Up close and personal:

Til fredagsbøn med vidvinklen

Det hele var ét stort frådende menneskehav. Ingen tid til at tænke på ”det gyldne snit” eller komposition. Kameraet op i strakt arm pegende ned ovenfra på de protesterende lige foran mig med stor vidvinkel og lidt for lang lukkertid, fordi der ikke er så meget lys, og billedet blev mere dramatisk end jeg havde troet.
Det hele var ét stort frådende menneskehav. Ingen tid til at tænke på ”det gyldne snit” eller komposition. Kameraet op i strakt arm pegende ned ovenfra på de protesterende lige foran mig med stor vidvinkel og lidt for lang lukkertid, fordi der ikke er så meget lys, og billedet blev mere dramatisk end jeg havde troet.

 
 
Der er et kæmpemæssigt opbud af uro-politi forsamlet omkring moskeen. Men ingen grund til fortvivlelse. Selv politifolkene er et motiv.

 

JERUSALEM (04.02.2013): ”Er dit billede ikke godt nok, så er du ikke tæt nok på”, sagde et af mine egne fotografiske ikoner, fotojournalisten Robert Capa.

Når der virkelig sker noget, og det vi taler om ikke er en sjælden, sky fugls mærkværdige parringsdans, men noget der har med mennesker at gøre, så hjælper det ikke med en telelinse og et skud fra meget lang og sikker afstand. Det bliver sjældent godt. Vil man have drama, bevægelse, følelser og sus i mellemgulvet, er det meget bedre at bruge en vidvinkel og stikke kameraet helt op i snuden på situationen.

Capa er et af mine helt store idoler, som jeg forsøger at tage ved lære af. Så jeg forsøger at gå tæt på. Jeg har ikke ejet en telelinse i årtier. Den længste brændvidde, jeg har lige nu er en 85mm. Min foretrukne linse lige for tiden er en 16-35mm, men den er nok for vidvinklet i mange situationer, selvom jeg personligt nogle gange godt kan lide forvrængningerne i kanterne. Men om et par måneder får jeg Canons nye 24-70mm, og jeg har en lumsk mistanke om, at den sikkert hurtigt vil blive standardobjektivet på mit kamera.

Et af de mest fotogene lande i verden er uden sammenligning Egypten. Alt er bare smukt, interessant, anderledes og som regel også et afsindigt lækkert motiv. Samtidig er egypterne vant til at blive fotograferet, så de er relativt afslappede. Er der endelig en, der ikke vil have sit billede taget, kan man for det meste bare undskylde, give ham en 10’er og vende sig til de 85 millioner andre egyptere, der, føler man ofte, alle sammen er trængt sammen lige omkring en.

I øjeblikket er der naturligvis uroligheder rundt om i Egypten. Mest i Kairo. Men det er efter min mening ikke grund nok til ikke at rejse til landet. Tværtimod. Netop nu kan man få sig de bedste deals på flybilletter, hoteller og lignende, og hvis der er noget som helst godt for en fotograf i den nuværende situation, så er det måske, at de fleste andre turister er skræmt væk på grund af situationen, så man kan for en gangs skyld nemt fotografere uden af få en masse solskoldede nordboer med underlige turisthatte ind i søgeren.

 
 
Placerer man sig rigtigt, kan det næsten se ud som om, de med numsen i vejret beder til politifolkene. Det kan jeg så forsikre om, at det gør de ikke.

Jeg vil i den kommende tid skrive flere artikler om Egypten og det at fotografere i landet. I dag blot en lille historie om en fredagsbøn i den egyptiske hovedstads mest navnkundige moske: Al Azhar.

Først lige en smule historie.

Al Azhar er et 900 år gammelt universitet. Det ældste i verden vistnok. Omkring det er der igennem århundrederne kommet en hel masse mere til – blandt andet en stor moske og en hel institution med en masse sheikh’er – eksperter indenfor den islamiske retslære, og én stor-sheikh af Al Azhar, som indenfor sunni-islam er det nærmeste man kommer en pave. Og hvis stor-sheikh’en af Al Azhar på den måde næsten paven, så må

 
 
Men når man bruger en supervidvinkellinse, er man pisket til at stille sig op lige foran næsetippen på dem, man vil fotografere, så en lille smule frækhed er nødvendig.
Al Azhar være sunni-islams Vatikan. Så vigtigt er det.

Fredagsbønnen i Al Azhar er andet og mere end blot en islamisk version af højmessen i en hvidkalket dansk landsbykirke. Gudstjenesterne i mange moskeer, og i særdeleshed i Al Azhar, og endnu mere i netop denne tid naturligvis, har en tendens til uden ophold at gå fra den religiøse del direkte over i et ophidset politisk massemøde, som ofte udvikler sig videre til vrede protestdemonstrationer.

Derfor er der også hver eneste fredag et kæmpemæssigt opbud af uro-politi forsamlet omkring moskeen. Og når jeg skriver kæmpemæssigt opbud, så er det en underdrivelse. Det er langt større end kæmpemæssigt. Men ingen grund til fortvivlelse. Selv

 
 
Jeg gelejdede mig hen i nærheden af et stort vindue, hvorfra lyset faldt smukt ind på rækkende af bedende muslimer.
politifolkene er et motiv.

Hele fredagsbønnen og det efterfølgende protestmøde inde i moskeen har jeg alt sammen fotograferet med min vidvinkelzoom. Mange af billederne næsten helt ude i den videst mulige brændvidde. Men når man bruger den, er man pisket til at stille sig op lige foran næsetippen på dem, man vil fotografere, så en lille smule frækhed er nødvendig. Har man det, samt også en god portion venlighed, lidt humoristisk sans og en smule situationsfornemmelse, så kan man slippe af sted med de mest vanvittige ting i Egypten og få lov til det mest utrolige.

Der er som regel så mange troende samlet inde i moskeen, at mange vælger at bede på fortovet udenfor. Det kan også give sjove billeder. Hvis man placerer sig rigtigt, kan det næsten se ud som om, de med numsen i vejret beder til politifolkene. Det kan jeg så forsikre om, at det gør de ikke.

Inde i moskeen fik jeg at vide, at jeg ikke måtte gå ind foran de bedende, men fik ellers lov til at stille mig op helt ovre ved ydervæggen. Jeg gelejdede mig hen i nærheden af et stort vindue, hvorfra lyset faldt smukt ind på rækkende af bedende muslimer.

Ikke så snart var bønnerne overstået, før brandtalerne begyndte, og straks blev alt totalt kaos. Alle råbte og skreg, og jeg blev skubbet og puffet fra alle sider. Ingen bekymrede sig længere om, hvor jeg stod eller om jeg

 
 
Lige pludselig begynder at mand lige bag mig at råbe helt vildt og hysterisk. Jeg kan ikke se ind i søgeren, men skyder blot løs og bevæger kameraet lidt rundt i håb om på den måde i det mindste at få ét skud, der vil have den vrede mand placeret nogenlunde ordentligt i billedet.
fotograferede eller ej. Så jeg knipsede naturligvis løs til højre og venstre.

Det hele var ét stort frådende menneskehav. Ingen tid til at tænke på ”det gyldne snit” eller komposition. Kameraet op i strakt arm pegende ned ovenfra på de protesterende lige foran mig med stor vidvinkel og lidt for lang lukkertid, fordi der ikke er så meget lys, og billedet blev mere dramatisk end jeg havde troet. Både på grund af vinklen ovenfra, brændvidden og mest af alt den langsomme lukkertid, der virkelig giver dramaet fartstriber og understreger vreden og ophidselsen, synes jeg.

Lige pludselig begynder at mand lige bag mig at råbe helt vildt og hysterisk. Først er jeg bange for, at han er vred over at jeg fotograferer. Så går det op for mig, at han er vred over så godt som alt mulig andet. Et par mand forsøger at løfte ham op, og da han er lige bag mig, så vender jeg blot kameraet rundt, stadigvæk i strakt arm. Jeg kan ikke se ind i søgeren, men skyder blot løs og bevæger kameraet lidt rundt i håb om på den måde i det mindste at få ét skud, der vil have den vrede mand placeret nogenlunde ordentligt i billedet.

Vidvinkel, tæt på. Det slår næsten aldrig fejl. Billederne bliver livlige, dramatiske og spændende.

”Er dit billede ikke godt nok, så er du ikke tæt nok på”, sagde Robert Capa.

Det bør måske også lige med i historien, at Robert Capa døde, da han i foråret 1954 trådte på en landmine i

 
 
Et par gyder fra det frådende vanvid i Al Azhar sidder disse to ældre mænd på et lille, traditionelt kaffehus og hygger sig i fred og ro. Balladen ovre i moskeen mærkes overhovedet ikke her.
Vietnam.

Så man kan naturligvis også komme for tæt på.

* * *

Artiklen er skrevet til Selskabet for Dansk Fotografi.

 

 

 
Tilføj kommentar
 
 
1 Kommentarer: