Det nye Libyens første slag:

Kampen for en normal hverdag

Fremtidens Libyen. Et land uden Muammar Gaddafi.
Fremtidens Libyen. Et land uden Muammar Gaddafi.

TRIPOLI (28.08.2011): Her er stille som graven. Ikke en gang fuglene synger. Det er ganske enkelt for varmt. 44 grader. Fuglene sidder sikkert i skyggen og stønner ligesom os. Almindelige libyere – i vores kvarter i hvert fald – sover. Når jeg går ud på den villavej, der har været vores hjem her i Tripoli det sidste stykke tid, så er der ikke et øje at se. Vejen ligger totalt øde hen. Jeg kan heller ikke høre nogen støj fra den nærliggende hovedgade. Den libyske hovedstad sover, selvom klokken er 10:30.

Selv krigen synes at være gået i stå. Normalt kan vi altid høre skyderi i området og dybe drøn af NATO-bomber i det fjerne, men selv det synes at være stilnet af her til formiddag.

Der er sikkert flere grunde til den underlige stilhed.

Vi er i slutningen af Ramadan-fastemåneden, som i år er faldet i den varmeste del af året. Det bliver lidt af en lidelse for de fleste, når man hverken må spise eller drikke – end ikke det mindste glas vand – i dagtimerne. Det ligger en ret naturlig dæmper på folks aktivitet, så længe solen bager fra en skyfri himmel. Til gengæld slår de sig løs om aftenen og om natten, hvor der spises til langt over midnat, og diskuteres, ryges og drikkes kaffe og te til langt ud på de små timer, hvilket naturligvis også får morgenen og formiddagen til at forsvinde uden at nogen opdager det.

Nu er Ramadanen dog snart overstået. Om et par dage er det Eid al-Fitr. Så folk har næsten klaret sig igennem en hel måned uden at indtage noget i løbet af dagen, og de er trætte. Så fasten, og det natteliv den fører med sig, er formentlig også en af grundene til stilheden.

 
 
Selv checkpointet ved indkørslen til vores kvarter har mere travlt med V-tegn end med at checke bilerne. Stemningen er ved at vende til det bedre.

En anden er naturligvis, at et halvt års borgerkrig nu synes at være ved at ebbe ud lige så stille.

Hovedstaden Tripoli er stort set faldet til oprørerne. Der er små lommer med stædige Gaddafi-tilhængere, som kæmper imod, og endnu ikke har overgivet sig, men de betyder ingenting i den større sammenhæng. Krigen er stort set slut, og oprørerne har vundet. Gaddafi er faldet, han er blot ikke fundet.

Så efter ugers blodige kampe, skyderi i gaderne, konstant frygt og terror, så har freden igen sænket sig over byen. Det får mange til at ånde lettet op i en sådan grad, at de føler, at de nu for første gang i lang tid, kan slappe af, ånde lettet op sove trygt og roligt. Og det gør de så.

Hvorom alting er, så her langt op af formiddagen i dag sover den libyske hovedstad fortsat, og alt ånder fred og fordragelighed, hvilket vel også i sig selv er lidt af en nyhed.

Der er fortsat kampe rundt om i landet.

Først og fremmest kæmpes der om Sirte, Muammar Gaddafi’s fødeby, som også er hovedsæde for hans egen stamme. Oprørerne er brudt igennem fronten mod øst. De siger selv, at de har erobret Bin Jawad og nu befinder sig omkring 30-40 km øst for Sirte. Samtidig er oprørerne også på vej mod byen, fra den modsatte side fra Misurata mod vest. Så byen, hvor nogen tror at Gaddafi gemmer sig, er omringet, og nettet om den strammes time for time. Det forlyder, at Gaddafis stamme forhandler med oprørerne om at nedlægge våbnene, hvilket i sig selv også viser, at diktatoren har mistet opbakningen selv her i sit eget kerneland.

 
 
Der er igen ved at være varer på hylderne, men de bliver købt, så hurtigt, som købmanden kan hente dem hos grosisten.

Men tilbage til Tripoli, hvor byen først på eftermiddagen så langsomtg er ved at komme til live igen. Og – interessant nok: Dagen synes at indvarsle en helt ny begyndelse.

I dag begynder en masse forretninger at åbne igen.

En lille købmand på hjørnet lige udenfor vores kvarter har haft åbnet en times tid et par enkelte aftener i den seneste uge, men han har hele tiden været bange for at blive angrebet og plyndret, så derfor turde han ikke holde åbent særlig længe. Men sikkerhedssituationen er forbedret så betydelig, at det gør han nu.

Et egentligt supermarked lidt længere borte er nu også åbnet. Der er endog kommet paller med mineralvand på flasker ind. Vandet er dyrt, men det er her, og det er nyt. Men hylderne er næsten tomme, selvom et par drenge står og forsøger at fylde dem op.

Indehaveren af supermarkedet siger, at han i dag har kørt varer ind på to små lastbiler, men stort set alle varerne er allerede blevet rippet ned fra hylderne, så nu venter han på en ny ladning.

 
 
Supermarkedet er åbent. Kunderne vender tilbage. Hverdagen er ved at indfinde sig - om end den er helt ny og anderledes.

”Man kan direkte se det i folks ansigter”, siger Kassem Arapti. ”Folk er lettede. De ved, at kampene er overstået, og at de snart kan vende tilbage til en eller anden form for hverdag.”

”Jeg føler, at der ligefrem er en forandring i folks mentalitet, når de kommer og køber ind her i forretningen. Hver dag bliver det bedre. Folk opfører sig endog bedre nu, end de gjorde før. De er mere afslappede”, mener købmanden.

Gaderne ind til det villakvarter, hvor vi bor, har været barrikaderet. Man kan kun komme ind ad et par udvalgte veje, hvor beboernes fælles vagtværn har oprettet checkpoints, og bevæbnede unge kontrollerer alle, inden de får lov til at køre ind.

Disse checkpoints er nu også stort set ved at drosle ned, og folk regner med, at afspærringerne af de andre gader vil blive ryddet i løbet af en dag eller to.

Da vi i går kørte rundt i hovedstaden kunne man mange steder se, at folk i fællesskab også var gået i gang med at rydde op. Renovationsvæsenets store skraldebiler kørte langsomt ned ad gaderne, mens en mindre hær bevæbnet med fejekoste smed poser med affald og papkasser op på lastbilerne.

Oprydningen fandt sted selv i bydele, hvor der fortsat blev kæmpet få gader derfra, og alle kunne høre bragene fra skudduellerne gjalde frem og tilbage mellem beboelsesejendommenes murer. Men gjort rent, blev der.

Kvarterets sundhedsklinik er også åbnet igen. Under kampene har den fungeret med en nødbemanding, gemt væk i et par villaer bagved, men nu er den åbnet igen i dens oprindelige lokaler. Blot er der ikke længere et Gaddafi-portræt at finde på væggene.

Da vi besøger klinikken, er et par unge forældre lige ankommet med deres nyfødte trillinger.

 
 
En lille ny, mellemfornøjet libyer, som dog vil vokse op i et helt andet Libyen end sine forældre.

For forældrene er det en lettelse, at deres trillinger, som er kommet til verden under borgerkrigen, nu endelig kan blive vaccineret. Men at dømme efter den trestemmige hylekoncert, da de bliver stukket, deles lettelsen ikke af de nyfødte.

For os er åbningen af klinikken et tegn på, at hverdagen er ved at vende tilbage, selv her i hovedstaden Tripoli, hvor oberst Muammar Gaddafi ellers har holdt fast lige til det sidste. Men interessant nok opdager vi, at for libyerne er det vores tilstedeværelse, der indvarsler de nye og bedre tider.

Det at vi dukker op med vort kamera og vores mikrofon uden at være ledsaget af myndighedernes sædvanlige ”overfrakke”, som vi kalder den mand fra sikkerhedstjenesten, der altid skal overvåge, at vi ikke filmer noget, vi ikke på forhånd har fået tilladelse til, og at de libyere, vi taler med, ikke siger noget, de på forhånd er blevet instrueret om, at de ikke må sige.

Det at vi bare dukker uanmeldt op og stiller de ansatte spørgsmål, vækker nærmest en jubelfest på klinikken.

”Det er første gang, jeg kan tale frit”, siger Farah Rifati, som er en ung læge nyuddannet, der arbejder på klinikken, og kan næsten ikke styre sin begejstring. ”Jeg kan slet ikke forklare, hvor fantastisk det er”, siger hun og bobler helt over.

”Helt ærligt. Vi er så glade, fordi der ikke længere er en dyne af kontrol fra Gaddafi-regimets side. Pressefolk som Jer er blevet frie, og I kan gå, hvor I vil, og lytte til folks ærlige mening, og vi kan tale frit”.

”Det er første gang, jeg møder nogen som Jer. Tidligere kunne vi ikke en gang tale med nogen fra udlandet, og slet ikke sige hvad vi virkelig mente. Nu, Gud ske tak og lov, er det forandret. Mange, mange tak til Jer, til Danmark og Jeres TV-kanal. Mange tak fordi I giver os denne mulighed.”

Der er stadigvæk så utrolig meget, der kan gå galt i Libyen. Farerne og faldgruberne er mange. Og selvom man så bliver så heldige, at udviklingen kommer til at gå i den rigtige retning, så er det de færreste, der tror, at det bliver en let og lige vej mod frihed og demokrati.

Men for de nyfødte trillinger, som jeg mødte på den genåbnede sundhedsklinik i Tripoli, er det i hvert fald sikkert, at de kommer til at vokse op i et Libyen, som bliver helt anderledes end det, deres forældre har kendt hele deres liv. For trillingerne bliver det et Libyen uden Muammar Gaddafi, hvilket allerede er et kæmpemæssig fremskridt. Og for dem vil Gaddafis 42 år lange diktatur allerede være reduceret et kapitel i deres historiebog.

 

 
Tilføj kommentar