Egyptens første frie valg:

Fred, begejstring og masser af tålmodighed

KAIRO (28.11.2011): ”Det er fantastisk. Det er bare fantastisk. Jeg kan næsten ikke tro mine egne øjne”, siger en tydeligt rørt Mohammed Debeiky, da han ser den kilometer lange kø af vælgere, der tålmodigt står og venter, for at nå frem til stemmestedet.

Debeiky er i slutningen af 60’erne, veluddannet, læge med egen medicinalvirksomhed, som har arbejdet sammen med Novo Nordiske, forklarer han. ”Jeg elsker Danmark. Et fantastisk land”, får han også lige med i begejstringen.

 
 

”Jeg kom blot herhen for på familiens vegne at se, hvordan det tager sig ud inden vi selv går ud for at stemme”, siger den egyptiske læge. ”Det her er det første valg, hvor jeg virkelig stemmer, for det er det første valg, der betyder noget. Jeg tror virkelig, at det her kan blive en ny begyndelse for vores land.”

Min kameramand og jeg er blot gået et par hundred meter bort fra vores hotel til det nærmeste sted, hvor egypterne kan afgive deres stemme i det, der skal være det første frie valg efter præsident Hosni Mubarak blev væltet i februar. Nej, det er egentlig ikke korrekt. Det bliver, hvis alt går vel, det første frie valg i Egyptens historie overhovedet.

Ved alle tidligere valg har der enten ikke været noget reelt valg, eller der er blevet svindlet så grundigt med stemmerne, at ingen alligevel troede på resultatet. Den æra kan nærme sig sin afslutning nu, selvom militæret fortsat vil være Egyptens egentlige magthaver en rum tid endnu.

Selvom nogle af de mere yderligtgående af de unge, der den seneste uges tid har demonstreret ovre på Tahrirpladsen har truet med at demonstrere foran valgstederne i dag, så ser det ikke ud til at være sket. Indtil videre er valgprocessen forløbet fredeligt og ordentligt. Der er valgsteder, der ikke er åbnet til tiden, og andre, der ikke har fået stemmesedler. Men langt de fleste steder ser det ud til at forløbe ordentligt – om end uendelig langsomt. Køerne er kilometerlange, men vælgerne synes indtil videre i hvert fald udstyret med både en prisværdig tålmodighed og flere også med klapstole.

”Jeg er begejstret. Ingen tvivl om det. Det er mit første rigtige valg. Og jeg er begejstret, fordi det er første gang, det vi mener overhovedet betyder noget”, siger den unge studerende Salma el-Alfy. Alligevel mener hun, at hun næppe vil være tilfreds med resultatet.

 
 

De få meningsmålinger, der har været og som på grund af manglen på erfaringer med frie valg er ret usikre, spår en sejr til Det muslimske Broderskabs parti ”Frihed og Retfærdihghed”. Alt efter hvilke meningsmålinger, man ser på, spås Broderskabets politiske parti at få mellem 25-35% af taburetterne i Nationalforsamlingen. Det salafistiske Nour-parti får i meningsmålingerne 6-9%, så islamisterne bliver stærkt repræsenteret, hvis meningsmålingerne har aflæst situationen korrekt.

”Som du kan se, så bærer jeg ikke slør. Jeg er muslim, men ikke islamist. Jeg er moderne, og jeg ønsker ikke at religionen skal blandes ind i vores politiske liv, for det kan blive et problem for demokratiet”, siger Salma el-Alfy. ”Frihed og Retfærdigheds-Partiet er hyklere, der siger, at de går ind for frihed og demokrati, samtidig med at de i virkeligheden begrænser den. Men det bliver sikkert dem, der vinder valget. Jeg håber blot, at vi andre fornuftige og moderne også for en stemme i parlamentet”, siger hun.

Men uanset hvad, så går egypterne til dette valg med en begejstring, man ikke kan undgå andet end at blive smittet af, og nogle opskruede forventninger, man kun kan frygte, måske ikke bliver indfriet.

De fleste af dem, vi her til morgen har talt med, klart nok er moderne, veluddannede og vestligt orienterede, hvilket hænger sammen med, at det stemmested, vi har opsøgt, ligger på øen Zamalek ude i Nilen midt i Kairo, som er et overklasseområde, hvor også en del af de udenlandske ambassader ligger. Og selvom disse mennesker alle ser problemer med at fundamentalisterne kan blive så stærkt repræsenterede, som det ser ud til, i det kommende parlament, og selvom mange af dem også godt kan se, at parlamentet næppe bliver så magtfuldt, som de gerne vil have, så ser de det som deres borgerpligt at deltage i valget. Det signalerer begyndelsen på et nyt Egypten, som de alle tager medansvar for at være med til at skabe, og det er en fantastisk ting at være vidne til.

 

* * *

Se også det fotogalleri fra dagene omkring demonstrationerne, sammenstødene og valgdagen, som jeg har uploadet til hjemmesiden:

http://www.steffen-jensen.dk/dan/fotogalleri/75-egyptens-anden-revolution-og-forste-frie-valg/

 

 
Tilføj kommentar