Dagbogsnotater fra Kairo:

Forfatningens smertefulde fødselsveer

KAIRO (01.12.2012): Søndag: Jeg havde ellers lige lagt mig i havestolen hjemme i Jerusalem for godt og vel en uges tid siden for at slappe lidt af efter at have dækket Gaza-konflikten, da redaktøren fra TV2 ringer, og beder mig om straks at rejse til Egypten, hvor der igen er uroligheder.

Sidste runde af denne efterhånden langstrakte og smertefulde egyptiske revolution begyndte torsdag den 22. december, da præsident Mohammed Mursi tildelte sig selv voldsomt udvidede beføjelser, der ville have været en Hosni Mubarak værdige. I realiteten er Mursi blevet hævet over loven, og hans beslutninger kan ikke appelleres. End ikke den egyptiske højesteret kan komme med indsigelser. Det er tilfældet med Forfatningskommissionen, som skal udforme landets nye grundlov.

 
 
Egyptere af alle aldre og med vidt forskellige baggrunde er pludselig forenet i vreden over en ny enehersker.

Den beslutning fik vreden til at bryde ud i lys lue.

Mursi havde opkastet sig selv til ny diktator, sagde hans kritikere, og Forfatningskommissionen burde allerede have været opløst for længst, fordi den ikke længere repræsenterede hele Egypten. Alle ikke-islamiske medlemmer – næsten halvdelen af kommissionen – havde nemlig trukket sig ud af forfatningsarbejdet i protest over at blive tromlet af islamisterne. Men i stedet for at ændre kommissionen, så den blev mere repræsentativ, blev den også blot hævet over loven og immun overfor indsigelser og protester. Derfor bliver landets nye forfatning ene og alene udformet af islamister med hjælp fra nogle endnu mere ekstreme islamister.

Oppositionen, der indtil nu har været uhjælpeligt splittet i snart sagt alle spørgsmål, er pludselig blevet forenet af et og samme hadeobjekt: Præsident Mohammed Mursi.

Fra nasserister og kommunister til liberalister og sekulære stod de lige med et sammen. Sammenholdet fik dem til at føle sig stærk. I samlet front opfordrede de til demonstration den efterfølgende tirsdag.

Jeg ankommer til byen om mandagen.

 

 
 
Det kæmpemæssige egyptiske flag bølger ved fælles hjælp, på samme måde som de unge demonstranter har sendt chokbølger igennem det egyptiske samfund.

Tirsdag: ”Hurriyah! Hurriyah!” – ”Frihed, frihed!”, råber de unge på pladsen lige under den balkon, jeg står på, mens de i fællesskab i takt bølger med et kæmpemæssigt egyptisk flag, de holder spændt ud imellem sig.

Jeg er lige ankommet til Tahrirpladsen, og har møjsommeligt fået banet mig vej igennem menneskehavet frem til den tredjesals lejlighed, hvor jeg skal lave min LIVE – den direkte transmitterede samtale med Natasja Crone derhjemme i TV2s Nyhedsstudie.

På vej igennem masserne nede på pladsen kommer man ultratæt på sine medmennesker. Der er simpelthen ikke noget alternativ. Så mange mennesker er der. Udtrykket ”sild i en tønde” kan sagtens gradbøjes, så når der bliver endnu mere trangt, kan det hedde ”egyptere på Tahrirpladsen”.

På den måde presset op imod alle omkring mig, er det umuligt at skjule, at man ikke er egypter. Alle jeg gnubber skuldre med spørger, hvor jeg kommer fra, og alle lyser de op i et glad smil, når jeg siger: ”Danmark”. Det ville næppe have været tilfældet, hvis det havde været Det muslimske Broderskab, der demonstrerede.

”Jeg er egentlig slet ikke politisk engageret. Jeg er bare forretningsmand”, siger en mand, der går i luntetrav ved siden af mig. ”Jeg har ikke været her, siden jeg var med i demonstrationerne imod Mubarak for snart to år siden. Men det er ikke til at bære, at vi så kort tid efter vi slap af med Hosni Mubarak, nu er ved at få en ny diktator… en ny farao. Hvordan kan man acceptere det? Det er en hån”, siger han.

Ham der gnider sig op af mig på den anden side i menneskehavet på vej ind på Tahrirpladsen giver også sit besyv med, efter at han har fået at vide, at jeg kommer fra Danmark.

 
 
Overalt, hvor der er demonstrationer, er der også muligheder for driftige forretningsfolk.

”Vi vil ikke have en islamisk republik”, siger han. ”Jeg ved godt, at islamisterne vandt valget, men vi er næsten lige så mange som dem, og det er ikke demokrati, hvis de islamiserer vores nation hen over hovedet på den anden halvdel af befolkningen. Det må være muligt at lave plads til os alle sammen”

Det er ikke bare unge, der er her, men også børn, midaldrende og gamle. Generationsmæssigt er de her alle sammen. Men det, der er meget bemærkelsesværdigt, er det næsten totale fravær af lange skæg, af Koraner, der som våben truende holdes op i strakt arm og manglen på lange natskjorteagtige jallabiyeh’er, for det her er den ene del af Egypten, der er samlet. De uddannede, vestligt orienterede, kommunister, socialister, nasserister, liberalister og mange andre. Et kludetæppe af politiske og apolitiske egyptere, som blot er forenet af et fælles krav: De vil ikke udskifte ét diktatur med et andet.

Der er næsten ingen religiøse. Jeg har hørt, at her skulle være grupper af studerende fra det religiøse universitet Al Azhar på pladsen. Unge som, selvom de er troende muslimer, ikke identificerer sig med Det muslimske Broderskabs eller de mere yderligtgående salafisters linje. Men jeg må indrømme, at jeg ikke kan finde dem. Hvis de er her, drukner de i hvert fald i masserne af mere verdslige demonstranter, der i hvert fald ikke skilter med deres religiøsitet i hverken klædedragt eller skægvækst.

Og præcist derfor viser demonstrationen også, hvor polariseret Egypten er ved at blive.

Islamisternes gentagne valgsejre i alle valg og afstemninger, der har været siden præsident Hosni Mubarak blev væltet, har givet mange af de moderne, tolerante, veluddannede middelklasse-egyptere, som væltede den gamle diktator en følelse af at være blevet berøvet frugterne af den revolution, de føler, at de havde æren for.

Mange er villige til at acceptere, at demokratiet har talt, og Det muslimske Broderskab har vundet – ærligt og redeligt. Men de føler samtidig, at islamisterne samvittighedsløst og uden solidaritet bulldozer alt det, de har kæmpet for. At deres drøm om et nyt og moderne Egypten er blevet kidnappet og bortført af folk med et middelalderligt samfundssyn.

Sidst på dagen får vi at vide, at der er omkring 200.000 demonstranter samlet på Tahrirpladsen. Præsident Mohammed Mursi må føle sig lidt som Hosni Mubarak. Men mens det tog 30 år, inden masserne samledes imod Mubarak, har det kun taget seks måneder for Mursi.

 

 
 
De kristne føler sig udsatte og sårbare, og de ser ingen beskyttelse af relifiøse minoriteter i den nye forfatning.

Torsdag: Præsident Mursi siger, at hans beføjelser kun er midlertidige, og kun er i kraft indtil den nye forfatning er vedtaget.

Samtidig meddeler Forfatningskommissionen, at den er blevet færdig med forfatningsteksten to måneder inden forventet, og at den straks vil stemme om teksten, sende den til præsidenten til godkendelse, og om et par uger bringe den til folkeafstemning.

Vi kender endnu ikke den præcise ordlyd, men det er allerede klart, at den nye forfatning ikke vil dæmpe gemytterne.

40 af den 100 medlemmer store Forfatningskommission, som skulle udforme den nye grundlov, har forladt kommissionen i protest. Så godt som alle de liberale, kristne, kvinder, ikke-religiøse og andre ikke-islamistiske medlemmer. Tilbage er kun medlemmer af Det muslimske Broderskab og salafisterne, som pludselig har færdiggjort arbejdet på rekordtid. Dermed er der udbredt frygt for, hvad der vil blive af kvindernes rettigheder, minoriteters stilling, religionsfrihed, presse-, menings- og ytringsfrihed og så videre.

”Vores mål var, at egypterne skulle have mere frihed og præsidenten mindre magt. Derfor er vi naturligvis meget ulykkelige over, hvordan det så er gået”, siger Edward Ghaleb, som har siddet i Forfatningskommissionen som repræsentant for den koptiske kirke.

Ifølge egyptiske menneskerettighedsaktivister er der ingen grundlovssikrede rettigheder. Til gengæld er der en paragraf, der forbyder forhånelse.

”Der er nogle ganske udmærkede paragraffer som giver visse friheder, men så er der også et forbud imod forhånelse. Det kunne man frygte, ville blive brugt imod journalister, som kritiserer præsidenten eller statslige embedsmænd”, siger menneskeretsaktivisten Gamal Eid.

Det gamle parlament blev erklæret ugyldigt af Forfatningsdomstolen i juni, og der kan ikke holdes nye parlamentsvalg, så længe der ikke er nogen forfatning. Forfatningen skal først ud til folkeafstemning, og det er næppe muligt, når dommerstanden strejker. Det er dommerne, der overvåger, at valg og afstemninger sker efter reglerne.

 

 
 
Den egyptiske revolution skulle have medført frihed - ikke et ny totalitært system, siger demonstranterne.

Fredag: Endnu en af oppositionens stordemonstrationer på Tahrirpladsen. Den kommer dog ikke op i nærheden af det antal, der var ude på pladsen i tirsdags. Et rask gæt: Lidt over halvdelen. Måske 100-130.000, hvilket også er pænt mange.

Pladsen er et supermarked af meninger, holdninger, vrede, utilfredshed, prædikanter og sælgere af alt fra bagte kartofler, flag, saftevand, badges med revolutions-idoler, te og meget andet.

En gruppe unge råber taktfast:

”Gi’ ikke op, sælg ikke ud,
for så vil martyrernes blod være spildt forgæves!”

Nasserister – tilhængere af den første præsident Gamal Abdel Nasser og hans drøm om et stor-arabisk rige under egyptisk overhøjhed, har fået en renæssance. Plakater med det gamle fortidsminde er at se overalt.

En enkelt enlig demonstrant går rundt med et stort portræt af præsident Anwar Sadat og en stor rød plakat, hvorpå der står, at Sadat’s mordere nu skriver Egyptens nye forfatning.

Anwar Sadat blev myrdet af militante islamister i 1981, angiveligt fordi han havde sluttet fred med nabolandet Israel.

Alle tidligere præsidenter synes at være populære i dag… lige med undtagelse af Hosni Mubarak… og så, ja, den nuværende præsident Mohammed Mursi.

 
 
Dem, der myrdede præsident Anwar Sadat, skriver nu Egyptens nye forfatning, mener denne demonstrant.

Men det er meget almindelig i den her del af verden. Det der en gang var, var meget bedre, end det der er i dag. Glemt er blot, at det, der en gang var, heller ikke var så populært, da det faktisk var. Men det er en anden historie.

I hvert fald er der i dag her på pladsen enighed om, at Mursi er ved at opkaste sig selv til at blive en ny enehersker, og at det ikke var det, man lavede en revolution for at opnå.

”Han opfører sig som en diktator. En diktator. Han lytter ikke til andre”, siger en tydeligt ophidset Magda G’nina, som er skolelærer.

”Forfatningen er lavet af Det muslimske Broderskab, og den tager ikke hensyn til kvinder, der er intet om kvinders rettigheder, eller til minoriteter, hvad med de kristne”, spørger hun.

”Det var i hvert fald ikke sådant et samfund eller sådan en forfatning, vi drømte om, da vi startede den her revolution”, siger Rami Mittias, der er butiksindehaver.

”Vi drømte om et Egypten med mere frihed, mere tolerance, mere vestligt. Hvor er beskyttelsen af ytringsfriheden? Eller hvad med pressen og medierne? Det er ikke et fremskridt, det vi ser her”, siger han stille.

Kunstneren Magdi Hussein nærmest råber: ”Hvem er han egentlig præsident for, Mohammed Mursi? Er han præsident for hele Egypten eller bare for Det muslimske Broderskab? Det bliver han nødt til at gøre op med sig selv. Lige nu er han kun præsident for Broderskabet, og det kan vi ikke bruge til noget”, siger Magde Hussein vredt, mens de omkringstående nikker bifaldende.

De kampe og voldelige sammenstød, der har skæmmet billedet siden de første protester, er nu stilnet af.

Myndighederne har sat yderligere nogle betonmure op i gaderne omkring den amerikanske ambassade, parlamentet og andre regeringskontorer, og selvom det er uskønt, har det dæmpet en smule på de daglige sammenstød mellem vrede unge – man fristes til at kalde dem ”bøller”, for det er mere end usikkert, hvad de overhovedet har med resten af oppositionen på Tahrirpladsen at gøre.

 

 
 
Islamisterne har magten, og de ønsker at skabe et nyt Egypten efter deres eget hoved - ikke oppositionens.

Lørdag: I dag holder Det muslimske Broderskab deres sympatidemonstration for præsident Muhammed Mursi. I sidste øjeblik var de valgt ikke at begive sig imod Tahrirpladsen, hvor anti-Mursi-demonstranterne holder til, for at undgå voldelige sammenstød. I stedet holder islamisterne deres demonstration udenfor Cairo University.

Der er næppe nogen tvivl om, at Det muslimske Broderskab også nemt kan mobilisere nogle hundredtusinde demonstranter. De er langt mere disciplinerede og ensrettede end det kulørte kludetæppe, oppositionen udgøres af.

Men uden endnu at vide hvordan denne dag kommer til at spænde af, så kan det allerede slås fast, at Egypten er et mere og mere polariseret samfund, og de seneste dages dramatiske begivenheder ikke har gjort meget for at bygge bro imellem parterne. Snarere tværtimod.

Derfor er det også svært at se nogen umiddelbar løsning på, hvordan landet skal komme videre, uden at det kommer til at gøre ondt på enten den ene eller den anden fløj.

* * *

SOM FLERE GANGE TIDLIGERE, SÅ LÆGGER JEG DENNE ARTIKEL UD PÅ HJEMMESIDEN, INDEN JEG HAR NÅET AT LÆSE KORREKTUR PÅ DEN. MEN GØR JEG DET IKKE, VIL DEN ENDE MED AT LIGGE I DAGEVIS, INDEN DEN KOMMER PÅ. SÅ BEDRE AT I FÅR DEN MED KLUNTEDE FORMULERINGER OG SLÅ- OG STAVEFEJL, END SÅ FORSINKET, AT DEN IKKE LÆNGERE ER INTERESSANT.

* * *

Hvis du vil se nogle flere af mine billeder fra denne reportagerejse, kan du klikke dig over i foto-galleriet her.

 
Tilføj kommentar