Kontra-revolution i Egypten:

Da det hele gik galt

Blodbad i Kairo. Hundredvis dræbt i myndighedernes iver for at fjerne protestlejre.
Blodbad i Kairo. Hundredvis dræbt i myndighedernes iver for at fjerne protestlejre.

JERUSALEM (15.08.2013): Mindst 421 egyptere er blevet dræbt og omkring ti gange så mange såret ved myndighedernes angreb på Det muslimske Broderskabs to protestlejre i Kairo i går.

Tallet er i de sidste 24 timer gået op og op time for time i forhold til de indledende tal, myndighederne kom med, og ned og ned i forhold til Broderskabets første tabstal som talte om mange tusinder af dræbte.

 
 
Der vil være to modsatrettede historiefortællinger i fremtiden.

Sådan er det her i Mellemøsten. Ingen taler sandt. Ikke myndighederne, og heller ikke Det muslimske Broderskab. Hverken når det handler om tabstal eller noget som helst andet. Det kan man lige så godt acceptere først som sidst. Sådan er det bare i den her slags situationer (faktisk også i en masse andre) i den her del af verden.

Problemet er, at når ingen taler sandt, og ingen overhovedet søger efter sandheden, så tror folk på de "sandheder" og udgaver af historien, som passer dem og som underbygger deres i forvejen fasttømrede opfattelse af virkeligheden – uanset om den er korrekt eller ej. Ingen søger længere efter den virkelige virkelighed. Ingen er interesserede i den. Tvivl er ikke en dyd hernede. Derfor vil vi i mange år fremover høre forskellige diametralt modsatte udgaver af den historie, Egypten de seneste uger og måneder har gennemgået, alt efter hvem man taler med. Og selvom disse fortællinger hver især vil påstå at beskrive det samme forløb, så vil beretningerne ikke minde ret meget om hinanden.

 
 
Af alle dårlige alternativer valgte de egyptiske myndigheder det værste.

Det, der er sket i de seneste dage, er grundlæggelsen to forskellige egyptiske parallelsamfund med forskellige politiske sympatier, livsanskuelser, religiøse opfattelser, retfærdighedssans, historiske fortællinger, håb og drømme og så videre. Deres fødder vil betræde den samme jord, men de kunne næsten lige så godt leve på to forskellige planeter. De vil kigge på de samme ting, og se noget helt forskelligt. De vil tale om de samme oplevelser, og man vil høre noget, der slet ikke minder om hinanden.

To forskellige kulturer, som modvilligt og på trods vil leve side om side. For at overleve vil begge eksistere som om den anden slet ikke findes.

Der vil være de besiddendes kultur – dem der har: både magt, materielle goder, uddannelse, sympati for vestlig levevis, godt liv m.m. – som vil have én udgave af begivenhederne i sommeren 2013, hvor præsident Mursi blev væltet for at redde landet fra en middelalderlig islamisering og et nyt diktatur; og der vil være de magtesløses kultur – de fattige, troende, standhaftige, marginaliseredes – som vil dyrke en fortælling om, hvordan deres forsøg på at spille efter demokratiets spilleregler blev knust ved et brutalt, blodigt militærkup, der efterlod landet i et nyt diktatur.

Begge versioner af historien belyser sider af den rigtige sandhed, men ingen af dem fortæller hele sandheden, selvom de vil påstå det, og derfor vil ingen af dem være sande. Begge vil de dyrke deres egen sags retfærdighed, og de vil forsøge at delegitimisere modpartens. I den her del af verden har alle en lang, øm kærlighedsaffære med egne traumer, som gøres endnu større, ved at bagtale og bagatelisere ”de andres”. Konsekvenserne af det kan det tage årtier at komme sig over, hvis det overhovedet nogensinde lader sig gøre.

 
 
Myndighederne fokuserer på dræbte og sårede politifolk og soldater. Broderskabet på demonstranterne. Ingen af dem taler sandt.

Det vi har set udfolde sig i Egypten i det seneste døgns tid, er et ligeså afgørende sporskifte i den kurs, den egyptiske historie tager fremover, som Hosni Mubarak’s fald var det, som de første demokratiske valg var, og som militærkuppet imod præsident Mursi var det.

Myndighedernes massakre på Det muslimske Broderskabs protestlejre i går har definitivt gjort en ende på dialogen som en måde at løse problemerne på, har tvunget Det muslimske Broderskab under jorden, hvor de har 80 års erfaringer i at overleve, har måske lagt kimen til en ny runde islamistisk terror, har lagt hele magten og ansvaret i hænderne på de væbnede styrker, har presset en ellers sympatisk indstillet omverden til at tage afstand og overveje sanktioner, har forhindret Egypten i at løse de økonomiske problemer, som alle lider under og meget andet skidt.

Et diktatur blev væltet. Det førte til begyndelsen på et andet diktatur, som nu er blevet stoppet og afløst af et tredje diktatur.

 
 
Egyptens historie har taget en dramatisk ny retning i det seneste døgns tid.

År ude i fremtiden vil vi tænke tilbage på netop disse dage i august 2013 som tidspunktet, hvor årsagerne skal findes til mange af de dårligdomme, som Egypten (og sikkert også resten af regionen) til den tid kæmper med og lider under.

Der var så mange alternativer. Hvorfor skulle Egyptens nye magthavere dog lige præcist vælge det allerværste af dem allesammen?

 

* * *

 

Opdatering: Nu tales der om 525 dræbte. 100 mere på den tid, det tog mig at skrive denne kommentar.


 

Beskrivelsen af myndighedernes angreb på protestlejren ved Rabaa al-Adawiyeh-moskeen, som beskrevet i The New York Times.

Den egyptiske midlertidige premierministers begrundelse for det blodige angreb som beskrevet på Al Jazeera’s website.

Forskellige reaktioner på opgøret i Kairo også hos Al Jazeera.

Det semi-statslige Al Ahram Online’s beskrivelse af myndighedernes aktion.

 

 
Tilføj kommentar
 
 
3 Kommentarer: