Fælles front imod Islamisk Stat:

Alliancen imod barbariet

Islamisk Stat's ubegribelige voldsdyrkelse gør dem så frygtet, at deres modstandere ofte flygter indnu inden de kommer i kamp med de militante islamister.
Islamisk Stat's ubegribelige voldsdyrkelse gør dem så frygtet, at deres modstandere ofte flygter indnu inden de kommer i kamp med de militante islamister.
 
 
Islamisk Stat's blodige brutalitet synes sygelig sadistisk.
JERUSALEM (23.09.2014): Ingen kan være i tvivl om, at Islamisk Stat er udtryk for noget nært den mest blodige og sadistiske ondskab, vi i mange år har været vidne til. Det er også grunden til at en vestlig verden, som i bund og grund ikke har lyst til at blive trukket ind i et nyt militært engagement i Mellemøsten, nu alligevel gør det.
 
Det har dog fra starten været klart, at den militære offensiv, når den kommer, og det ser det ud til at den gør nu, ikke må kunne opfattes som et ”Vesten imod araberne”, eller et ”Vesten og shi’iterne imod sunni-islam”. Det er altafgørende, at krigen imod Islamisk Stat bliver set som ”den anstændige del af verdens opgør med barbariet og vanviddet”. Derfor skal der en række arabiske stater med i alliancen. Helst også en række fremtrædende sunni-muslimske arabiske stater. 
 
Det er der nu. Men det er dog på ingen måde en uproblematisk alliance. For mens man gerne vil have koalitionen til at være anstændighedens opgør med barbariet, så er de arabiske lande, der nu er med i alliancen, alt andet end frie og demokratiske, og deres bevæggrunde til at melde sig under fanerne er mange og ret så forskellige.

Lad os ganske kort se på de arabiske lande, som øjensynligt har været aktivt involverede i dette første angreb på Islamisk Stat inde i Syrien.
 
 
 
Saudiarabien ser sig selv som en af den arabiske verdens vigtigste nationer, men landet er militært svagt.

Saudiarabien
Der er dem, der om Saudiarabien lidet flatterende siger, at det er den eneste familie i verden, der er medlem af FN. For Saudiarabien er ikke en stat i almindelig forstand. Det er tværtimod et stort familieforetagende med eget flag og hovedstad, og det er ikke noget, der bare minder om et demokrati.
 
Den saudiarabiske kongefamilie nedstammer fra Ibn Saud, som under Første Verdenskrig erobrede Mekka og Medina og smed den regerende hashemitiske slægt (dem der i dag er kongefamilien i Jordan) ud. Kongefamilien baserer sin magt og legitimitet på en række ting:
 
•    At de er ”vogterne og beskytterne af de hellige steder”: Kaba’en i Mekka og Medina. Dermed anser kongefamilien sig for at være sat til at vogte over den ”rigtige”, uforplumrede sunni-islam.
•    Den form for islam, Saudiarabien forsøger at udbrede, baserer sig på wahabismen, som er en af de mest puritanske og fanatiske udgaver af Islam.
•    Saudiarabien sidder på store oliereserver og er derfor ubegribelig rigt. Denne rigdom bruger kongefamilien til at betale sig fra at skulle indføre frihed og demokrati, og også til at købe sig ud af udenrigspolitiske problemer.
 
 
Islamisk Stat mangler ikke våben. De har løbet talrige syriske og irakiske militærbaser over ende og erobret masser af udrustning og våben.

Saudiarabien anser sig selv for at være en af Mellemøstens vigtigste udenrigspolitiske spillere, men landet er militært svagt, og har derfor traditionelt haft et militært samarbejde med USA. Det var også USA, der kom Saudiarabien til hjælp, da Iraks Saddam Hussein erobrede nabolandet Kuwait i 1990, og kongefamilien frygtede, at deres rige stod næst på den irakiske diktators liste.
 
Alliancen med USA og Saudiarabiens politik har igennem årene gjort landet til mål for en lang række militante islamistiske terrorangreb, og derfor er kongefamilien meget bevidste om farerne i den form for Islam som de tidligere selv støttede mange steder. Derfor er Saudiarabien meget varsom og forsigtig. Blandt andet bekæmper saudierne nu aktivt Det muslimske Broderskab, som i en kort periode havde regeringsmagten i Egypten, og Hamas.
 
Saudiarabien er langt overvejende sunni-muslimsk, men der er også en shi’itisk minoritet i landet. Den bor stort set i den del af landet, hvor oliekilderne befinder sig, hvilket kan give problemer. I den lille ø-stat Bahrain lige ud for det samme område ved den saudiske kyst er der allerede en langstrakt, blodig konflikt mellem det shi’itiske befolkningsflertal og den sunni-muslimske kongefamilie. Saudierne er bange for, at denne konflikt vil kunne spilde over ind i Saudiarabien. På samme måde vil det være en katastrofe, hvis Islamisk Stat angriber de saudiske shi’iter, som de har angrebet shi’iterne i Irak, for så bliver der uro lige ovenpå oliefelterne, og det vil ikke bare ødelægge den saudiske økonomi, det vil være en bombe under hele verdensøkonomien.
 
 
 
Den delikate balancegang mellem de forskellige grupper i det jordanske samfund risikerer at blive væltet af flygtningestrømmen fra Syrien.

Jordan
Kongeriget Jordan er et lille, fattigt og relativ svagt land. Traditionelt har kongefamilien – hashemiterne der stammer fra det, der i dag er Saudiarabien – baseret sin magt på landets beduiner. Men beduin-befolkningen er i dag et mindretal. Palæstinenserne udgør formentlig omkring 60-65 pct. af befolkningen. I modsætning til mange andre arabiske stater, så har palæstinenserne statsborgerskab i Jordan.
 
Tilbage i 1970 førte PLO’s voksende magt i Jordan til en borgerkrig mellem regeringshæren og de bevæbnede palæstinensiske grupper, som blev smidt ud af Jordan. Blandt andet derfor anses forholdet mellem beduinerne og palæstinenserne i Jordan for at være en af de faktorer, der kan gøre landet ustabilt, og kongefamiliens og regeringens politik er derfor en delikat balancegang.
 
Forholdet til den palæstinensiske befolkning er dog blevet langt bedre i dag efter at Jordan åbnede sine døre for de godt og vel 300.000 palæstinensere, der i 1990 blev smidt ud af de arabiske golflande, da PLO’s formand Yassir Arafat allierede sig med Saddam Hussein, som lige havde invaderet Kuwait.
 
Nu frygter man for at den store strøm af syriske flygtninge i den nordlige del af landet kan destabilisere Jordan. Landet er også bange for, at terrorister fra Islamisk Stat kan bruge flygtningestrømmen til at infiltrere landet. Yderligtgående dele af den jordanske befolkning har allerede udtrykt støtte til nogle af de islamistiske grupper i Syrien – blandt andet Islamisk Stat, og det betyder at den jordanske sikkerhedstjeneste skarpt overvåger alle dele af den jordanske befolkning, hvorfra et oprør kunne frygtes.
 
 
 
I Bahrain har den fortrinsvis shi'itiske befolkning i flere år kæmpet imod den sunni-muslimske elite og kongefamilie.

Bahrain
Den lille ø-stat Bahrain kan ikke bidrage militært med ret meget, så det er mere symbolsk, at landet står på listen. Der hvor det betyder noget, er at den amerikanske flåde i Den persiske Havbugt har sit hovedkvarter i Bahrain, og da krydsermissilerne og en del af de fly, der bliver brugt ved angrebene på Islamisk Stat kommer fra amerikanske krigsskibe i Golfen, så bliver Bahrain vigtig.
 
Bahrain regeres af en kongefamilie, som er sunni-muslimsk, og det samme er landets lille elite. Det store flertal af Bahrains befolkning er derimod shi’itisk, og de føler sig marginaliseret, holdt udenfor magten og indflydelsen og undertrykt af politiet og sikkerhedsstyrkerne. 
 
Regimet stoler så lidt på sin egen befolkning, at sikkerhedsstyrkerne er bemandet af jordanere, pakistanere, yemenitter og andre udlændinge, som på rekordtid får tildelt bahrainsk statsborgerskab.
 
Lige præcist Bahrains støtte til alliancen imod Islamisk Stat kan faktisk være en af de få ting, hvor det shi’itiske befolkningsflertal vil støtte landets sunni-muslimske ledelse. For en stor del af Islamisk Stats blodige ugerninger og sadistiske brud på menneskerettighederne sker imod shi’iter i Irak, som IS kalder vantro.
 
 
 
Qatar's nye konge, sheikh Tamim bin Hamad Al Thani, er personlig tilhænger af Det muslimske Broderskab, men også nødt til at forholde sig til sit lands udenrigspolitiske interesser.

Qatar
Den arabiske golfstat Qatar er først ret sent kommet med i alliancen imod Islamisk Stat. 
 
Qatar befinder sig i inter-arabisk sammenhæng ofte på den modsatte fløj af Saudiarabien, som er landets hovedrival i kampen om indflydelse i den arabiske verden. Mens Saudiarabien for eksempel er stålsat imod Det muslimske Broderskab, så støtter Qatar dem. Indtil for ganske nylig havde Det muslimske Broderskab og Hamas hver sine politiske hovedkvarterer i eksil i Qatar.
 
Det kunne dog se ud som om Qatar af udenrigspolitiske årsager er i gang med en kursjustering. Landets enegang med støtte til yderligtgående islamister, som de fleste andre arabiske lande er imod, kan være blevet et problem for kongefamilien.
 
Både Det muslimske Broderskab og Hamas har fået besked på at flytte sine hovedkvarterer andre steder hen. Sådan er det naturligvis ikke blevet formuleret. Organisationerne har selv meddelt, at de flytter, og de påstår, at de ikke er blevet presset. Det er der dog ingen, der tror på.
 
For få dage siden har Qatar så også meldt sig til alliancen imod Islamisk Stat, hvilket skulle have bragt landet tilbage ind i folden af arabiske golfstater igen.
 
 
 
De rige Emirater kan næsten ikke finde flere vulgære måder at udstille deres rigdom på.

De forenede Arabiske Emirater
UAE – De forenede Arabiske Emirater – er et forbund af små arabisk fyrstendømmer i den sydlige del af Den persiske Havbugt. 
 
Udviklingen i Emiraterne er alt andet end strengt islamisk. De to ledende stater i forbundet – Dubai og Abu Dhabi – dyrker penge, investeringer og materielle goder mere end noget andet, og konkurrerer med hinanden og de andre rige golfstater om at udstille og prale med sin rigdom. Det gør dem til hadeobjekt for tilhængerne af visse puritanske udgaver af islam, og Emiraterne er som Saudiarabien stålsatte modstandere af Det muslimske Broderskab.
 
Som de øvrige arabiske stater er Emiraterne heller ikke demokratiske, og ethvert tilløb til protester imod regimet inspireret af Det arabiske Forår er hårdt og brutalt blevet slået ned af landets sikkerhedsstyrker.
 
Emiraterne er imod fanatiske og militante udgaver af islam, og enhver uro og instabilitet i Golfen hæmmer Emiraternes erhvervseksperiment, og holder de investorer borte, som den arabiske golfstat forsøger at tiltrække. Derfor vil det at få fjernet Islamisk Stat hurtigt kunne bringe en form for stabilitet tilbage til regionen, håber Emiraterne.
 
 
Endnu en gang er Vesten blevet trukket ind i en væbnet konflikt i Mellemøsten.


 
Alliancen selv en del af problemet
For USA og de vestlige lande i alliancen imod Islamisk Stat er det vigtigt, at de arabiske lande er med. Men alliancen bliver ikke en ”verdens anstændige nationer”, der i fællesskab bekæmper barbariet. Dertil er de arabiske lande alt for ufrie og udemokratiske.
 
Den militæroperation, der er i gang nu, er sikkert nødvendig, fordi alternativet – det sadistiske blodbad som Islamisk Stat står for – er så meget værre. Men det bliver ikke militæroperationen, der løser problemet, selvom den så ender med at blive nok så succesfuld. 
 
Problemet med den militante islamisme er ikke kun militært. Det er også politisk, socialt, økonomisk, uddannelsesmæssigt og meget, meget andet.

 
 
Islamisk Stat mangler ikke våben. De har løbet talrige syriske og irakiske militærbaser over ende og erobret masser af udrustning og våben.
Så længe de arabiske lande er så ufrie, som de er. Så længe kvinder er undertrykte. Så længe etniske, religiøse, politiske, seksuelle og andre minoriteter bliver forfulgt, undertrykt og diskrimineret. Så længe ingen tager et opgør med den vidensfjendske fortolkning af islam, som har fået frit løb i de sidste mange årtier. Så længe uddannelsessystemet ikke uddanner oplyste, kritiske, engagerede samfundsborgere. Så længe domstolene ikke er uafhængige. Pressen ikke kritisk. Kunsten og kulturen ikke udfordrende og fræk. Så længe en hel masse andre ting ikke forbedres, vil vreden og utilfredsheden i den arabiske verden fortsætte med at eksplodere på den ene eller den anden måde.
 
De arabiske landes deltagelse i alliancen imod Islamisk Stat lige nu og her er nødvendig og altafgørende. Men de er også samtidig selv samtidig en del af det problem, de er med til at bekæmpe.
 
 

Skrevet til TV2/Nyhedernes hjemmeside den 23. september 2014

 
Tilføj kommentar
 
 
4 Kommentarer: