Borgerkrigen i Libyen:

Ingen kender dagen...

Gaddafis ansigt dækker fortsat dæmonisk det libyske landkort, selvom hans styre er faldet, som denne kunstneriske fremstilling antyder..
Gaddafis ansigt dækker fortsat dæmonisk det libyske landkort, selvom hans styre er faldet, som denne kunstneriske fremstilling antyder..

ZINTAN/TRIPOLI (24.08.2011): Jeg skulle egentlig have været i Jerusalem nu og derfra være taget videre til Kairo. I stedet sidder jeg i Zintan i Nafusabjergene i det vestlige Libyen på vej mod Tripoli.

Selvom denne del af landet skulle være på oprørernes hænder, og stort set også fornemmes at være det, så høres her hele tiden skyderier. I dag mest i den nordvestlige del af denne strategisk vigtige by, der kontrollerer vejen nordpå mod Zawiya og hovedstaden.

Nu hører vi imidlertid, at vejen ikke er sikker. Sidst på dagen er fire italienske journalister er blevet taget til fange eller kidnappet på vejen mod Zawiya og deres libyske chauffør og oversætter skudt og dræbt. Og det i et område, der ellers skulle være på oprørernes hænder.

Sådan er det tit. Et øjeblik er der sikkert. Det næste ikke. Situationen er meget flydende, og alt ændrer sig fra dag til dag, time til time. Og, som det hedder i gamle B. S. Ingemanns salme:

”…ingen kender dagen, før solen går ned.”

 
 
Vi venter i Zintan på at vejen skal blive sikker, så vi kan komme videre mod Tripoli. Det er Ramadan. Der spises og drikkes ikke i dagtimerne. Om aftenen efter fasten er brudt, og folk har spist, mødes kvarterets mænd for at slappe af og småsnakke.

* * *

Borgerkrigen er ikke overstået. Alt er fortsat kaos og forvirring her i området og inde i hovedstaden. Sådan er det altid i en krig. Den her er ikke anderledes hvad det angår.

Det ene øjeblik kontrollerer oprørerne et område af Tripoli, det næste er det blevet generobret af Gaddafi’s styrker. Så meddeler de, at Seif al-Islam, diktatorens næstældste søn og udset til at skulle efterfølge ham, er blevet arresteret. Det næste banker manden på ruden til en udenlandsk journalists bil og siger til ham, at kampen går videre. Man kan heller ikke tage for givet, at oplysninger fra oprørernes side, nødvendigvis er korrekte.

Så hører man en i stigende grad vrøvlende og uforståelig Muammar Gaddafi tale på telefon i stats-TV, lige inden det går i sort. Her påstår han at hele folket står bag ham, og at ”forrædere og rotter” truer hovedstaden. ”Rotterne”, som Gaddafi betegner oprørerne, ligner dog mest et folkeligt oprør. Der er ikke nogen tvivl om, at der er grupper, der fortsat støtter obersten – man holder sig ikke ved magten i 42 år uden støtte fra andre, men det er også lige så klart, når man opholder sig her, at det overvældende flertal af befolkningen er lykkelige for at slippe af med Muammar Gaddafi.

Så længe Muammar Gaddafi ikke er blevet fundet, arresteret, dræbt eller er gået i eksil, og det er blevet bekræftet udenfor enhver tvivl, vil der fortsat være mange, der ikke ønsker at udstille deres foragt for diktatoren alt for offentligt, og det er også sandsynligt, at pro-Gaddafi celler ”overvintre” i håb om at udviklingen vender.

Derfor er intet endnu afgjort, selvom det unægtelig ser ud som om, der ikke er nogen vej tilbage. Men…

…ingen kender dagen, før solen er gået ned.

* * *

Nogle af oprørerne fortæller, at NATO har lovet, at ville fortsætte luftbombardementerne indtil de sidste Gaddafi-tro styrker har overgivet sig. Om det er rigtigt, ved jeg ikke. Det er umuligt at kontrollere sådanne oplysninger hernede. Men hvis det er, kan det være problematisk, for det vil endnu en gang understrege, at NATO kæmper på borgerkrigens ene side, mens FN-mandatet siger, at NATO skal beskytte den libyske civilbefolkning.

Indtil nu har man med en vis ret kunnet påstå, at den største trussel mod landets borgere er kommet fra regimet og regeringshæren. Men hvis jeg forstår det FN-mandat, som er den NATO-ledede missions legitimering, så siger det, at NATO skal beskytte de civile uanset hvorfra truslen kommer. Og når Gaddafi’s styrker er slået er det derfor afgørende, at NATO sikrer, at den sejrende side ikke tager loven i sin egen hånd.

I den sammenhæng må jeg sige, at i betragtning af, hvor megen rå brutalitet jeg har oplevet rundt om i den arabiske verden i situationer som denne, så har de libyske oprørere indtil videre – i den udstrækning jeg har bevidnet det – været forbilledlige i deres optræden. Selv overfor tilfangetagne fjender mens kampene var hedest. Det betyder ikke, at der ikke kan være foregået ting, der ikke tåler dagens lys, når de udenlandske journalister og andre udefra ikke har været til stede. Der har været rygter om det. Men jeg har på den anden side aldrig oplevet en krig eller væbnet sammenstød, hvor regler og etik ikke blev overtrådt i et eller andet omfang.

Så selvom NATO ikke skulle være en krigsførende part på den ene eller den anden side af borgerkrigen, men kun skulle beskytte de civile, så ser det unægtelig ud til, at det er det første, der er blevet virkeligheden. Det pålægger naturligvis også NATO et helt anderledes alvorligt ansvar for, hvad situationen udvikler sig til, og for at rydde op efter kaos’et, når røgen letter.

Intet her er ligetil og enkelt, og ingen kender dagen…

 
 
Gaddafi er færdig, men folk vil gerne se ham fanget, før de tør tro på det.

* * *

At have et ansvar for at redde trådene ud efter Gaddafi er faldet, fundet og fældet kan blive en problematisk opgave. Vi hører allerede nu om plyndringer og vandalisme inde i visse områder af Tripoli. Og selvom det fortsat kun synes at ske i et begrænset omfang, så bringer det ubehagelige minder om irakernes barbariske interne slagterier og vanvittige ødelæggelse af deres eget samfund efter Saddam Hussein faldt.

Det er meget svært at forudse, hvordan det vil gå her i landet.

De libyske oprørere er en blandet skare.

Når man i Benghazi taler med medlemmer af Det nationale Overgangsråd, bliver man betaget af deres manglende magtbegærlighed og hvor ydmyge de er overfor deres opgave,

Alle der spiller en rolle i de nuværende ledende organer har skrevet under på, at de ikke kan stille op ved det førstkommende valg. Dette for at undgå, at ingen af medlemmerne nu misbruger deres magt til at sikre sig en plads i den første valgte regering. Om de så lever op til dette løfte, når vi når frem til valget, må vi se.

Min frygt går mere på de mange interne skel, splittelser og interessemodsætninger, der er overalt i Libyen.

I modsætning til nabolandene Tunesien og Egypten, har Libyen overhovedet ikke et organiseret civilsamfund. Ingen folkelige foreninger, politiske partier, faglige organisationer eller lignende. I 42 år har de levet under oberst Muammar Gaddafi’s bizarre cocktail af politik, religion, drømmesyn og usammenhængende, forvirrede tanker, samlet i Den Grønne Bog, som diktatoren selv anser for det største litterære værk efter de hellige bøger. Derfor begynder libyerne i politisk opdragelsesmæssig sammenhæng snart ved år 0. Det hele skal bygges op nedefra.

Der vil være mange trusler, farer og faldgruber.

Mens Det nationale Overgangsråd i vid udstrækning består af veluddannede, kultiverede intellektuelle, som ofte er uddannede i vesten og har stor viden om, hvordan vore politiske systemer fungerer og er bygget op, så er resten af landet i vid udstrækning baseret på stammer. Og hvordan de optræder og handler baserer sig på en hård og ofte ubarmhjertig tradition, der stammer fra ørkenen og nomadetilværelsen.

Stammernes interesser er ofte ikke de samme, og det udnyttede Gaddafi dygtigt. Ved at spille stammerne ud imod hinanden, kunne han selv bevare kontrollen. Derfor er der mange, årtier lange spændinger og uafgjorte regnskaber imellem disse stammer, som er akkumuleret igennem Gaddafi-perioden.

 
 
Anti-Gaddafi-grafitti på væggene i Zintan.

Der er også store forskelle på de oprørere, der nu i et halvt år har kæmpet ude ved fronten. Her er der alt fra venstreorienterede, liberalister, nationalister til islamister, som afgjort ikke har samme ideer om, hvordan fremtidens Libyen bør se ud. I seks måneder har de lært, at man kan nå langt med geværet. Og geværet og den gloriøse kamp ved fronten har gjort bageren, studenten og købmanden til helte. De har fået en status, fordi de kæmpede for det, de troede på. Hvorfor skal de så stoppe nu?

Der er også forskel på Øst- og Vestlibyen. De østlige stammer og krigere er arabere, mens en stor del af de vestlige er berbere. Mens dem i øst har været ”befriet” i en lang periode, og derfor har haft tid til at vende og dreje og gennemdiskutere, hvad der skal ske, når Gaddafi falder, så har den vestlige del af landet været en slagmark indtil nu og er det fortsat. Skal folk herovre nu ”købe” benghaziernes konklusioner, eller skal de nu først igennem deres parlamenteren, mens de østlige må vente?

Men vigtigst og mest smertefuldt at tackle bliver sikkert forholdet mellem de sejrende og de besejrede. Mange af de besejrede elskede ikke nødvendigvis Gaddafi, men de arbejdede i administrationen eller i nogle af de mange institutioner, der er nødvendige at få op at køre igen, hvis det libyske samfund ikke skal gå i stå.

Men det betyder, at nogle af dem, der er blevet undertrykt, må acceptere, at nogle af undertrykkerne fortsat sidder godt placeret i samfundet selv efter revolutionen er vundet.

Hvordan libyerne ovenpå mere end fire årtiers tyranni vælger at klare dette ”sandheds og forsoningsarbejde”, hvor Sydafrika naturligvis er forbilledet, må vi vente at se. Men hvordan de gør, bliver afgørende for, hvordan det libyske samfund klarer overgangen fra diktatur til en eller anden form for frihed.

Ingen kender dagen…

 

 

 
Tilføj kommentar