I Jesu' fodspor - dengang og nu:

Med korset ad Via Dolorosa

Gravkirken i Jerusalem: Det helligste sted i kristendommen. Her ligger både Golgatha og Jesu' grav.
Gravkirken i Jerusalem: Det helligste sted i kristendommen. Her ligger både Golgatha og Jesu' grav.

JERUSALEM (18.04.2011): ”For the sake of his sorrowful passion! For the sake of his sorrowful passion!” Ordene gentages gang på gang med en alvorsfuld mine, mens den amerikanske pilgrim retter på det store trækors, som skærer ham ind i skulderen, og slæber det videre hen ad brostenene. Amerikaneren er præst, og med ham er en del af hans menighed. Lidt nede ad den smalle gade får en anden lov til at bære trækorset.

Gadens navn er ”Via Dolorosa” – ”Lidelsens Vej” i Jerusalems Gamle Bydel. Den samme vej som Jesus for 2000 år siden angiveligt selv skulle være gået på sin sidste skæbnesvangre vandring fra domfældelsen i den romerske Antoniafæstning lige udenfor Tempelpladsen til bakkerne udenfor bymuren, hvor romernes titusindvis af henrettelser af jøder – kriminelle, ballademagere, oprørere og formentlig også en masse uskyldige – foregik.

 
 
Kristne pilgrimme går med korset ad Via Dolorosa.

Det her er en alvorlig sag. At gå med korset ad samme rute som Jesus selv gjorde. Tættere kommer disse troende kristne pilgrimme næppe nogensinde deres frelser… i fysisk forstand i hvert fald.

Efter amerikanerne kommer en gruppe russere. De er endnu mere alvorlige. Mange af dem har fået lavet korsene specielt, så de kan skilles ad og tages med hjem efter pilgrimsfærden. På selve korset er små stakke af mindre kors tapet fast, så de også kommer med på Jesus lidelsesfærd. Det giver den en særlig betydning, når korsene senere ender i små, fattige landsbykirker i det sydrussiske steppeland – de har været med på Jesu’ lidelsesvandring.

Det her er ikke en hyggelig familiefest, hvor man i samtalekøkkenet med børnene maler kulørte påskeæg, sætter gule påskeliljer i vindueskarmen og inviterer til påskefrokost med påskebryg, eller falder for reklamer i ugeavisen, blot fordi der er fotos af søde, små nuttede, dunede påskekyllinger.

Hernede i Det hellige Land er den kristne påske en langt mere konkret ting. Eller konkret er måske et dårligt udtryk, når det, det handler om, er tro. For hvor megen virkelighed, der kan være i det, er stadigvæk et åbent spørgsmål.

Det, vi her formentlig har med at gøre, er en årtusind gammel romersk dødsdom og henrettelse af en jødisk oprører - en oprører som måske også var en vækkelsesprædikant og jødisk rabbiner.

Hans tilhængere, som også var jøder, troede, at han var den Messias, som de og alle andre jøder ventede på. Og her skal det nok lige understreges, at den Messias-figur er en ganske anden, end den Kristus, som den kristne kirke langt senere begynder at udvikle. Jesus’ jødiske tilhængere kan se, at han ikke levede op til de Messias-profetier, som jøderne opfattede dem, så da jobbet på den måde endnu ikke var gjort, begyndte nogen af dem at udvikle ideen om, at han slet ikke var død. Eller måske var vågnet op igen. Senere blev han hentet op til himlen, og det var nu kun et spørgsmål om ganske kort tid, inden han ville vende tilbage og gøre Messias-projektet færdigt.

 
 
Lavstammet, mørklødet med sort krøllet hår. Jesus, som han måske har set ud, rekonstrueret af en af politiets kriminaltekniske eksperter.

Der har været mange af sådanne Messias-begivenheder igennem jødedommens historie. Jøder vil selv kalde dem for "falske Messias'er". Fra Bar Kochba på Jesu'tid, over Shabbatai Tzvi i middelalderen til nutidens rabbi Menachem Mendel Shneerson, der i en menneskealder ledede den såkaldte chassidiske Lubavitch-sekt. Han var, troede hans tilhængere, den rigtige Messias, og det forsøgte de at overbevise alle andre jøder om. Men så døde rabbineren af alderdom for 17 år siden. Også inden de messianske profetier var gået i opfyldelse. Så et eller andet var der galt. En stor del af hans tilhængere nægter den dag i dag at anerkende, at han er død, eller at han måske ikke var Messias. Når de holder store bryllupper eller andre fester med mange mennesker, så er ”Rebben”, som han kaldes, stadigvæk iblandt dem, og man kan se, at de gør plads for ham, når han bevæger sig ned gennem menneskemængden. Et tomrum bevæger sig frem igennem masserne. De troende siger, at de kan se ham. Andre kan ikke. En ren genopstandelse.

Som tiden går, og dem, der selv kendte Jesus, døde, udvikler gruppen af jødiske Jesus-tilhængere – nazaræerne – sig til en separat religion. I den proces, som tager århundreder, bliver Jesus mindre og mindre den fattige, oprørske, jødiske tømrer fra det nordlige Israel, og i stedet skabes en mere og mere adelig, ophøjet, blond, blåøjet, europæisk, kristen frelserfigur.

Men religionshistorikere og bibelforskere gør i disse år et stort arbejde, for igen at finde frem til den såkaldte ”historiske Jesus”, den person der sikkert med mørke øjne og krøllet sort hår i sandaler faktisk trådte på de blankslidte stenkvadre på Via Dolorosa for et par årtusinder siden.

 
 
Høj, blond, blåøjet, salvelsesfuld og royal Jesus, som den kristne kirke udviklede ham. Fjernt fra den fattige, oprørske, jødiske tømrer fra Galilæa.

Men det er en helt anden historie.

Påsken i Jerusalem er konkret på den måde, at den er en alvorlig gennemgang af en lang række meget konkrete religiøse ritualer og symboler, ceremonier ved hellige steder og –sten og på mange måder religiøse udtryk, som både vil overraske mange danske kristne og opleves som meget fremmede af dem.

Det handler om liv og død, om had og kærlighed, om fortabelse og frelse.

På vejen gennem Via Dolorosa gør de kristne pilgrimme holdt ved en række stationer. En er der hvor Jesus fik tornekronen sat på hovedet, en anden hvor han fik korset udleveret, hvor han snublede, hvor Veronica tørrede hans pande og så videre. Hvert sted læser en præst op fra bibelen og den lille gruppe omkring ham sænker hovedet i bøn. Så videre til næste station. Samtidig ankommer en ny gruppe, præsten læser højt og der bedes. Via Dolorosa er en lang, endeløs række af kristne processioner med kors, præster, munke, nonner og pilgrimme. Det hele blandet sammen med Den gamle Bydels faste beboere – muslimer, jøder og kristne, handlende, bazaarkøbmænd, turister, politifolk og soldater og mange, mange flere, trængt sammen i én skøn, kaotisk forvirring i den gamle middelalderlige bydels smalle, trange stræder og gyder.

 
 
Jesus fik sat en tornekrone på hovedet. Det sted markeres i dag som en af Via Dolorosas stationer.

Hele dette kaos, der er herinde i Den gamle Bydel, med vreden og spændingerne, som nu er imellem palæstinenserne og israelerne, og de politifolk og soldater, som er udkommanderet for at sikre ro og orden… alt det er formentlig meget tæt på den stemning, der også fandtes på Jesu’ tid. Dengang skyldtes frygten, at en opstand hele tiden kunne bryde ud på grund af spændingerne mellem jøderne og den romerske besættelsesstyrke.

Oveni det var det samtidig den jødiske Pesach-fest (Passover), som også var en valfartsfest, hvor jøder fra hele landet kom til Templet i Jerusalem for at ofre en del af afgrøderne til Gud. Det var også derfor Jesus og hans tilhængere var kommet til byen. Derfor var Jerusalem endnu mere eksplosiv end normalt.

Sådan er det også i dag. Her til aften starter Pesach/Passover, hvor jøder fejrer udfrielsen fra slaveriet i Egypten, og i en uge fremover spiser jøder ikke noget syrnet. Brød er skiftet ud med flade, knækbrødslignende Matzebrød.

I aften indledes Pesach med det traditionelle Seder-måltid, hvor man går igennem en lang række ritualer og symboler, som alle har med slaveriet i Egypten og udfrielsen fra det at gøre. Blandt andet hældes vinen op, velsignes og kruset sendes rundt og drikkes i fællesskab. Matzen brydes, velsignes og deles ud blandt måltidets deltagere. Det gjorde Jesus også på denne aften. Det er det, der senere i kristen tradition har udviklet sig til Den sidste Nadver. Men oprindeligt var det et jødisk Seder-måltid.

 
 
Jesus kunne ikke bare dø og blive begravet. Messias-projektet var ikke færdigt. Derfor måtte han genopstå og en dag vende tilbage.

Den øverste romerske øvrighedsperson i Judæa på Jesu tid var en præfekt. På det her tidspunkt hed han Pontius Pilatus – vi kender ham også fra Det nye Testamente. Op til Pesach-festen forlod han Caesarea nede ved kysten, hvor han ellers boede, og drog op til Jerusalem, for selv at kunne tage kontrol med den anspændte situation, hvis den skulle løbe løbsk.

Men Pontius Pilatus hadede det. Han hadede Jerusalem – denne fanatiske højtrykskoger med alle disse galninge, der kun gjorde hans liv endnu mere surt. Hvorfor kunne disse jøder ikke bare regere sig selv under romersk overhøjhed, og få det bedst mulige ud af situationen, som så mange andre provinser i Romerriget gjorde det? Det gav ingen mening for den romerske præfekt, og han hadede dette sted og disse fanatiske mennesker.

Caesarea var i det mindste romersk. Den var en moderne, kosmopolitisk, åben og progressiv by. En havneby fuld af alle mulige slags mennesker: grækere, fønikere, romere og romersk-venlige jøder. Sådan burde det, efter romernes mening, være over hele Judæa.

Jerusalem derimod var fuld af fanatikere og ballademagere, dommedags-profeter, religiøse fantaster, hellige mænd og oprørske jøder, som hadede romerne.

 
 
Den græsk-ortodokse patriark med korset på Via Dolorosa.

Sådan var det også den Pesach, da Jesus kommer til Jerusalem. En anspændt stemning. En eksplosiv krudttønde, der blot venter på gnisten for at eksplodere.

Til slut når de kristne frem til Gravkirken, hvori de sidste af Via Dolorosa’s stationer findes. Vigtigst naturligvis Golgatha, hvor korset stod, og klippehulen hvor Jesus blev begravet. I dag ligger denne kirke – kristendommens helligste sted – indenfor Den gamle Bydels mure, men det skyldes, at murens forløb sidenhen er ændret. På Jesu’ tid lå Golgatha udenfor bymuren.

I de seneste år er de sidste af Dødehavsrullerne blevet oversat og udgivet. Så med flere årtiers forsinkelse er der nu offentlig adgang til alle disse gamle bibeltekster. Det har givet bibelforskningen et kæmpe spark fremad. Både Dødehavsrullerne og andre bibelske tekster, arkæologien og andre videnskaber har i de seneste år givet os en ny indsigt i hele den periode, hvor Jesus levede.

Nogle få af de nyere ting, vi i dag kan sige om denne bibelske periode er, at jødedommen på Jesu’ tid var involveret i en langt dybere intern strid med sig selv, end vi hidtil har vidst. Der var ikke bare tale om uenighed om, hvordan man skulle forholde sig til den romerske besættelsesmagt. Der var også tale om en dyb indre strid om, hvad rigtig jødedom overhovedet var for noget.

 
 
Bibelforskere forsøger nu at skrælle eftertidens mange lag af myter af og finde frem til den historiske Jesus.

Denne interne strid og kritik viser os også, at Jesu kritik af præsteskabet og Tempel-tjenesten i Jerusalem var langt mere almindelig i jødedommen, end vi hidtil har vidst. For eksempel er Dødehavssekten’s eller essæerne’s kritik af præsterne og Templet langt mere yderligtgående end den Jesus kom med. Dermed er det ikke sandsynligt, at Jesus blev henrettet, fordi præsterne var vrede på ham på grund af hans kritik eller følte sig truet af Jesus. Jesus blev henrettet af romerne, fordi han var en trussel imod den romerske ro og orden.

Dødehavssekten har tilsyneladende brugt en helt anden kalender end resten af jøderne i Judæa, og de synes også at have haft forventning om hele to Messias’er. En præstelig Messias af Arons slægt, og en kongelig Messias af Davids sekt. Det viser os, at Messias-billedet i jødedommen tilsyneladende ikke var været helt så fasttømret, som vi i dag tror. Dødehavssekten viser os også via Dødehavsrullerne, at den dommedagsforventning, som man hidtil har troet begyndte med Jesus og hans tilhængere, tilsyneladende også har trivedes i andre dele af jødedommen på det tidspunkt.

En lille påskehilsen til eftertanke fra Jerusalem, hvor de kristne netop er begyndt at markerer sin påske, mens jøderne i aften indleder deres Pesach. Og mens begge grupper markerer sine helligdage i den hellige by, så får vi igen at vide, at der nu er meget mere mellem himmel og jord…


* * *

Herunder kan du finde nogle henvisninger til andre af mine blog-artikler om lignende emner, som du kan finde her på hjemmesiden, og lidt længere nede finder du også henvisninger til nogle fotogallerier om samme emne:

Kampen om Jesu’ grav: Stigen i vinduet
http://www.steffen-jensen.dk/dan/hellige-steder/

Nazareth: Byen hvor Jesus voksede op
http://www.steffen-jensen.dk/dan/kristendom/

Det nye Testamente: Hvorfor skal vi dog hade Judas?
http://www.steffen-jensen.dk/dan/Blog/126-det-nye-testamente-hvorfor-skal-vi-dog-hade-judas-/

Bibelsk oldtid på internettet: Google og Dødehavsrullerne
http://www.steffen-jensen.dk/dan/Blog/201-http://www.steffen-jensen.dk/dan/Blog/201-bibelsk-oldtid-pa-internettet-google-dodehavsrullerne//

 
 

Jeg har også en række fotogallerier på hjemmesiden med billeder, der måske kunne have din interesse i denne sammenhæng:

Gravkirken i Jerusalem’s Gamle Bydel
http://www.steffen-jensen.dk/dan/fotogalleri/25-gravkirken-i-jerusalems-gamle-bydel/

Jerusalem’s Gamle Bydel
http://www.steffen-jensen.dk/dan/fotogalleri/28-jerusalems-gamle-bydel/

Via Dolorosa – Jesu’ Lidelsens Vej
http://www.steffen-jensen.dk/dan/fotogalleri/37-via-dolorosa-jesu-lidelsens-vej/

Bethlehem og Fødselskirken
http://www.steffen-jensen.dk/dan/fotogalleri/46-bethlehem-og-fodselskirken/

 
Tilføj kommentar