Hellig ild, stiger i brevsprækken og andre sære gerninger:

Jubiii, jeg har nøglen

En glad armensk patriark Nourhan Manougian med nøglen til kristendommens helligste sted i sin hånd.
En glad armensk patriark Nourhan Manougian med nøglen til kristendommens helligste sted i sin hånd.
 
 
Viljernes kamp. Den armenske patriark overfor israelsk politi. Adeeb Jawad Joudeh - nøglens vogter, eskorterer patriarken.
JERUSALEM (19.04.2014): ”Godt begyndt er halvt fuldendt”, plejer man at sige. Men som det er med så mange andre kloge ord og gerninger, så virker de ikke helt her i Jerusalem – Den hellige Stad. 
 
Her begynder det hele tværtimod med at gå i stå.
 
Det kan godt være at israelerne på sølle seks dage slog araberne i 1967, men siden da er der ikke meget andet, der er gået hurtigt. Og da slet ikke, hvis det handler om sikkerhed. Kan man få noget til at handle om sikkerhed, går tingene ofte ikke bare i stå, så går de direkte  baglæns.
 
Derfor vidste jeg, at jeg hellere måtte ankomme i god tid her til morgen, så jeg kunne komme ind i Den gamle
 
 
Mens Helligånden tålmodigt venter et eller andet sted oppe i skyerne, snegler vi os igennem Jerusalem's Gamle Bydel.
Bydel og ned til Gravkirken. Alle portene i bymuren er i anledning af den kristne Påske og den jødiske Pesach under ekstra god bevogtning (læs: semi-lukkede), og i dag er det så oveni købet også jødisk shabbat og Påskedag. Derfor er der vejspærringer og check points overalt. De fleste almindelige mennesker får det meste af dagen slet ikke lov til at komme ind.
 
Min måde at komme hele vejen ind til kristendommens helligste sted på, er ved at hæfte mig på den armenske patriarks procession. En af mine gode fotografvenner er selv armener og tæt på patriarken, så han hat skaffet mig de nødvendige tilladelser og adgangskort. Men selvom disse formalia er i orden, så er ”den røde løber” på ingen måde rullet ud. 
 
Efter at have ventet udenfor det armenske patriarkat fra kl. 07:30, får vi at vide, at patriarken først vil begive sig ind til Gravkirken kl. 10. Da vi så endelig sætter os i bevægelse – lettere forsinket – kl. 10:30, flytter processionen sig kun sølle 20 meter, og går så i stå igen. Patriark Nourhan Manougian vil ikke gå længere?!?
 
Det viser sig, at israelsk politi har skåret den armenske procession over i to lige efter alle præster, kordrenge og andre religiøse VIP’s er gået forbi, sådan at de 5-600 almindelige armenere, som skulle følges med deres religiøse overhoved til kristendommens helligste kirke, er blevet stoppet.
 
 
Brevsprækken åbner, og en stige kommer glidende ud.

Politiet har deres prioriteter.
 
Skulle det, Gud forbyde, ende med en terroraktion på et tidspunkt, hvor der er mange mennesker er samlet inde i Den gamle Bydel eller i Gravkirken, eller opstår der på anden vis uroligheder fordi flere forskellige religioner, der ikke altid elsker deres næste helt så meget, som man kunne ønske sig, løber ind i hinanden, så vil politiet blive beskyldt for ikke at have gjort deres job godt nok.
 
Og fører politiets forsøg på at kontrollere situationen og forhindre for store og uoverskuelige menneskemængder i at støde sammen på deres vej rundt i den lille overbefolkede bydel indenfor den
 
 
Den armensk patriark Manougian på hjemmebane i den armenske afdeling af Gravkirken.
middelalderlige bymur, til, at folk føler sig begrænset i deres bevægelsesfrihed, så vil politiet også blive beskyldt for ikke at have gjort deres job godt nok.
 
Af to mulige onder vælger israelsk politi så ofte ikke at gøre deres job godt nok ved at overkontrollere folk, og at udføre denne overkontrol, så næsten intet flytter sig. Mere sikkert, men upraktisk.
 
Armenerne er dog ikke sådan at bide skeer med. De kan nemlig undlade at flytte sig endnu mere end politiet kan, og det ved deres åndelige overhoved. Så da patriarken oppe foran i processionen hører, at hans sognebørn nede bagi bliver holdt tilbage, så stopper han.
 
Han vil ikke flytte sig en millimeter, med mindre alle er med.
 
Ups!
 
Hvad gør man nu?
 
Det er Påskelørdag, og patriarken har nøglen til kristendommens helligste sted – Gravkirken – i sin hånd, og nu nægter han pludselig at gå ned og lukke kirken op, så kristendommen kan komme ind!!!
 
Og ikke nok med det.
 
Påskelørdag kommer Helligånden mindsanten også på besøg.
 
 
Pilgrimme i tusindvis forsamlet om Jesu' grav i spændt forventning om et mirakel.

Hvert eneste år sker der et mirakel inde i Jesu grav. Et mirakel som Helligånden står for. 
 
Lyset i kirken dæmpes. Den græsk-ortodokse patriark går derind. Alle holder vejret. Sker det, eller sker det ikke? Er Gud med os, eller har han travlt med noget andet? Og så pludselig!!!!
 
Patriarken kommer ud med ild i sit stearinlys!
 
Miraklet er sket igen!
 
På helt uforklarlig vis, ankommer Helligånden og antænder præstens lys. Gud er stadigvæk med os. Alt er vel. Verden kan ånde lettet op.
 
 
Det største øjeblik i en fattig armensk-kurdisk kvindes liv.

Men… nu står den armenske patriark pludselig der med nøglen til kirken i hånden og vil ikke gå længere. Og det er jo ikke bare kristendommen, der står udenfor og ikke kan komme ind i kirken. Helligånden hænger også et eller andet sted oppe i stratosfæren, og venter på at kunne dykke ned og lave sit mirakel. Det er jo nærmest som om hele solsystemet står stille, fordi nogle israelske politifolk af nemheds hensyn gerne vil have begrænset folkemængden inde i Gravkirken.
 
Når stærke viljer og stædige karakterer som den armenske patriark, Helligånden, Gud og det israelske politi prøver kræfter, så må det israelske politi bøje sig, og lade alle armeniere – præster og lægfolk – vandrer til Gravkirken i én stor, glad forsamling.
 
Så på den måde kan man sige, at selvom helligdagen startede med at gå i stå, så førte det alligevel til et lille mirakel allerede fra dagens start, og det lovede jo godt.
 
Nu skrev jeg lige, at patriarken står med nøglen til kirken i sin hånd, og det er sådan set også korrekt. Men nøglen er ikke hans. Han har kun fået lov til at holde den. For ham der passer på nøglen til kristendommens helligste sted er nemlig ikke en armensk præst, han er end ikke kristen. Det er nemlig en palæstinensisk muslimsk familie, der vogter nøglerne til Gravkirken, og sådan har det været i hundredvis af år.
 
 
Man må håbe, at Gud forstår kurdisk, for det var det eneste, den armenske pilgrim fra Kurdistan talte.

Nu er det heldigvis en venligtsindet familie, denne Joudeh-familie, så de kommer hver morgen og lukker døren til kirken op, hvilket de får hjælp til af en anden muslimsk familie, Nuseibeh’erne, så de kristne kan komme ind.
 
Det er, så vidt jeg ved, et system, som den navnkundige islamiske hærfører og diplomat Salah al-Din al-Ayoubi (ham europæerne kalder Saladin) fandt på tilbage i Korsfarertiden, fordi de kristne ikke kunne enes, om hvem der skulle være hvor, og måtte hvad, hvornår i kirken, og da slet ikke om, hvem der skulle passe på nøglen. Ingen af de mange indbyrdes mistroiske retninger indenfor kristendommen stolede så meget på hverandre, at de turde overlade magten og nøglen til en anden kristen retning. Derfor blev det muslimerne, der siden middelalderen har passet på nøglerne til kirken, der er bygget over Jesu' grav.
 
I dag i anledning af påsken, har Joudeh-familien overladt nøglen til den armeniske patriark, som får lov til at bære den ned til kirken. Dog går Adeeb Jawad Joudeh på hans ene side og sikrer, at patriarken ikke stikker nøglen i inderlommen, og en repræsentant for Nuseibeh-familien går på den anden, hvis Joudeh’erne skulle få brug for hjælp.
 
Således udrustet til at vi nu burde ku' komme ind i Gravkirken, begiver vi os igennem den gamle bydels bazaar med kurs mod kristenhedens helligste sted.
 
Da vi når frem til helligdommen, bliver det klart, at vi står overfor endnu et problem: Nøglehullet sidder højt oppe på døren, at ingen normalt bygget person kan nå derop, og ingen af os har lige taget en stige med i baglommen.
 
Det er naturligvis ikke første gang, at kristendommen har stået overfor det problem, så der forefindes faktisk en stige… men den befinder sig indenfor. I Gravkirken. Og døren er jo låset! Og for at få den låst op, skal man have en stige for at nå op til nøglehullet, så man kan komme ind og hente stigen, og dertil skal man bruge... stigen!!! Et klassisk Catch 22-problem.
 
Nu er døren ind til Gravkirken dog så snedigt indrettet, at den er udstyret med en lem. En slags forvokset brevsprække, som kunne være til pakkepost. Men det er den ikke. Den er faktisk til at gelejde stigen ud igennem. En "stigesprække". Lidt utraditionelt måske, men meget praktisk.
 
 
Pilgrimme trængt sammen omkring Jesu' Grav. Den græsk-ortodokse patriark er derinde med sit stearinlys men ingen tændstikker... forhåbentlig.

Så skal man jo blot lige kunne banke folkene derinde op. Det skal også vise sig, at være lidt af et problem. Talrige gentagne forsøg med den gammeldags dørhammer giver ikke noget resultat. Døren er dog også udrustet med sit eget indbyggede intercom-system - om end lidt gammeldags. Nuseibeh åbner ganske enkelt en lille, rund lem i døren og råber ind, men det giver heller ikke noget resultat. Til slut griber patriarken ind under kåben, hiver sin mobiltelefon frem, ringer de søvndrukne munke inde i kirken op, og får sat gang i udleveringen af stigen, så vi kan få bragt Helligånden ned fra himlen og få sat dagens mirakler i værk.
 
Nu sker der noget.
 
 
I næsten Olympiske stil bringes Den Hellige Ild frem nede fra Jesu' Grav.

Vi kan høre skramlen og aktivitet omme på den anden side af døren. Pludselig åbner den forvoksede brevsprække sig, og en stige skubbes ud. Wajih Nuseibeh, der går igennem denne procedure hver eneste morgen, hiver rutineret stigen ud, stiller den op af døren, kravler op og får det gamle låsetøj åbnet, så vi kan komme ind i Den hellige Gravs Kirke.
 
Hvordan forløber så vores entré? Ja, hvis man kan forestille sig, at nogen pludselig fjerner Aswan-dæmningen i Egypten, så hele Lake Nasser pludselig frit
 
 
Stemningen er ekstatisk. Miraklet er sket. Den Hellige Ild breder sig fra stearinlys til stearinlys.
kan flyde ned i Nilen, så har man en fornemmelse af den frådende flodbølge af hellige mennesker, der i et kæmpemæssigt swoop presser os ind i kirken. Man skal ikke snuble på det her kritiske tidspunkt af ens liv, for så er der ikke noget liv tilbage. Det lykkes mig at beskytte mine kameraer imod at blive smadret op imod en kæmpe søjle, til gengæld bliver jeg selv trykket flad.
 
Præster, biskopper, pilgrimme, munke og nonner, og andre hellige mennesker i en kaotisk pærevælling bare strømmer ind. Time efter time. Det vælter ind. Selvom det indre af Gravkirken allerede er fyldt til bristepunktet. En præst taler om flere end 10.000 mennesker, jeg ved ikke, om det er rigtigt. Men vi får at at vide, at der er endnu flere udenfor.

Måske var israelsk politis forsøg på at begrænse tilstrømningen slet ikke så skør endda?
 
Gravkirken er en gammel sag. Bygget i det 5. århundrede, før man automatisk installerede air-condition. Så kirkerummet bliver hurtigt overophedet og lummert. Samtidig bliver man skubbet, presset, puffet, trykket, æltet og smadret fra alle retninger og kanter. Flere besvimer og bliver mirakuløst fragtet ud. De er de heldige, for det lader sig ikke gøre at slippe ud, hvis man er ved bevidsthed. Efter flere timer er jeg ved at opgive, og forsøger at slippe ud, men det kan jeg godt glemme. Det er helt umuligt. Man skal være bevidstløs først. Så jeg bliver stående.
 
Jeg har dårlig ryg. Kæmper med en gammel diskosprolaps, som stadigvæk piner mig fra tid til
 
 
Stemningen bliver endnu mere fortættet af de mange stearinlys og røgen i kirken.
anden. Og nu, hvor jeg står halvvejs oppe på en trappe med et ben på hvert sit trin, presset ud mod gelænderet, som jeg stille beder til må holde (kirken her må jo være det rette sted til den kommunikationsform), så begynder ryggen efter et par timer af give mig smertefulde problemer. Jeg kan kun stå på ét ben af gangen, og fra tid til anden må jeg flytte vægten fra det ene ben over på det andet. Ryggen er ikke vant til den slags, og vil helst hjem eller i det mindste have et ret hurtigt mirakel. Folk omkring mig, som har større erfaring med mirakler, end jeg har, ved, at lysmiraklet først finder sted ved 14-15-tiden, så der er et par timer endnu.
 
Mine bønner bliver dog hørt. Dog ikke helt som jeg havde forventet.
 
Efter endnu en smertefuld time på ét ben af gangen,
 
 
Helligånden har været på besøg.
bliver vi alle sammen smidt væk fra trappen. Jeg protesterer. Nu har jeg lidt i mere end tre timer, og så lige inden miraklet, bliver jeg smidt bort fra den position, hvorfra jeg kan se det guddommelige lys... og fotografere det.
 
Præsten er dog bedøvende ligeglad med min interesse for guddommelige mirakler. Han truer mig bare med politiet. Man kan godt mærke, at det er mange år siden Jesus er gået bort. Præsterne af i dag tilhører en anden og mindre barmhjertig generation end Frelseren. Jeg bøjer mig for truslerne, og bevæger mig videre ind i den armenske afdeling af Gravkirke, hvorfra jeg ikke kan se andet mirakuløst end andre trætte mennesker, der også venter på lyset. 
 
Jeg gør det næstbedste. For kan man ikke fotografere det man elsker, må man elske det man kan fotografere. Så det gør jeg.
 
Blandt andet møder jeg en gammel armensk kvinde fra det østlige Tyrkiet. 
 
 
Et folkekært årligt mirakel, som man kan skrive ind i kalenderen. Så punktlig gentager det sig hvert eneste år.

 
Hun falder på knæ foran det armenske alter i Gravkirken, kysser gulvet, kærtegner det, hæver hænderne og øjnene mod hvælvingerne og omfavner både Gud og himlen, mens hun beder højt... på kurdisk.
 
Hun taler ikke armensk, kun kurdisk og en lille smule tyrkisk. Men via en anden armensk kvinde fra Istanbul, som både taler engelsk, tyrkisk og armensk, får jeg at vide, at der er tale om en gammel, fattig kvinde fra den kurdiske, østlige del af Tyrkiet. Selvom hun intet som helst har, har hun alligevel har bespist hele bagenden af flyet fra Istanbul med appelsiner og ferskner. Undervejs er hun blevet hele den tyrkisk-armenske gruppes reservebedstemor, selvom de har svært ved at kommunikere med hende.
 
 
Min tur ned i skærsilden bliver heldigvis forhindret af miraklet.

 
Det er tydeligt, at det her er det største øjeblik i den gamle, fromme kvindes liv. Hun smiler, græder, kysser gulv og omkringstående, og beder højt på kurdisk.
 
Selvom hun er fattig, og angiveligt intet har, så er det også klart, at hendes tro giver hende ro, balance og tryghed.
 
Nede fra kirkerummet, omkring Jesu' grav under Rotunden hører jeg vilde råb, lyden af slåskampe, salmesang, jubel som fra en landskamp og indimellem endog trommer. Der er gang i den. Jeg kan blot ikke se det, endsige fotografere noget af det. Udsigten henne ved gelænderet er optaget af TV-kameraer, fotografer og pilgrimme. Alle vil hellere gå i døden end lade mig få en position med udsigt. Så opdager jeg en stige ovre i et hjørne. En håndværker har ikke fået den med ud. Den flytter jeg hen bag kødranden ved gelænderet og kravler op. Jeg når lige at få et par brugbare skud, inden en biskop med en hel deputation af præster meget bestemt, med trusler om evig forbandelse, ild, tænders gnissel og forvisning til Helvede, får mig tvunget ned på jorden igen.
 
Min tur ned i skærsilden bliver heldigvis forhindret af lysmiraklet. Et enormt jubelråb nede fra kirkesalen gør det klart for os, at miraklet tilsyneladende er sket. Underet formilder biskoppens hjerte, og han tilgiver mig… han går i hvert fald bort, for selv via en mellemmand at modtage ilden fra Gud, venligt bragt herned af Helligånden.
 
 
Folk her er ikke i tvivl. Lyset er blevet tændt af Helligånden, og nu kan de selv blive en del af dette mirakel.

 
Uden nogen brug af hverken Zippo-lighter eller tændstikker har en uforklarlig ild inde i Jesu' grav igen i år på mirakuløs vis antændt den græsk-ortodokse patriarks stearinlys. Det er dog som altid sket inde i selve gravhulen, hvor kun patriarken er til stede, og derfor uset af alle andre. Men et mirakel er det. Det er ingen i tvivl om. Og er de, siger de det ikke højt. Patriarken dukker op i døren, og viser triumferende sit tændte stearinlys.
 
For mig ligner det ethvert andet tændt stearinlys, men det er lige meget. For folk her er ikke det mindste i tvivl. Det her er et mirakel. Lyset er blevet tændt af Helligånden, og nu kan de også selv modtage denne hellige ild. Alle strømmer til. Får deres eget lys
 
 
Jeg har i Gravkirken oplevet, at et stearinlys ikke bare er et stearinlys, men kan opfattes som et budskab fra Gud om håb om frelse.
tændt. Det tænder igen andres lys, og som en bølge af små ildtunger spreder den hellige ild sig igennem kirken. Fra stearinlys til stearinlys. Ud og ind af kapeller. Op og ned af trapper. Rundt om altre og ikoner.
 
Folk jubler.
 
De er tæt på Guds nåde, som de nogensinde vil komme.
 
Den hellige ild brænder i deres øjne.
 
Det er stort.
 
Glemt er timers pinsler.
 
 
En træt, trist kristen pilgrim fra Ethiopien, som, det efter den lange rejse, ikke er lykkedes at komme ind i Gravkirken til lysmiraklet Påskelørdag, men i stedet må opleve det hele udefra - fra en af gyderne i Den gamle Bydel.

Trods forsinkelser, forhindringer, menneskelige flodbølger, rygsmerter, vrede præster, dårligt indeklima (som nu bliver endnu dårligere, varmere og røgfyldt), så har jeg været vidne (om end ikke fra allerførste parket) til et bibelsk under.

Jeg har set den hellige ild. 
 
Oplevet folk, der på et mirakuløst øjeblik føler sig frelste.
 
Set at beretningen om en mand, der døde for to tusinde år siden, og troen på ham, kan begejstre og give håb til mennesker, der lever i dag.
 
Set at et stearinlys ikke bare er et stearinlys, men kan opfattes som et budskab om håb og frelse direkte fra Gud selv.

Det er smukt... men det er også også lidt skræmmende.

Det er religion!
 
Se det var jo en rigtig påskehistorie.
 
Og hvis I synes, at den er en smule for ubegribelig til at være sand, så skulle I bare høre nogle af de andre historier, jeg kunne fortælle om den her kirke.

* * *

Læs også min artikel om mine oplevelser på Via Dolorosa dagen forinden: "En meget lang fredag".

 
Tilføj kommentar
 
 
6 Kommentarer: