Ajdabiya i Libyen:

Bliver det Gadaffi's Waterloo?

Ajdabiya har allerede skiftet hænder flere gange i denne borgerkrig.
Ajdabiya har allerede skiftet hænder flere gange i denne borgerkrig.

AJDABIYA (31.03.2011): For en måneds tid siden havde jeg aldrig hørt om Ajdabiya. Det var der heller ikke ret mange andre udenfor Libyen, der havde. Siden er byens navn blevet verdenskendt, fordi det er i TV-nyhederne hver anden dag.

Ajdabiya's ”claim to fame” er, at fronten i den libyske borgerkrig har rullet frem og tilbage over denne by et par gange, ellers er der tale om en almindelig, ret kedelig, ordinær libysk by på 140.000 indbyggere, omkring 160 kilometer syd for oprørernes hovedstad Benghazi.

Eller jeg skulle måske snarere sige, at Ajdabiya normalt har 140.000 indbyggere. Nu ligner den nærmest en spøgelsesby. At køre rundt i de mennesketomme, støvede gader, hvor papkasser og plastikposer flyver rundt i vinden, er som at befinde sig i en apokalyptisk science fiction film, hvor man er et af de sidste overlevende mennesker på jorden efter et stort atomudslip eller lignende.

Her og der støder man ind i andre ”overlevende” – for at blive i fiktionen eller tilbage til virkeligheden – i borgere, som endnu ikke er flygtet, men er ved at pakke. De fleste af de biler, man ser på gaderne er enten tungt læssede privatbiler med madrasser og flyttekasser på taget og hele familien indeni på vej mod nord – mod Benghazi eller Tobruk, eller pickup trucks med maskingeværer på ladet og oprører på vej i modsatte retning sydover mod fronten.

 
 
Ajdabiya er næsten en totalt affolket spøgelsesby.

”Mange mennesker flygter i disse dage fra Ajdabiya. Andre er endnu ikke kommet tilbage fra sidste gang, de flygtede. Derfor er byen næsten tom lige nu”, fortæller Faraj Omar, en lille, trind, venlig mand der har rang af løjtnant i oprørshæren, og som vi møder midt i det kaos i byens vestlige udkant, som måske snart skal udgøre byens forsvarslinje. Om han er rigtig løjtnant og har en egentlig militærkarriere bag sig, får jeg desværre ikke spurgt ham om.

Inde i selve byen møder vi den lokale forretningsmand, Omar Khatab, som er ved at proviantere hos en af de sidste købmandsbutikker, der stadigvæk har åbent. Han bliver selv i byen for at beskytte sin forretning, men kone og børn er sendt op til familie i Benghazi.

”Alle kvinder, børn og gamle er blevet evakueret fra byen for at beskytte dem”, siger han. Men vi andre, mændene, vi er mojahedin’er – frihedskæmpere. Vi bliver tilbage for at forsvare vores ejendom, byen og Libyens fremtid.”

”Naturligvis er jeg en smule bekymret. Det er alle her”, indrømmer Omar Khatab, ”men med Guds hjælp vil vi være i stand til at yde tilstrækkelig modstand og sikre byen. Det vil være bedst, om vi kan slå Gadaffis styrker tilbage. Allerbedst naturligvis om de slet ikke når frem til Ajdabiya, men bliver slået langt inden”, siger han.

De oprører, vi ude på landevejen ser suse sydpå mod Brega i deres bevæbnede pickups behøver formentlig snart ikke køre så langt, for mange frygter at fronten er på vej mod Ajdabiya. Lykkes det ikke oprørerne at holde fast i Brega 80 km længere sydpå, står Gadaffis styrker udenfor Ajdabiya i løbet af en dags tid.

 
 
Mujahedinerne er mere optaget af gensynsglæde end at forberede det kommende forsvar af Ajdabiya.

I byens vestlige udkant. Ved hovedvejen mod Brega, Ras Lanuf og Bin Jawad er en mindre oprørshær langsomt ved at samle sig. Mange har sovet i området i nat, og var det ikke for de mange våben og ammunitionskasser, ligner området en meget rodet og uorganiseret spejderlejr eller Thy-lejr lige inden alle rejser hjem.

Bin Jawad og Ras Lanuf er allerede faldet til Gadaffi, mens oprørerne stadigvæk holder fast i Brega… om end kun med skindet fra deres negle. Men de holder den fortsat mest fordi regeringshæren endnu ikke for alvor har sat en offensiv ind imod den. Når det sker, forventer alle, at Brega også falder ret hurtigt, med mindre den NATO-ledede koalition begynder at bombe de Gadaffi-loyale styrker.

Men selvom oprørerne i Ajdabiyas udkant forventer, at området her snart bliver en ny frontlinje, har de øjensynligt hverken travlt med at grave sig ned i defensive positioner, eller med at forberede positioner ude i ørkenen, som kan skjule enheder og bruges til at lave bagholdsangreb på de kampvogne og pansrede mandskabsvogne som formentlig vil udgøre spydspidsen af regeringshærens offensiv, og det bør vel egentlig være bekymrende.

De oprørskrigere, der har samlet sig herude, har travlt med at hilse på hinanden, fortælle heroiske krigshistorier, sove på medbragte madrasser eller bede til Allah. At forberede det forestående slag synes ikke at stå særlig højt på dagsordenen for ret mange af dem.

Enkelte er ved at sætte patroner i magasinerne til deres AK-47’ere, rense deres våben eller gå deres udstyr efter. Men der er mere gøgl og folkefest over stemningen end en egentlig bekymret, effektiv, hektisk aktivitet, som jeg ville have forventet af en militært underlegen styrke, som måske ret står overfor et afgørende slag.

Løjtnanten, der har kommandoen ved indfaldsvejen, indrømmer, at hans folk næppe kan stoppe de langt mere veltrænede og bedre udrustede regeringsstyrker, hvis de virkelig når tilbage op til Ajdabiya, men han sætter sin lid til at den NATO-ledede koalition endnu en gang vil bombe Gadaffis hær.

”Hvis koalitionen går til at angribe Gadaffi-styrkerne, vil det virkelig være godt for os”, siger løjtnant Faraj Omar. ”Vi har jo ikke lige så gode våben som Gadaffis hær. Jeg hører, at koalitionen i aftes angreb Gadaffis styrker, men det var ikke effektivt nok, for de rykker stadigvæk frem, og vi trækker os tilbage.”

Set med de libyske oprøreres øjne Ajdabiya ganske ikke falde. For gør den det, er der ikke længere noget tilbage til at stoppe Gadaffis regeringshær fra at nå helt frem til oprørernes hovedstad Benghazi.

Omvendt kan endnu et nederlag for regeringshæren, også selvom det er hjulpet på vej af luftbombardementer fra den internationale koalitions side, ovenpå den masseafhopning der i øjeblikket er i gang af fremtrædende topfolk fra Gadaffi-regimet med udenrigsminister Moussa Koussa i spidsen, også godt være det, der ændre krigslykken. For begynder soldater og officerer i Gadaffis hær at fornemme, at de aldrig vil nå Benghazi, ligegyldigt hvor meget de kæmper, fordi koalitionen ganske enkelt ikke vil tillade det. Og begynder de samtidig af føle, at lederne af det regime, de kæmper for, er i gang med at redde sig selv, og lade dem i stikken, så kan mange af dem måske lige pludselig begynde at nedlægge våbnene eller direkte hoppe over til oprørerne.

 
 
De libyske oprøreres kampgejst er langt større end deres militære kunnen.

Slaget om Ajdabiya, hvis det kommer, kan godt blive det, der afgør om det brister eller bærer både for oprørerne og for Gadaffi-loyalisterne, og dermed kan denne lidt kedelige by, som ingen for kort tid siden havde hørt om, lige pludselig gå hen og blive ganske berømt.

En anden by lidt længere inde i den oprørskontrollerede del af Libyen var også totalt ukendt i den større verden. Men så tilføjede general Erwin Rommels tyske Afrika Korps i juni 1942 de allierede et sviende nederlag i den, og Tobruk skrev sig ind i verdenshistorien.

Senere samme år gentog historien sig. Denne gang ovre på den egyptiske side af samme ørken. Men denne gang var det den britiske Field Marshal Bernard Montgommery der knuste Rommels styrker i et af historiens største kampvognsslag, som gjorde den ellers ukendte by El Alamain verdenskendt.

Indtil videre er det kampene mellem de libyske oprørsstyrker og oberst Gadaffis regeringsstyrker, der har bragt Ajdabiya i de internationale medier. Hvem ved? Måske bliver Ajdabiya Gadaffis Waterloo (en anden ukendt by, som et drabeligt militært slag skaffede ind i historiebøgerne). Sker det, vil ethvert skolebarn i fremtiden vide, hvor Ajdabiya ligger.

 
Tilføj kommentar
 
 
1 Kommentarer: