Skoleopgave:

Israel-Palæstinakonflikten

 

Hej Steffen,

Vi er to piger, Johanne og Louise, på 15 år, der går i 9. klasse på Det kongelige Teaters Balletskole og vi er i gang med at forberede os til vores projektuge i uge 9. Vores emne er konflikten mellem Israel og Palæstina ved Gaza-striben, og vi ville høre om du kunne være interesseret i at give et interview om konflikten.

Her er nogle spørgsmål, vi håber du kan og vil svare på:

1. Hvorfor er der så meget fokus på Gaza-striben og Vestbredden som krigszone?
2. Hvorfor kører konflikten stadig mellem de to parter?
3. Hvordan takler regeringen konflikten?
4. Hvordan forholder Amerika sig til konflikten?

Vi håber det er overskueligt for dig, og på forhånd tusind tak for din hjælp.

Kærlig hilsen,

Johanne og Louise


 

 
 

 

Kære Johanne og Louise,

Her kommer mit bud på nogle svar. Men husk endelig på, at mine svar på ingen måde er sandheden, men blot min version af den. Der kan være andre lige så legitime versioner.


Hvorfor er der så meget fokus på Gaza-striben og Vestbredden som krigszone?

Det er et godt spørgsmål, og svaret er måske ikke helt så klart eller tilfredsstillende, som man kunne ønske, men her kommer det. I det hele taget er der langt mere fokus på Mellemøsten som sådan, end der er på andre dele af verden som for eksempel Afrika eller Sydamerika. Indenfor Mellemøsten er der så også mere opmærksomhed om Israel-Palæstinakonflikten, end der er på alle de andre konflikter i den her region.

Jeg tror, at denne ubalance hænger sammen med flere forskellige fænomener.

Det ene kan vi kalde ”kulturel nærhed”. Det betyder, at vi på grund af forskellige fællestræk eller forbindelser føler en større identifikation med mennesker i en del af verden, end vi gør med folk i andre områder. I kunne se fænomenet, da der blev udstationeret danske soldater i Irak. Pludselig blev den konflikt, som vi tidligere ikke havde beskæftiget os nær så meget med, utrolig interessant. Da de danske soldater forlod Irak igen, kølnedes de danske mediers (og befolkningens og politikernes) interesse for striden på samme tid. Det handlede altså ikke om, at konflikten var blevet løst. Den fortsatte. Men vi var ikke længere tilstede, og dermed faldt vores interesse. Det samme fænomen ser vi i Afghanistan.

Hvordan spiller det ind på Israel-Palæstinakonflikten?

Det gør det på den måde, at mange jøder, der i dag er borgere i Israel – enten selv eller deres forældre eller bedsteforældre – i sin tid kom til området fra Europa, hvilket betyder, at de opererer, optræder og taler på en måde, som vi europæere bedre kan forstå og identificere os med, end vi kan med den arabiske side, som er en del af en kultur, historie, civilisation og religion, som vi på den ene side forstår meget lidt af, og historisk set ofte har været på konfliktkurs med. Samtidig havde jøderne efter Den anden Verdenskrig og Holocaust en utrolig stor støtte fra USA og Europa. Både på grund af mange landes og folks dårlige samvittighed over, hvad de havde gjort imod jøderne under krigen – eller havde undladt at gøre for at hjælpe dem. Efter vores mening vendte jøderne hjem til deres gamle, historiske hjemland. Samtidig forstod vi meget lidt – og bekymrede os endnu mindre – om de arabere, som allerede boede i det samme område. (Det kommer der senere en modreaktion til – se nedenunder – men den betyder også en øget opmærksomhed).

Bibelen er hele den vestlige civilisations høvedhjørnesten, og Bibelen kommer netop herfra. Derfor kan vi alle sammen i Europa relatere til byer som Bethlehem, Jerusalem, Nazareth og mange andre steder i området. Det samme kan man ikke påstå, at vi kan til Magway og Allanmyo i Myanmar (det tidligere Burma), eller til Puerto Santa Cruz eller San Juan i Argentina. Så det at vi taler om Bibelens Land (og Bibelens Folk) giver også et element af identifikation.

Desuden tror jeg, at modreaktionen i 60’erne og 70’erne, hvor vi i Europa oplevede det såkaldte ”studenteroprør” eller ”ungdomsoprør”, som i store træk også var venstreorienteret, betød, at man kastede den ældre generations opfattelser og loyaliteter bort, og ofte identificerede sig med mod-billeder af forældregenerationens sympatier. I starten identificerede de unge på venstrefløjen sig med Vietnam imod USA. Det handlede om ”undertrykte folk” overfor ”imperialistiske magter”. Da så krigen i Vietnam i midten af 70’erne sluttede, kastede venstrefløjen sig i stedet over Mellemøsten, hvor Israel blev set som en forpost for ”vestlig imperialisme og kolonialisme”, mens palæstinenserne blev opfattet som ”et undertrykt, fordrevet folk”, som havde retten på sin side, og som havde krav på vores sympati og støtte. Selvom mange af meningerne fra 60’erne og 70’erne nok er blevet blødt lidt op siden, så er det den generation af unge studerende, der nu sidder på samfundets ledende poster, og deres store interesse og involvering i præcist denne konflikt over så mange andre, påvirker efter min mening også denne ”overfokusering” på Israel-Palæstinakonflikten.

Jeg tror også, at flygtninge- og indvandrerdebatten i Vesten (og i Danmark), hvor mange indvandrere og flygtninge er arabere/muslimer og endog også ofte er palæstinensere, betyder, at der kommer en ”hjemlig” vinkel på konflikten. Og det samme gør vores frygt for terrorisme. En frygt som er eksploderet efter terrorangrebene den 11. september 2001 imod USA og i flere europæiske lande umiddelbart efter. Da disse terrorangreb og terrorgrupper ofte har forbindelser til Mellemøsten, den muslimske verden og Israel-Palæstinakonflikten, så spiller det også ind på, at vi pludselig føler, at en konflikt der tidligere var langt borte, pludselig har konsekvenser for vores muligheder for at færdes i sikkerhed på vore egne gader og stræder i Danmark. Så det skaber også en mulighed for en ”identifikation” med konflikten. Den bliver personlig for, mere end mange andre konflikter i verden. (Lad mig lige i parentes tilføje, at denne terror-frygt i Vesten efter min mening er ude af proportioner. Vi er objektivt set slet ikke så truet, som mange tror. Men det ændrer ikke på manges følelse af at være truet.)

Sluttelig er alt, der foregår i Mellemøsten automatisk vigtigt for os i Vesten, fordi en meget stor en del af den olie, der er afgørende for opretholdelsen af det liv vi har, kommer herfra. Det gør Mellemøsten til et ”strategisk vigtigt område” for os i Vesten. Vi kan ganske enkelt ikke tillade, at tingene i Mellemøsten forværres, fordi det vil skabe kaos for os i Vesten økonomisk, politisk og socialt, og i værste fald kan det direkte betyde, at vores samfundsorden kunne kollapse. I efteråret 1973, da en række arabiske lande lige havde angrebet Israel i det vi i dag kalder for Yom Kippurkrigen, kom vores daværende statsminister Anker Jørgensen til at antyde, at Danmark havde sympati for Israel. Det betød, at de rige arabiske oliestater lukkede for olieforsyningerne til Danmark, som kom i dyb krise. Det betød blandt andet at vi i en periode måtte forbyde bilkørsel om søndagen, for at spare på olien. Derfor er Mellemøsten vigtigere for os end så mange andre områder. (Endnu en parentes-bemærkning: En sådan oliekrise vil næppe gentages, fordi oliepriserne af samme bagefter grund røg i vejret. Det betød at en række arabiske oliestater i løbet af få år blev ubegribeligt rige. Den rigdom investerede de i Vestlige firmaer, værdipapirer, fast ejendom og så videre. Derfor vil et økonomisk kollaps i den vestlige økonomi i dag også betyde, at araberne vil skade deres egne investeringer.)

Alle disse ting tilsammen gør, tror jeg, at Israel-Palæstinakonflikten (og dermed Gaza-striben og Vestbredden) bliver dækket så intenst i vore medier, som de gør.

 
 

Hvorfor kører konflikten stadig mellem de to parter?

Igen af flere grunde tror jeg.

I de første mange år, fordi den israelsk-arabiske konflikt (som Israel-Palæstinakonflikten er en del af), udover at være en konflikt i sig selv, også fra Den anden Verdenskrigs slutning og frem til Berlinmurens fald og Østblokkens sammenbrud i slutningen af 80’erne og begyndelsen af 90’erne, var en del af, det vi kaldte, Den kolde Krig. En strid mellem supermagterne USA og Sovjetunionen (og dermed mellem NATO og Warszawapagten). Dermed var der en masse udefrakommende interesser blandet ind i en allerede kompliceret konflikt.

Desuden er vi i en situation, hvor ingen af parterne – hverken Israel eller palæstinenserne – endnu er villige til at indgå de smertefulde kompromisser, som er nødvendige, hvis konflikten skal løses af fredelig vej ved forhandlinger. Og samtidig er verden nået til et punkt i verdenshistorien, hvor vi ikke længere accepterer at den slags konflikter ”brænde sig selv ud” så at sige, som det ellers har været tilfældet igennem det meste af historien. Vi accepterer ikke længere, at en stærk part påtvinger sin løsning over en svagere. Derfor er vi i en situation, at tidligere – op til Seksdageskrigen i 1967 – beskyttede vi israelerne, mens vi nu mere beskytter palæstinenserne. Selvom vi samtidig forsøger at bevare en eller anden form for balance, hvilket jo kan synes selvmodsigende. Og da begge parter på den måde er sikret imod det totale nederlag i en væbnet konflikt, som dermed er blevet mindre farlig, så er de samtidig også blevet mindre interesserede i at bøje sig for modpartens krav ved forhandlingsbordet, fordi det vil kunne opfattes som en kapitulation, uden ”at have ryggen imod muren”. Resultatet er en fastlåst situation, hvor parterne hellere vil fortsætte med en ikke-krig-ikke-freds-situation, fordi den kan synes som det mindst dårlige blandt en række endnu værre alternativer.

 
 

Hvordan takler israelernes og palæstinensernes regeringer konflikten?


For det første har palæstinenserne faktisk to rivaliserende regeringer. En ledet af præsident Mahmoud Abbas og Fatah-bevægelsen, som sidder i Ramallah og har kontrollen med Vestbredden. Og en anden Hamas-ledet regering under premierminister Ismail Haniyah, som kontrollerer Gaza-striben. De to regeringer ligger i krig med hinanden. Lige nu ”kun” politisk, men på andre tidspunkter har det været en åben, væbnet og blodig borgerkrig.

Det svækker naturligvis den palæstinensiske side, at der ikke er én enkelt regering, der kan siges at repræsentere palæstinenserne, og det er et væsentligt problem. Fatah-bevægelsen vil i princippet gerne forhandle fred med israelerne (gør det dog ikke), men er bundrådden og korrupt. Hamas-gruppen er mere ærlige og ukorrumperede, men siger, at de aldrig vil anerkende Israels ret til at eksistere eller slutte en fredsaftale med den jødiske stat. Set med Hamas’ øjne er der – officielt i hvert fald – kun væbnet kamp.

Hvordan er palæstinenserne endt med to rivaliserende regeringer?

Det er de, fordi Fatah og PLO, som i sin tid ellers blev betragtet som hele det palæstinensiske folks nationalbevægelse, er så gennemrådden, uærlig og svindler med de mange penge, som den vestlige verden donerer til det palæstinensiske folk. Palæstinenserne er det folk i verden, der det sidste halvandet årti har modtaget flest penge i bistandshjælp per indbygger i verden. Men det har ikke betydet nævneværdige forbedringer på almindelige, fattige palæstinenseres hverdag. Til gengæld er mange ledende Fatah- og PLO-folk blevet fede og ualmindeligt rige.

Utilfredsheden med Fatah’s og PLO’s råddenskab fik i 2006 palæstinenserne til at vælge Hamas til at danne regering i stedet for Fatah. Det er første og indtil videre eneste gang et arabisk folk har væltet et eksisterende regime ved et frit, demokratisk valg. Så på den måde er Hamas faktisk palæstinensernes legitime regering. Men da Hamas samtidig også er en terrororganisation, ikke vil overholde de aftaler, som den tidligere regering havde indgået, og heller ikke vil forhandle fred med Israel, så har USA, EU og en stor del af resten af verden vendt dem ryggen. Israel har desuden lukket grænsen til Gaza af. Sidste vinter kom det direkte til åben krig mellem Hamas og Israel. Fra starten nægtede Fatah at anerkende, at Hamas var den nye regering. Til slut kom det i 2007 til åben borgerkrig i Gaza-striben, og Hamas sparkede Fatah ud, så vi nu i realiteten har to palæstinensiske områder med hver sin regering.

Meningsmålinger blandt palæstinenserne viser, at de ønsker en ren, transparent og ærlig regering, som forhandler fred med Israel. Hamas er mere ærlig end Fatah, men vil ikke forhandle fred. Fatah vil gerne forhandle, men er korrupt. Og der er ikke noget tredje, troværdigt alternativ på den palæstinensiske politiske scene. Så det palæstinensiske politiske liv er ude af stand til at levere det, palæstinenserne ønsker.

På den israelske side har vi nu en højre-nationalistisk regering under ledelse af premierminister Benyamin Netanyahu. Det er en regering, som politisk set står de jødiske bosættere i de besatte områder meget nærmere end de gør den israelske fredsbevægelse. Alligevel er det regeringens officielle politik, at den gerne vil indlede nye fredsforhandlinger uden betingelser med Mahmoud Abbas’ PLO. (Oslo-fredsprocessens dokumenter siger, at fredsforhandlingerne skal foregå mellem Israel og PLO, ikke den palæstinensiske regering, som ikke eksisterede da fredsprocessen i sin tid begyndte). Men dette tilbud om øjeblikkelige forhandlinger har indtil videre været ”gratis”, fordi der ikke er nogen forhandlingsdygtig palæstinensisk ledelse.

Mahmoud Abbas kræver, at Israel helt og totalt stopper al byggeaktivitet i alle de jødiske bosættelser i de besatte områder. Israel har officielt stoppet nybyggerier i bosættelserne på Vestbredden. Men ikke i Øst-Jerusalem, som Israel har annekteret, og derfor ikke opfatter som besat. Det er palæstinenserne og det meste af resten af verden dog uenig i, så derfor vil PLO ikke genoptage forhandlingerne.

Tåbeligt fra begge parters side.

Tåbeligt fra den palæstinensiske side, fordi det får det til at se ud som om forhandlinger om fred er en slags ”gave” til israelerne. Men fred er ligeså vigtig at opnå for palæstinenserne. Så når de ikke vil forhandle, skader det ligeså meget – måske endog mere – dem selv.

Tåbeligt fra den israelske side, fordi Israel lige nu nemt sige, at landet er rede til forhandlinger, for de ved godt, at der ikke er nogen at forhandle med, og derfor heller ikke nogen risiko for, at de kan blive stillet overfor nogle ubehagelige krav ved forhandlingsbordet.

Hvis den israelske regering virkelig dybt og inderligt ønskede forhandlinger, så kunne den så nemt som ingenting efterkomme det palæstinensiske krav, og i en begrænset periode stoppe byggerierne i Øst-Jerusalem. Om ikke for andet, så for at ”afsløre palæstinensernes bluff” og vise, at de slet ikke vil forhandle. Eller hvis palæstinenserne faktisk vil, så i det mindste finde ud af, om der er mulighed for en fredelig løsning på konflikten. Men det ser kun ud til, at den nuværende israelske regering ønsker fredsforhandlinger, så længe der ikke er nogen risiko for at få dem. Kom der faktisk forhandlinger i gang, skulle Israel til at levere indrømmelser, som Benyamin Netanyahu ikke vil kunne levere.

Meningsmålinger viser, at den israelske befolkning på langt sigt er rede til at betale prisen for fred med palæstinenserne – altså rømning af næsten alle de besatte områder og oprettelsen af en palæstinensisk stat, hvis israelerne kan blive overbevist om, at palæstinenserne virkelig også ønsker rigtig fred. Men da israelerne tvivler, vil de på kort sigt have mest mulig sikkerhed.

Så alt i alt står det ikke godt til. Hverken på den israelske eller den palæstinensiske side. Begge folks politiske ledere er af historisk lav kvalitet. Men begge befolkninger er sådant set selv skyld i den sørgelige tingenes tilstand. For hvis de ikke har de ledere, de ønsker og som kan eller vil løse problemerne, så er det op til israelerne og palæstinenserne selv at skifte disse politiske ledere ud. Så længe de ikke gør det, så ligger de hver især lidt, som de har redt.

Når palæstinenserne vælger en Hamas-regering, så ødelægger det israelernes tro på, at de virkelig ønsker fred. Og så vælger israelerne en højre-nationalistisk regering, som vil slå hårdt og brutalt ned på terrorisme. Når denne israelske regering så gør det, den er valgt til, og for eksempel går i krig med Hamas i Gaza-striben, så gør det palæstinenserne endnu mere vrede og uforsonlige, og det svækker de forhandlingsvenlige kræfter på den palæstinensiske side, mens flere og flere slutter sig til de militante. Og på den måde snurre den onde spiral videre.

Denne konflikt producerer sit eget brændstof. Og med mindre der er nogle modige og visionære ledere, der bryder spiralen, så går vi direkte imod en ny krig eller voldelig opstand.

 
 
 

Hvordan forholder Amerika sig til konflikten?

USA forholder sig ambivalent til konflikten (og dens løsning) mere eller mindre som alle andre.

USA mener, at det må være parterne selv, der viser deres villighed til at gøre det, der er nødvendigt. Omverdenen kan efter USA's mening ikke påtvinge en løsning. Først når parterne selv viser sig rede til at yde de nødvendige ofre, så kan omverdenen komme ind, og hjælpe og støtte parterne i den proces, som til den tid bliver nødvendig.

Overordnet vil USA gerne have konflikten løst fredelig. Den amerikanske løsningsmodel, som vi i EU og i Danmark stort set er enig i, er, at området skal deles i to. Palæstinenserne skal have deres egen stat i om ikke hele det område, Israel erobrede under krigen i 1967, så i hvert fald i langt den største del af det. De jødiske bosættelser – eller næsten alle bosættelserne – i de besatte områder skal nedlægges og rømmes. Til gengæld skal Israel have en række sikkerhedsgarantier fra palæstinenserne og den arabiske verden. Gaza og Vestbredden må, hvis det bliver den palæstinensisk stat, ikke blive brugt til nye angreb på Israel, som det er tilfældet nu. Derfor skal en palæstinensisk stat enten være demilitariseret eller delvist demilitariseret. Desuden skal de palæstinensiske flygtninge – og efterkommerne af dem der flygtede – fra det, der i dag er Israel, ikke vende tilbage til deres tabte hjem, men kun til det, der bliver den palæstinensiske stat. Det vil sige, at en palæstinenser, der i dag bor i Libanon, ikke kan vende tilbage til sin bedstefars landsby i det nordlige Israel, men må flytte til en nyoprettet palæstinensisk stat på Vestbredden og i Gaza, samt få udbetalt en erstatning for sin families tabte ejendom, eller med erstatning og diverse økonomiske hjælpepakker må slå sig ned et andet sted i verden.

Men alt i alt betyder det, at begge parter skal opgive noget, der er dem meget, meget kært og betydningsfuldt. En sådan kompromisløsning, som vi i Vesten støtter, vil gøre meget ondt på begge parter. Og lige nu foregøgler begge parter deres respektive befolkninger, at en forhandlingsløsning kun handler om, hvad de selv skal have fra modparten. Men i virkeligheden handler det om, hvad de selv skal opgive. Og det er ingen af dem gået i gang med at forberede deres befolkninger på. Indtil det sker, vil der ikke kunne skabes en fredelig forhandlingsløsning.


Det er, hvad jeg lige nu kan finde på af svar og kommentarer. Læs dem igennem, og skriv igen, hvis der er noget, der synes uklart eller som I er uenige i. Præciser lige Jeres spørgsmål 3, så jeg ved, hvad det er, jeg skal svare på, så skal jeg nok forsøge at skrive så hurtigt som muligt. Og – endnu en gang – tag ikke mine svar for mere, end de er: Min oplevelse af situationen. Der kan være mange andre lige så gode forklaringer.


De bedste hilsner og held og lykke med Jeres opgave,

Steffen
01.03.2010



 
 


Hej igen Steffen,

Vi håber det er okay vi lige skriver et spørgsmål mere til dig, for vi er meget i tvivl!

Blev Hamas valgt som regering i Gaza-striben før eller efter de havde lavet et såkaldt kup? Den dansk-palæsinentiske forening sagde at de kom til magten ved et slags kup, men mere en reaktion til at Fatah fik våben fra Amerika. Vi forstår det ikke helt og vi tænkte du måske kunne give svar på det.

Kh Johanne og Louise



Kære Louise og Johanne,

Spørgsmål: Blev Hamas valgt som regering i Gaza-striben før eller efter de havde lavet et såkaldt kup? Den dansk-palæsinentiske forening sagde at de kom til magten ved et slags kup, men mere en reaktion til at Fatah fik våben fra Amerika.

Det er et lidt svært spørgsmål, I stiller. Mest fordi svaret bliver så ladet eller eksplosivt alt efter hvilken synsvinkel man på forhånd har på situationen. Dansk-palæstinensisk Venskabsforening står vistnok på de palæstinensiske myndigheders side i den interne palæstinensiske strid (og det kan der sandelig også være mange gode grunde til), og idéen om kup er helt deres forklaringsmodel, for det nederlag de led under borgerkrigen i Gaza. De palæstinensiske myndigheder (PA – Palestinian Authority) er stort set identisk med Fatah-bevægelsen og PLO. Hamas er ikke medlem af PLO, og dermed kan man sige, at det palæstinensiske samfund er delt op i to totalt modsatrettede lejre, som hader hinanden som pesten.

Efter min mening har den ene side ikke så meget, at lade den anden høre. Set med mine øjne er begge sider – både Hamas og PA – domineret af skurke, der mest ”har travlt med at mele deres egen kage”, end tage sig af det palæstinensiske folks velfærd. Den store taber i det spil er palæstinenserne selv, som ikke har et tredje alternativ. Der er andre på den palæstinensiske politiske scene, men de har så godt som ingen støtte i befolkningen, og er indtil videre totalt urealistiske som alternativ til de to altdominerende blokke – Hamas og PA.

Min udlægning af forløbet (og glem ikke, at det kun er min udlægning) er, at PA (læs: Fatah og PLO) tabte det palæstinensiske valg i 2006 fordi bevægelserne havde mistet respekten og legitimiteten i sin egen befolkning, fordi de var blevet en korrupt, selvsupplerende mafia, der mente, at de var født til at have monopol på magten. Desuden var PA’s skæbne kædet sammen med fredsprocessen med Israel, og den havde – set med mange palæstinenseres øjne – kun havde betydet palæstinensiske indrømmelser og ikke givet noget som helst udbytte.

 
 

Jeg mener ikke, at den udlægning er helt korrekt. Israel kunne ganske vist efter min mening have givet langt flere indrømmelser. At de ikke gjorde det, var meget uklogt, og har kun undermineret fredsprocessen. Men i en forhandlingsproces var israelernes opgave naturligvis, at sælge deres egne indrømmelser dyrest muligt – på samme måde som det modsatte var PA’s opgave. Sådan foregår forhandlinger. Men i det spil var israelerne langt bedre forberedt end palæstinenserne. Samtidig er det heller ikke korrekt, at palæstinenserne intet som helst fik ud af fredsprocessen. De fik Israel til at ”anerkende PLO som det palæstinensiske folks eneste legitime repræsentant”, hvilket palæstinenserne havde krævet i årtier. De fik Yassir Arafat og PLO tilbage til de palæstinensiske områder (hvilket mange af dem senere fortrød), de fik kontrollen over et stadigt voksende område (som israelerne dog senere fra tid til anden igen rykkede ind i), og de fik deres egne uafhængige myndigheder. De kunne efter min mening have fået meget mere, hvis deres egne myndigheder ikke havde været så korrupte, og hvis PA fra starten havde taget kontrollen med alle illegale våben og væbnede grupper. Det skete ikke. I dag ligger fredsprocessen i ruiner, og det er både palæstinensernes egen og israelernes skyld.

Derfor vandt Hamas det palæstinensiske valg i 2006 (ikke kun for Gaza-striben, som I spørger om, men for hele det palæstinensiske område). Fordi de blev betragtet som mere rene, opretstående, ærlige og idealistiske. Og da Hamas også havde stået for en del socialt, sundheds og uddannelsesmæssigt arbejde i det palæstinensiske samfund, troede mange palæstinensere, at Hamas ville prioritere folkets velfærd højere end Fatah havde gjort. Men da det kom til stykket, og Hamas skulle vælge imellem den fortsatte væbnede kamp imod Israel eller at satse på at få udbygget og forbedret det palæstinensiske samfund, valgte Hamas krig snarere end fred og fremgang. De kunne nemlig ikke få begge dele. For når man kæmper voldeligt imod Israel, må man forvente at Israel svarer igen af samme skuffe, og det gjorde de også. Israel lukkede grænsen til Gaza, bombede og rykkede fra tid til anden også ind i området. Dermed var ethvert håb om stabilitet og udvikling udelukket. Men det fik ikke Hamas til at ændre politik.

Internt fortsatte kampene også mellem Fatah – som ikke accepterede deres valgnederlag og systematisk forsøgte at sabotere Hamas’ muligheder for at regere, og Hamas, som var ubøjelig og hverken ville dele magten med Fatah eller opbløde sin militante afvisning af Israels ret til at eksistere. Selvom det lykkedes for en række arabiske lande at få forhandlet et kompromis igennem, så der blev oprettet en palæstinensisk samlingsregering, hvor de to grupper begge deltog, så arbejdede de aldrig sammen, men fortsatte blot deres interne krig også i regeringsarbejdet. Det hele brød sammen i en ødelæggende og blodig intern palæstinensisk borgerkrig i Gaza-striben, som førte til at Fatah blev sparket ud af området og Hamas overtog magten.

Det opfatter PA som et kup.

Et kup er jo et godt ord, fordi det antyder noget ulovligt og illegitimt. Men som I kan se, så har ingen af parterne holdt sig tilbage, når det kommer til brug på ret og rimelighed. Og ingen af dem synes at tænke på, hvad der er bedst for palæstinenserne. Kun på hvad der er bedst for deres egne bevægelser.

I realiteten betyder det, at det palæstinensiske område i dag er delt op i to. Vestbredden, som regeres af Fatah/PA, og Gaza-striben som Hamas har kontrollen med. Det svækker palæstinenserne, og det betyder også, at der ikke er nogen udsigt til at fredsprocessen kommer i gang igen i nogen nær fremtid. Og der er heller ikke noget, der tyder på, at de palæstinensiske fløje er på vej til at bilægge deres interne stridigheder.


De bedste hilsner

Steffen
04.03.2012

 
Tilføj kommentar
 
 
8 Kommentarer: