Skoleopgave:

Om jobbet som journalist i verdens brændpunkter

På opgave på den besatte Vestbred. Foto: Søren Kjeldgaard
På opgave på den besatte Vestbred. Foto: Søren Kjeldgaard

TRANEKÆR (14.03.2011): Det sker tit, at jeg bliver bedt om at hjælpe skole- og gymnasieelever eller seminarie- og universitetsstuderende med deres opgaver. Emnerne er som regel noget, som har med jobbet som korrespondent eller med situationen i Mellemøsten at gøre. Når jeg har tid, forsøger jeg altid at svare. Det har jeg desværre ikke altid.

Jeg gemmer de fleste af mine besvarelser. Planen er, at jeg på et tidspunkt, når jeg får opdateret hjemmesiden, vil offentliggøre nogle af de svar, jeg skriver, så andre elever og studerende kan ”klippe og klistre” fra tidligere spørgsmål og svar.

Jeg var lige kommet ud af Libyen og landet i Danmark, da jeg modtog nedenstående mail fra Caroline.

* * *

Hej Steffen Jensen,

Jeg hedder Caroline og jeg går i 9. klasse på Rygaard Skole i Hellerup. Som afgangsprojekt opgave har jeg valgt at skrive om "Med livet som indsats som journalist", og da jeg har læst meget om dig, og ofte set dig i brændpunkter på fjernsynet, ville jeg være meget taknemmelig, hvis du kunne være mig behjælpelig med at svare på nogle spørgsmål (gerne i denne uge, da jeg har deadline for opgaven på fredag den 18. marts).

Jeg ved du sikkert har meget travl, men måske du kan kaste et blik på mine spørgsmål og svarer mig på mail. Alternativt vil jeg også ringe til dig, hvis vi kan aftale et tidspunkt. Idet jeg håber du vil hjælpe mig med at bidrage til min opgave, takker jeg for din opmærksomhed.
 
Hermed mine spørgsmål, som jeg håber, du kan hjælpe mig med:

• Hvad får en journalist til at sætte sit liv på spil for at bringe information ud i omverdenen?
• Hvordan påvirker jobbet som journalist privatlivet? Er det ikke svært at leve et almindeligt familieliv, når man ofte befinder sig i brændpunkterne?
• Tænker man ikke ofte på risikoen, når man rejser ud?
• Har du som journalist nogensinde sagt nej til en opgave p.g.a. faren eller frygten for konsekvenserne?
• Frygter man for sit liv? Tænker på dem, der har mistet livet?
• Glemmer man frygten for de farer, der kan opstår eller hvordan tackler man det?
• Kan man som journalist medvirke til at ændre forholdene i det pågældende land?
• Har man som journalist et netværk til at hjælpe en? Og hvordan finder man dem, man kan stole på, når man befinder sig i et brændpunkt?
• I mange lande er der ikke ytringsfrihed, hvordan kan man så som journalist arbejde?
• Har du nogensinde som journalist taget imod økonomisk støtte fra andre end din arbejdsgiver, som f.eks. IMS, for økonomisk at få mulighed at få ”grave” i en bestemt sag som du syntes var nødvendig?

Med venlig hilsen,

Caroline 

 
 
Når det bliver virkelig farligt, tænker man først over det lang tid bagefter.


* * *

Kære Caroline,

Tak for dine fornuftige og meget gennemtænkte spørgsmål.

Jeg er lige landet i Danmark efter mere end to uger i Libyen (og i virkeligheden efter mere end 2½ måned i forskellige arabiske revolutioner rundt om), så jeg er afsindig træt. Derfor får du blot nogle ret korte svar. Beklager. Men det er det bedste, jeg kan klare lige nu og her, men jeg kan forstå, at du har travlt. Derfor!

 


Hvad får en journalist til at sætte sit liv på spil for at bringe information ud i omverdenen?

Det er sjældent, at jeg på forhånd ved, at en opgave er så farlig, at jeg reelt sætter livet på spil. Det opdager jeg som oftest først, når jeg allerede er midt i det.

Hvis vi bare tager min allersidste opgave i Libyen, så var det naturligvis klart, at det kunne være farligt. Derfor kørte jeg kun ind over grænsen sammen med en lille gruppe andre journalister, da grænsevagterne var flygtet. Målet var i første omgang blot at se, hvor langt vi kunne komme ind, inden vi mødte modstand, og så køre ud igen. Undervejs kunne vi så interviewe libyere, og på den måde kunne vi i det mindste komme en lille smule tættere på begivenhederne.

Da det så viste sig, at vi kunne komme ret langt ind i Libyen, så gjorde vi det. Og blev der. Men først da det blev klart, at det var muligt. Hele tiden forsøger jeg at nærme mig de nye situationer meget, meget varsomt, indtil jeg føler, at jeg kan overskue den situation, jeg befinder mig i. Det kan godt være, at jeg snyder mig selv (det håber jeg dog ikke). Men i hvert fald forsøger jeg at passe på. (Det glemte jeg lidt en dag under den egyptiske opstand, og jeg løb hovedkulds og uden at tænke ind midt i en gruppe Mubarak-tilhængere, som bankede mig med knytnæver og køller. Så husker man lidt på det at være varsom igen.)

Efter at have været ude af Libyen et par dage vendte vi tilbage igen, og anden gang begav vi os mange gange ned til fronten, hvor der klart nok er en større risiko. Det er ofte det dilemma, man befinder sig i, når man laver TV. Jeg kan ikke som en avis-journalist bare beskrive kampene ved at tale med folk, der har været ude ved fronten. Jeg skal have billeder, der viser krigen. Derfor er jeg selv og min kameramand nødt til at komme tæt på. Ofte meget tæt på. Den sunde fornuft siger naturligvis, at når noget er farligt, så skal man holde sig på meget stor afstand af det. Det er den modsætning, jeg skal forsøge at balancere. Jeg har en eller anden tro på, at man, hvis man har erfaringer og bruger sin sunde fornuft, kan begrænse risikoen betydelig. Måske tager jeg fejl. Ofte viser det sig så, at jeg er tættere på, end jeg kan lide. Det opdager jeg så mest, når det er for sent. Pludselig begynder bomberne at falde, men på det tidspunkt ER man midt i balladen, så pumper adrenalinen rundt i kroppen, og så forsøger man bare at få filmet så meget som muligt, og derefter redde sig selv ud.

For at kunne berette, hvad der sker, er man på TV nødt til at kunne vise det. Derfor skal man tæt på. Men det er naturligvis aldrig værd at dø eller blive lemlæstet for at få historien ud. Så det er den umulige balance, vi hele tiden er nødt til at forsøge at holde.

 
 
En del af familien og venner til middag i Jerusalem... for lang tid siden. Foto: Søren Kjeldgaard

Hvordan påvirker jobbet som journalist privatlivet? Er det ikke svært at leve et almindeligt familieliv, når man ofte befinder sig  i brændpunkterne?

Det kan ofte være meget svært. I denne omgang rejste jeg for eksempel til Haiti den 8. januar. Fra Haiti rejste jeg direkte videre til Tunesien. Herfra videre til Egypten. Så var jeg hjemme i Jerusalem hos familien i tre dage, hvorefter jeg blev sendt tilbage til Egypten igen. Så videre til Bahrain, og derfra til Libyen i to omgange. Nu er jeg lige kommet til Danmark, og hvis det går efter planen, kommer min kone herop i løbet af ugen, inden jeg bliver sendt ud igen. Så siden begyndelsen af januar har jeg indtil nu kun haft tre dage sammen med familien. Det er naturligvis et problem. Men jeg er en af de heldige udenrigskorrespondenter, der har en meget stærk og hårdfør familie, der accepterer, at det er betingelserne. Det er en Guds gave. Uden dem, ville jeg slet ikke kunne klare det job, jeg har. Til gengæld er der jo også lange perioder, hvor der ikke sker så meget, og hvor jeg så til gengæld kan være hjemme hos min familie døgnet rundt i ugevis. Og i andre perioder foregår de historier, jeg dækker, i Israel-Palæstinaområdet, hvor vi jo bor, så da kan jeg være hjemme næsten hver aften.

Men den her slags arbejde har helt klart et høj pris i forhold til familien og privatlivet. Det kan jeg jo se, på det store flertal af mine kolleger ikke har kunnet få det til at fungere og er blevet skilt. Det er jeg heldigvis ikke. Og nu har vi været i stand til at få tingene til at balancere i 25 år, selvom vi naturligvis ikke altid har været tilfredse med forholdene, men jeg håber, at det fortsat lykkes at holde sammen på tingene, indtil jeg en dag går på pension. Under alle omstændigheder mener jeg, at den eneste grund til at jeg kan lave den slags journalistik, som jeg gør, er fordi min familie er så hårdfør, som den er, støtter mig og giver mig den balance i tilværelsen og perspektiv på livet, som både giver mig styrke til at klare det, men det giver også en dybde til min journalistik, som gør den værd for andre mennesker at følge med i, mener jeg.

 
 
Dem, der laver oprør imod undertrykkerne, vil som regel gerne have, at vi rapporterer om deres kamp.

Tænker man ikke ofte på risikoen når man rejser ud?

Jeg er ofte - eller rettere næsten altid - bange, når jeg rejser ud til konflikt-zoner, hvor det er åbenbart, at der er farer og krigshandlinger involveret, hvis det er det, du mener med dit spørgsmål. Jeg vender og drejer risiciene inde i hovedet. Taler på forhånd med kolleger og andre, som har været inde i eller fortsat er inde i området. Jeg ringer til diplomater, forretningsfolk, gamle kontakter og så videre. Alt sammen for at kunne lave en risikovurdering. For at fornemme, hvad det er, jeg er på vej ud i.

Så jo. Man tænker på risikoen. Men det er en del af jobbet. Og man bruger det til at få en realistisk fornemmelse af, hvor farligt det er, det man er på vej ud i.

Har Du som journalist nogensinde sagt nej til en opgave p.g.a. faren eller frygten for konsekvenserne?

Efter i sin tid at have dækket krigen i Irak i et par år, hvor jeg havde været inde i det kaotiske, krigshærgede land en 20-25 gange, måtte jeg bede TV2 om at få en pause.

Sagen er, at når man er bange, så tærer det utrolig meget på psyken, og man bliver meget, meget træt. Selvom man, når man kommer ud, sover i nogle dage, så er man stadigvæk træt indeni. Jeg var ofte så ødelagt af et par uger inde i Irak, at det tog hele min friperiode at komme på benene igen. Og når jeg endelig var klar, skulle jeg tilbage ind i Irak igen.

Det var næsten værre for min familie, end det var for mig selv. For selv når jeg var hjemme, så var jeg der i virkeligheden ikke alligevel. Den pris var for høj. Heldigvis har jeg en god arbejdsplads og nogle forstående chefer. Så fik jeg nogle års pause med Irak, og det var godt og nødvendigt.

 
 
Hver dag sine oprør.

Frygter man for sit liv? Tænker på dem, der har mistet livet?

Nogle gange frygter man helt klart for sit liv. I særdeleshed når man mister nogle af sine venner. Eller når man er tæt på meget farlige situationer, hvor folk bliver dræbt og såret i nærheden af en, og man føler, at det er lidt af et lykketræf, at man selv overlevede. (Læs evt. kapitlerne om dette i min bog: "Rapport fra en ørkenspejling".)

Jeg tror, at alle vi, der arbejder med den her slags ting, tænker meget på de venner, vi har mistet undervejs, jeg gør i hvert fald, men vi taler ikke så meget om det. Formentlig fordi det ikke hjælper noget. Og de fleste af os mødes kun, når vi igen er ude for at dække en ny situation af samme slags, og på det tidspunkt er der ikke nogen af os, der har brug for at tale om dem, der tidligere blev dræbt. I de situationer har vi mere brug for at tro på, at intet kan gå galt. Så det er mest den nye opgave, man fokuserer på.

Men ind imellem, når man under fredelige, sikre omstændigheder mødes med kolleger, som man har været i krig med, så taler man om de døde venner, eller dem der blev lemlæstet. Men det sker mest på de forkerte tidspunkter, når man har fået noget at drikke og mindes ”gamle dage”. Men det viser sikkert, at mange af os i virkeligheden har brug for at tale om det, kun kan gøre det med hinanden, men ikke kan finde de rigtige situationer til at gøre det i. Jeg tror, at vi alle sammen er mere bange, end vi vil indrømme.

 
 
Dramatiske måneder i en arabisk verden i bevægelse.

Glemmer man frygten for de fare der kan opstår eller hvordan tackler man det?

Lidt af svaret har jeg lige skrevet ovenfor.

Frygten mærker man mest, når man venter på, at farerne skal vise sig. Når man er på vej ud til en front, man ikke kender. Eller man sidder og venter på, at helvedet skal bryde løs, og man ikke rigtig ved, hvad der vil ske. Når det pludselig sker, og det er farligt, så har man som oftest så travlt med at filme og overleve, at der ikke rigtig er tid til at tænke over frygten.

Tankerne og farerne begynder man først rigtig at gruble over bagefter. Så kan det godt være, at man indser, at det var for farligt, det man lige var ude i, og at det skal man ikke ud i igen. Men da man jo lige har overlevet, så overdøves frygten ofte af glæden og lettelsen over at det gik godt. Det er lidt at løbe fra de ubehagelige tanker, og det er sikkert også lidt af en overlevelsesmekanisme.

Kan man som journalist medvirke til at ændre forholdene i det pågældende land?

Det drømmer vi jo alle sammen om, at vi kan. Men helt ærligt, så tror jeg det ikke. Jeg kan ikke se, at det at vi i årtier har berettet om alt det forfærdelige, der hele tiden sker, har forebygget, at det onde gentager sig. Desværre. Men vi bliver vel nødt til at tro på, at vi gør en forskel.

Jeg tror, at uanset om vi gør en forskel eller ej, så bliver vi nødt til at fortsætte med at berette om alt det der sker - uanset om det er behageligt eller ej - sådan at folk derhjemme ikke bagefter, når tingene kommer frem i historiebøgerne eller andet, skal kunne komme og sige, at de ikke vidste noget om alt det, der skete. Komme og sige, at "havde vi blot vidst det den gang, så..."

Alt vi som journalister kan gøre, er at rapportere, fortælle, vise frem, holde tingene op foran ansigtet på vore læsere, lyttere eller seere, så de ikke kan lukke øjnene for det, der sker, og så håbe, at det betyder noget for dem. At de på den måde er mere velinformerede, når de går til Folketingsvalg eller på anden måde deltager i de demokratiske processer og beslutninger.

Hvilken konklusion folk drager, har vi som journalister ikke nogen indflydelse på. Men vi kan forhåbentlig bidrage lidt til, at beslutningen - hvad end den bliver - i det mindste bliver taget på et lidt mere velinformeret grundlag, end den ellers ville... håber jeg i hvert fald. Ellers er mit job helt omsonst.

Derfor kan det være ubegribeligt frustrerende, når en redaktør hjemmefra ringer og siger: "De billeder, du lige har sendt hjem er for ubehagelige, dem kan vi da ikke vise, når folk i Danmark sidder og drikker aftenkaffe!"

Så bliver man virkelig vred. I særdeleshed hvis det er virkeligheden, man viser. Og det er den virkelighed, der afgør, hvordan parterne i konflikten vil optræde den næste dag. Men af hensyn til danskernes aftenkaffe, kan vi ikke vise det. Og derfor forstår danskerne heller ikke vreden og raseriet i krigszonen den næste dag, når vi så viser den.

I sådanne situationer kunne man godt tænke sig at sende et par redaktører langt, langt ud til fronten, så de selv kan se, hvad det er, der foregår. Og så de i det mindste kan fatte, at deres job er respekt for virkeligheden og ikke for harmonien og den gode stemning omkring det danske kaffebord.

 
 
Noha, vores stringer i Egypten, interviewer her sammen med mig en islamisk fundamentalist, der har trænet Osama Bin Laden.

Har man som journalist et netværk til at hjælpe en? Og hvordan finder man dem, man kan stole på, når man befinder sig i et brændpunkt?

Vi har nogle hjælpere, som vi kalder "fixere" eller "stringere".

Det er lokale i de lande rundt om, vi arbejder i, som hjælper os, og som begynder at arrangere tingene for os, allerede inden vi ankommer. På vi på den måde er mere effektive, når vi når frem. Nogle gange er en fixer blot chauffør og oversætter. Andre gange så fungerer fixeren næsten i en stedfortrædende rolle, og laver ligefrem noget af journalistens arbejde. En sådan person kalder vi for en stringer.

Desuden har jeg, som har arbejdet i Mellemøsten i over 30 år, masser af kilder, kontakter, gamle venner og bekendt alle vegne. Dem ringer jeg altid til, mødes med, spiser frokoster med og så videre. Det er lidt idéen med en korrespondent. At han/hun vokser lidt sammen med området og dets folk, kulturer, traditioner, religioner og så videre. Målet er, at man på den måde får mulighed for at forstå området indefra, samtidig med at man stadigvæk er dansk, og kan forklare og fortælle om stedet og begivenhederne, så danskerne på deres egne betingelser forstår, hvad det er, der foregår.

Det kan være svært, at finde gode fixere/stringer i nye lande. Nogle gange kan man overtage kontakter fra gode kolleger. Ellers kan man søge at finde lokale journalister fra oppositionsmedier eller menneskerettighedsorganisationer, som er interesseret i at hjælpe. Man kan bruge studerende, som læser journalistik, statskundskab, engelsk eller lignende. Men generelt vil jeg sige, at man ofte må skifte sine hjælpere ud, indtil man finder nogen, man stoler på, og som har det talent og den energi, der er nødvendig. Finder man dem endelig, så skal man holde fast på dem. Nogle af mine fixere/stringere rundt om i den arabiske verden har jeg arbejdet sammen med i 15-20 år. Og mange af mine faste kilder, kontakter og venner i landene har jeg haft lige så længe. Det hjælper.

 
 
Myndighederne i politistater vil ofte ikke have, at man rapporterer om begivenhederne.

I mange lande er der ikke ytringsfrihed, hvordan kan man så som journalist arbejde?

For det første betyder manglen på ytringsfrihed, at man ikke kan stole på den lokale presse. Det betyder ikke, at man ikke kan bruge pressen til noget som helst. For selv løgnen er en del af virkeligheden. Den fortæller ofte meget mere om virkeligheden, end magthaverne tror. Blot ikke det, de ønsker. Alt fortæller noget. Selv hvis nogen ikke vil tale med dig, fortæller det en lille bid af sandheden og bidrager til din historie.

Taler vi om et ultra-undertrykkende diktatur og politistater, så må man tage nogle udvidede hensyn til de folk, man faktisk taler med, for at beskytte dem. En ting er, at man nogle gange ikke bruger deres rigtige navne. Andre gange heller ikke deres ansigter eller stemmer. Måske kan man kun henvise til, at man har talt med nogle folk, som siger at... uden hverken at vise dem eller høre deres stemme.

En anden ting er, at man i nogle lande bliver skygget af sikkerhedstjenesten. Derfor skal man enten sikre, at man har rystet forfølgeren af, inden man når frem til sin kilde, eller man bliver nødt til at besøge og tale med et hav af andre mennesker, som man til slut slet ikke bruger, blot for at sløre, hvem det er, man har sine informationer fra. I politistater uden ytringsfrihed kan det tage uendelig lang tid at lave noget, der i andre samfund bare er små, ligegyldige rutineopgaver. Men hele denne komplicerede proces, for at fremskaffe selv de mest ordinære oplysninger, kan man også bare bruge og gøre til en del af sin historie. For disse besværligheder fortæller jo en masse om samfundet.

Så selv når myndighederne forsøger at stoppe os fra at kunne rapportere, fortæller de os jo massevis om, hvem de selv er, og hvad de er. Og det skal berettes og offentliggøres.

 
 
Her må der heller ikke filmes. Præcis derfor MÅ vi forsøge at gøre det.

Har du nogensinde som journalist taget imod økonomisk støtte fra andre end din arbejdsgiver, som f.eks. IMS, for økonomisk at få mulighed at få ”grave” i en bestemt sag, som du syntes var nødvendig?

Nej. Det har jeg ikke.

I mine helt unge dage, sad jeg i en kort periode Amnesty International's redaktionsgruppe, som redigerede organisationens magasiner, og jeg var også aktiv i Greenpeace, hvor jeg hjalp med til at gøre aktionerne så spektakulære og interessante for pressen som muligt. Men det er det hele.

Siden jeg begyndte at dække Mellemøsten, har jeg aldrig modtaget en krone fra nogen, der ikke var min arbejdsgiver. Heller ikke IMS (International Media Support), nødhjælpsorganisationer, regeringer eller andet. Jeg har dog en enkelt gang for mange år siden været på en reportagerejse til Afghanistan, hvor vi var inviteret af myndighederne. Vi betalte dog selv for alt. Og vi lavede de historier, vi selv ønskede at lave. Vi udvandrede endog fra et interview med den daværende præsident Najibullah, fordi myndighederne ikke overholdt vores aftale. Det var en stor fryd, fordi nogen af embedsmændene, som hele tiden gjorde livet besværligt for os, fik ørerne i maskinen, da vi ikke gad høre på deres præsident.

Men jeg har aldrig modtaget økonomisk støtte fra nogen.
 
* * *

Jeg håber, at du kan bruge ovenstående. Jeg har ikke haft tid til at læse korrektur på det, så der kan både være slåfejl, stavefejl og forkert tegnsætning (og måske dårligt gennemtænkte overvejelser?!?). Det må du lige selv lige rette op på.

Jeg vil være dig taknemmelig, om du vil sende mig en kopi af din endelige opgave. Og så lige en lille oplysning. Jeg har en hjemmeside, hvor jeg planlægger at lave et afsnit med svar, jeg igennem tiderne har givet til elever og studerende som dig. Blot så andre også kan få gavn af svarene. Det håber jeg, er OK. Jeg vil naturligvis ikke oplyse dine private data, blot dit fornavn, aldersgruppe og skole, hvis det er OK med dig. Hvis det ikke er, så send mig venligst en mail om det. Så offentliggør jeg svaret helt uden oplysninger.

De bedste hilsner og held og lykke,

Steffen

 
Tilføj kommentar
 
 
2 Kommentarer: