Hvad er et khalifat?

JERUSALEM (31.01.2013): Jeg får hele tiden et hav af mails fra skole- og gymnasieelever og studerende, som er i gang med en opgave om Mellemøsten, Israel-Palæstina, religion, islam, jødedom og så videre, og som beder mig om hjælp. Jeg kan slet, slet ikke nå at besvare dem alle. Jeg har ganske enkelt ikke tid. Der er naturligvis også dem, der forsøger at få mig til at lave deres hjemmearbejde, og det går jo heller ikke. Men når jeg har tid, og der er noget, der fanger min interesse, så forsøger jeg at svare, og disse svar lægger jeg over under SKOLEOPGAVER her på hjemmesiden, så andre også kan få gavn af dem.

Her er en af dagens mails. Denne her er fra Viktoria i 2.G

 

 

Koranen er altid blevet fortolket, og det bliver den stadigvæk. Enhver religion skal give mening i forhold til den tid, den praktiseres i, og ikke i forhold til hvordan verden måske/måske ikke var en gang i fortiden.

From: Viktoria
To: Steffen Jensen
Subject: Khalifat
Date: Thu, 31 Jan 2013 09:53:07

Kære Steffen,

Jeg er endnu en studerende, der forsøger at finde rundt i islam.

Jeg er dog stødt på et problem: Jeg kan ikke finde den konkrete betydning af “khalifatet”, og da det nævnes mange gange, og det er en del af min opgave, håber jeg du vil forklare det i bedste pædagogiske stil.

Med venlig hilsen,
Viktoria, 2.G

 

 

Khalif Ali Ben Hamet - en af de osmaniske khalif'er.

Kære Viktoria,

Det hele begynder med betegnelsen for en person – en khalif.

Da profeten Muhammed dør i 632, beslutter kredsen omkring ham, at de må udpege en lærd, respekteret person, som kan følge efter Muhammed og træde i hans sted. Og det er det, det arabiske ord ”khalifa” betyder: Stedfortræder eller efterfølger.

Så en khalif er en person, der træder i profetens sted. En ny leder for dem, der bekender sig til islam. Khalif’en bliver også den politiske leder af det område, de tidlige muslimer erobrer. Det område kalder man derfor et khalifat.

Ligesom et kongerige ledes af en konge (eller en dronning), er et khalifat et område, der ledes af en khalif.

Ret hurtigt bliver det at være khalif dog mere en politisk magtposition end en egentlig religiøs og åndelig leder. Som det næsten altid er, så korrumperer magt. Khalif’erne og de forskellige khalifater, der eksisterede op igennem århundrederne var lige så magtbegærlige, korrupte og rådne, som alle andre politiske magtstrukturer fra paven i Vatikanet i Rom til fyrster, konger og kejsere op igennem historien.

Muslimerne kan ikke selv enes om, hvem der skal betros posten som khalif, og ret hurtigt bliver uenigheden så stor, at islam bliver splittet i to: Sunnitterne som mener at den mest lærde, begavede og respekterede indenfor den islamiske lærdom og tradition skal overdrages posten, mens shi’iterne mener, at posten skal gå i arv til en, der nedstammer fra profeten, og som efter deres mening oveni købet bliver udvalgt af Gud Allah selv.

 

 

Gammelt Koran-manuskript. Islamisterne tror, at islam er blevet forplumret op igennem generationerne, og de ønsker sig tilbage til den oprindelige, rene tro, som de opfatter den.

Senere kommer der selv blandt sunni-muslimer dynastier, hvor det mere handler om, hvem man er i familie med, end ens status som islamisk lærd, og magtcentrene flytter også fra Mekka ud i andre dele af den islamiske verden. Derfor får vi op igennem historien khalifater som Ummayade-dynastiet (i Damaskus), Abbaside-dynastiet (i Bagdad), Fatimide-dynastiet (i Kairo – som dog er omstridt, fordi det havde et shi’itisk udspring) og til slut Det Osmanniske Dynasti (i Istanbul), som er det sidste, og som kollapser under Den første Verdenskrig. Alle sammen er de opkaldt efter dynastiernes grundlægger, eller den man anser sig selv for at komme fra – Umar (eller Uthman), Abbas, Fatima og Osman. Alle disse khalifater er i virkeligheden bare kæmperiger, der regeres på nøjagtigt samme måde, som den kristne verden blev det under paven eller kristne konger og fyrster, blot her af en mand man kalder en khalif.

Meget troende muslimer har så i dag den opfattelse, at de første khalif’er, der ledede den islamiske verden i tiden umiddelbart efter Muhammeds død, i særlig grad havde held til at forene den islamiske lære og de politiske udfordringer, de stod overfor, så det hele gik op i en højere enhed med orden, social retfærdighed, balance og så videre. De mener at den tid i khalifatet var noget nær det mest ideelle, man kan forestille sig, og at islam senere blev forpestet og korrumperet af fremmede, u-islamiske ideer og væremåder.

Om det er rigtigt eller forkert er et trosspørgsmål, men det betyder, at der blandt meget fundamentalistiske muslimer og i særdeleshed blandt militante islamister er en drøm om at vende tilbage til khalifatet – til den gang alt var i balance og ideelt. De drømmer om at genskabe khalifatet.

 

 

Det begynder at blive rigtig problematisk, når nogen mener, at kun de har forstået, hvad der er rigtig islam, og forsøger at påtvinge andre deres levevis.

Drømmen om khalifatet er altså blevet et moderne politisk slagord blandt islamister i dag.

Problemet er naturligvis, at tingene tilbage i historien næppe var helt så ideelle, som troende i dag gerne vil gøre dem til. Selvom de tidlige khalif’er så skulle have været retskafne folk og bedre, end politiske og åndelige ledere er det i dag, så lader virkeligheden fra den gang sig ikke omsætte til nutidens forhold. Der må omfortolkninger af den islamiske lære til, og det sker hele tiden overalt i den islamiske verden. Når man ser på disse nødvendige fortolkninger, så kan man se, at det er vidt forskellige konklusioner, de islamiske lærde kommer til – både i dag rundt om i verden, men også hele vejen tilbage i historien til Muhammeds egen tid. Der er ikke én islam. Ikke én fortolkning, alle er enige om. Fortolkningerne og udlægningerne er mange og forskellige, og sådan skal det være, mener jeg. Islamiske fundamentalister er uenige. De mener, at der findes en eneste helt rigtig islam - den de selv bekender sig til - og den skal alle andre blot overbevises om eller have påtvunget.

Ser du bare på, hvordan islam fortolkes, praktiseres og leves forskellige steder i verden i dag, så vil du finde tusindvis af udgaver, som alle om sig selv hver især vil mene, at de er den rigtige. Den eneste rigtige. Og går du så tilbage igennem historien, så vil du finde endnu flere udgaver og fortolkninger, som også hver især så sig selv som rigtigere end de andre.

Ingen kan blive enige om, hvad der er den ægte og uforplumrede islam. Men de, der opfatter sig selv som de eneste, dem der ene og alene har forstået sagens rette sammenhæng, og føler de har opskriften på, hvordan problemerne skal løses, så forsøger de ofte at påtvinge de andre – det store flertal af almindelige, ordentlige, anstændige muslimer – deres yderligtgående fortolkning. Tvinge dem til at efterleve islam på en måde, som de mener, den skal leves. (Se bare på Taliban i Afghanistan og Pakistan). Og så begynder det for alvor at blive problematisk.

Det er allerede blevet et alt for langt svar. Jeg beklager.

 

 

I gamle dage var alting meget bedre. Det er lidt holdningen, der ligger bag drømmen om khalifatet.

Det korte af det lange er, at et khalifat er et islamisk rige, som tilbage i historien blev regeret af en khalif. Og i dag er det blevet en del af en drøm blandt visse yderligtgående islamister om et mere retskaffent samfund.

Og lige afslutningsvis: Ovenstående er min udgave af virkeligheden. Det er altså ikke nogen objektiv sandhed. Der vil være mange – i særdeleshed yderligtgående islamister, men også andre – der vil være helt og aldeles uenig med mig i mange af de ting, jeg har skrevet. Det skal du huske på, og derfor må du selv ”lægge til og trække fra” i forhold til det, jeg har skrevet.

Bedste hilsner og held og lykke med opgaven,

Steffen