En kurdisk bys undergang

JERUSALEM (08.10.2014): Krig synes altid absurd. Især når man er tæt på vanviddet. Men de seneste dages scener på grænsen mellem Tyrkiet og Syrien ved den kurdiske by Kobani tager dog absurditeten til et helt nyt niveau. 
 
På den tyrkiske side af grænsen sidder en stor del af Kobanis befolkning og stirrer i chok over på at deres hjemby lige på den anden side af grænsehegnet bliver jævnet med jorden. På en bakkeskråning står i hundredvis af kurdiske mænd og følger vantro med i, at deres hjem bliver lagt i ruiner. Mange af dem har i de seneste dage været i korporlig slåskamp med det tyrkiske politi, fordi de efter at have bragt deres familier i sikkerhed, vil tilbage for at forsvare deres hjemby, men tillader tyrkerne ikke. Samtidig rumler de dybe drøn fra bomber og artillerigranater hele tiden hen over grænsen, og tykke røgskyer fra Kobani får det til at se ud som om, byen er på vej til at blive opslugt af Helvedets ild.
 
Ikke langt derfra holder talrige tyrkiske kampvogne opmarcheret, klar til at gå i aktion, men deres kanoner er tavse og motorer slukket. Ovre på den syriske side af grænsehegnet kæmper dårligt udrustede kurdiske militssoldater indædt og desperat en kamp, som de synes dømte til at tabe, imod den nyere tids mest blodtørstige terrorister, der er udrustede med modrene våben og kampvogne, som de tidligere på året har stjålet fra den flygtende irakiske hær.
 
Den irakiske hær, som vi har forsynet med tunge våben, stikker af, når de ser skyggen af Islamisk Stat. Så i virkeligheden har vi indirekte bevæbnet Islamisk Stat med de våben, de nu bruger imod kurderne. Og kurderne, som er de eneste der på landjorden sætter hælene i og modigt til sidste mand slås imod Islamisk Stat, dem forsyner vi ikke med våben, så de på nogen måde har en chance.

I luften over hele dette tragiske skue høres lyden af jetmotorer fra koalitionens kampfly, som fra tid til anden smider bomber og affyrer missiler imod det, de tror, er Islamisk Stats positioner i udkanten af Kobani. Men alle – kurderne på jorden, de tyrkiske ledere og de vestlige militære eksperter – er enige om, at Islamisk Krig ikke kan stoppes med luftbombardementer. Islamisk Stat synes også at dele den opfattelse, for de rykker fortsat frem.
 
Det meste af verden synes enige om, at den jihadistiske terrororganisation Islamisk Stat repræsenterer noget nært den værste ondskab, vi har været vidner til i mands minde. Alle frygter vi for de samvittighedsløse, langskæggede krigere, der halshugger nødhjælpsarbejdere, korsfæster kristne, dræber og voldtager kvinder og piger, myrder løs på uskyldige civile, hvis de tilhører etniske eller religiøse minoriteter, de ikke kan lide, og synderegistret kunne fortsættes i det uendelige.
 
De eneste, der i øjeblikket indædt kæmper imod dette uvæsen, er kurderne. Kurderne i det nordlige Irak. Kurderne i Syrien. Og de tyrkiske kurdere som det er lykkedes at snige sig ind over grænsen for at hjælpe deres hjælpeløse fæller. 

Den vestligt trænede og udrustede irakiske hær tager hellere flugten, og har ikke vist sig særlig mange sure sild værd på slagmarken. Den frie Syriske Hær vil hellere kæmpe imod Bashar al-Assads regeringsstyrker end imod en anden oprørsgruppe – hvor brutal den end måtte være. Af mangel på virkelig afgørende militær støtte fra Vesten er Den frie Syriske Hær tvunget til at alliere sig med Djævelen selv, hvis det hjælper dem i kampen imod Assad-regimet i Damaskus. I Mellemøsten er ”min fjendes fjende min ven”.
 
Vi i Vesten kunne have ændret dette sørgelige billede, hvis vi fra starten for tre og et halvt år siden massivt havde støttet de ”moderate” i den syriske opposition, så de den gang kunne have væltet Assad-regimet. Det gjorde vi ikke. Så i dag er Assad’s dommedagsprofeti fra den gang gået i opfyldelse. Pludselig synes han at være værnet imod den blodige islamiske terrorisme. Endnu en af denne krigs tragiske absurditeter.
 
Efter mange års dårlige erfaringer med militære engagementer i Mellemøsten, som var forførende nemme at snuble ind i, og forfærdelig svære at komme ud af igen, har ingen i Vesten forståelig nok særlig megen lyst til at blive kastet ud i et nyt militært eventyr i den her del af verden. Mellemøsten giver os blot ofte ikke den luksus. Volden, uroen og konflikterne i denne her region har en tendens til ikke at blive i Mellemøsten. Derfor bliver vi ofte af omstændighederne tvunget til at handle.
 
Vi ville ikke selv med i krigen, men det er vi nu kommet. Vi vil ikke have soldater på landjorden, men det er der sikkert heller ikke nogen vej udenom, hvis vi for alvor vil af med Islamisk Stat.
 
Luftstøtten til de styrker i Syrien og Irak der kæmper imod Islamisk Stat er god. Men den er ikke nok. De landstyrker, der lige nu er involveret i kampen, kurderne, den irakiske regeringshær og Den frie Syriske Hær, er ikke tilstrækkelig stærke. 
 
Derfor er der, hvis krigen skal vindes, ingen vej udenom flere styrker på landjorden. 
 
Hvem skal det være?
 
Tyrkerne har NATOs anden største hær. Den står opmarcheret lige op til slagmarken. Hvis den tyrkiske hær rykkede ind i Syrien i morgen, ville det fra det ene øjeblik til det næste vende krigslykken på slagmarken. Men tyrkerne rykker ikke ind, selvom premierminister Ahmet Davutoglu i sidste uge svor, at Tyrkiet ikke ville tillade, at Kobani faldt til Islamisk Stat, og i et interview med CNN så sent som i mandags sagde: ”Vi vil gøre alt, der står i vores magt, for at hjælpe borgerne i Kobani, for de er vore brødre og søstre.”

Tyrkiet vil ikke trækkes ind i landkrigen alene. De vil have andre allierede med ind på landjorden. Helst amerikanerne, men andre vil sikkert også kunne komme på tale. I særdeleshed fordi USA's præsident Barack Obama har lovet sine befolkning, at der ikke vil blive sat amerikanske soldater ind på landjorden i Syrien. Derfor kan endnu et internationalt patchwork af forskellige landstyrker ende med at blive svaret. med alle de problemer af babelsk sprogforbistring, det giver. 
 
For Tyrkiet handler det ikke kun om Islamisk Stat. Præsident Recep Tayyip Erdogan ser denne kamp som en mindre del af et større slag, der skal vælte præsident Bashar al-Assad i Damaskus. Her mener han, at USA er alt for tilbageholdende. Erdogan vil ikke bare have støtte til kampen imod Islamisk Stat, han vil også have, at det internationale samfund langt mere aktivt støtter den syriske oppositions krig imod Assad-regimet.
 
Desuden er der altid, når det handler om Tyrkiet, landets militær og grænseområdet til Irak og Syrien, spørgsmålet om kurderne. 
 
Selvom fronterne mellem myndighederne og kurderne i en årrække under premierminister og nu præsident Erdogan er blevet blødt op, så har borgerkrigen i Syrien fået denne konflikt til at bryde ud i lys lue igen. I de seneste dage har der været voldelige protestdemonstrationer flere steder i Tyrkiet – mest naturligvis i den sydøstlige, kurdiske del af landet.

Før den tyrkiske regering fik parlamentets grønne lys til at sende landstyrker ind i Syrien, hvis det skulle blive nødvendig, blev regeringen kritiseret for at sidde tilbagelænet og nyde, at væbnede kurdiske grupper blev massakreret af Islamisk Stat.
 
Da så parlamentsbeslutningen var en realitet, og mange troede at tyrkerne nu ville rykke ind, så blev de kritiseret for selv at ville smadre de PKK-enheder, der kæmpede sammen med deres syriske brødre imod Islamisk Stat.
 
Nu hvor Tyrkiet ikke vil tillade flygtede kurdiske mænd at vende tilbage til Syrien for at slås, selv står opmarcheret langs grænsen uden at gå i aktion, og endog også forhindre forsyninger af tunge våben i at komme ind til de dårligt udrustede kurdiske forsvarer af Kobani, så styrkes mistanken igen om, at regeringen i Ankara først vil se kurderne smadret, inden de kommer dem til undsætning. 
 
Som andre lande i Vesten er tyrkerne bange for, at de vil få horder af krigshærdede, veltrænede unge mænd tilbage fra Syrien, som senere vil give dem sikkerhedsmæssige problemer. Mange mener, at den tyrkiske præsident ser PKK og dens syrisk-kurdiske søsterorganisation Y.P.G. som en større trussel imod Tyrkiet end Islamisk Stat.

Den tyrkiske befolkning er splittet mellem dem, der ønsker at deres land går ind i krigen, og dem der er imod. Ligesom det også synes ret sikkert, at går Tyrkiet aktivt ind i kampene, så bliver landet også mål for Islamisk Stats og gruppens sympatisørers terrorangreb – ikke blot langs med grænsen, men sandsynligvis også langt inde i selve Tyrkiet. Og kan Islamisk Stat kidnappe vesterlændinge og skære halsen over på dem for rullende TV-kameraer, så vil det slet ikke være nogen sag for dem også at skaffe sig tyrkiske gidsler, for dem er der masser af lige på den anden side af den 7-800 kilometer lange grænse.
 
For Tyrkiet er det et valg mellem pest og kolera. 
 
Skal man tro de tyrkiske ledere, så er de villige til at rykke ind i Syrien. De vil blot ikke gøre det alene. Derfor er det nu op til resten af verden at finde ud af, hvem der vil rykke ind i Syrien sammen med dem.
 
Det vil også blive et valg mellem pest og kolera.
 
Mens vi alle sidder tilbage og vurdere hvilken dårligdom, vi helst vil rammes af, så står kurderne i Kobani stadigvæk alene i deres kamp imod ondskaben. 
 
Fordi vi i Vesten ofte bliver næsten handlingslammede, når det svære valg er mellem dårligt, værre og værst, så står Kobani måske ikke længere til at redde.
 
Den kurdiske by Kobani, som meget få udenfor området kendte for nogle få uger siden, er nu blevet symbolet på slaget mellem civilisationen og vanviddet. 
 
Falder Kobani, så har ondskaben sejret, og Islamisk Stat vil derefter bliver endnu sværere at få bugt med.

 
* * *

Analysen er skrevet til TV2/Nyhedernes hjemmeside.