Anerkendelse af Palæstina:

Ødelæggende selvpromovering, eller et konstruktivt spark bagi?

JERUSALEM (11.12.2014): Israel-Palæstinakonflikten har et eller andet magisk over sig, der gør, at den langt mere end mange andre konflikter i verden kan sætte sindene i bevægelse selv på den modsatte side af jordkloden. Præcist derfor kan der også spinnes politisk kapital på at bruge konflikten til alle mulige andre politiske formål – også hjemlige – end nødvendigvis for at gøre en praktisk indsats for at løse problemerne i Mellemøsten.
 
I disse tider hvor vestlige regeringer og parlamenter en efter en diskuterer, som de skal anerkende Palæstina, selvom staten faktisk ikke eksisterer i virkeligheden, men for at sende et signal til parterne i Mellemøsten, rejser det også spørgsmålet, hvorfor sådan en anerkendelse kan synes vigtig eller katastrofal.
 
 

Nogen vil sige, at det ikke er svenskerne, danskerne eller franskmændene, palæstinenserne skal overbevise om, at de skal have deres egen uafhængige stat, og at en sådan stat på ingen måde vil være en trussel imod sine naboer. Det er israelerne, de skal overbevise. Derfor vil en sådan anerkendelse undergrave mulighederne for en forhandlet løsning mellem parterne selv.
 
Vestlige politikere bliver også beskyldt for selvisk at bruge en mellemøstlig tragedie som kulisse, blot fordi den nyder stor bevågenhed i deres egne befolkninger, til at promovere sig selv, men at de faktisk ikke har nogen intentioner om at gøre det slidsomme, lidet belønnende diplomatiske brobygningsarbejde, der skal til, for at løse konflikten i den mellemøstlige virkelighed.
 
Og så er der også dem, der siger, at fredsprocessen er kørt så uhjælpeligt fast, at parterne selv er ude af stand til at få den sat på sporet igen, og at der derfor er brug for hjælp udefra. Da det er israelerne, der skal give, og palæstinenserne, der skal modtage, men Israel sidder med en regering, der er så låst fast på den nationalistiske højrefløj, så er der brug for en slags politisk-diplomatisk chokbehandling, for igen at få sat gang i tingene.
 
Hvordan reagerer parterne egentlig selv på de europæiske udmeldinger?
 
Den israelske såkaldte fredsfløj har nærmest været ikke-eksisterende i flere år, siden fredsprocessen brød sammen og Den anden Intifada brød ud i år 2000. Men i de seneste uger er den tilsyneladende igen begyndt at røre lidt på sig.
 
Følelsen af at situationen er ude af kontrol, og nærmest forværres uge for uge, synes at have blæst nyt liv i den fløj i den israelske offentlighed, der ellers havde resigneret og næsten syntes at have trukket sig helt ud af den nationale debat.
 
For nylig demonstrerede en række centrum-venstre partier og den israelske Fred Nu-bevægelsen foran premierminister Benyamin Netanyahus residens her i Jerusalem. Her fangede jeg en af hovedtalerne, Israels tidligere ambassadør til Danmark, Carmi Gillon, som også har en fortid som chef for den israelske sikkerhedstjeneste.
 
Hans kompromisløse afvisning af den siddende israelske regering overraskede mig en smule. Både fordi han selv er tidligere diplomat og en del af landets sikkerhedsapparat, men også fordi han med en sådan indsigt i det israelske magtapparat allerede for mange år siden burde kunne have set, i hvilken retningen Israel bevægede sig.
 
 

”Det er begyndt at gå op for os, hvor ekstremt højre-nationalistisk, den regering vi har, er blevet, og derfor er demonstrationer som den her en nødvendighed, hvis vi skal mobilisere befolkningen imod den. Vi har en premierminister, som ikke har nogen grænser for, hvor langt han er villig til at gå, for at tilfredsstille den alleryderste højrefløj. Jeg er overbevist om, at flertallet af israelerne ikke ønsker en sådan politik”, siger han lige inden han skal op på talerstolen.
 
”Som tidligere ambassadør i Danmark kender du bedre end så mange andre israelere forholdene i Skandinavien. Hvad siger du til det danske Folketings beslutning om at stemme om at anerkende Palæstina som en stat?”
 
”Den gang jeg var ambassadør sagde jeg flere gange til politikerne, at et sådant skridt virker imod hensigten. Hvis Danmark ønsker at blive involveret, så bør det ikke være på den måde. Jeg tror, at fred hernede skal laves mellem israelerne og palæstinenserne. Sådanne beslutninger (som en anerkendelse af Palæstina) vil undergrave de forsøg. Vi har mere brug for Danmark som en neutral mægler, som kan spille en konstruktiv rolle hernede.”
 
”Mener du, at Danmark ikke bør anerkende Palæstina, men i stedet komme herned og gøre et stykke arbejde, for at gøre Palæstina til en realitet?”
 
”Præcis! Komme herned og gøre et stykke praktisk, konstruktivt, diplomatisk benarbejde på landjorden. Det er der brug for”, svarer Carmi Gillon.
 
Aryeh Eldad er en del af den ekstreme nationalistiske højrefløj, som Carmi Gillon ikke kan lide og gerne vil redde Israel fra. Eldad er læge og var tidligere medlem af parlamentet, Knesset, men stillede ikke op ved sidste valg for to år siden.
 
Jeg møder ham ude på den bosættelse på Vestbredden, hvor han bor med sin kone, sine børn og utallige børnebørn. Han er naturligvis imod en anerkendelse af en Palæstinastat, for hvis en sådan stat nogensinde bliver en realitet, så kommer den til at ligge præcist der, hvor han har sit hjem.
 
Men at han bliver hjemløs, ved han dog godt, ikke er et argument, der tager mange kegler i Europa, så derfor formulerer han sin modstand imod disse udenlandske anerkendelser af Palæstina lidt mere elegant.
 
 

”Hvis jeg skal udtrykke mig diplomatisk, så vil jeg sige, at et sådant dansk skridt er ødelæggende for mulighederne for forhandlinger her i Mellemøsten. Og hvis jeg skal være helt ærlig, så er beslutningen inderligt ligegyldig”, siger han.
 
Aryeh Eldad er imod fredsforhandlingerne, for han stoler til at begynde med ikke på at palæstinenserne overhovedet ønsker fred med Israel. Men om dem, der modsat ham selv, påstår, at de gerne vil have gang i disse fredsforhandlinger igen, mener han, at de er uærlige, for en anerkendelse af Palæstina som en stat arbejder direkte imod det, de påstår, er deres mål.
 
”Hvis man først har opmuntret palæstinenserne til at tro, at de ved at bruge deres støtte fra en lang række magter udefra, kan opnå deres mål hernede, så vil de ikke længere tillægge forhandlinger med Israel nogen betydning, fordi her skal enhver indrømmelse, de kræver fra Israels side, ”betales” med en modydelse. Hvorfor skulle det tiltrække dem, hvis de nu tror, at de kan få disse indrømmelser helt gratis?”
 
”Palæstinenserne har aldrig opgivet deres håb om at slippe helt af med Israel. Det er problemet”, siger Aryeh Eldad. ”Forhandlingerne er kun en slags røgslør. Mange udenfor Mellemøsten tror, at det her er en strid om nogle landområder, men det er forkert. Det her er en religionskrig. En krig imellem tro og ideologier. Det er, hvad Samuel Huntington i sin bog kaldte ”Civilisationernes Krig”, er Aryeh Eldads mening.
 
Hans løsning er, at palæstinenserne skal have en udvidet form for indre autonomi under israelsk overhøjhed.
 
”Det er ikke ideelt, og sikkert slet ikke acceptabelt set fra et europæisk perspektiv. Men i den mellemøstlige virkelighed vi lever i, er det det mindst dårlige af en lang række meget værre alternativer”, siger han.
 
En israeler, der bedre end mange andre kender fredsforhandlingerne indefra, er Alon Liel. Han sad de sidste mange år af sin over 30 år lange karriere som israelsk topdiplomat og generaldirektør for det israelske udenrigsministerium helt centralt placeret i fredsprocessen. I dag mener han, at en anerkendelse af Palæstina er lige så meget en redningsplanke for Israels demokrati, som det er chancen for at få sat gang i fredsprocessen igen.
 
 

”Jeg kan ikke leve i en stat, hvor seks millioner vil være borgere med fulde rettigheder, mens fem andre millioner end ikke vil have statsborgerskab. Det vil være helt uacceptabelt. Umuligt at leve med. Det er derfor vi trygler Europa om at hjælpe os med at redde vores eget demokrati”, er hans begrundelse for at støtte anerkendelsen af Staten Palæstina.
 
”En bi-national stat, som det er ved at udvikle sig til, fordi vi fastholder besættelsen, er ødelæggende for Israel. Men ved at anerkende Palæstina som en stat, så er I med til at blæse nyt liv i håbet om en 2-statsløsning, og den løsning er nødvendig for os, hvis vi skal redde vores land som et demokrati og en anstændig stat”, forklarer Alon Liel.
 
”Men i dit forsøg på at redde det israelske demokrati, viser du jo ikke stor respekt for det. For du accepterer jo ikke den demokratisk valgte regerings ret til at udstikke Israels politiske og diplomatiske linje”, forsøger jeg.
 
Alon Liel kan sagtens se den tragiske ironi i at forsøge at redde demokratiet med udenom-demokratiske midler, og det er med ubehag, at han giver svaret.
 
”Hvis vi kan se, at den demokratisk valgte israelske regering underminerer landets demokratiske natur ved at fastholde os som en besættelsesmagt, som mere og mere gør os til en slags apartheid-stat i den måde vi optræder på på Vestbredden, hvordan kan jeg så forblive tavs”, lyder den tidligere diplomats svar. Det er tydeligvis smertefuldt for ham på den måde at kritisere det land, han i en livslang karriere i diplomatiet har forsøgt at forsvare og forklare for omverdenen.
 
”Men der er netop udskrevet valg i Israel. Burde du ikke vente på det valg, og så lade de israelske vælgere få lov til at beslutte, hvad de ønsker, Israels linje skal være overfor palæstinenserne?”
 
 

”En dansk og en europæisk anerkendelse af Palæstina er den mest effektive måde at påvirke den israelske vælgerbefolkning på”, siger Alon Liel indtrængende. ”Det er et fantastisk signal, for det er ikke noget, der kommer fra de europæiske regeringer, det kommer fra de europæiske folk – fra parlamenterne. Det er borgere der taler til borgere udenom regeringer”, svarer han. 
 
”Politikeres og staters handlinger baserer sig på magtinteresser. Men offentligheden kan agere på et moralsk grundlag. De kan sende et budskab til israelerne og sige: ”Vi er jeres bedste venner. Se hvad der er ved at ske med Jer. I er ved at blive isoleret. Lav lige et realitetscheck og se, hvor det er, I er på vej hen.” Det er det smukke ved det. Der er ikke nogen måde, I i Europa kan sende et stærkere budskab på, end på denne måde”, nærmest trygler Alon Liel.
 
Den palæstinensiske professor Walid Salem, der underviser på Al Quds-universitetet i Øst-Jerusalem, er enig med den tidligere israelske topdiplomat. Fredsprocessen er kørt så uhjælpeligt fast, at der er brug for nogle velrettede spark udefra, for at få den sat i gang igen.
 
”Jeg tror, at en sådan beslutning kan være en stor hjælp. Europa spiller en væsentlig rolle hernede. Både som en vigtig handelspartner for Israel, men Europa er også afgørende for opbygningen af det palæstinensiske statsapparat og i træningen og finansieringen af de palæstinensiske sikkerhedsstyrker, som faktisk er med til at garantere Israels sikkerhed”, derfor er det vigtigt, at europæerne påtager sig den rolle, de faktisk kan spille, mener den palæstinensiske professor.
 
”Det, der er brug for, er, at man bruger denne internationale anerkendelse af Palæstina på det diplomatiske niveau, til at presse Israel til også at være mere villig til at gøre dette til en kendsgerning i virkeligheden”, siger Walid Salem.
 
”Vi håber, at det vil begynde med Europa, og at det så som en snebolds-effekt vil trække andre lande og især USA med sig. Vi ved jo alle sammen, at for at noget skal blive en realitet i Tel Aviv eller i Vest-Jerusalem, så skal det først ændres i Washington”, siger han.
 
 

”Jeg tror, at Palæstina lige for tiden er for opadgående, mens Israel er på vej ned”, siger den palæstinensiske professor.
 
Det er måske lige præcist det, den danske debat og afstemning i Folketinget bedst af alt kan bruges til – uanset om dagsordenforslaget om anerkendelse af Palæstina som stat bliver vedtaget eller ej.
 
Nemlig, som man siger, det er et signal med en vognstang til den israelske regering om, at stemningen i den del af verden, som Israel selv anser sig som en del af, er ved at ændres, og at Israel for sin egen skyld derfor hellere må begynde at tage bestik af denne nye situation, hvis landet stadigvæk også i fremtiden vil kunne opfattes som en del af verdens anstændige nationer.
 
* * *

Læs også kommentaren: Sverige vil anerkende ikke-eksisterende stat.

 
Tilføj kommentar