Egyptens anden revolution:

Opgøret med militæret

KAIRO (27.11.2011 – 10:30): ”Hæren skal beskytte. Den skal ikke regere!” Det er teksten på et af de bannere, der pryder Tahrirpladsen i disse dage. Men banneret er udtryk for en drøm… nogen vil endog sige en naiv drøm her i Egypten. For her regerer hæren faktisk landet. Og det er ikke nyt. Det har den gjort i den ene eller den anden form siden ”de unge officerers kup” i 1952.

 
 

Gamal Abdel Nasser – Egyptens første præsident efter kuppet imod Kong Farouk, kom fra militæret. Han udpegede officerskollegaen Anwar Sadat til vicepræsident. Sadat overtog da Nasser døde i 1968, og han udpegede officerskollegaen Hosni Mubarak til vicepræsident. Han rykkede ind på præsidentposten da Sadat blev myrdet i 1982. Så indtil nu har egypterne aldrig besluttet, hvem der skulle være deres præsident. Det har militæret og skiftende grupper af officerer.

Indtil Hosni Mubarak blev væltet i februar, troede mange, at han var den eneste og den egentlige magthaver. Nu begynder mange at få øjnene op for, at Egypten i virkeligheden altid er blevet regeret af militæret i skøn forening med en præsident, som også sikrede militærets interesser. Så selvom demonstranterne har væltet præsidenten, så er revolutionen ikke lykkedes. Langtfra endda. Hele det kæmpemæssige system, som Mubarak repræsenterede – både militæret og det godt og vel 5 millioner ansatte store bureaukrati – eksisterer stadigvæk. Det er en kæmpeorganisme, som har sit eget liv, og som ikke opgiver magten uden sværdslag.

Det er det, Den Anden Egyptiske Revolution handler om.

I den første tid lige efter Mubaraks fald sad de revolutionære tilbage med en følelse af sejr, men langsomt gik det op for dem, at kampen langtfra var overstået, og at militæret i virkeligheden lige så stille og elegant havde lempet sejren ud af hænderne på dem, der havde gjort det hårde arbejde, og overtaget. Mange accepterede det, fordi man anså militæret for at være den eneste stabiliserende faktor, som kunne beskytte landet imod kaos og anarki.

I modsætning til af hvad mange dengang håbede, så blev det klart, at militæret ikke var folkets forsvarer, sådan som officererne ellers forsøgte at få det til at tage sig ud, men tværtimod var det gamle systems beskytter. Langsomt blev det klart, at militærets indgriben og hjælp med at gelejde Mubarak over i historiebøgerne, mere var et spørgsmål om at begrænse skaderne på det system, militæret og bureaukratiet under Mubarak repræsenterede, end det var et spørgsmål om fredeligt at gøre Egypten til et frit og demokratisk samfund.

 
 

Derfor er demonstranternes krav, at Militærrådet, som reelt har regeret landet siden revolutionen i vinter, skal træde tilbage. Helt og totalt skal forlade politik, og overdrage magten til en civil regering med reel magt.

Det vil blot ikke ske. Generalerne vil ikke opgive magten. Ikke endnu i hvert fald. Og demonstranterne er heller ikke slet så magtfulde og de har heller ikke befolkningen bag sig i nær samme grad, som det var tilfældet i januar og februar.

Alene folkemængderne på Tahrirpladsen kommer i disse dage slet ikke op på antallet fra de hektiske dage i den forgangne vinter. Der er mange demonstranter, men man kan sagtens bevæge sig rundt. Det kunne man ikke under den første revolution. Dengang var pladsen også pakket helt nede fra Egypt Museum og frem. Det er den langtfra nu. Nu kører bilerne uhindret igennem flere af hovedgaderne.

I dag – dagen inden egypterne går til det første forhåbentlige frie valg efter Mubaraks fald – har de protesterende igen opfordret til en massedemonstration på Tahrirpladsen, for at vise deres styrke overfor det regerende militærråd.

 
 

Demonstranterne har ikke accepteret militærrådets udpegning af Kamal el-Ganzouri til fungerende premierminister for en ny overgangsregering. Set med mange demokratiaktivisters øjne er Ganzouri fedtet for meget ind i det tidligere regime. Den 78-årige Ganzouri var premierminister under Hosni Mubarak fra 1996-99.

I stedet har demonstranterne opfordret Det internationale Atomenergiagentur IAEA’s tidligere chef Mohammed Elbaradei til at sætte sig i spidsen for en overgangsregering. Kritikken af ham har hidtil været, at hans internationale poster har bragt ham på for stor afstand af virkeligheden i Egypten, men netop det gør også, at han ikke ses som en, der har været alt for tæt på Mubarak-regimet.

Indtil videre har militærrådet ikke accepteret Elbaradei, selvom det har haft møder med både ham og tidligere generalsekretær for Den arabiske Liga og tidligere udenrigsminister Amr Moussa. Og indtil sent i går troede mange heller ikke at Elbaradei selv var interesseret, fordi en post i overgangsregeringen med militæret i baggrunden anses som en selvmordsaktion for enhver, der har ambitioner for præsidentposten.

Men Mohammed Elbaradei har nu klart meldt ud, at han er villig til at påtage sig opgaven og samtidig opgive at stille op til præsidentvalget til næste sommer. Det placerer bolden tilbage på militærrådets banehalvdel.

De næste dage bliver utroligt interessante. Ikke bare når det drejer sig om Egyptens fremtid, men også – fordi Egypten er så vigtig i den arabiske verden – for hvad der fremover vil ske i hele regionen.

 
 

* * *

Den anden egyptiske revolution har nu været i gang i mere end en uge. Igen er Tahrirpladsen centrum for utilfredsheden. Denne gang har der dog været relativt fredeligt i det meste af resten af Kairo.

Én gade er dog anderledes. Mohammed Mahmoud Street. Den har været slagmarken. Dag ud og dag ind er kampene skånselsløst bølget frem og tilbage, og gaden ligner en scene fra en apokalyptisk science fiction film. Alt synes ødelagt og afbrændt.

Men det er kun denne ene gade. Hvorfor?

Der er en 8-9 andre gader, der når frem til Tahrirpladsen. Hvis politiet ønsker at rydde pladsen for demonstranter, hvorfor rykker de så ikke bare frem af en af dem. Hvorfor kun ad Mohammed Mahmoud Street? Det spurgte jeg en af organisatorerne af demonstrationen om.

”Politiet er ikke interesseret i at rydde Tahrirpladsen. Hvis det var det, de ville, kunne de nemt nå herhen. Men ved at nærme sig pladsen fra Mohammed Mahmoud Street, så kan de trække kampene ind i den gade, og dermed påstå, at demonstranterne ønsker at storme Indenrigsministeriet, som ligger længere oppe i den retning”, siger han.

”Vi ønsker ikke at angribe ministeriet, selvom alle hader det. Men politiet forsøger at få det til at se sådan ud og få os til at ligne bøller og vandaler. Men det er vi ikke”, siger han.

Nogle bøller er der dog blandt demonstranterne.

Da våbenhvilen bliver erklæret, stiller organisatorerne flere kæder af demonstranter op, som skal blokere indgangen til Mohammed Mahmoud-gaden fra Tahrirpladsen, som demonstranter ikke begiver sig op af gaden igen, og giver militærpolitiet en undskyldning til at bryde våbenhvilen. Men en større gruppe meget unge demonstranter forsøger i stedet at nå frem til slagmarken ad en anden gade udenom menneskekæderne. De bliver stoppet og sendt tilbage til Tahrirpladsen.

 
 

Det viser sig, at alle de konfliktsøgende ballademagere tilhører fodboldklubben Al Ahly’s fanklub. Der er i virkeligheden tale om en stor gruppe fodbold-hooligans, som altid tørner sammen med politiet under de årlige episke fodboldkampe mellem Zamalek og Al Ahly, som deler hele nationen i to lejre. De har et gammelt opgør med politiet, og nu bruger de demonstrationen på Tahrirpladsen til at få scoret nogle points, som intet har at gøre med demokrati, frihed eller udrensning i et korrupt bureaukrati.

Det er heller ikke den eneste måde, opstanden nu adskiller sig fra den, det indledte omvæltningerne for 8-9 måneder siden.

Kæmpedemonstrationerne i vinter var forenet af ét eneste samlende mål: At slippe af med præsident Hosni Mubarak. Det kunne alle enes om på tværs af religiøse, politiske, sociale og uddannelsesmæssige skel. De gjorde dem stærke. Det mål er nået. Hvad der herfra og frem er målet, er der mindre enighed om.

Officielt er demonstrationernes mål nu, at:

  • Militærrådet skal træde tilbage og afløses af en civil regering med reel magt. (Ikke realistisk og vil næppe ske.)
  • De officerer i politi og militær, som har været involveret i planlægningen og gennemførelsen af myndighedernes voldelige angreb på demonstranterne, skal stilles for retten. (Ikke realistisk og vil næppe ske.)
  • Indenrigsministeriet skal renses ud og om-organiseret. Undervejs i urolighederne påstod det forhadte ministerium, at de ikke længere havde kontrol over politiet. (Måske mere realistisk, men sker næppe lige nu.)
  • Det forhadte hemmelige sikkerhedspoliti skal opløses. (Måske også realistisk, men et nyt bliver sikkert etableret.)

Demonstrationerne har vist, at der er grundlæggende meningsforskelle i oppositionen.

 
 

Det muslimske Broderskab var med fra starten denne gang, men trak sig straks ud igen, fordi det står til at vinde valget, og ønsker ikke, at urolighederne skal forsinke det. Internt i broderskabet er der vilde diskussioner om, om det har været den rigtige politik at føre, og det synes som om broderskabets vaklen, har svækket det.

Mange moderne, sekulære demonstranter og også mange blandt Egyptens store koptisk-kristne mindretal er ganske godt tilfredse med at Det muslimske Broderskab holder sig borte, men de er til gengæld ikke begejstrede for, at mere yderligtgående salafister nu er dukket op på Tahrirpladsen i stedet for.

Der er også uenighed internt blandt demonstranterne, om man skal deltage i valget, der begynder på mandag – på trods af alle dets mangler, men i det mindste bruge det til at komme videre med demokratiseringsprocessen, eller om man helt skal boykotte det og forsøge at fremstille valget som en farce.

Mange har også forladt demonstrationerne og Tahrirpladsen, fordi de har været imod volden og ødelæggelserne. Politiets vold og brutalitet var det, der først fik mange ud for at deltage i protesterne. Men demonstranternes store fokus på kampene snarere end i den politiske proces har skræmt mange væk igen.

Og man skal ikke bevæge sig særlig langt bort fra Tahrirpladsen, før man møder almindelige egyptere, som har fået mere end nok af demonstrationerne.

Det gjorde vi en af dagene, og til vores store overraskelse, så væltede kritikken frem. Vi behøvede blot at holde mikrofonen.

”Demonstranterne på Tahrirpladsen repræsenterer ikke alle egyptere. Der er 80 millioner egypterne og selv en million på Tahrir repræsenterer ikke alle de andre”, siger Ahmad Sabr, der har en herreekviperingsforretning.

Advokaten Said el-Khatib bryder ind:

”Det er en dårlig joke. Det er aldrig sket in Egyten før. Det muslimske Broderskab, salafisterne og de unge demonstranter har rejst befolkningen til denne millionmarch og nu er det løbet løbsk. Der var slet ikke nogen grund til det, for vi er alligevel på vej til at afholde valg”, siger han.

Det ryster dog en lokal husmor at høre, så hun kræver også at få adgang til vores mikrofon:

”Jeg er imod al den nedsættende tale om de revolutionære på Tahrirpladsen”, siger Shawkiya al-Kurdi. ”Det er dem, de unge, der ofrer deres liv, og de giver stadig til det egyptiske samfund, som de elsker højt. Vi bør ikke bagtale dem for de ødelæggelser og det kaos der foregår i Mohammed Ahmad Street”, formaner hun.

 
 

”Vi er imod alt det der sker på Tahrirpladsen”, siger Mohammed Magdi, som ikke taler på andres vegne end sine egne, men alligevel taler i flertal. ”Alle disse folk på pladserne i Egypten de angriber politistationer. Jeg tror at alle der dør… For som jeg beskytter mit hjem, beskytter politifolkene deres stationer. Så dem der dør der, de er ikke martyrer.”

Nogle af bemærkningerne er ret skrappe, og det ville have været svært at gennemføre en sådan højtråbende diskussion med så mange forskellige synspunkter i al offentlighed på en større plads i det centrale Kairo for et par år siden. Men det sker alle steder nu om dage. Både fordi folk ikke er enige med hinanden, men ligeså meget fordi folk ikke længere er bange for at have meninger eller lufte dem i al offentlighed, og det er da på den anden side interessant og en klar forbedring af situationen.

Og da vi pakkede vores udstyr sammen og forlod Ta’alat Hrab-pladsen, hvor vore interviews havde fundet sted, da fortsatte den sammenstimlede folkemængde med at diskutere med hinanden, næsten som om der var blevet skabt en gadens folkehøjskole.

Man kan helt klart sige meget negativt om det, der foregår i Egypten i disse tider… og endnu mere negativt om alt det, der burde foregå, men ikke sker. Og det er også klart, at valget på mandag og den lange, komplicerede valgproces det sætter i gang langtfra er nok.

Men meningerne! Folks meninger. Folks forskellige meninger. Og den selvfølgelige åbenhed der omkring meningsforskellighederne og diskussionerne nu om dage. Det er, synes jeg, en dejlig og positiv udvikling, som har været undervejs i årevis. Og selvom det sikkert svækker demonstranterne på Tahrirpladsen, at der ikke længere er fodslaw, så er disse højtråbende diskussioner det spæde, begyndende demokrati i dets smukkeste og mest blomstrende form.


 
Tilføj kommentar
 
 
1 Kommentarer: