Hvad er Israels strategi:

I krig og fred

Af Steffen Jensen
Weekendavisen

JERUSALEM (30.08.2001): Mellemøstens virkelighed er til tider surrealistisk.

I min lille have i Jerusalem sidder jeg sent om aftenen og slapper af med en kop te efter en lang dags arbejde.

Chikadernes gnækkende aftenritual overdøves af naboen, som lytter til de sene nyheder på radioen. Her er historien, at Israels udenrigsminister Shimon Peres to gange i løbet af aftenen har talt med PLO-formand Yassir Arafat på telefonen. Målet er at få etableret en våbenhvile. Med europæiske politiske lederes hjælp forsøger Peres at få arrangeret et møde med Arafat.

 
 
Israels udenrigsminister Shimon Peres taler to gange i løbet af aftenen med PLO-formand Yassir Arafat, meddeler radioen.

I baggrunden kan jeg høre lyden af skrattende maskingeværild og nogle dybere drøn fra faldende granater ude i Gilo-Beit Jala-området i Jerusalems sydlige udkant.

Er dette premierminister Ariel Sharons politik om ikke at ville forhandle med en pistol for tindingen?

Næste morgen tidlig tvinger nyhederne mig til Beit Jala, som israelerne nogle få timer tidligere er rykket massivt ind i.

Larmen fra kampvognene overdøver selv tankerne. Dieselmotorerne hvæser agressivt, og larvefødderne slår gnister mod asfalten når de kæmpemæssige uhyrer drejer rund om hushjørnerne.

Israelske tanks og pansrede mandskabsvogne snor sig rundt i Beit Jala’s smalle gader og gyder.

Det eneste, der kan trænge igennem denne massive lydmur er maskingeværilden. Længere nede i byen har halvmilitært palæstinensisk politi og bevæbnede Tanzim-folk taget position ved hushjernerne og skyder imod de israelske kampvogne, men kuglerne preller virkningsløst af imod panserstålet.

Er dette Nobel-fredsprismodtageren, udenrigsminister Shimon Peres’ politiske visioner om ”Det nye Mellemøsten”?

Fra dag til dag bliver Israel ramt af nye trusler og udfordringer fra palæstinensernes side. Selvmordsterrorister, bilbomber, drive-by shootings, snigskytter og så videre. Og hver gang reagerer Israel med at overtrumfe palæstinenserne i voldsomhed.

 
 
Kamp´vogne og pansrede mandskabsvogne rullede ind i den palæstinensiske Bethlehem-forstad Beit Jala.

Det er ikke nogen kunst, når man er i besiddelse af en af verdens mest effektive militære maskiner.

Men hvad foregår der politisk og diplomatisk bag de daglige aktioner og reaktioner? Har den israelske regering overhovedet en overordnet politisk strategi, som på længere sigt kan føre regionen ud af øjeblikkets deprimerende politiske kviksand?


Masser af visioner – ingen magt
Udenrigsminister Shimon Peres har visioner nok. Til gengæld har han så godt som ingen magt eller indflydelse til at gennemføre dem. Hver gang Peres besøger USA eller Europa, lykkes det ham at begejstre sine tilhørere med smukke drømmeslotte om fremtidens Mellemøsten.

Og hans visioner er konkrete nok. Ned til detaljer om en togforbindelse mellem Gaza-striben og Vestbredden. Israel ejer skinnerne og palæstinenserne togvognene. Toget skal være forbindelsesleddet imellem en fremtidig palæstinensisk stats to dele. På den måde skal palæstinensiske forretningsfolk på Vestbredden kunne importere varer via den palæstinensiske havn i Gaza.

Peres har også planer om et palæstinensisk afsaltningsanlæg, hvorfra Israel kan købe hårdt tiltrængt ferskvand, og et palæstinensisk kraftværk, som også kan levere elektricitet til Israel.

”Freden kan ikke baseres på luftige profetiske visioner om fredens vidunderligheder. Freden skal være funderet på real politik”, siger Shimon Peres, ”og det bliver den, fordi parterne på den måde bliver indbyrdes afhængige af hinanden. Det bliver i begge parters interesse at sikre freden, fordi begge parter har fordel af det.”

Peres har allerede overbevist USA's nye udenrigsminister Colin Powell. ”Der er tale om brilliante idéer”, siger Powell begejstret.

Men i Mellemøsten ser fremtiden i dag så dyster ud, at Peres mest af alt opfattes som lidt af en drømmer, der har mistet forbindelsen til virkeligheden. Og hans smukke visioner om ”Det nye Mellemøsten” virker bedre i København, London og Washington, end de gør i Jerusalem, Ramallah og Gaza City.


Terroren og vreden skaber virkelighed
I øjeblikket er det ikke visionerne, men tværtimod de værste af de daglige, barske realiteter, der skaber virkelighed i Mellemøsten.

 
 
Terrorangrebet mod pizza-restauranten i Jerusalem.

Når den 21-årige Orly Karash, kassedame i et parfumeri i det centrale Jerusalem, ryster over hele kroppen og ikke kan få hold på sig selv, er det fordi hun lige har set løsrevne kropsdele af små børn flyve igennem luften. En palæstinensisk selvmordsterrorist har lige sprængt sig selv og 15 andre i luften på et pizzaria og såret omkring 80 på gadehjørnet lige overfor.

Eller når den fattige palæstinensiske bonde Mahmoud al-Nadi ser sin 15-årige søn med nyresvigt langsomt sygne hen,  fordi han ikke kan komme til sin dialyse på hospitalet i Nablus, så er det ikke Peres’ ”fredstog” eller bi-nationale afsaltningsanlæg, de ser som fremtiden. Deres fremtidsdrøm er tværtimod en, hvor modparten ikke eksisterer. Eller i bedste fald en hvor modparten befinder sig på den fjerneste side af et meget højt grænsehegn.

Virkeligheden i Mellemøsten skabes i øjeblikket ikke af visioner om fremtiden men snarere af frygt for fortiden. Og det er ekstremisterne, der sætter dagsordenen.


Masser af magt – ingen visioner
Selvom Ariel Sharon unægteligt er blevet noget mere ”blød” med årene, så er hans grundholdning stadigvæk at sætte hårdt imod hårdt.

I forhold til palæstinenserne kan Israel ikke tillade sig at vise tilbageholdenhed. De forstår kun ”den hårde hånd”, mener han. Og først når de ser, at Israel ikke kan slåes med magt, vil de forhandle på Israels præmisser. Enhver eftergivenhed fra Israels side, vil blive opfattet som en svaghed, som palæstinenserne vil udnytte. Det er Sharons grundholdning.

Folkene omkring Ariel Sharon siger ligefrem, at Sharon er den eneste israelske leder, som araberne respekterer, fordi de kan forstå ham. Han opererer som en araber, mener de.

 
 
Premierminister Ariel Sharons folk mener, at han er den eneste israelske leder, araberne har respekt for.

De påstår, at Sharons metode er simpel: Hvad der er godt for Arafat er også godt for ham selv. Eller sagt med andre ord: Iblandt araberne vær som en araber.

En meget højtstående kilde i Ariel Sharons stab siger: ”Se på Arafat. På den ene side taler han konstant om våbenhvile, om fred, forhandlinger og han rejser rundt i verden og spiller den svage, ynkelige part, som verden må beskytte. Men det er samtidig den samme Arafat, som på den anden side konstant opildner sit eget folk imod os. Han stiler bevidst imod en meget langtrukken udmattelseskrig. Derfor er det på tide, at Arafat opdager, at alt hvad han kan gøre imod os, det kan vi også gøre imod ham. Bare endnu bedre. Arik (Ariel Sharon) kan også være araber! Måske i virkeligheden en endnu bedre araber end Arafat!”

Realiteterne er, at udad til taler Sharon også konstant om fred, sikkerhed, om genoptagelse af forhandlingerne og om at lempe på restriktionerne overfor den palæstinensiske civilbefolkning. Men bag de lukkede døre planlægger Sharon en udmattelseskrig, der skal knække Yassir Arafat og de palæstinensiske myndigheder.

Sharon har direkte sagt, at Israel vil gennemføre commandoaktioner imod de palæstinensiske myndigheder, og senere nægte at have haft noget med dem at gøre.

Andre gange kalder israelerne det ”arbejdsuheld”. Palæstinensiske terrorister, som var ved at færdiggøre en bombe, da den pludselig sprang i luften imellem hænderne på dem.

”Man kan ikke laste os, hver eneste gang de leger med sprængstoffer”, siger en fremtrædende medarbejder i premierministerens kontor, og tilføjer med et smil: ”Hvis de gerne vil have sprængstoffer, så har de fået det. Men det er farligt!”


En plan – ingen strategi
Sharons plan har fire hovedpunkter:

  • Først og fremmest er der den militære- og sikkerhedspolitiske kamp, som han selv dirigerer. Målet er at knække Arafat og de palæstinensiske myndigheder.
  • Så er der medie-, informations- og public relations-kampen, som han lader Shimon Peres tage sig af. Den skal blot skaffe Israel arbejdsro. For grundlæggende tror Sharon ikke, at der kan skabes fred med Arafat.
  • Derefter er der de udenrigspolitiske relationer – først og fremmest USA og Europa. Europa skal holdes i ro og USA mobiliseres.
  • Og til slut er der kampen på det økonomiske område. Forholdene for den palæstinensiske civilbefolkning skal lempes. De palæstinensiske myndigheder skal udsultes.

Militært og sikkerhedspolitisk forsøger Israel at ramme de palæstinensiske myndigheder og sikkerhedsstyrkers infrastruktur så hårdt som muligt, uden at tabene af menneskeliv – i særdeleshed civile – bliver uacceptabel høje. Derfor rammes politistationer og sikkerhedstjenesters hovedkvarterer, som for størstedelens vedkommende alligevel forinden er blevet evakueret.

Desuden bruger Israel så vidt muligt såkaldte ”smarte bomber” og missiler, som meget præcist kan ramme et enkelt kontor i en større ejendom. Problemet her er en balancegang imellem brugen af amerikanske våben og de mulige menneskelige ofre.

At kalde planen for en strategi er for meget. Målet er at få det palæstinensiske selvstyre til at bryde sammen. Når det sker – alt efter hvordan det kommer til at foregå – så eksisterer den nuværende regering alligevel ikke, så til den tid kan Sharon bygge en ny virkelighed om, som det passer ham.


Peres – den pæne indpakning
Indadtil giver alliancen med Shimon Peres og Arbejderpartiet Ariel Sharon nødvendige mandater, så han ikke ender i lommen på den yderligtgående nationalistiske højrefløj. Sharon har brug for at nå frem til Likuds kongres til efteråret som en respekteret statsmand, som lederen af en bred national samlingsregering der repræsenterer en national konsensus. En regering der har Peres’ medlemskab som bevis på, at den seriøst forsøger at opnå fred.

Og dernæst er Shimon Peres Sharon-regeringens civiliserede og stuerene ansigt udadtil. Sharon er på det rene med, at han selv er forhadt i den vestlige verden, men Shimon Peres giver ham den respektabilitet, han ikke ville kunne få andre steder.

”Det er muligt, at Peres selv ser deltagelsen i samlingsregeringen som et forsøg på at begrænse skaderne på fredsprocessen og alt det, han har skabt. Men i realiteten bliver han den pæne og respektable indpakning, som ikke kan meget andet end at kammouflere Sharons jernnæve-politik”, siger et medlem af Arbejderpartiet.

 
 
Peres og Sharon: Den ene har visioner, men ingen magt. Den anden magt, men ingen visioner.

Skønheden og udyret
Den almindelige opfattelse er, at Shimon Peres – denne fredens utrættelige forkæmper – må lide dagen lang, når han skal udholde at sidde i regering med premierminister Ariel Sharon.

Og hvordan han overhovedet kan overleve det, var et af mine spørgsmål til ham under et interview for nogle måneder siden:

”Jeg kan overleve at sidde i en regering, som også indbefatter Ariel Sharon præcist på samme måde, som Sharon kan overleve at sidde i regering med mig. Og jeg tror ydermere, at Sharon ønsker at være i regering med mig – ikke på trods af mine synspunkter og visioner, men netop på grund af dem”, lød Shimon Peres’ svar til mig dengang.

Men en af mine mere interessante opdagelser ved at følge denne mærkelige to-hoved regering i funktion har været, at Peres i virkeligheden ikke er slet så meget på kant med Ariel Sharon, som man skulle tro.

Det mærkelige er, at mens Peres som udenrigsminister under premierminister Rabin måtte gøre en indsats for at vise, at forholdet imellem de to var langt bedre og mere harmonisk end det i virkeligheden var, så må han nu i partnerskabet med Ariel Sharon arbejde nok så delikat for at vise, at forholdet imellem dem ikke er helt så godt, som det faktisk er.

Shimon Peres og Ariel Sharon har begge to brug for hinanden.  Begge trues de af deres eget bagland mere end af hinanden. De kæmper om magten i hver sit parti, og derfor er det at bevare Samlingsregeringen afgørende. Uden den er de begge færdige. Begge har de for længst nået pensionsalderen. Og begge har de rivaler, der venter i kulissen. Begge har de fjendtligtindstillede fraktioner i partiet, der blot venter på muligheden for at slippe af med dem. De er i virkeligheden begge to det politiske redningsbælte for den anden.

 
 
Ron Pundah (yderst til højre) i samtale med bl.a. palæstinenseren Sari Nuseibeh (i midten).

Kurs mod katastrofen
”Det vil nok være for simplistisk at sige, at den israelske regering ikke har nogen langsigtet politisk strategi, men kun reagerer fra krise til krise. Det fungerer nok en lille smule mere sofistikeret end det. De tænker nogle få dage frem af gangen. Men nogen egentlig overordnet strategi, har regeringen ikke”, siger Ron Pundak. En af arkitekterne bag Oslo-fredsprocessen og nu leder af Peres Fredscentret i Tel Aviv.

”Regeringen har et fast lager af forskellige reaktionsmuligheder til en række forskellige trusler og udfordringer. Hvis der sker A, B eller C, så svarer vi igen med  1, 2 eller 3. Der er ingen alvorlig langsigtet politisk planlægning. Vi bliver tværtimod langsomt men sikkert ført i retning af en egentlig katastrofe”, siger Ron Pundak.

”Den politik, der føres, vil bringe mere konfrontation og mere eskalering. Vi vil i stigende grad blive isoleret i verden. Vore internationale forbindelser vil blive alvorligt svækkede, mens relationerne til vore arabiske nabolande vil blive ødelagt. Hvad er målet med at have en stat i isolation og belejringstilstand”, spørger han.


To israelske regeringer
En af mine kilder i det israelske udenrigsministerium griner højt, da jeg spørger ham om regeringens strategi.

”Hvilken regering”, spørger han. ”Vi har snarere to regeringer. En gang imellem mødes de, og enes, om hvad der skal ske de næste dage. Men vi har ikke en regering og slet ikke nogen strategi.”

Det er en af Shimon Peres’ politiske toprådgivere dog ikke enig i. Men det han beskriver, kan næppe heller leve op til den ambitiøse betegnelse ”politisk strategi”:

”Regeringen er enige om, hvad der er det første og afgørende krav til palæstinenserne: Det er en våbenhvile. Der er til gengæld uenighed i regeringen om, hvordan man skal opnå det. Set med premierminister Sharon øjne skal Arafat først knuses militært. Udenrigsminister Peres derimod mener, at Arafat skal stilles en politisk fremtid i udsigt, ellers har han intet andet alternativ end kampen”, siger han og indrømmer, at der ikke er meget, der holder den israelske regering sammen udover frygten for alternativet.

”Så længe Yassir Arafat optræder, som han gør, så vil Israel have en samlingsregering, som den vi har”, siger han. ”Der er intet formål i at Arbejderpartiet bryde ud af regeringen blot for at tabe et valg?  Det er bedre at holde fast så længe som muligt i et forsøg på at få etableret en våbenhvile.”

Men, indrømmer han, det er også klart, at Peres hellere vil komme til sin partikongres på tirsdag, som udenrigsminister og som det eneste håb for fredsprocessen og fremtiden, end som den, der lige har væltet regeringen og som for længst har nået pensionsalderen.

 
 
Udenrigsminister Shimon Peres er rasende, rapporterer den israelske presse. Sharon invaderede Beit Jala uden at informere sin udenrigsminister.

Et vredt figenblad
En af de israelske aviser beretter, at udenrigsminister Peres er rasende. Han påstår, at han ikke er blevet informeret om den israelske invasion.

”Jeg accepterede at blive en del af denne regering for at skabe politiske fremskridt. Ikke for at blive regeringens ”figenblad”,” skulle han have sagt til en af sine rådgivere.
Men han trækker sig ikke ud af regeringen, for på tirsdag er der kongres i Arbejderpartiet.

Nu sidder jeg igen i haven med min te. Nyhederne berettede først på aftenen, om en aftale mellem Peres og Arafat. Hvis palæstinenserne stopper skydningen, vil Israel trække sig ud af Beit Jala.

Heller ikke denne nat kan man høre chikaderne, for nu hænger der to truende Cobra angrebshelikoptere i luften over min have.

Virkeligheden hernede er surrealistisk.

 
Tilføj kommentar