Fatah-Hamas-aftale:

Hvad betyder det for fredsprocessen?

Glade palæstinensere uddeler slik i Ramallah efter nyheden om Fatah-Hamas-aftalen.
Glade palæstinensere uddeler slik i Ramallah efter nyheden om Fatah-Hamas-aftalen.

JERUSALEM (20.05.2011): ”De er vore brødre og vores familie”, sagde den palæstinensiske præsident Mahmoud Abbas fra Fatah om ærkerivalerne i Hamas, som alle ved, at han hader som pesten, da nyheden om aftalen imellem de to organisationer blev offentliggjort. ”Vi har for altid vendt den sorte side i vores historiebog med splid imellem os”, påstod han.

”Vores kamp er imod den israelske fjende og ikke mod andre palæstinensiske fraktioner”, sagde Hamas’ politiske leder Khaled Mashal. Rivalerne i Fatah, som anser sig selv for at være den palæstinensiske nationalbevægelse, kan næppe have været glade for at blive reduceret blot til endnu en af en række ”palæstinensiske fraktioner”.

 
 
Hamas anerkender ikke Israels ret til at eksisterer, og hylder den væbnede kamp som den eneste metode til at genvinde det tabte Palæstina.

”Det er et dødeligt slag for freden”, lød den israelske premierminister Benyamin Netanyahus dystre dom, som om freden havde været lige om hjørnet, men først nu pludselig var blevet dødeligt kvæstet.

Jeg sad i Beirut og fulgte med i nyhederne, da nyheden om aftalen kom den 4. maj. I løbet af dagen kommenterede jeg forløbet på TV2/NEWS og om aftenen skulle jeg på i Nyhederne.

Jeg tror, at det spørgsmål, jeg oftest bliver stillet af TV2’s studieværter, når jeg er på ”live”, er: ”Hvad betyder det for fredsprocessen?” Og selvom jeg ofte er irriteret over spørgsmålet, og der længe ikke rigtig har eksisteret nogen fredsproces, så er det måske i denne her sammenhæng på sin plads at spørge, hvad denne palæstinensiske aftale vil betyde for de fremtidige muligheder for fred.

I de internationale mediers dækning af Fatah-Hamas-aftalen bliver der ikke sparet på krudtet. Alle parter smører så tykt på, som de kan. Skåltalerne og dommedagsprofetierne – alt efter udgangspunkt – skyldes den såkaldte ”Forsoningsaftale” mellem Fatah og HamasNogle medier kalder allerede aftalen for historisk. Det er nok lidt overdrevet. Og sikkert også for tidligt. Vi ved endnu ikke, om aftalen faktisk bliver omsat til virkelighed. Men underskrivelsen af aftalen mellem de to rivaliserende palæstinensiske bevægelser – Fatah og Hamas – i Kairo i begyndelsen af måneden blev i hvert fald dækket intensivt af verdenspressen. De to grupper har ligget i strid med hinanden i årtier. .

 
 
Palæstinensernes område har reelt været delt i to rivaliserende områder - Gaza-striben og Vestbredden. Det skal forsonings-aftalen nu sætte en stopper for.

For fire år siden førte rivaliseringen direkte til åben krig mellem de to grupper i Gaza-striben. Også den gang blev jeg konstant fortalt, af palæstinensere, jeg interviewede: ”Vi er alle brødre, vi vil aldrig gå i krig med hinanden”, hvorefter det var præcist det, de gjorde. Og undervejs sparede de ikke et eneste sekund den palæstinensiske civilbefolkning, de begge påstod, at de først og fremmest bekymrer sig om. Fatah-bevægelsen viste sig militært inkompetent, og blev smidt ud af Gaza-striben af Hamas. Lige siden har det palæstinensiske område været delt i to, og talrige forsøg på at mægle imellem de to grupper af hensyn til det palæstinensiske folks velfærd, viste sig frugtesløse… indtil nu.

Der er altså, kan man forstå, ikke meget, der forener Fatah og Hamas, udover at de begge påstår, at de hver for sig alene repræsenterer det palæstinensiske folk. Men når det palæstinensiske folk er blevet fanget i krydsilden imellem de to, synes ingen af parterne at have haft nogen skrupler ved at trykke på aftrækkeren. Når de to store palæstinensiske politiske bevægelser har kæmpet om magten, er folket blevet tromlet ned.

Efter i årevis ikke at have kunnet sidde ved samme bord, og reelt have delt de palæstinensiske område i to rivaliserende territorier, er det så nu ved intensiv mægling udefra endnu en gang lykkedes at få Fatah og Hamas til at underskrive en samarbejdsaftale. Målet er at få etableret en funktionsdygtig samlingsregering, som indenfor et år skal bringe palæstinenserne videre frem til det præsident- og parlamentsvalg, der skulle have været afviklet for flere år siden.

Ideen om en samlingsregering mellem Fatah og Hamas er dog hverken ny eller uprøvet. Vi har været der før. Da gik det ikke. Regeringen var et to-hovedet uhyre, og det var den, der blev forspillet til den blodige borgerkrig og delingen af de palæstinensiske områder.

Den ny fælles palæstinensiske regering skal kun fungere som et forretningsministerium frem til valget. Men det betyder blandt andet, at Salam al-Fayyad – den nuværende premierminister i Det palæstinensiske Selvstyre på Vestbredden – bliver nødt til at træde tilbage.

 
 
De påstår, at det har palæstinensernes velfærd på sinde. Men Hamas og Fatah kastede det palæstinensiske samfund ud i en blodig borgerkrig, blot for at sikre sig selv magten.

Hvorfor er det et problem.

Det er det, fordi Salam al-Fayyad ikke er endnu en korrupt Fatah-bureaukrat, men tværtimod en uafhængig teknokrat, som for en gangs skyld har bragt orden i den palæstinensiske økonomi og som nyder så stor respekt i det internationale samfund, at donor-millionerne strømmer ind.

Denne linde pengestrøm fortsætter næppe lige så gavmildt, hvis der nu i stedet skal udnævnes to premierministre – en fra Fatah og en anden fra Hamas. I særdeleshed ikke, hvis de to også får svært ved at arbejde sammen.

Palæstinensernes politiske tragedie – oveni alle deres øvrige tragedier – er, at de kun har to reelle alternativer at vælge imellem: Hamas og Fatah.

Masser af meningsmålinger viser, at det store flertal af almindelige palæstinensere ønsker en palæstinensisk stat side om side med Israel baseret på en forhandlet fredsaftale, og en anstændig, ren, transparent, ukorrupt regering, der har respekt for loven.

Fatah vil forhandle med Israel, men er bundrådden og har altid svindlet med pengene. Hamas er mindre korrupt end Fatah – selvom vi efterhånden hører, at islamisterne også er begyndt at blive lurvet i kanten – men gruppen nægter at forhandle fred med Israel endsige at anerkende den jødiske stats ret til overhovedet at eksistere.

Derfor vil enhver med en lillebitte portion politisk snilde sige, at der på den palæstinensiske politiske scene burde være plads til et nyt politisk parti, der tilbyder befolkningen både forhandlinger med Israel og ordentlig, ren og anstændig regeringsførelse. Det eksisterer bare ikke.

Der er andre politiske partier, men de får bare aldrig luft under vingerne. Ingen af dem har indtil videre vist sig i stand til at mobilisere nogen nævneværdig vælgertilslutning. Selv Salam al-Fayyad, som nu er en meget dreven premierminister, vandt alle sine kvaliteter til trods ikke valget. Han er udnævnt til posten af præsident Mahmoud Abbas. Ved valget fik hans liste nemlig under 3% af stemmerne.

Israels premierminister Benyamin Netanyahu fordømmer Fatah’s tilnærmelse til Hamas og siger, at palæstinenserne ikke kan få fred med Israel, hvis Hamas, der ønsker Israels udslettelse, kommer med i regeringen. Og det man jo som sådan godt forstå, at han siger. Det er jo sådant set også korrekt. Det er blot heller ikke det, denne nye palæstinensiske regering skal.

 
 
Jubel efter nyheden om forsoningen mellem Hamas og Fatah.

Samlingsregeringen bliver – når den en gang bliver etableret – kun et forretningsministerium, som ikke skal tage nogen som helst dramatiske politiske initiativer. Dens eneste formål bliver at forberede et nyt præsident- og parlamentsvalg.

Den regering, der kommer ud af det valg, bliver sammen med den nyvalgte præsident den palæstinensiske ledelse, der nu med folkelig legitimitet skal vurdere om der skal forhandles med Israel, og hvordan sådanne forhandlinger i givet fald skal finde sted.

Indtil nu har ingen palæstinensisk ledelse kunnet forhandle med Israel med nogen som helst form for legitimitet, for både præsident Abbas’ og Hamas’ regeringsperioder er for længst udløbet. Og alene splittelsen har betydet, at selvom miraklet så skulle ske, og Israel og palæstinenserne pludselig under forhandlingerne skulle enes, så ville en sådan enighed være ret ligegyldig, for Abbas og Fatah indtil nu kun har repræsenteret en ukendt del af det palæstinensiske folk.

Men et andet spørgsmålstegn har indtil nu også været, om der overhovedet var fred i udsigt? Eller for den sags skyld bare udsigt til seriøse forhandlinger om fred?

Næppe.

De fleste, der følger med i udviklingen her i Mellemøsten, mener, at der ikke var ret meget af fredsprocessen tilbage til at begynde med, og det er den israelske Netanyahu-regering lige så meget skyld i, som de splittede palæstinensere har været.

I de seneste par år har Det palæstinensiske Selvstyre under præsident Mahmoud Abbas og premierminister Salam al-Fayad, indenfor de mange begrænsninger de opererer under, forsøgt at vride sig for at leve op til Israels mange krav, men det har ikke ført til nogle politiske eller diplomatiske sejre, som præsident Abbas har kunnet bryste sig af overfor sin befolkning og sige: ”Se, det hjælper at forhandle. Det hjælper at bøje sig og gå på kompromis. Forhandlinger betaler sig. Vi får også noget ud af det!” For palæstinenserne fik ikke noget ud af det.
 
Tværtimod prioriterede Benyamin Netanyahu fortsat byggeri i de jødiske bosættelser højere end forhandlinger med palæstinenserne. Så nu kan han ikke tillade sig at blive fornærmet, når præsident Mahmoud Abbas prioriteter palæstinensisk enhed højere end forhandlinger med Netanyahu. Den israelske premierminister har sådant set selv været med til at presse præsident Abbas i armene på ærkerivalerne i Hamas.

Havde den israelske regering inderligt og ærligt ønsket at få sig en moderat, forhandlingsvillig, magtfuld, leveringsdygtig forhandlingspartner, så havde den ”dyrket” Mahmoud Abbas og Salam al-Fayad. Der har ganske enkelt indtil nu ikke været en palæstinensisk ledelse, der har været så villig til at forhandle og så energisk for at opfylde de krav, der er blevet stillet til den.

 
 
Rivaler gi'r hånd: Den palæstinensiske præsident Mahmoud Abbas og Hamas generalsekretær Khaled Mashal.

Den vestlige verden har pumpet formuer ind på Vestbredden, som faktisk har oplevet et økonomisk opsving. Den økonomiske og sociale situation i det Fatah-kontrollerede område er i disse tider slet ikke så dårlige endda. Havde Israel også givet Abbas-Fayad-regeringen en politisk-diplomatisk styrke internt, ved at give dem nogle forhandlingssejre, så kunne man sikkert både havde presset Hamas i Gaza helt ud i tovene, og samtidig givet den mest forhandlingsvillige palæstinensiske ledelse i mands minde en fremtid på den palæstinensiske politiske scene.

Det har den næppe nu.

Og selvom det lykkelige skulle ske, og palæstinenserne er så heldige, at de faktisk får en samlingsregering, og endnu heldigere – at denne regering faktisk fører samfundet frem til et nyt valg, og endnu, endnu mere heldig – at dette valg bringer en moderne, vestlig, ikke-islamistisk regering til magten (næppe sandsynligt), så er det langtfra sikkert, at den regering vil være mere forstående overfor Israels synspunkter, end den Abbas-Fayad-regering, som nu formentlig forsvinder. De fleste moderne, vestligt uddannede, unge palæstinensere, som ønsker demokrati og frihed efter vesteuropæisk forbillede, er langt mere krævende og stejle i deres forventninger om, hvad Israel skal levere og hvor meget palæstinenserne bør bøje sig.

Vi ved endnu ikke, om palæstinenserne faktisk får sig en ny regering. Indtil nu har vi ikke set andet opsigtsvækkende end oplysningen om ”forsoningsaftalen”. Men set ensidigt fra den palæstinensiske side, så må det helt sikkert være i deres nationale interesse, at den interne strid bringes til ophør, og en ny samlet, legitim regering bliver valgt.

Set ensidigt fra den israelske side, er det endnu en mulighed for at opnå nogle fordelagtige aftaler med palæstinenserne, som er forsvundet. Måske for sidste gang. Hvilket israelerne kan takke deres egen premierminister og regering for.

Set ensidigt fra fredens synspunkt vil det naturligvis være bedst, om en eventuel fremtidig fredsaftale mellem parterne bliver indgået mellem to ledelser, der er så stærke internt og legitime som muligt, så fredsaftalen vil nyde udbredt støtte i befolkningerne og kunne holde i mere end én politisk valgperiode.

Men det er næsten for meget at håbe på her i Mellemøsten.

 

 
Tilføj kommentar