Fangeudveksling:

Betal for én, få 1.000

TRANEKÆR (18.10.2011): Overskriften er problematisk. Ikke bare antyder den en problematisk forskel i værdi og betydning, som næsten er racistisk, men den afspejler faktisk dagens virkelighed: Én israelsk soldat – Gilad Shalit – er blevet udvekslet med 1.027 palæstinensiske fanger. Og samtidig med at ét problem dermed er løst, er der lagt i ovnen til et nyt.

Israel jubler i disse timer… naturligvis, og frygter samtidig for fremtiden.

Israelsk TV sender direkte. For lidt siden viste alle kanaler det egyptiske stats-TV’s signal, hvor man kunne se Gilad Shalit blive overgivet til de egyptiske myndigheder. Om få minutter bliver han overdraget til den israelske hær, som flyver ham til en militærbase i den centrale del af landet, hvor han vil møde sine forældre og søskende.

Men samtidig ved israelerne også godt, at de har betalt en utrolig høj pris for frigivelsen, hvilket – selvom det naturligvis har endt én families mareridt – samtidig har sat et prismærke med dagens tilbud på panden af enhver israelsk soldat: ”Få 1.000, betal for en!”

Så selvom langt de fleste israelere er klart tilhængere af fangeudvekslingen – en meningsmåling viser at 79% støtter den, mens kun 14% er imod – så er der også klart en frygt for, at det med så mange palæstinensiske fanger for én israelsk soldat, formentlig kun er et spørgsmål om tid, inden der vil være en ny Gilad Shalit blot med et andet navn.

”Gevinsten” er simpelthen for fristende for militante palæstinensere, eller for den sags skyld for Hizbollah eller andre, til at muligheden for på den måde at kunne presse Israel ikke vil blive anset for mere end risikoen værd.

Hvorfor gik den israelske regering så med til udvekslingen?

Der er formentlig flere grunde.

Israel er et lille land. Der er almindelig værnepligt. Alle skal i hæren. Drenge og piger. Drengene i tre år, pigerne i to. At der skal tilstøde deres børn noget ondt er enhver israelsk families ultimative mareridt. Alligevel kræver landet, at alle skal trække i uniformen. For at det skal kunne lade sig gøre, kultiveres et nationalt etos, som næsten har semi-religiøs status: Israel efterlader ikke sine sårede på slagmarken, og bliver en soldat endelig taget til fange, så gøres alt for at få ham befriet. Det er en nødvendig del af denne uskrevne kontrakt.

Lige siden premierminister Benyamin Netanyahu rykkede ind i sin officielle residens i Jerusalem, har der været en protestlejr på fortovet udenfor, som hver eneste dag mindede ham om, hvor mange dage, Gilad Shalit havde siddet som gidsel i Gaza-striben uden mulighed for at kommunikere med omverdenen endsige modtage besøg fra Røde Kors eller andre. Netanyahu havde ikke levet op til kontrakten, og det mindede protestlejren ham om. Hver eneste dag, hver eneste time døgnet rundt.

Men Netanyahu har sikkert også haft en anden og mindre sympatisk bevæggrund. En grund som en sjælden gang har givet ham et interessesammenfald med Hamas-gruppen i Gaza-striben.


Den israelske premierminister siger hele tiden, at han ønsker fredsforhandlinger med palæstinenserne nu og her, men at den palæstinensiske side blot ikke er interesseret i at forhandle. Det er sådant set også korrekt. For den palæstinensiske præsident Mahmoud Abbas kræver et totalt stop for al byggeri, inden han vil sætte sig til forhandlingsbordet.

Så hvis den israelske regering virkelig inderligt og ærligt ønskede forhandlinger, så kunne den for en begrænset periode stoppe byggeriet. Men det har den ikke gjort tværtimod. Den har netop meddelt, at der er givet tilladelse til at opføre godt 2.600 nye boliger i Givat Ha’Matos, som, selvom mange israelere kun ser området som et kvarter i Jerusalems udkant, set med palæstinensernes øjne er en bosættelse.

Premierminister Netanyahu kunne også, hvis han havde villet det, givet præsident Abbas nogle ”sejre” ved forhandlingsbordet, som kunne overbevise den palæstinensiske befolkning om, at forhandlinger er bedre end den væbnede kamp, som de militante islamister i Hamas repræsenterer. Netanyahu har valgt at gøre det modsatte.


Hvad har så været Hamas’ motivation? Hvorfor nu, når organisationen har strittet imod en aftale med Israel så mange gange tidligere?

Hamas er under pres på flere fronter.

For det første er det såkaldte Arabiske Forår en udfordring, som det er svært for Hamas at tackle. Gruppen frygter hele tiden for en folkelig opstand imod den styre, som man har set det i andre arabiske samfund. Og organisationens politiske hovedkvarter ligger i den syriske hovedstad Damaskus, og det er ad den vej den økonomiske støtte fra Iran kanaliseres. Men ingen ved, hvor længe den syriske præsident Bashar al-Assad overlever. Opstanden i Syrien har allerede kostet over 3.000 mennesker livet, så Hamas’ fremtid i byen er usikker.

Desuden er Egypten på vej ud i en mere demokratisk fremtid, så derfor er fremtiden heller ikke sikker her, om end Hamas håber, at Det muslimske Broderskab, som Hamas selv er vokset ud af, vil få mere magt, men ingen kan være sikre.

Den største udfordring kommer dog fra Hamas’ væsentligste rival… nej, det er ikke Israel, men tværtimod den præsident Mahmoud Abbas og Fatah-bevægelsen, som har magten på Vestbredden.

Ikke bare er der økonomisk vækst på Vestbredden, mens økonomien i Gaza-striben ligger i rendestenen, arbejdsløsheden er astronomisk og fattigdommen voksende, men præsident Abbas har haft stort held med igen at placere det palæstinensiske spørgsmål på den internationale dagsorden, ved at kræve, at FN anerkender Palæstina som stat, og optager landet som medlem af verdensorganisationen. Det har rangeret Hamas ud på et farligt sidespor.

Et nyt angreb på Israel ville kunne nedkalde Israels ødelæggende vrede over Gaza-striben, som det skete for få år siden, så det vil blot endnu en gang undergrave Hamas’ stilling. Men en udveksling af Gilad Shalit kan uden omkostninger og uden risiko give Hamas en dundrende sejr.

At få over 1.000 palæstinensiske fanger frigivet er ikke bare en kæmpemæssig gevinst for Hamas, det er også et ydmygende nederlag for Mahmoud Abbas. Hamas har endnu en gang bevist, at deres væbnede kamp giver flere kontante resultater for almindelige palæstinensere, end Mahmoud Abbas’ forsøg på at slå knuder på sig selv for at tilfredsstille omverdenens og Israels krav.

Den væbnede kamp virker, mens diplomatiet blot ses som en mere sofistikeret form for en fortsat israelsk undertrykkelse.

Og Benyamin Netanyahu vil græde tørre tårer, hvis Mahmoud Abbas bliver så svækket, at han helt sikkert ikke vil sætte sig til forhandlingsbordet. Dermed risikerer Netanyahu ikke at blive afkrævet nogle indrømmelser, samtidig med at han fortsat kan påstå, at han gerne vil forhandle, men der blot ikke er nogen at forhandle med.

For Netanyahu og Hamas virker den politik godt lige her og nu.

For israelerne og palæstinenserne bredt set er det en kedelig, udsigtsløs politik, som ikke vil føre til noget godt.

Naturligvis er der en israelsk familie, der lige nu fejrer deres søns frigivelse. Og masser af palæstinensiske familier nyder også glædelige gensyn. Det kan man godt forstå. Og det skal de ikke fortænkes i.


* * *

Beklager at jeg har været ret tavs på det seneste. Jeg er ved at gøre en bog færdig. Deadline er i november, og jeg er langt bagefter. Bogen udkommer til januar, hvis nogen skulle være interesseret.

 
Tilføj kommentar
 
 
5 Kommentarer: