Flygtningetragedien på Middelhavet:

De glemte flygtninge i den tunesiske ørken

SHOSHA-LEJREN, TUNESIEN (14.10.2013): Langt, langt borte fra alting. Halvvejs nede i Saraha-ørkenen, tæt på grænsen til Libyen… midt i det totale ingenting, ligger resterne af det, der en gang var Shosha-flygtningelejren.

 
 
Shosha-lejren langt ude i midten af det absolutte ingenting.

Officielt blev lejren egentlig nedlagt for fire måneder siden. Man fik blot ikke alle flygtningene med sig ud. På en eller anden mystisk facon blev nogen ladt tilbage. De resterende 4-500 flygtninge lever her stadigvæk, midt i sandet, glemt og forladt af alle.

Jeg er blevet sendt herned til Nord-Afrika på reportagerejse af TV2 for at rapportere om, hvordan det kan være, at afrikanske og arabiske flygtninge kan blive desperate, at de er villige til at risikere deres eget og deres børns liv, for at komme over Middelhavet til Lampedusa, Sicilien eller Malta.

Svaret fandt jeg her langt nede i den tunesiske ørken. Sørgmodige, glemte mennesker som føler, at siden de allerede er blevet begravet, så kan de også ligeså godt være rigtigt døde.

”Jeg er vred, og jeg er ulykkelig. Det er håbløst. Intet kan beskrive den situation, vi befinder os i. Jeg er nervøs, bange for hvad der venter,” siger den palæstinensiske flygtning, Samer Fahed, som oprindeligt kommer fra Gaza-striben, og nu sidst er flygtet fra borgerkrigen i Libyen.

 
 
Vi kan lige så godt dø på havet, når vi allerede er døde hernede, siger Samer Fahed.

Forholdene i resterne af Shosha-lejren er usle og umenneskelige, og det er i virkeligheden en underdrivelse. Alligevel er det ikke alle her, der planlægger, at søge illegalt til Europa. Tværtimod står flere fast på det, de opfatter som deres ret: At de er flygtninge, under UNHCR’s ansvar og beskyttelse, og at de officielt søger og har krav på asyl i et tredjeland. Der synes blot ikke at være nogen som helst, der lytter til dem. Heller ikke UNHCR og FN.

Samer har lige mistet seks af sine venner på det sidste flygtningeskib, der for få dage siden forliste ud for Malta. Alligevel planlægger han også selv på at tage turen over Middelhavet.

”Tro mig! Jeg fortæller dig sandheden. Vi forsøger at komme ud ombord på en båd. Ingen kan stoppe os. Vi sejler!”

For mange her er der ikke stor forskel på en grav på havet, eller at være glemt og begravet herude i ørkenen. Sørejsen giver i det mindste et lillebitte håb om noget bedre.

”Her er jeg jo allerede død”, siger Samer Fahed. ”Dør jeg på havet, er det sådant set ikke noget problem. Det bekræfter så blot virkeligheden - at jeg allerede er død.”

 
 
Amadou foran sin families telt.

Den gamle, hvidhårede Amadou fra Chad tager mig med til sit telt, som viser sig at være 2½ telt omkring en lille aflukket gårdsplads. Amadou har kone og 10 børn. De har levet her langt ude i ørkenen i tre år. De kan ikke vende tilbage til Chad. Her i Tunesien er der ingen, der bekymrer sig om dem, og intet EU-lande vil give dem visum eller asyl. Hvor glemt og ikke-eksisterende kan man næsten være?

Jeg spurgte Amadou, om han kunne finde på at tage sin familie ombord på et illegalt flygtningeskib med kurs mod Europa. Han rystede på hovedet. Ikke fordømmende… blot uforstående. Som om jeg som journalist ikke havde øjne i hovedet, og kunne se, hvad der fandtes lige foran næsen på mig.

”Hvor skulle jeg få penge fra til det? Den rejse koster nemt $ 1.000,- per person. Hvordan skulle jeg skaffe det? Hvem vil have os? Hvad har vi dog gjort for at fortjene denne straf?”

Hvad skal man svare?

 
 
Somalisk flygtning med sit lille barn. Der er en hel afdeling af lejren med somalier.

Den desperation, folk her føler, er svær for os andre at forstå… lige indtil man selv sætter sine ben i Shosha-lejren. Mange har allerede levet her i tre til fire år, og som deres fremtidsperspektiver tegner sig lige nu, så kan de godt se frem til at blive her i sandet i mange år endnu.

Jeg spekulerer lidt på, hvad der mon er sket med alle vore politikeres fine, forkromede udtalelser om, at det er bedre for flygtningene, at vi hjælper de, i deres nærområde, hvor de kulturelt og etnisk hører hjemme, snarere end at få dem til Europa eller Danmark, hvor de kulturelt set har sværere ved at tilpasse sig og blive absorberet.

Når man sidder her i Shosha-lejren, synes det snarere som om, at vi i Europa er ganske godt tilfredse, hvis vi blot kan få gemt flygtningene væk så langt borte, at vi slet ikke opdager, at de overhovedet eksisterer. Kan vi ikke se dem, så bebyrder de ikke vores samvittighed, og så behøver vi slet ikke forholde os til dem.

Så længe vi i den rige del af verden ikke sikrer, at glemte flygtningelejre som den her, gemt og glemt i Saharaørkenen, fyldt med ulykkelige mennesker, der er afskåret fra ethvert håb om en bedre fremtid, ikke findes, så kan vi heller ikke tillade os at blive overraskede over, at skib efter skib fyldt til bristepunktet med desperate mennesker – der intet har at miste, og kun har drømmen om noget en lillebitte smule bedre – gang på gang forliser på Middelhavet.

Den her historie er langtfra ovre - tragisk nok.




GLEMTE SKÆBNER I ØRKENSANDET

I foråret 2020, næsten syv år efter den reportagerejse, jeg beretter om herover, skal jeg i en helt anden sammenhæng bruge et billede af en flygtning, og husker lige pludselig på gamle Amadou, som jeg tilbage i 2013 mødte i en glemt flygtningelejr i det sydlige Tunesien på grænsen til Libyen.

Jeg får gravet billedet frem, og sammen med det dukker hele historien om Shosha-flygtningelejren op i min erindring endnu en gang. En historie om en gruppe flygtninge som alle i verden, selv UNHCR, tilsyneladende har glemt eksistensen af.

Nu syv år senere spekulerer jeg over, hvad der mon er sket med de flere hundrede ulykkelige mennesker, der sad oversete og glemte tilbage i ørkensandet uden at nogen bekymrede sig om dem.

Jeg begynder også at få samvittighedsskrupler over den måde, jeg selv den gang dækkede historien på. 

Vi havde kun hørt rygter om Shosha-lejren. Vi vidste slet ikke om rygterne var sande. Lejren lå langt nede i ørkenen omkring 8-900 km fra Tunis. In the middle of nowhere... og det var der jo en grund til. Vi har egentlig slet ikke tid til det, men beslutter os alligevel for at checke historien. Derfor skulle vi, da vi endelig finder frem til lejren, køre tilbage igen, næsten inden vi er ankommet. 

Derfor foregår vore optagelser over stok og sten. Vi er nødt til at koncentrere os om vores TV-indslag, og har ikke tid til at lytte til flygtningenes mange historier, hvis de ikke vil fortælle dem til kameraet, så de ikke kan bruges i vores indslag. Jeg forsøger også at få taget et par billeder, mens vi er i lejren. Det foregår også så at sige "med venstre hånd" og "tungen ud af halsen". 

Det var vigtigt for mig at kunne fortælle historien, men vores optræden var, når jeg nu tænker tilbage på det, i sig selv en hån imod de ulykkelige mennesker. Jeg bliver helt ulykkelig, når jeg nu finder de gamle billeder frem og genoplever den gamle historie, som med forbavsende klarhed bliver genudsendt inde i mit hoved.

Allerede den gang, for syv år siden, havde jeg dårlig samvittighed, da vi er på vej nordpå igen, men jeg retfærdiggør det med, at vi nu i det mindste fortæller deres historie... de ulykkelige flygtninge. Men gjorde vi det? I dag fornemmer jeg, at det ikke vare var den store verden, FN og UNHCR, der behandlede dem urimeligt. Det gjorde jeg også.

Jo... vi fortalte historien, men gjorde det nogen forskel? Næppe. Brugte vi ikke bare disse mange glemte, ulykkelige menneskers tragedie som endnu en historie, vi kunne bruge til at fremstille os selv som medfølende pressefolk med hjertet på det rigtige sted.

Det er meget sandsynligt, at vi ikke kunne have gjort meget mere, end vi faktisk gjorde, men vores optræden kunne have været anderledes. Det piner mig nu mange år senere. Vi kommer alt for tit susende ind i skrøbelige, sårbare menneskers tragedie og suser ud af den igen, inden de nærmest har nået at sanse, at vi var der. 

Det er også en helt igennem urimelig og umenneskelig måde at optræde på.




 
Tilføj kommentar
 
 
1 Kommentarer: