Strøtanker om det amerikanske præsidentvalg:

De næste fire år kan blive superinteressante


BØJDEN-FYNSHAV (06.11.2012): Det har været blæsende i det sydfynske øhav i dag, så det kan godt være, at denne artikel ikke er helt så velformuleret eller gennemtænkt. En stor del er nemlig skrevet i vippende søgang ombord på færgen mellem Bøjden og Fynshav, for jeg er på vej over for at holde foredrag i Aabenraa.

 
 

Der bliver i første omgang kun tale om en samling løse noter og strøtanker. Sejlturen er ikke så lang. Har jeg energi til det, kigger jeg igen på det hele i nat eller i morgen, når jeg alligevel skal over på TV2/NEWS.   

Jeg kan stort set slappe af i øjeblikket, for al TV2 energi er i disse dage fokuseret på det amerikanske præsidentvalg, så der bliver ikke brug for mig før i morgen, hvor resultatet – hvis vi kender det til den tid – skal analyseres, og jeg skal hjælpe med til at vurdere, hvad det kommer til at betyde for Mellemøsten.

Kort og skematisk kan man sige, at holdningerne i Mellemøsten til det amerikanske præsidentvalg fordeler sig i tre klumper mere eller mindre på denne måde:

• En stor del – først og fremmest blandt araberne – mener, at det kan være hip som hap, hvem der sidder i Det hvide Hus, for USA's politik er alligevel mere eller mindre den samme. USA vil under alle omstændigheder efter disse menneskers mening være anti-arabisk og pro-israelsk. En yderligtgående del af denne gruppe mener direkte, at det er jøderne, der kontrollerer USA's politik.

”Lad os ikke glemme at Obama og Romney kappes om at tilfredsstille den israelske lobby, som ikke bare kontrollerer en betydelig del af medierne, men hvis indflydelse går langt udover de jødiske vælgere…”, belærer Amr Abdel-Ati sine læsere om i den egyptiske avis Al Ahram.

”Uanset hvem der vinder (det amerikanske præsidentvalg), så vil en udskiftning i toppen af USA kun betyde minimale ændringer af landets politik i forhold til Mellemøsten. Romney er måske nok den mest høheagtige af de to, men det er blot en gradsforskel. Der bliver på ingen måde tale om en kursændring”, skriver Amr Abdel-Ati, som er fra Al Ahram’s Center for Strategiske og Politiske Studier.

• Så vil der være en også ganske stor del – både blandt araberne og også en pæn del af den israelske befolkning, som støtter Barack Obama, fordi de håber, at under ham vil der i det mindste være en chance for en genoptagelse af fredsprocessen mellem Israel og palæstinenserne og også for en mere balanceret amerikansk politik overfor den arabiske verden, hvilket Obama i flere taler har erklæret sin støtte til. Men det er ikke til at skjule, at der også i en stor del af denne gruppe er ikke så lidt skepsis. Obamas første præsidentperiode var – udover en række flotte taler, hvor alt det rigtige blev sagt – ikke særlig imponerende når det kom til praktisk handling, vil mange i denne gruppe sige.

 
 

”Obama vil være bedst for Israel”, skriver den israelske avis Haaretz i sin lederartikel i dag. Og ”…hvis han vinder valget i dag, bliver hans opgave at lede regionen (Mellemøsten) i retning af stabilitet, fred og sikkerhed”.

”Valgets udfald bliver afgjort af (de amerikanske) vælgere… Men hvis nogen af dem skulle vakle fordi de ikke er sikre på, om Obama har været et god præsident set med Israelske øjne, så er svaret: Ja, han har været en god præsident for os.”

• Blandt en stor del af israelere fra centrum til ud på højrefløjen, og blandt amerikanske jøder som er immigreret til Israel, og som har stemmeret ved det amerikanske præsidentvalg, er der en udtalt støtte til Mitt Romney. Mest fordi Romney ikke er Obama, og fordi de mener, at han vil være mere kritisk overfor den arabiske verden, og vil støtte Israels højre-nationalistiske regering under premierminister Netanyahu. Af samme grund er der ikke mange arabere, der støtter Mitt Romney, og de husker med rædsel tilbage på sidste gang, der var en republikansk præsident i Det hvide Hus. I de otte år med George W. Bush som præsident blev USA's forhold til den arabiske verden sat totalt over styr.

”Hvis vi ser lidt nærmere på Omabas udenrigspolitik i forhold til Mellemøsten i de seneste fire år, så får han dumpekarakter. Det har nærmest været surrealistisk under valgkampen at se, hvordan han hoverende solede sig i sin udenrigspolitiske succes ved hele tiden at henvise til, at han havde dræbt Oasama Bin Laden og at Al Qaeda nu er på flugt, og så se hvor urigtigt det var, da USA's konsulat i Libyen blev angrebet og fire dræbt inklusive den amerikanske ambassadør”, skriver Shoula Romano Horing, en israelsk advokat og kommentator i den israelske avis Yediot Ahronot.

 
 


* * *

I USA er det naturligvis nogle helt andre ting, der spiller ind.

Her er det først og fremmest økonomien, der spiller ind, når amerikanere vælger deres næste præsident i dag. Ikke udenrigspolitikken. Frygten for fremtiden, finanskrisen, den voksende arbejdsløshed, underskuddet på statsfinanserne og så videre er det, der står øverst på listen over bekymringer for de fleste.

I den udstrækning at udenrigspolitik og Mellemøsten overhovedet spiller en rolle, så er der tale om fire områder:

• Atomtruslen fra Iran
• Israel og Israels sikkerhed (og palæstinenserne i den udstrækning det relaterer sig til fred med Israel)
• Det arabiske Forår
• Borgerkrigen i Syrien

Holdningerne blandt langt de fleste amerikanske vælgere er ret klare:

Iran er en trussel, man kan ikke stole på præsteskabet og Irans atomprogram skal stoppes eller inddæmmes, men det skal ske, uden at USA bliver suget militært ind i en ny konflikt i Mellemøsten.

Israel er en allieret, og skal støttes. Selvom synet på den jødiske stat måske er ved at blive en smule mere nuanceret i den amerikanske offentlighed, så føler mange ganske almindelige amerikanere stadigvæk et skæbnefællesskab med Israel, og at det er nødvendigt at USA garanterer Israels sikkerhed. Det vil ikke være nogen overdrivelse at sige, at almindelige amerikanere på ingen måde har den samme sentimentale tilknytning til den arabiske verden. Alt arabisk ses der derimod på med ganske stor mistænksomhed.

 
 

Det arabiske Forår er godt… måske?!? I hvert fald synes det at handle om noget, som mange opfatter som amerikanske værdier: Frihed og demokrati. Men alligevel er der både mistænksomhed og skepsis. Mange af opstandene og omvæltningerne fører tilsyneladende til at islamister får magten. Og i Libyen er den amerikanske ambassadør lige blevet myrdet. Så juryen voterer for mange amerikaneres vedkommende stadigvæk om Det arabiske Forår er godt eller skidt.

Og som en udløber at Det arabiske Forår har vi så borgerkrigen i Syrien. Der er slet ikke nogen tvivl om, at amerikanerne over en kam er imod præsident Bashar al-Assad’s regime, som de hellere ser falde før snarere end senere. Men, som det er tilfældet med situationen i Iran, skal det helst ske uden at USA bliver trukket ind i opgøret. Massakren på det syriske folk er en krigsforbrydelse og et brud på menneskerettighederne, som det er svært at acceptere. På den anden side kan mange amerikanere ikke se, hvorfor det altid skal være USA, der skal være verdens politimand, blot for bagefter at blive kritiseret for at have påtaget sig rollen.

Udover Israel, så ser mange ganske almindelige amerikanske vælgere resten af Mellemøsten som en ret ubegribelig region, der kun giver anledning til bekymring, beboet af folk, som de har ganske svært ved at forstå, og som de helst vil have så lidt at gøre med som muligt, hvis det ikke var for olien, som gør, at USA, som den vestlige verdens stærkeste militære magt, bliver nødt til at sikre et vist mål af stabilitet i området og oliens frie vej ud af regionen.

* * *

Mange udenfor USA – især i den arabiske verden, men også ganske mange europæere – tror, at den israelske eller jødiske lobby i USA stort set sidder på magten i USA. Ikke bare afgør de, hvem USA's næste præsident bliver, eller sagt på en anden måde: En kandidat, som den israelske lobby er imod, vil ikke kunne blive valgt.

Sagen er, at der blandt USA's 230 millioner indbyggere er omkring 6 millioner jøder. Som alle mulige andre grupper i USA har jøderne deres politiske lobbies. Det har de arabiske amerikanere også. Og de sorte, cubanerne, miljøforkæmperne, bilindustrien og alle andre, der har noget på hjertet. Det er måden det amerikanske politiske system fungere.

Vil du have politisk medindflydelse på lovgivningsprocessen, så danner man en lobby, som støtter politikere, der er sympatisk indstillede overfor ens pet-projekt, og modarbejder politikere, som er en trussel imod det. Støtten kan både være finansiel under valgkampen, det kan være at forsyne politikeren og dennes stab med baggrundsinformation om emnet, og det kan være at lave positiv reklame for politikeren i medierne.

 
 

Sådan arbejder jøderne og de pro-israelske grupper i USA, og sådan arbejder alle andre interessegrupper også. Hvis der er noget særligt, man kan sige om de jødiske lobbies i den sammenhæng, så er det, at de arbejder mere effektivt, end de fleste andre, samt at jødiske vælgere er mere politisk aktive end de fleste andre grupper, og de deltager i valgene.

Mens mange andre gruppers valgdeltagelse ligger nede omkring 40 pct. så stemmer ofte mere end 80 pct. af de jødiske vælgere, hvilket naturligvis øger deres relative indflydelse. Et andet element er, at mange amerikanske jøder gifter sig med ikke-jøder – omkring 60 pct. Disse ikke-jøder har ofte også et politisk aktivitetsniveau og stemmemønster som minder meget om det jødiske, hvilket naturligvis også giver det, man måske ville kalde ”den jødiske stemme”, mere styrke.

Men intet af dette er på nogen måde suspekt. Det er den måde, det amerikanske politiske system fungere på, og de amerikanske jøder er i den sammenhæng blot aktive samfundsborgere, der involverer aktivt i den demokratiske proces.

Tværtimod kan man sige, at de jødiske stemmer i USA slet ikke er så internt enige, som de tidligere var. Langt de fleste amerikanske jøder er stadigvæk som udgangspunkt demokratiske, men republikanerne og de såkaldt neo-konservative vinder mere og mere indpas blandt de jødiske vælgere. Især blandt dem, der er mest højtråbende i den politiske debat. Mange fremtrædende debattører på den politiske højrefløj er jøder. Men langt de fleste jødiske vælgere stemmer alligevel demokratisk.

 
 

Det indflydelsesrige amerikanske magasin Commentary var oprindelig demokratisk, men er i dag nærmest bannerfører for den neo-konservative højrefløj. Mange anser også med en vis ret den jødiske paraplyorganisation AIPAC for at ligge ude på højrefløjen. Og netop disse ting har ført til etableringen af andre amerikansk-jødiske stemmer. På magasin-siden er bladet Tikkun kommet til. Og sammen med blandt andet Midstream, Dissent og andre sikre de fortsat de traditionelle jødisk-demokratiske stemmer høres. Og som modvægt til AIPAC har mere moderate jødiske grupper oprettet J-Street, som fortsat holder traditionelle amerikansk jødiske værdier og aktivisme højt. Mens AIPAC altid støtter den israelske regering, hvis den er højreorienteret, og det har den for det meste været i de seneste mange år, så støtter J-Street mere Israel. Forstået på den måde, at det bedste for Israel er fred, og hvis den israelske regering ikke er lydhør nok i fredsprocessen, så er det fred – ikke nødvendigvis regeringen, J-Street støtter.

På den måde ligger J-Street meget tæt på præsident Obamas politik.

* * *

Samtidig med at der er tydelige interesseforskelle internt imellem amerikanske jøder i forhold til Israel og Mellemøsten og den politik USA skal føre, så er det samme også tilfældet blandt israelerne.

Mens et flertal af israelere foretrak Barack Obama for fire år siden, da han kæmpede med republikaneren McCain om præsidentposten, så har Obamas første præsidentperiode ikke gjort ham mere populær blandt den almindelige israeler.

Endnu værre står det til blandt de amerikanske jøder, som er immigreret til Israel. For fire år siden stemte omkring tre fjerdedele af dem for McCain, nu viser exit polls efter de amerikanske israelere afgav deres brevstemmer i sidste uge, at 85 pct. af dem har stemt på Mitt Romney.

Det er ret opsigtsvækkende, når man tænker på, at 78 pct. af de amerikansk-jødiske vælgere i USA sidste gang stemte på Obama. Men det viser altså, at de amerikanske jøder, der har valgt at immigrere til Israel, er langt mere højredrejede, end de amerikanske jøder i al almindelighed er.

”Amerikanske jøder der bor i Israel er som udgangspunkt en helt anden dyreart”, skriver den israelske kommentator Chemi Shalev i avisen Haaretz. ”De er mere ortodokse, mere konservative og langt mere ”høgeagtige” end det amerikansk-jødiske samfund, de forlod. Et stort antal af dem bor i de jødiske bosættelser i (de besatte) områder, hvilket gør dem anderledes ikke bare fra andre amerikanske jøder men også fra det store flertal af israelere.”

 
 

Det er den samme type amerikanske jøder, der er de mest højtråbende blandt de højreorienterede politiske lobby-organisationer tilbage i Washington, og det er nok så interessant, for det viser, at de dermed heller ikke repræsenterer hverken det store flertal af amerikanske jøder eller for den sags skyld det, de fleste israelere står for.

* * *

”I løbet af mine to omgange som avisen Yediot Ahronots Washington-korrespondent blev det ret klart for mig, at en erfaren præsident er bedre for Israel end en nybegynder”, skriver den israelske journalist Ron Ben Yishai. ”Mens en ny præsident finder sine egne ben at stå på, betaler Israel prisen, indtil han får formuleret sig sin egen realistiske Mellemøstpolitik.”

”Obama begik i starten nogle forfærdelige fejltagelser i spørgsmålet om USA's forhold til Iran. Det gik heller ikke godt med behandlingen af det palæstinensiske spørgsmål eller krisen i forbindelse med Det arabiske Forår. Men præsidenten og hans administration tog ved lære af deres fejltagelser, og er godt i gang med at justere deres politik”, skriver Rom Ben Yishai og tilføjer, at Mitt Romney på den anden side er helt uden international erfaring og ved slet ikke noget om Mellemøsten, derfor vil det tage ham ekstra lang tid at fatte problemerne og finde ud af, hvordan man skal positionere USA i forhold til dem.

”Det vil tage evigheder inden Romney og hans hold finder ud af, hvordan de skal tackle Irans forhalingstaktik, saudiernes hykleri og Erdogan’s drøm om en neo-Osmanisk æra”, skriver Ron Ben Yishai i Yediot Ahronot, og, mener han, efter en årrække vil han alligevel ende der, hvor Obama allerede befinder sig nu.

 
 

Den israelske journalist og kommentator er heller ikke imponeret over tidligere præsident George W. Bush’ to perioder i det hvide Hus.

”Bush-administrationens Mellemøstpolitik betød at otte vigtige år gik tabt i kampen imod det iranske atomvåbenprogram og i stedet blev spildt på en krig i Irak”, skriver han.

”Historien har lært os, at republikanske administrationer, på grund af de amerikanske jøders traditionelle støtte til Det demokratiske Parti, ikke er særlig lydhør overfor Israels ønsker og behov. For eksempel forhindrede Bush salget af avancerede våbensystemer, som ville have gjort det muligt for Israel at angribe Iran. De våbensystemer har Obama allerede givet os”, skriver Ron Ben Yishai.

* * *

Her ikke så mange timer efter de første amerikanske valgsteder er åbnet ser det ud til, at Barack Omaba har en svag føring, så lige nu kunne det godt se ud til, at han får endnu en periode i Det hvide Hus. På mange måder er det vel godt, fordi traditionelt ser vi altid amerikanske præsidenter blive mere dristige og målrettede i deres udenrigspolitik i deres anden valgperiode.

En amerikansk præsident kan kun sidde i to perioder, så vinder Obama nu, så behøver han ikke tænke på genvalg, og derfor kan han føre den Mellemøstpolitik, han måske ikke følte, han havde albuerum til at forfølge i sin første periode.

Det er dårligt nyt for Israels premierminister Benyamin Netanyahu. Ikke bare er det personlige forhold mellem ham og den amerikanske præsident på nulpunktet, og har været det i ganske lang tid. Men under præsidentvalget har den israelske premierminister allieret sig så åbent med Mitt Romney, så det næsten har set ud som om en udenlandsk regeringschef blandede sig i amerikansk indenrigspolitik, og det har givetvis ikke øget værdien af hans aktier i Obama-administrationen.

 
 

Barack Obama er bedste venner med tidligere præsident Bill Clinton, som offentliggjorde sin plan til fred mellem Israel og palæstinenserne kort tid inden han forlod Det hvide Hus i januar 2001. Den plan – som handler om oprettelsen af en palæstinensisk stat i de områder Israel besatte i 1967, med visse mindre udvekslinger af landområder, er det tætteste man nogensinde er kommet en fredsplan med et vist håb om at den kunne virke. Den plan er det meget sandsynligt, at Obama kunne finde på at tage ud af skrivebordsskuffen og støve af.

Netanyahu ville hade det, for han er dybest set ikke interesseret i at rømme landområder. Omvendt vil det være en kæmpe sejr for den palæstinensiske præsident Mahmoud Abbas, som for et par dage siden præcist gjordet det klart i et interview på israelsk TV, at han ser fremtidens Palæstina som det, der ligger på den anden side af 67-våbenhvilelinjen. Alt andet er Israel.

Vinder Barack Obama det amerikanske præsidentvalg, og har han en plan og tilstrækkeligt med mod og mandshjerte, så kan de næste fire år i Mellemøsten blive utroligt interessante.

Vi får at se.

Nu er vi i havn i Fynshav på Als. Mærkeligt navn.

 

BEKLAGER. HAR IKKE TID TIL AT LÆSE KORREKTUR, SÅ I FÅR ARTIKLEN RÅ LIGE DIREKTE FRA HARDDISKEN.

 
Tilføj kommentar