Hollywood-film:

Jesu’ grav fundet

Jesu' begravelse malet af Rogier van der Weyden, 1450
Jesu' begravelse malet af Rogier van der Weyden, 1450
 
 
Stenkister af samme type som de omtalte, men fra en anden grav i Jerusalem fra Det andet Tempels tid.
JERUSALEM (15.03.2007): ”Det bliver ganske enkelt ikke meget større end det her”.
    Så klart og utvetydigt udtrykte filminstruktøren James Cameron sig om afsløringerne i sin nye film, og så må det jo være rigtigt, for han har tidligere lavet storfilmen Titanic, som vandt en masse Oscar-statuetter, og nu har han så produceret en ny dokumentarfilm om fundet i Jerusalem af intet mindre end Jesu’ grav – inklusive med frelseren selv, hans hustru og hans søn. Ups, lad os lige tage den igen… Jesus selv, hans hustru og hans søn?!? Og knoglerne er stadigvæk indeni!!!

”The Lost Tomb of Jersus” – ”Den forsvundne Jesus-grav”, kommer filmen til at hedde.
    Inde i mit hoved ser jeg allerede en Hollywood block buster-film i stil med Harrison Ford i ”Raiders of the Lost Ark”. Men i følge James Cameron, der for et par uger siden holdt et velbesøgt og veldækket pressemøde i USA om sagen, så er der tale om en helt igennem seriøs dokumentarfilm.
    Det lyder måske lidt underligt efter al den hurlumhej, der på det seneste har været i medierne om filmen. Men fundet af graven er i virkeligheden ikke nogen nyhed. Langtfra. Graven blev i virkeligheden opdaget og udgravet helt tilbage i 1980. Det er bare først nu, det er kommet til den amerikanske filminstruktør James Cameron’s opmærksomhed, og nu han har fået produceret en film om det.

I en gravhule, der stammer fra det første århundrede, i Vest-Jerusalem-kvarteret Talpiot fandt de israelske arkæologer en række limstenskister med navnene på de afdøde ridset ind i siden på kisterne.
    Kisterne er meget små. De kaldes på engelsk ”osuraries” – benkister vil sikkert være det bedste navn på dansk. Kisterne er nemlig ikke længere end kroppens længste knogler, og det er lårbensknoglerne. Begravelsesskikken på Jesu’ tid, eller den periode man hernede kalder Det andet Tempels tid eller den herodianske periode, var, at man først stedte den døde til hvile svøbt i et ligklæde og lagt på en slags bænk, hugget ud af klippen inde i en begravelseshule. Et årstid efter begravelsen vendte man tilbage til gravhulen, og samlede knoglerne af den afdøde sammen, og placerede dem i en lille benkiste, som man ofte – men ikke altid – ridsede navnet på den afdøde ind i. Disse kister blev derefter placeret på små hylder rundt om i hulen eller hulekomplekset. Ofte ville en sådan hule nemlig blive brugt igennem flere generationer til en stor familie.
 
 
Rembrandts udgave af Jesu’ himmelfart.


Tidens berømthedsfascination
Jeg har faktisk selv for ganske mange år siden lavet et indslag om den selvsamme grav og kisterne med Jesu’ navn på.  Men i sidste øjeblik droppede jeg historien igen. Det var simpelthen for skørt. Efter min mening lidt ovre i stil med at pyramiderne i Egypten skulle være bygget af små grønne marsmænd, som der virkelig er folk, der argumenterer for og udgiver bøger om.
    Naturligvis har verden i mellemtiden modtaget Dan Brown’s super-bestseller ”Da Vinci Mysteriet” med tilhørende film. Og i kølvandet på Da Vinci Mysteriet er der kommet en hel byge af andre bøger om religiøse sammensværgelser og suspekte kirkelige komplotter. Så der er givetvis en nyopvakt spirituel interesse i denne tid, som alle disse bøger og film har forstået at spille op til.
    Videnskabeligt set er der dog intet nyt under solen. Og den 27 år gamle udgravning af en begravelseshule fra Jesu’ tid i Talpiot i Jerusalem, har intet nyt føjet til vores viden om Jesus og hans samtid. Derfor synes jeg faktisk, at det er lidt pudsigt... nej, måske snarere lidt små sørgeligt, at historien nu kommer op igen så mange år senere, og bliver slået så kæmpe stort op i alle verdens medier, blot fordi en kendt Hollywood-instruktør står bag. Men det viser desværre lidt om, hvor chokerende overfladisk vi allesammen er blevet.
    Hvis en berømthed – i særdeleshed en fra underholdningsindustrien – udtaler sig om et eller andet, så har det vægt. Er man kendt, så opfattes man som ekspert i hvad som helst. Om det er Richard Gere om Kinas forfølgelse af budisterne i Tibet, eller Angelina Jolie om børn i Den tredje Verden, eller for den sags skyld U2-Bono om udviklingslandenes gældsbyrde og så videre.
    De eksperter, der faktisk ved noget om emnerne, kan ikke komme i medierne med deres synspunkter fordi de ikke har tilstrækkelig med celebre stjernestøv over sig. Men tilhører man Hollywoods gallery af førsteelskere, så er ens mening om astrofysik og bibelforskning pludselig interessant. At fag-arkæologer i over 20 år har sagt, at fundet i Jerusalem intet har med kristendommens Jesus at gøre, er ligegyldigt. For nu siger Titanic-instruktøren noget andet, og det er da afgørende!

Jesus, Maria og sønnen
Sandheden er, at der er fundet masser af den slags gravhuler med stenkister og de afdødes ben indeni fra Det andet Tempels tid rundt om i Jerusalem og resten af Israel. Det der vakte nogle kristnes opmærksomhed ved dette fund, var de navne, der var ridset ind i kisterne. Eller snarere kombinationen af navne.
    En kiste havde navnet Yeshu Bar Yosef ridset ind i limstenen. Det er aramæisk for Jesus søn af Josef. Der var også en kiste med navnet Miriyam, som i kristendommes græske oversættelse senere blev til Maria. En tredje kiste bærer navnet Yehuda Bar Yeshu – Judas søn af Jesus.
    Kunne dette mon være selveste Jesu’ grav? Den rigtige Jesus! Ham der døde på korset og genopstod...
    Ups!
    Nåh, nej. Han kunne jo ikke være genopstået, for så ville man jo ikke finde hans knogler i en gravhule?!? Eller hvad?
    Og kone og søn?!?
    Ja, der har jo længe været teorier om, at Jesus blev gift med Maria Magdalene. Og Maria var slet ikke en prostitueret, sådan som den nuværende Bibeludgave antyder. Det er almindeligt anerkendt i dag, at en middelalderlig katolsk pave fik sammenskrevet tre Maria-figurer fra forskellige tekster i Det nye Testamente til én Maria, fordi han troede, at der virkelig var tale om én og samme person, som forskellige skribenter blot havde givet forskellige tilnavne. Men det var der bare ikke. Da én af disse Maria’er så måske var en skøge eller i hvert fald ”lidt let på tråden”, så gjorde sammenskrivningen dermed, at den nye Maria blev prostitueret. Men Maria Magdalene var ikke en skøge. Hun var tværtimod en ret velhavende kvinde, der tilsyneladende hjalp med til at finansiere Jesu’ og disciplenes arbejde.
    Maria Magdalenes rigtige navn var forøvrigt Miriyam Ha’Migdali, som betyder Miriyam fra byen Migdal.

Og en søn?!?
    Ja, hvis Jesus og Maria havde fået en søn, så kunne han da godt være blevet kaldt Judas – eller Yehuda. Yehuda var et meget populært navn, og der er også meget, der tyder på, at Judas var Jesus’ yndlingsdiscipel og bedste ven. Så at opkalde sin søn efter ham, ville, hvis Jesus havde fået sig en søn, slet ikke være overraskende.
 
 
Knoglerester inde i en anden gravhule i Jerusalem.

Hvad så med Gravkirken?
Nu er der sikkert nok nogen, der siger: ”Jamen er der ikke allerede bygget en kirke over Jesu’ grav?”
    Og det er sådant set et godt spørgsmål, for Kristendommens helligeste sted er jo netop Den hellige Grav’s Kirke – eller Gravkirken – i Jerusalems gamle bydel.
    Denne kirke er ifølge kristen tradition bygget over det sted, hvor dronning Helena (moder til kejser Konstantin som gjorde Romerriget kristent) i det 4. århundred påstås at have fundet både gravhulen og korset, som Jesus døde på.
    Derfor har der siden 4-500-tallet ligget en kirke her, hvor pilgrimme fra hele den kristne verden valfartede til, for at komme så tæt på deres frelser som muligt. I særdeleshed på Langfredag vandrer pilgrimmene selv med kors – som Jesus gjorde det – ad Via Dolorosa, Lidelsens Vej, fra den romerske Antoniafæstning, hvor Jesus blev dødsdømt, til Golgatha, hvor han blev korsfæstet, døde, blev begravet og hvorfra han, ifølge kristen tro, også skulle være genopstået.
    I dag er der ikke noget tilbage at se af Golgatha eller af gravens omgivelser, for hele Gravkirken er fyldt op af kapeller, ikoner, altre, røgelseskar og meget andet. Og udenom det, der måske en gang var en klippe, hvori gravhulen befandt sig, er der nu bygget et kapel. Inde i det fremvises der en stenbriks, som skulle være den, Jesus blev lagt på, efter han var blevet taget ned af korset.

Gordon’s Golgatha
I 1867 rejste en bibelinteresseret britisk officer dog tvivl om gravens autencitet. Han bemærkede nemlig, at Golgatha og Jesu’ grav jo skulle ligge udenfor Jerusalems mure. Og, som enhver kunne se, så lå Gravkirken indenfor bymuren.
    General Charles Gordon, som han hed, opdagede også netop ved at spadsere rundt på den selvsamme bymur, at der umiddelbart nord for Den gamle By hæver sig en prominent, rund klippeknold op af jorden. Golgatha på hebraisk betyder kranium eller hovedskal, og fordi klippen havde netop den form, blev den derfor blev kaldt for ”Hovedskalsklippen”. Den klippe der i dag rejser sig bag den arabiske busstation nord for Den gamle Bydel kan også godt ligne en hovedskal, og den er delvist er dækket af en muslimsk begravelsesplads, og er også er fuld af huler og gamle begravelser fra bibelens tid.
    Dette var, mente Gordon, med langt større sandsynlighed stedet, hvor Jesus var blevet begravet. Helt overbevist blev den britiske general, da han ved nærmere eftersyn også fandt en helt perfekt gravhule med med rullesten foran indgangen og brikse og det hele fra den herodianske periode.
    Det sted kalder vi nu for Gordon’s Golgatha eller Garden Tomb, fordi der i dag er anlagt en meget smuk, fredfyldt og frodig lille have omkring gravhulen.
    Men det er formentlig ikke Jesu’ grav.
    Hvad general Gordon tilsyneladende ikke vidste var nemlig, at den del af Jerusalems bymur, som i dag placerer Gravkirken indenfor bymuren, på Jesu tid formentlig havde et andet forløb, så det sted, hvor kirken nu ligger, dengang ville have befundet sig udenfor muren. Den bymur, der i dag omslutter Den gamle Bydel, er bygget af den osmanniske sultan Suleiman den Store i 1530’erne, og selvom den faktisk i store træk følger den oprindelige bymurs forløb, så er der visse variationer – blandt andet i den nordvestlige del – hvor Gravkirken ligger.

Det betyder dog ikke, at det dermed er bevist, at graven inde i Gravkirken er Jesu grav, for det kan ingen vide med sikkerhed, selvom det formentlig nok er den, af alle de grave der er fundet, der er den mest oplagte kandidat.
    Og selvom Gordon’s Golgatha sandsynligvis ikke er Jesu’ grav, så er stedet ikke uden betydning. Den protestantiske del af den kristne kirke har taget Garden Tomb til sig, netop fordi stedet er så smukt og fredfyldt midt i den hektiske trykkoger, som Jerusalem er. Og Gravkirkens øst-kirkelige – eller ortodokse – og katolsk overbehængte supermarked i hellighed, frastøder mange lutheranere, som ikke på samme måde er tiltrukket af ”hellige sten” og røgelseskar, men helst bare vil meditere i stilhed i den by, hvor deres frelser døde. Og til det er Garden Tomb eller Gordon’s Golgatha helt perfekt.
 
 
Kristne pilgrimme på Via Dolorosa – Lidelsens Vej


Jesus var et almindeligt navn
Men det er da pudsigt, at der i graven i Talpiot blev fundet en samling kister med navne, der alle kan genkendes fra Det nye Testamentes beretninger om Jesus og hans tilhængere. Sagen er bare, at det ikke beviser ret meget.
    Navnene Yeshu (Jesus), Miriyam (Maria) og Yehuda (Judas) var helt almindelige og meget populære navne i den periode. Der er faktisk fundet over 70 grave i Jerusalem-området fra den periode med kister, hvorpå der står navnet Yeshu ridset ind i siden. Også et par stykker, hvor der samtidig også er begravet en Miriyam.
    Derfor er det meget lidt sandsynligt, at James Cameron’s dokumentarfilm om en grav fra den herodianske periode i Jerusalem, handler om netop den Jesus, som han gerne vil have den til.
    På sit pressemøde i USA om det ”sensationelle” fund af Jesu’ grav, brugte James Cameron som argument for sin påstand om gravens autencitet, at forskerne, han støtter sig til, har taget alle den moderne videnskabs nyeste landvindinger i brug. Blandt andet vil hans dokumentarfilm vise, at analyser af knogleresternes DNA-kode definitivt vil rydde enhver tvivl af vejen.
    Det lyder jo meget godt. Videnskab er jo en vidunderlig ting.
    Nu er det jo bare sådan, at Jesus ikke, så vidt vi kan se ud af skriften i hvert fald, afgav en DNA-test inden han blev sømmet fast til korset for 2.000 år siden. Så det maksimale en DNA-test kan vise James Cameron er, om knogleresterne, der er fundet i hulen i Talpiot i Jerusalem, er fra medlemmer af den samme familie. Og det er de meget sandsynligt. For man begravede den gang traditionelt familiemedlemmerne sammen. Men det beviser jo ikke, at kisten med navnet ”Jesus søn af Josef” indridset, indeholder de jordiske rester af præcist den Jesus fra Nazareth, som Det nye Testamente handler om.
    Den eneste måde man kan bruge DNA-materiale til at bevise det på, er ved at sende Gud selv en stævning om, at han skal udlevere sit DNA-materiale til en analyse, så man kan se, om det er hans søn, der ligger begravet i Talpiot.

Er der et DNA-match mellem Gud og knoglerne i Talpiot-graven, så kan det vel stadigvæk ikke være Guds søn, for han skulle jo være genopstået og faret til himmels, så derfor burde hans knogler jo være forsvundet fra graven ved samme lejlighed.
    Og er der ikke et match, så er Jesus fra Talpiot ikke Guds søn, men bare en tilfældig Jesus fra samme periode, og altså ikke den Jesus, de kristne tror på.
    Eller – der er også et tredje alternativ: At det er den rigtige Jesus, men at han ikke var Guds søn, men blot en klog, fremtrædende og populær rabbiner, som hjalp mange mennesker i sin samtid, men som nogle evangelister og en religiøs fanatiker kaldet Paulus langt senere påstod, var Guds søn… og blev troet.


 
Tilføj kommentar