Oplysningstid på arabisk

JERUSALEM (18.02.2011): Det handler om oplysning, information, viden, vinkler på og versioner af sandheden. Og det handler om muligheder for at kunne dele disse opfattelser med andre, diskutere dem, vende og dreje dem med meningsfæller og modstandere, udforske dem, blive intellektuelt udfordret, stille kritiske spørgsmål, få frække svar, provokere og blive provokeret. Om at udfordre etablerede sandheder – ikke mindst de religiøse. Stikke hul på tabuerne. Have frihed til at formulere og sætte ord på det usigelige. Sætte spørgsmålstegn ved alt. Kort sagt: Det handler om oplysningstiden. En arabisk oplysningstid.

Man kunne sikkert finde mange skæringsdatoer, hvor de begyndte, som vi nu ser udfolde sig i den arabiske verden.

Måske begyndte det med den egyptiske præsident Gamal Abdel Nassers arabisk-socialistiske undervisningsreform, som både distancerede samfundet fra religionen, og tilbød langt større dele af den egyptiske ungdom muligheden for en uddannelse. (At der så efter endt uddannelse ikke var arbejde til dem, var så en anden historie, og en del af problemet.)

Måske begyndte det med det sviende arabiske nederlag i 1967-krigen, hvilket udfordrede de arabiske regimers legitimitet i manges øjne. De havde ikke leveret ”varen”. Og krigen viste også, at den arabiske verden i fremtiden måtte gøre sig gældende ikke ved militær magt, men ved sine voksende befolkningers kundskaber. Dette var, viste det sig bare, en trussel imod regimerne, som alle var en eller anden form for totalitære diktaturer.

Måske var det olien, der, da dens pris pludselig røg op igennem loftet i midten af 70’erne, gjorde nogle arabiske lande ubegribeligt rige, mens andre – de traditionelle kulturstater – forblev fanget i overbefolkning og voksende fattigdom. Samtidig med at islam blev et yndet tilflugtssted for de mere og mere veluddannede, arbejdsløse unge, så var det også klart, at der ikke var nogen forbindelse med islams krav om social retfærdighed, og den måde velstanden i den islamiske verden blev fordelt på.

Måske var det de fuldstændigt ubegribelige sociale skævheder. I lande som Egypten er der ufatteligt rige familier, der vulgært stiller deres rigdom til skue, mens det overvældende flertal af landets befolkning er ludfattige, og bor mellem gravstenene på kirkegårde, i lerklinede hytter eller på boligejendommenes flade tage, og må klare sig for en 10-20 kroner om dagen.

Forudsætningerne for de kriser, konflikter, opstande og revolutioner, vi oplever i disse dage deles i forskellig grad af så godt som alle de arabiske landes befolkninger. Magthavernes manglende legitimitet. Intet demokrati. Undertrykkelse. Ingen respekt for menneskerettighederne. Ingen frihed – hverken til at tale eller forsamles knap nok til at tænke. Korruption. Inkompetente og gennemrådne myndigheder. Brutale politikorps og sikkerhedsstyrker. Inflation, stigende priser, voksende arbejdsløshed, befolkningseksplosion og så videre.

Man kan sige, at krudtet i de fleste arabiske lande for længst har været fyldt på tønderne. Og i årevis har man blot ventet på at nogen skulle levere gnisten. At eksplosionen først er kommet nu, kan måske i virkeligheden undre.

Mens andre dele af verden, som også i årtier har været plaget af militærdiktaturer og andre former for totalitarisme fra Latinamerika til Sydøstasien, efterhånden har udviklet sig, og for manges vedkommende er blevet både frie, demokratiske og også økonomiske succeshistorier, så er noget lignende ikke sket i den arabiske verden. Mange begyndte ligefrem at spekulere på, om det måske var den arabiske kultur eller islam, der gjorde denne del af verden så uimodtagelig for frihed og demokrati.

De kommende år vil vise os, om den antagelse har nogen berettigelse eller om den bliver gjort til skamme.

Efter min mening begyndte denne arabiske oplysningstid, om man overhovedet kan tillade sig at kalde den noget sådant, med oprettelsen af den inter-arabiske satellit TV-kanal Al Jazeera i 1996. Få år senere fulgte andre kanaler efter.

Al Jazeeras stil og journalistiske frækhed var, selvom den både den gang og i dag ligger langt fra vores vestlige journalistiske stil, flere lysår fra de statslige nyhedskanaler og aviser, som indtil da havde haft monopol på at være de arabiske befolkningers eneste formidler af ”sandheden” om den verden, de levede i. De statslige medier var, og er ofte selv den dag i dag, rene propagandakanaler for en vulgær personkult omkring kongen, emiren, sheikh’en eller præsidenten, og klinisk rensede for enhver form for kritik af magthaverne.

Krav om frihed, demokrati, menneskerettigheder, myndighedernes respekt for loven, korruption og lignende blev slet ikke nævnt. Hver gang disse emner bliver bragt på banen af oppositionsgrupper, bliver de af de arabiske landes myndigheder og en følgagtig, logrende, propagandistisk lokal presse, stemplet som farlige, udenlandske, undergravende, konspiratoriske, zionistiske ideer.

Al Jazeera stillede alle disse kritiske spørgsmål, og deres seere i de arabiske lande var chokerede. Aldrig før havde de set noget lignende. Stationens kontorer er i perioder blevet lukket i snart sagt hvert eneste arabiske land. Blot for senere at blive genåbnet.

Dernæst kommer internettet, som ikke bare giver den mere veluddannede arabiske ungdom mulighed for selv at søge sig informationer om, hvordan resten af verden er skruet sammen, men via de sociale medier også at kommunikere med hinanden på kryds og tværs. Så ikke bare kan de unge få informationer, deres forælder ikke kunne. De kan også få kontrol med massemedier, som tidligere generationer end ikke kunne drømme om.

Alt var således lagt tilrette. At det lige var Tunesien, der leverede gnisten er måske en tilfældighed.

Det, der gjorde Tunesien til noget særligt, er formentlig to ting.

For det første var der indgået en slags ”uskreven kontrakt” mellem magthaverne og befolkningen.

Præsident Ben Ali og kredsen omkring ham kunne bevare magten til gengæld for at tillade, at samfundet udviklede sig. Det betød i mange år, at den sociale og materielle levestandard i Tunesien voksede. I dag ejer omkring 80% af tuneserne deres egen bolig, og nogenlunde lige så mange tilhører middelklassen. De fleste unge tunesere har fået sig en uddannelse og analfabetismen er næsten udryddet.

Denne ”kontrakt” fik også Tunesien til at tage sig ud som et stabilt land, hvor udenlandske forretningsfolk trygt kunne investere. Denne økonomiske fremgang og stabilitet holdt dette system gående…

…indtil den internationale finansielle krise gjorde sit indtog.

Pludseligt forsvandt investeringerne og udenlandske virksomheder begyndte at lukke deres virksomheder i Tunesien, hvis de ikke ligefrem gik nedenom-og-hjem.

Det fik arbejdsløsheden til at stige, det samme gjorde priserne på grundlæggende fødevarer. ”Kontrakten” med myndighederne var brudt.

Kravene og medindflydelse var kun holdt i ave af den økonomiske og sociale fremgang. Men den var nu forsvundet.

At korruptionen og grådigheden i præsident Ben Ali’s nærmeste familie og i hele kredsen af indflydelsesrige personer omkring ham samtidigt havde nået et så vulgært og overdrevet niveau, at det næsten lignede en parodi, gjorde bare befolkningens vrede endnu større.

En ung tunesers tragiske selvmord, efter han var blevet tævet af en nævenyttig politikvinde i en lille provinsby, var bare gnisten, der fik krudttønden til at eksplodere. Og fra Tunesien har oprøret indtil videre bredt sig til Egypten, hvor præsident Hosni Mubarak nu også har trukket sig tilbage.

Men vil det brede sig endnu mere?

Algeriet
Efter omvæltningerne i Tunesien var det nordafrikanske land, de fleste regnede med ville blive det næste, der oplevede en lignende opstand, nabolandet Algeriet. Det blev det ikke. Det blev Egypten. Men det har rumlet i Algeriet lige siden den tunesiske præsident Ben Ali tog flugten for mere end en måned siden.

Som i Egypten har demonstranterne i Algeriet også valgt en central plads i hovedstaden som scene for deres protester: 1. Maj-Pladsen i Algier. Her samles de protesterende dag efter dag med kravet om at præsident Abdelaziz Bouteflika, som har regeret landet siden 1999, skal træde tilbage.

Problemerne i Algeriet minder meget om dem, vi ser i mange andre arabiske lande. Inflation og stigende fødevarepriser. Det var de stigende priser på mel og brød, der først og fremmest fik urolighederne til at bryde ud i januar 2011.  Tidligere har optøjer skyldtes arbejdsløshed og manglen på boliger.

Algeriet er Nordafrikas næststørste land. Men som det også er tilfældet med Egypten, så er langt størstedelen af landet dækket af ørken. Befolkningen på 35 millioner er først og fremmest koncentreret i byerne langs nordkysten.

Algeriets historie har altid været voldelig og blodig, og det giver også bange forudanelser om, hvordan en eventuel kommende revolution vil forløbe, hvis den skulle bryde ud.

Landet vandt sin uafhængighed fra Frankrig i 1962 efter en lang, blodig uafhængighedskrig, der begyndte helt tilbage i 1954. Ingen ved, hvor mange der blev dræbt under krigen, men tabstal i nabolaget af en million mennesker bliver ofte nævnt.

Myndighederne og sikkerhedsapparatet har i to årtier opereret under en undtagelseslovgivning, som har givet dem voldsomt udvidede beføjelser og i væsentlig grad begrænset befolkningens rettigheder. Undtagelseslovgivningen trådte i kraft under den meget blodige og bestialske borgerkrig med militante islamister og regeringsstyrker i 1990’erne. Den konflikt begyndte, da regeringen støttet af militæret aflyste et valg, som islamisterne så ud til at vinde. Borgerkrigen menes at have kostet omkring 200.000 mennesker livet.

På grund af borgerkrigen er der så megen indestængt vrede og had i Algeriet, at en revolution her meget nemt kan blive meget voldelig og ekstremt blodig.

Yemen
Rasende regeringstilhængere bevæbnet med køller angreb i dag i Yemens hovedstad Sana’a demonstrater, som krævede mere frihed, demokrati og at landets præsident Ali Abdullah Saleh skal trække sig tilbage. Demonstrationerne imod regimet har nu lammet dele af den yemenitiske hovedstad og andre yemenitiske byer i otte dage.

Regeringstilhængerne, som stort set alle var klædt i den traditionelle yemenitiske klædedragt fik lov til at angribe pro-demokrati-demonstranerne med sten og køller, mens politiet og sikkerhedsstyrkerne blot så til. Demokrati-demonstrationen blev ifølge de protesterende selv slået i stykker.

Sammen med Algeriet er Yemen et af de arabiske lande, hvor mange iagttagere, at omvæltninger af den slags, som vi allerede har set i Tunesien og Egypten, er mest sandsynlige. Men som med alle andre lande i den arabiske verden, er forholdene i Yemen også så forskellige, at det vil være naivt at tro, at en eventuel opstand her, vil være en kalkeret kopi af dem, der allerede har skabt forandringer andre steder.

Presset af begivenhederne i Nordafrika gik Yemens præsident igennem 32 år, Ali Abdullah Saleh, på stats-TV og bekendtgjorde, at han – som Hosni Mubarak i Egypten – heller ikke ville genopstille ved det kommende valg, som i Yemens tilfælde skal afholdes i 2013. Ved samme lejlighed gjorde præsidenten også klart, at hans søn ikke længere skulle efterfølge ham.

I byen Tais næsten 200 km syd for hovedstaden har protestdemonstrationerne været langt mere indædte og vedholdende end i Sana’a. Tusindvis af studerende har slået lejr og camperet i byens gader siden sidste fredag. Andre tusinder af demonstranter forsøgte tidligere i dag at komme ind i byen for at støtte studenterne, men de blev også her mødt af voldelige pro-regeringsaktivister, som uden politiets indgriben fik lov til at slå løs på demonstranterne.

Der rapporteres også om anti-regeringsdemonstrationer i en lang række andre yemenitiske byer. Endnu ubekræftede forlydender siger, at en granat er eksploderet midt i en regeringskritisk demonstration i byen Hurriyeh, men der er endnu ikke rapporter om døde og sårede.

Bahrain
Voldelige uroligheder er på det seneste også brudt ud i Bahrain, en lille arabisk østat i Den persiske Bugt.

Utilfredsheden skyldes flere ting. Selvom urolighederne naturligvis er inspirerede af de seneste par måneders opstand og revolutioner i Tunesien og Egypten, så er der naturligvis mange forskelle. I Bahrain kræver demonstranterne ikke – endnu i hvert fald – den regerende al-Khalifa-kongefamilie fjernet. Protesterne har indtil videre primært rettet sig imod den religiøse og politiske diskriminering af landets shi’a-muslimske befolkningsflertal. Kravene om mere frihed og demokrati, som høres overalt i den arabiske verden, er naturligvis også fremtrædende i Bahrain. Og der er også store økonomiske og sociale uligheder og en arbejdsløshed på op imod 20 procent. Endnu højere i den unge del af befolkningen.

Kong Hamad al-Khalifa syntes ellers for et par dage siden at tage den ”bløde” linje overfor protesterne, men på det seneste har landets sikkerhedsstyrker sat hårdt ind imod demonstranterne, og har i et natligt raid netop fjernet den protestlejr, der var ved at vokse frem på en af hovedstadens centrale pladser i stil med demonstrantlejren på Tahrir-pladsen i Kairo. Denne hårdt-imod-hårdt politik kan vise sig at give bagslag, og ende med at få demonstranterne til også at kræve kongefamilien fjernet.

Lige nu hører vi ikke om nogen form for dialog imellem demonstranterne og myndighederne, som netop har forbudt enhver form for offentlige protester og demonstrationer. Det kan nemt vise sig at være en meget kortsigtet politik. Noget nært lige så genialt som at sætte en prop i en trykkoger.

Bahrain var egentlig et emirat (arabisk for et fyrstendømme), men i 2002 udråbte Hamad ibn Isa al-Khalifa sig selv til konge, og Bahrain blev et kongerige. Der er i vid udstrækning tale om et familieforetagende. Omkring halvdelen af landets ministre kommer fra al-Khalifa-familien, og landets premierminister Khalifa ibn Sulman al-Khalifa, som har siddet på posten i 40 år, er den nuværende konges onkel og søn af Bahrains tidligere emir.

Bahrain er lidt større end Bornholm og består i virkeligheden af 33 øer. Hovedøen, hvor hovedstaden Manama ligger, er kun 55 km lang og omkring 18 km bred. Alligevel har østaten en befolkning på ikke mindre end 1,2 millioner. (På Bornholm bor der til sammenligning 42.000 indbyggere).

Indtil slutningen af 1700-tallet havde perserne kontrollen med denne lille østat, hvilket er en af grundene til at shi’a islam stadigvæk udgør flertallet af befolkningen. I 1783 erobrede den sunni-muslimske al-Khalifa-klan øen, og for at sikre sine erobringer, indgik klanen en række forsvarsaftaler med Storbritannien, som i realiteten gjorde Bahrain til et britisk protektorat hele vejen frem til 1971.

Bahrain har strategisk vigtig betydning af en lang række grunde. Østaten ligger velplaceret i Den persiske Havbugt, hvor en meget stor del af den olie, der er så vigtig for vores – og naturligvis også for den arabiske verdens – økonomi, skal sejles igennem.

Blandt andet derfor har USA’s 5. Flåde sin hovedbase for Den persiske Bugt og US Navel Forces Central Command sit hovedkvarter på Bahrain.

Når shi’a-muslimer er den drivende kraft i et oprør i den fortrinsvist sunni-muslimske arabiske verden, er der altid mistanke om, at det persiske Iran står bag eller på en eller anden måde er involveret. Denne mistanke bliver ofte også hørt i forhold til Bahrain. Og selvom det formentlig er korrekt, så ændrer det ikke på, at demonstranternes krav er nok så forståelige og legitime alligevel, og at myndighedernes lydhørhed overfor dem i væsentlig grad kunne svække en eventuel iransk indblanding.

Desuden bor den største del af den saudiarabiske shi’itiske minoritet, som styret ser med stor mistænksomhed på, netop i den nordøstlige del af Saudiarabien – lige overfor den brodæmning der er Bahrains hovedfærdselsåre til kontinentet – hvilket også er den del af Saudiarabien hvor størsteparten af landets olieudvinding og -produktion finder sted.

Libyen
Mellemøstens kulørte sprællemand, oberst Muammar Gadaffi, har enerådende regeret Libyen i mere end 40 år. Selvom regimet er så undertrykkende og brutalt som de værste i regionen, så har Gadaffi til en vis grad været i stand til at ”købe” sig til fred og ro, ved at bruge en pæn del af landets olierigdom på en forbedring af levestandarden for befolkningen.

Alligevel har der i de seneste uger også været uroligheder og voldelige sammenstød i hovedstaden Tripoli og endnu mere i den næststørste by Benghazi. 24 skal være blevet dræbt under protesterne i de seneste dage, men kilder blandt de demonstrerende siger, at dødstallet kan vise sig at være meget højere.

Troværdige, uafhængige rapporter om begivenhederne i Libyen findes ikke, men det tyder på, at myndighederne i de seneste dage har slået meget hårdt og brutalt ned på ethvert tilløb til protester. Der meldes om at sikkerhedsstyrkerne har skudt med skarp ammunition ind i demonstrationerne, og at sårede er blevet nægtet adgang til hospitalerne.

Myndighederne har organiseret støtte-demonstrationer til fordel for Muammar Gadaffi, som selv rapporteres kort at have optrådt på en af disse demonstrationer i Tripoli fredag. De statslige medier dækker intensivt disse tilrettelagte demonstrationer, mens de folkelige protester stort set forties, eller tillægges udenlandske agenter og fremmed anti-libysk indflydelse.

Andre lande
Jeg kunne også tage fat på Jordan, Saudiarabien og Syrien, som hver på sin måde har potentialet for protester og krav om mere frihed og demokrati, og ikke mindst om at få udskiftet de regerende familier.

Libanon eksisterer nærmest permanent i et internt opgør, hvor den væbnede Hizbollah-gruppe ikke længere bare er en stat-i-staten, men mere og mere er blevet staten. Ikke ved argumentets vægt, men ved våbenets magt. Hizbollah har langsomt men sikkert truet sig til en reel veto-ret i den libanesiske regering politik.

De moderne, veluddannede, unge libanesere, som i vrede over snigmordet på tidligere premierminister Rafiq Hariri i 2005, ved kæmpemæssige massedemonstrationer i Beirut satte Syrien stolen for døren, og tvang de syriske besættelsesstyrker til at trække sig ud af landet efter næsten 30 år, tændte et håb om at Libanon for en gangs skyld kunne regeres af libanesere for Libanons skyld. Men nu må de være vidner til, at Syriens og Irans indflydelse over libanesisk politik kommer tilbage ind ad bagdøren ved hjælp af Hizbollah.

Disse ting kan sagtens føre til fornyede kampe i landet. Hizbollah, som ellers siger, at deres væbnede milits kun skal bruges imod Israel, har allerede flere gange vendt deres våben imod andre libanesere. Og der er forlydender om, at de andre libanesiske militser, som i modsætning til Hizbollah lod sig afvæbne for at få stoppet borgerkrigen, nu er ved at anskaffe sig våben igen.

Problemerne i Libanon er på den anden side så specielle, at de - selvom de sagtens kan føre til et opgør i den kommende tid - ikke som så mange andre lande i den arabiske verden, har brug for at tage ved lære af Tunesien og Egypten.

Libanon har allerede sin egen opstand. Men af helt egne, helt lokale og helt unikke grunde.

Den arabiske verden er i opbrud. Derom er der ikke nogen tvivl.

At det, der er de regeringskritiske demonstranters mål, er samfund, der er mere frie og demokratiske, er der heller ikke nogen tvivl om.

Er vi heldige, når de deres mål uden al for megen blodsudgydelse. Men det vil nok desværre være naivt at tro, at det vil ske så nemt og smertefrit.

Det er for tidligt at spå, om det er en arabisk oplysningstid, vi er på vej ind i. Men i Europas historie hoppede vi heller ikke fra middelalderen direkte ind i oplysningens tidsalder. Vi skulle først via Reformationen og sidenhen Den franske Revolution. Begge dele meget rodede og blodige. Der er ingen der siger, at arabernes vej vil være den samme som europæernes. Den vil næsten helt sikkert blive helt anderledes. Det samme vil endemålet.

Det vil nok være mere realistisk at forvente, at vejen til arabiske samfund af mere vestligt tilsnit – hvis det er det, araberne ønsker – vil blive lang, besværlig og formentlig også blodig. Og selv da er det langtfra sikkert at de vil nå målet.

Det er nemlig ikke bare de eksisterende herskende klasser der er imod at miste deres magt og privilegier.

Der er også blandt de regeringskritiske demonstranter meget varierende opfattelser af, hvad målet egentlig er, når diktatoren er fjernet og diktaturet faldet. Og selvom netop en sådan debat i sig selv er det, et demokratisk samfund trives på. Så er nogle af de samfundssystemer, som visse dele af de regeringskritiske demonstranter kæmper for, samfund vi i Vesten hverken anser for frie eller demokratiske.

Men hvad end det bliver, så er det de arabiske befolkningers sag. De har altid haft de regimer, de har fortjent. Nu slår de måske i bordet, og tilkæmper sig noget andet. Det må vi andre så bare acceptere og lære at leve med. Til gengæld kan araberne ikke laste resten af verden for, de regimer de har haft, eller dem de nu måtte få.