Flygtningetragedien på Middelhavet:

De glemte flygtninge i den tunesiske ørken

SHOSHA-LEJREN, TUNESIEN (14.10.2013): Langt, langt borte fra alting. Halvvejs nede i Saraha-ørkenen, tæt på grænsen til Libyen… midt i det totale ingenting, ligger resterne af det, der en gang var Shosha-flygtningelejren.

 
 
Shosha-lejren langt ude i midten af det absolutte ingenting.

Officielt blev lejren egentlig nedlagt for fire måneder siden. Man fik blot ikke alle flygtningene med sig ud. På en eller anden mystisk facon blev nogen ladt tilbage. De resterende 4-500 flygtninge lever her stadigvæk, midt i sandet, glemt og forladt af alle.

Jeg er blevet sendt herned på reportagerejse af TV2 for at rapportere om, hvordan det kan være, at afrikanske og arabiske flygtninge kan blive så desperate, at de er villige til at sætte deres eget og deres børns liv på spil, for at komme over Middelhavet til Lampedusa eller Malta.

Svaret fandt jeg her langt nede i den tunesiske ørken. Sørgmodige, glemte mennesker som føler, at siden de allerede er blevet begravet, så kan de også ligeså godt være rigtigt døde.

”Jeg er vred, og jeg er ulykkelig. Det er håbløst. Intet kan beskrive den situation, vi befinder os i. Jeg er nervøs, bange for hvad der venter,” siger den palæstinensiske flygtning, Samer Fahed, som oprindeligt kommer fra Gaza-striben, og nu sidst  flygtede fra borgerkrigen i Libyen.

 
 
Vi kan lige så godt dø på havet, når vi allerede er døde hernede, siger Samer Fahed.

Forholdene i resterne af Shosha-lejren er usle og umenneskelige, og det er i virkeligheden en underdrivelse. Alligevel er det ikke alle her, der planlægger, at søge illegalt til Europa. Tværtimod står flere fast på det, de opfatter som deres ret: At de er flygtninge, under UNHCR’s ansvar, og at de officielt søger og har krav på asyl i et tredjeland. Der synes blot ikke at være nogen som helst, der lytter til dem. Heller ikke FN.

Samer har lige mistet seks af sine venner på det sidste flygtningeskib, der for få dage siden forliste ud for Malta. Alligevel planlægger han også selv på at tage turen over Middelhavet.

”Tro mig, jeg fortæller dig sandheden. Vi forsøger at komme ud ombord på en båd. Ingen kan stoppe os. Vi sejler!”

For mange her er der ikke stor forskel på en grav på havet, eller at være glemt og begravet herude i ørkenen. Sørejsen giver i det mindste et lille håb om noget bedre.

”Her er jeg jo allerede død”, siger Samer Fahed. ”Dør jeg på havet, er det sådant set ikke noget problem. Det bekræfter så blot virkeligheden - at jeg allerede er død.”

 
 
Amadou foran sin families telt.

Den gamle, hvidhårede Amadou fra Chad tager mig med til sit telt, som viser sig at være 2½ telt omkring en lille aflukket gårdsplads. Amadou har kone og 10 børn. De har levet her langt ude i ørkenen i tre år. De kan ikke vende tilbage til Chad. Her i Tunesien er der ingen, der bekymrer sig om dem, og intet EU-lande vil give dem visum eller asyl. Hvor glemt og ikke-eksisterende kan man være?

Jeg spurgte, om han kunne finde på at tage sin familie ombord på et illegalt flygtningeskib med kurs mod Europa. Han rystede på hovedet. Ikke fordømmende… blot uforstående. Som om jeg som journalist ikke havde øjne i hovedet, og kunne se, hvad der fandtes lige foran næsen på mig.

”Hvor skulle jeg få penge fra til det? Den rejse koster nemt $ 1.000,- per person. Hvordan skulle jeg skaffe det? Hvem vil have os? Hvad har vi dog gjort for at fortjene denne straf?”

Hvad skal man svare?

 
 
Somalisk flygtning med sit lille barn. Der er en hel afdeling af lejren med somalier.

Den desperation, folk her føler, er svær for os andre at forstå… lige indtil man selv sætter sine ben i Shosha-lejren. Mange har allerede levet her i 3-4 år, og som deres fremtidsperspektiver tegner sig lige nu, så kan de godt se frem til at blive her i sandet i mange år endnu.

Jeg spekulerer lidt på, hvad der mon er sket med alle vore politikeres fine, forkromede udtalelser om, at det er bedre for flygtningene, at vi hjælper de, i deres nærområde, hvor de kulturelt og etnisk hører hjemme, snarere end at få dem til Europa eller Danmark, hvor de kulturelt set har sværere ved at blive absorberet og tilpasse sig.

Her i Shosha-lejren synes det snarere som om, at vi i Europa er ganske godt tilfredse, hvis vi blot kan få gemt flygtningene væk så langt borte, at vi slet ikke opdager, at de overhovedet eksisterer. Kan vi ikke se dem, så bebyrder de ikke vores samvittighed.

Så længe vi i den rige del af verden ikke sikrer, at glemte flygtningelejre som den her, fyldt med ulykkelige mennesker, der er afskåret fra ethvert håb om en bedre fremtid, ikke findes, så kan vi heller ikke tillade os at blive overraskede over, at skib efter skib med desperate mennesker – der bare drømmer om noget en lille smule bedre – gang på gang forliser på Middelhavet.

Den her historie er langtfra ovre - tragisk nok.

 
Tilføj kommentar
 
 
1 Kommentarer: