsmål.

Hvis meningerne kunne få lov til at brydes. Hvis kritikere ikke risikerede at blive stemplede som kollaboratører og forbrydere. Men det vil betyde frihed og demokrati. Og det vil true – ikke Israel – men hele den palæstinensiske ledende klasse. Og det er jo en helt anden og langt alvorligere historie.

 
Tilføj kommentar