De jødiske bosættere:

Det her er vores land

HARASHA, VESTBREDDEN (04.12.2013): Vi står og ser ud over de selvsamme bakkedrag i det moderne Mellemøsten, men det er noget helt andet rabbi Meir Goldmintz ser, når han kigger ud over Vestbreddens høje, dale, bakker og slugter, end jeg gør. 
 
Eller Samarias bakker, skulle jeg måske snarere sige. Goldmintz vil aldrig tale om ”Vestbredden” og endnu mindre om ”de besatte områder”. Han bruger konsekvent den oldtidige bibels stednavn, Samaria, om området, vi kigger på.
 
 

 
Udsigten her fra Meir Goldmintz’ bosættelse er nemlig ikke bare til en samling ligegyldige bakkedrag og dalstrøg med en landsby her og der et eller andet tilfældigt sted i Mellemøsten. Det her er helligt land. Ikke bare helligt land. Det er Dét Hellige Land. Det er Israels Land. Det var her i dette landskab bibelens profeter vandrede. Det var her kong Saul efterstræbte den unge, harpespillende fårehyrde David, som senere selv blev konge. Det var her alle de bibelske beretninger udspillede sig.
     
”Derovre kan I se Shilo. I dag er vi tilbage i Shilo igen. Der ligger nu en bosættelse. På bibelens tid var det der, præsterne fra Templet boede”, forklarer Meir Goldmintz og peger ud på en fjern bakketop.
 
”Pagtens Ark stod i Shilo i 369 år. Det var stedet, israelitterne valfartede til inden centret blev Jerusalem. Alt i bibelen fra Dommerbøgerne fra slutningen af Joshua og frem til ødelæggelsen af Shilo i tiden omkring ypperstepræsten Eli og profeten Samuel skete derovre.”
 
 

 
Vi har egentlig ikke tid til foredraget, vi skal nå at lave vores indslag, men rabbineren kræver at få lov til at forklare os, hvad det er, vi kan se. Ellers kan vi ikke forstå situationen, mener han. Og hver eneste landsby, selv den mindste klynge af huse får et ord med på vejen. Deres navne i forskellige versioner, forbindelsen til den bibelske tekst, hvem der bor der i dag, hvem der burde, og hvem der ikke burde bo der.
 
”Husene der med vandtårnet i midten. Det er Bir Zeit Universitetet. Israel tillod at det blev bygget til araberne efter 1967. Nu bliver araberne derovre på universitetet hjernevasket med at de har en helt særlig national identitet”, siger rabbineren, som ikke mener, at palæstinenserne er anderledes end andre arabere i nabolandene, og derfor kan de lige så godt bo der, hvis de kun vil regeres af andre arabere, er hans udlægning.
 
”Der er allerede 22 arabiske stater. Der er ikke behov for en mere. De har allerede mere end lande og plads nok. Der er kun én jødisk stat, og det er her! Lige her! Det er vores stat. Det kan enhver, der ønsker det, læse ud af bibelen. Der står det. Det her er vores land!” 
 
Meir Goldmintz  svinger med armene for at illustrere, at det er det her område, vi står midt i, han mener.
 
 

 
Bosættelsen Harasha er en såkaldt ”udpost”, hvilket indikerer at den er ulovlig endog også set fra den israelske lovs og myndigheders side. Det ændrer dog ikke på at bosættelsesudposten beskyttes af israelske soldater, at den har indlagt elektricitet fra det nationale net, har vand og kloakering og meget andet. Så det illegale ligner en de facto statslig anerkendelse. Det internationale samfund anser alle jødiske bosættelser i de besatte områder for at være ulovlige, selvom spørgsmålet dog endnu ikke er blevet afgjort ved den internationale domstol.
 
 

 
Rabbi Meir Goldmintz og hans familie, som jeg besøger i bosættelsen Harasha, er en sød og venlig familie… når man blot ikke diskuterer Israel-Palæstinakonflikten eller de palæstinensiske naboer med dem. Taler man om alt muligt andet, kunne de fleste danskere nemt blive gode venner med disse jødiske bosættere, for deres meninger er, udover at de er religiøse mennesker, ikke så anderledes end mange andres. Men når samtalen lige pludselig kommer til naboerne, så er det chokerende, hvad man må lægge ører til. 
 
”Da vi erobrede området i 1967, var der allerede arabere her. Det ville have været det eneste rigtige at gøre at smide dem ud den gang, hvor vi havde muligheden for det, men dumme som vi var, behandlede vi dem med medlidenhed og medfølelse, og vi lod dem blive. Vi hjalp dem endog, og se hvad det førte til: I dag vil de smide os ud.” 
 
Den højre-nationalistiske rabbiner bor meget simpelt og spartansk med hele sin familie – kone og seks børn – i to sammenbyggede semi-mobile barakker, og det er endda store forhold, for de første mange år, efter de flyttede hertil for næsten 13 år siden, boede de i bare et enkelt mobile home.
 
 

 
Kommer der nogensinde en fredsaftale med palæstinenserne, så bliver Harasha en af de bosættelser, der helt sikkert bliver fjernet, med mindre rabbi Meir og hans familie ønsker at blive loyale palæstinensiske borgere, og det ønsker de ikke, og han accepterer heller ikke en eventuel kommende fredsaftale selv om den så skulle blive vedtaget af den israelske befolkning ved en folkeafstemning med et overvældende flertal.
 
”Vores adkomst til det her land er afgjort af Gud. Det står klart i Bibelen. Det kan et simpelt flertal i én enkelt generation af israelere ikke vende op og ned på. Det her land tilhører hele det jødiske folk i al evighed. Det kan der ikke ændres på”, slår rabbi Meir Goldmintz fast.
 
”Torah og Halacha (De fem Mosebøger og den jødiske religiøse lov) er Guds lov, og de vejer altid tungere end nogen verdslig lovgivning i en moderne stat. Er der en konflikt mellem de to, er der ikke nogen tvivl om hvilken lov, vi må følge”, siger rabbineren, og det er klart at han mener, at det er Moseloven, der er vigtigst.
 
”Alle verdens nationer bør vide, at selvom en israelsk regering så skulle underskrive en aftale om at opgive dele af Israels Land, så vil en sådan aftale fra starten automatisk være illegal. Den vil være uacceptabel. Den vil være værdiløs og ikke have en chance for at overleve.”
 
”Bliver vi tvunget ud af områderne, så vender vi med Guds hjælp tilbage igen. Både til Schem (det bibelske navn for Nablus), Jeriko, Ramallah, Gaza og til Sinai. Vi vender også tilbage til den anden side af Jordanfloden (det nuværende Jordan). Og Libanon er også vores. Det vil vi alt sammen generobre med Guds hjælp.”
 
Meir Goldmintz, der er rabbiner og dermed åndelig vejleder for en af de mest yderligtgående og kompromisløse bosættergrupper, Noar Ha’Gvaot – Bakkernes Unge, som ikke en gang lytter til bosætternes valgte politiske ledelse. Dem anser de unge for at være ”vattede medløbere uden rygrad”, som man ikke skal lytte til.
 
 

 
Vi er i slutningen af den jødiske Chanukka-uge – den årlige lysfest, hvor man mindes at jøderne i det andet århundrede før vores tidsregning lavede oprør imod hellenerne, smed dem ud, rensede det jødiske Tempel i Jerusalem for græske gudebilleder og genoprettede et frit, uafhængigt jødisk kongerige. Derfor samles vi, da mørket begynder at sænke sig over Vestbredden, i Goldmintz-familiens barak-hjem for at tænde den traditionelle lysestage, hvor man hver dag tænder endnu et lys, indtil alle otte lys er tændt på festens sidste dag.
 
”Baruch Atah, Adonai Eloheinu, Melech Ha’Olam, asher kedoshanu, be’mitzvotav ve’tzivanu le’hadlik ne’er shel Chanukka…”
 
Med børnene samlet omkring sig ovre ved vinduet tænder rabbi Meir et lys og holder det i hånden ved Chanukka-stagen og fremsiger den traditionelle velsignelse:
 
 

 
”Velsignet være du, Herre vores Gud, Universets Hersker, som har velsignet os med sine bud og befalet os at tænde lys til Chanukka…”
 
Lysene bliver tændt, familien synger Chanukka-sange og spiser søde sager mens faderen fortæller.
 
”Israels Folk er omgivet af fjender. Sådan var det den gang i oldtiden, og sådan er det i dag. Men Israels Folk er specielt. Helt unikt. Det har overlevet alt. Forskerne er lamslåede. Alle andre folk, vi kender fra Bibelen er gået til grunde. Forsvundet. Vi hører ikke om dem mere. Vi ved ikke, hvad der er blevet af dem. Filistrene, assyrene, babylonerne, fønikerne… 
 
”Grækerne eksisterer da stadigvæk”, bryder et af børnene ind.
 
”Nå, jah… grækerne…”, siger rabbinerfaderen lidt overrasket, ”…men de er et andet folk i dag, grækerne.
 
 
Den gang var det hellenere. I dag er det grækere”, afgør han, uden at det dermed er klart, hvori forskellen mellem oldtidens hellenere og nutidens grækere består… eller for den sags skyld mellem israelitterne på bibelens tid og jøderne i dag.
 
Der kunne næsten være et helt komisk Monty Python’sk skær a la ”Life of Brian” over det, hvis det ikke var så tragisk. For her sidder en ny, åben og påvirkelig generation og bliver paranoidt indoktrineret imod omverdenen og naboerne, hvilket mildt sagt ikke giver store forhåbninger til fremtiden.
 









 
 

ET HURTIGT FACEBOOK-SVAR TIL MANGE
 
Ret hurtigt efter jeg havde postet ovenstående artikel her på hjemmesiden, kunne jeg se, hvilken retning debatten ovre på min Facebookside var på vej i. Jeg gad bare ikke, at skulle ti at læse i hundredvis af indlæg om: ”Hvor er de dumme…”, ”grimme…” og ”forkerte…” Indlæg som blot var stillingtagen uden viden, uden indsigt. Noget vi i Danmark er så gode til. Vi har ofte en ide om, at har vi blot taget stilling, så har vi gjort vores. Og sidder vi blot på vores sikre sidelinje uden at gribe ind, uden at gøre andet end at have meninger, så har vi ikke gjort noget forkert. En win-win-situation, synes vi. Og også helt gratis og ligegyldig. Derfor skrev jeg nedenstående til min Facebookside:
 
* * * 
 
Det er naturligt, at mange i Danmark ikke kan forstå, hvad det er, der driver disse mennesker – de yderligtgående jødiske bosættere. Det er naturligt, at man ikke kan sympatisere med dem. Det er formentlig også forståeligt, at mange i Danmark er imod dem.
 
Men! Det er også ret ligegyldigt. Det er ikke hos os hjemme i Danmark, det foregår. Det er virkeligheden i Mellemøsten, der er afgørende, og den er, som den er, uanset om vi kan lide det eller ej. Og det er i det ”farvand” ekstremisterne opererer i. Den virkelighed de forholder sig til.
 
Der er ekstremister i begge lejre. Og uanset om danskere kan forstå dem, sympatisere med dem, være enige med dem – eller ej, så ændrer det ikke på, at de er der, de forsvinder ikke, og de skaber virkelighed. En virkelighed som ikke er til at komme udenom. Derfor skal disse mennesker tænkes med ind i en hver mulig løsning på konflikten, hvis den skal kunne lykkes, ellers saboterer de den bare.
 
I begge lejre bærer de moderate og alle andre også et medansvar for, at problemerne har nået det omfang, de har, at ekstremisterne har fået det friløb, de har fået, og for at de ikke selv har formået at skabe nogle mere troværdige alternativer til de yderligtgåendes nemme alt-eller-intet-svar. Alle bærer et medansvar for, at situationen er som den er – også de søde, rare, fornuftige, moderate, som vi alle sammen kan identificere os med.
 
 

 
Derfor: En løsning på konflikten mellem Israel og palæstinenserne bliver nødt til at tage udgangspunkt i situationen som den er. Ikke som man kunne drømme om at den burde have været.
 
Der er ingen symmetri mellem parterne. Ulykkeligt som det er, er det også en kendsgerning, som man må leve med. Israel er stærkest og har et land. Palæstinenserne er svage og drømmer om et. Israel skal give. Palæstinenserne modtage. De få ting palæstinenserne har at handle med, vil de naturligvis ”sælge” dyrest muligt. Det er naturligt. Israelerne vil ikke blot levere ”varen”, uden at få noget til gengæld. Det er også naturligt. 
 
Begge parter bliver på et eller andet tidspunkt tvunget til at tage et internt opgør med deres egne ekstremister. Der er ingen vej udenom, hvis konflikten skal løses. Begge vil helst vente med det opgør så længe som muligt. I hvert fald mindst indtil de hver især har et mere fristende tilbud at præsentere for deres respektive befolkninger. Det kan man heller ikke fortænke dem i.
 
Derfor: Glem for et øjeblik, om I selv synes om det eller ikke synes om det – om I forstår parterne eller ej. Prøv blot at sætte Jer ind i situationen. 
 
Mellemøsten har ikke brug for hævede moralske pegefingre fra folk der lever i en så luksuriøs og forskellig virkelighed, at de alligevel ikke kan forstå, hvad der foregår. Mellemøsten har brug for praktiske, fornuftsbetonede, nede-på-jorden løsninger, der tager udgangspunkt i de faktiske, reelle forhold – hvor ubehagelige de end måtte være, og hvor mangelfuld en sådan mulig løsning derfor også vil ende med at blive.
 
Sørgeligt men formentlig sandt.
 
Så som det næsten er blevet mit faste omkvæd: Her i Mellemøsten har man ikke det luksuriøse valg mellem godt og skidt – kun mellem dårligt, værre og værst.
 
Derfor må man stille, roligt og med forståelse og indlevelse få parterne lempet i retning af den mindst dårlige løsning. 
 
For det er nemlig slet ikke umuligt, at de ellers vil ende med den aller, allerværste… for sig selv og derfor også for os andre.
 
 
 

 
Tilføj kommentar
 
 
1 Kommentarer: