Egyptens revolution tur/retur:

Skaf os en ny militærdiktator

KAIRO (25.01.2014): Jeg skulle egentlig have været i Jordan nu for at lave nogle indslag til TV2 om de syriske flygtninge, men bomberne i Kairo i går og 3-årsdagen for den egyptiske revolution i dag fik mine redaktører til at beslutte, at jeg i stedet skulle tage tilbage til Egypten.
 
 

 
Derfor står jeg nu i Kairo i gaderne mellem Tahrirpladsen, Ta’alat Hrab og Mohamed Mahmoud. Omkring Tahrirpladsen, hvor kritikere ikke længere får lov til at optræde, er de general-tilbedere, der svinger med plakater af al-Sisi. 
 
En taxi-chauffør klæber uden hensyn til trafiksikkerheden en plakat af general al-Sisi på forruden, mens han erklærer: ”Det er helten. Al-Sisi er vores helt!”
 
I sidegaderne er det unge fra den sekulære opposition som 6.april-bevægelsen og andre, der protesterer. Det muslimske Broderskab er ingen
 
 
steder at se.

Der er åbne kampe nede ad gaden. Tåregassen driver i tunge skyer rundt i hele kvarteret. Der bliver også skudt med skarpt, kan vi høre, men vi kan ikke se hvor. Overalt bliver der råbt og skrevet. Det er til tider svært at se, om man befinder sig hos den ene eller den anden lejr i opgøret.
 
Stemningen er betændt… mildt sagt.
 
Den ene del af Egypten jubler.
 
De er sååå trætte af kaos, demonstrationer, dårlig økonomi og usikkerhed, at de vil have en ny stærk mand. Hvis gamle tyranner som Gamal Abdel Nasser ville rejse sig fra graven, eller farao Ramses den Store, ville disse højtråbende gadens parlament, der nu befolker gaderne i den indre by, begejstret bede disse gamle eneherskere om at lede landet. Men det gør de gamle gubber næppe, så derfor vender egypterne sig i stedet med en sær begejstring til general Abdel Fatteh al-Sisi.
 
Hvem har nogensinde hørt om en folkelig revolution, der har væltet én militærmand, der havde siddet på præsidentposten i mindst to til tre årtier for længe, og efter så at have væltet militærdiktatoren, beder en ny general om at overtage magten?
 
Mine damer og herrer: Lad mig præsentere Egypten for Dem!
 
 

 
En sær og frygtindgydende folkestemning har bredt sig, hvor alt, der ikke er en tilbedelse af militærkuppet, som man absolut ikke må kalde et militærkup, bliver betragtet som så upatriotisk, at man risikerer at blive lynchet. Kritik betragtes som undergravende. Er det undergravende er det det samme, som at støtte Det muslimske Broderskab. Ergo er det terrorisme.
 
Det muslimske Broderskab er jagtet vildt. 
 
De kontakter, jeg har til dem, er umulige at få fat på længere. De er gået under jorden eller arresteret. 
 
 
 
De eneste der i disse dage taler militærstyret midt imod er unge, vestligt uddannede, liberale, sekulære aktivister, som mange af dem var med til i sin tid at vælte Hosni Mubarak. Mange af dem tilhører 6. april-bevægelsen. De føler at deres revolution er blevet stjålet. Men selv mange af dem holder nu også meget lav profil.
 
Mohamed Hassan er en ung 6. april-aktivist, jeg møder under sammenstødene.  Han har bevæget sig helt over midt i general-tilhængerne, hvor han modigt på engelsk giver os et kort interview i håb om at alle de ophidsede egyptere, der trænger sig sammen omkring os og råber på en ny stærk mand, ikke taler fremmedsprog.
 
”Vi håbede at vores land ville blive et demokrati, da vi væltede Hosni Mubarak for tre år siden. Men sådan er det jo ikke gået. Det kan I jo selv se. Det hele synes at have været forgæves. Det er nærmest gået så galt, som man overhovedet kan forestille sig”, siger den unge mand. 
 
Folkemængden begynder at fornemme, at Mohamed ikke hylder general al-Sisi, og den begynder at blive urolig og vreden rumler. Vi vælger at fortrække, mens vi smilende stikker tommelfingeren i vejret og siger: ”Sisi – good! Sisi – very good!”
 
Langt de fleste, vi taler med, er bare parole-råbere. Man får på fornemmelsen, at der om morgenen er blevet indspillet en håndfuld general-hyldester på deres indre båndoptager, som de resten af dagen går rundt og afspiller. Eneste forskel er, hvem af dem, der kan afspille lektien for højest mulige lydstyrke.
 
For de unge, der for tre år siden faktisk var med til at vælte diktaturet, må det være en bitter oplevelse at se, hvad der sker i dag. Ikke bare synes folkehavet at råbe på at få sig en ny militærdiktator. Det selv samme hjernedøde folkehav påstår nu, at det var dem, det væltede Mubarak og stod for revolutionen. Historien er ved at blive skrevet om. Og dem, der faktisk lavede historie, er nu ved at blive skrevet ud af den.
 
Protester er stort set blevet forbudt. Demonstrationer endnu mere… med mindre de hylder general Abdel Fattah al-Sisi, som mange allerede på forventet efterbevilling har udråbt til præsident.
 
”Hvorfor vente på at holde valg”, råber en hæs, hysterisk, hyldestdemonstrant på Harat Hrab-pladsen. ”Vi behøver ikke noget valg! Abdel Fattah al-Sisi er vores præsident. Vi – Folket – udråber dig til præsident!”
 
 

 
Hvorfor spilde tiden med demokrati? Det er alligevel for rodet, synes budskabet fra ”gaden” at være. Mange synes at mene, at Egyptens problemer for alvorlige til at et ineffektivt (for intet i Egypten synes nogensinde at blive effektivt), indbyrdes stridende parlament kan overlades beføjelserne. Derfor er det folkelige krav, i hvert fald det, man høre udskrålet på gader og stræder: Giv os en ny stærk mand! 
 
Indenrigsministeren siger her til aften, at alle protesterende vil blive betragtet som ”ekstremister”. Dermed er tonen lagt: Er du ikke med os, er du imod os, hvilket vil sige terrorist, og dermed et legitimt jagtet vildt.
 
 
 
Den egyptiske revolution er 3 år gammel i dag. Ingen kan enes om, om den er overstået, først lige begyndt, aldrig rigtig eksisterede, er gået ned på tælling, død, skindød, i respirator… eller hvad pokker det er, der foregår. Men hvad end det er, så er man ude for at fejre/markere 3-årsdagen for det, og det er ikke godt.
 
Og om en måneds tid eller to har Egypten igen en militærmand på præsidentposten. En general der i mangt og meget føjer sig ind i en egyptisk tradition fra Gamal Abdel Nasser, Anwar Sadat (og i den øjeblikkelige fleksible omskrivning af historien er Hosni Mubarak behændigt lige glemt) og nu - snart - Abdel Fattah al-Sisi. Det muslimske Broderskabs præsident Mohamed Mursi kan nu lige så meget ses som undtagelsen der bekræfter reglen, som "drømmen om rigtigt demokrati" kan.
 
Tilbage til udgangspunktet... med tre års bekostelig, ødelæggende forsinkelse.
 
 


 
Tilføj kommentar