Borgerkrigen i Libyen:

Sidste Gadaffi-kapitel skrives

 
 


SIDSTE: Ved 01-tiden kom der meddelelser fra Tripoli om at oprørerne nu kontrollerer hele hovedstaden undtagen selve præsident palads-komplekset. Fra Den Internationale Straffedomstol i Haag forlyder det endvidere, at den har fået besked fra oprørerne i Libyen om, at oberst Muammar Gadaffi selv nu også er blevet arresteret. Kort tid senere kom det frem, at domstolen havde misforstået beskeden fra Libyen. Det er Seif al-Islam Gadaffi og ikke Muammar, der er blevet arresteret. Episoden viser lidt om forvirringen i Libyen lige nu.


 

TRANEKÆR (21.08.2011): ”Det er nu kun et spørgsmål om tid, inden den libyske leder Muammar Gadaffi falder”, meddelte en af de to store danske TV-stationer for nogle uger siden. Og lige så korrekt, som denne besked er, lige så intetsigende er den. For samme besked hørte vi også for en del måneder siden, og da var den lige så korrekt. Det er blot et spørgsmål om tid. Det har det altid været. Spørgsmålet er bare, hvor lang tid, der er tale om.

Der synes ikke at være nogen tvivl om, at det er den sidste del af Gadaffi-kapitlet i Libyens historie, der i øjeblikket skrives.

Som det ser ud lige nu, så kan denne artikel være blevet overhalet af begivenhederne endnu inden den kommer på nettet. Gadaffi kan falde indenfor de kommende timer. Visse kilder blandt oprørerne siger ligefrem, at de regner med at Tripoli vil falde i løbet af natten.

Som disse linjer skrives, rykker oprørerne frem i hovedstaden Tripolis vestlige forstæder, og indtil videre synes de ikke, at møde særlig megen modstand. De har erobret en strategisk vigtig militærbase, og tvunget en af regeringshærens eliteenheder til at trække sig tilbage.

Ifølge det amerikanske nyhedsbureau AP har den præsidentielle garde overgivet sig, og Muammar Gadaffis søn Seif al-Islam, som blev anset for at være den libyske leders kronprins, er blevet arresteret af oprørsstyrkerne. Det britiske nyhedsbureau skriver, at en anden søn, Mohammed, er blevet pågrebet.

 
 
En af oprørernes erobrede kampvogne ruller frem i Tripolis udkant.

I de sidste 48 timer er oprørerne rykket mere end 25 km frem fra den vestlige side. Der rapporteres også om at oprørsstyrker bliver landsat fra søsiden. Også fra bjergene sydpå og fra kystvejen mod øst rykker oprørerne frem, så Gadaffi og hans styrker er omringet i Tripoli.

Det tyder også på, at civilbefolkningen flere steder i hovedstaden selv har indledt et oprør imod regimet. Er det tilfældet, så er det afgørende for dem, at oprørerne ikke blive tvunget til at trække sig tilbage igen, for så kan det blive meget blodigt for alle dem, der har bekendt kulør for tidligt.

Er Gadaffi-regimet ved at gå i opløsning indefra, så kan dette blive enden. Og det kan være overstået på ganske få dage. Det ville være helt utrolig lykkeligt, hvis det går på den måde, for det vil kunne spare megen død og ødelæggelse.

Men viser det sig, at Gadaffis styrker ikke er på flugt, og systemet ikke er ved at falde fra hinanden, så kan det tage en rum tid endnu, for der er intet der tyder på, at oprørerne vil være i stand til at kæmpe fra hus-til-hus i nærkamp i bymæssig bebyggelse. Det er en helt anderledes form for krigsførelse end den, oprørerne indtil nu har kæmpet.

Der bliver lagt pres på Gadaffi fra mange sider for at han skal trække sig tilbage. Blandt andet har både Tyskland og Frankrig forsøgt at overtale ham til at forlade landet, men indtil videre stritter den gamle diktator imod. Tidligere på dagen og i går var der rygter om, at hele Gadaffi-familien allerede havde forladt landet, men det synes ikke at være tilfældet, selvom han ikke har vist sig offentligt i ganske lang tid. I dag talte han på libysk statsfjernsyn, men man så ham ikke. Han talte via telefon fra et ukendt sted.

Der er ingen tvivl om, at Den Internationale Straffedomstols udstedelse af en arrestordre, som binder alle de lande, der anerkender domstolen, begrænser de diplomatiske løsningsmuligheder. For hvis ethvert land, som kunne huse Gadaffi-familien i eksil, kan tvinges til at udlevere ham til retsforfølgelse, så kølner det i betydelig grad hans ønske om at forlade landet.

 
Tilføj kommentar