Jeppe Nybroe-sagaen - Andet Akt:

Når journalisten skygger for historien

Kommentaren herunder er illustreret med mine egne fotos fra Arsal og grænseområdet mellem Libanon og Syrien fra den omtalte reportagerejse i januar 2014.
Kommentaren herunder er illustreret med mine egne fotos fra Arsal og grænseområdet mellem Libanon og Syrien fra den omtalte reportagerejse i januar 2014.
JERUSALEM (13.02.2015): Det er ikke Goethes ”Den unge Werthers lidelser”, men snarere andet akt af den unge… eller snarere tragiske Nybroes lidelser.
 
I sin stræben for at blive en stor, anerkendt journalist, er han oppe imod stærke kræfter. Mest af alt sin egen forhistorie og sin tendens til hele tiden selv at blive sin histories midtpunkt, snarere end det ude i den virkelige verden, han egentlig er ude for at dække. Og hele dette sørgelige, uværdige skue sker så tillige for åbent tæppe, for hele verden at bevidne.
 
 
Shuhada-flygtningelejren nær Arsal i Libanon lige på grænsen til Syrien. Her er en håndfuld mindre flygtningelejre med 1000-1200 flygtninge i hver.

 
Det er både sørgeligt, pinligt og en smule tragisk at overvære.
 
Jeppe Nybroe har naturligvis selv bragt sig i den ulykkelige situation, hvor mange vil tage de ekstra kritiske briller på, når de præsenteres for noget hans hånd. Det er sørgeligt, men man kan sådan set ikke fortænke dem i det. 
 
Måske er det ikke længere retfærdigt, for Nybroe har siden sit ”syndefald” med manipulation og opdigtede oplysninger, der førte til hans fyring fra DR i 2007, betalt med en forvisning til om ikke en journalistisk ødemark i Sibirien, så til Mongoliet, Libyen, Vordingborg og andre steder, og på et eller andet tidspunkt må man vel have udstået sin straf.
 
Jeg forstår så ikke, hvorfor den unge journalist, som jo har masser af år på markedet foran sig, ikke bare stille og roligt, langsomt og støt begynder at opbygge sin karriere nedefra med at skabe et nyt troværdigt fundament for sig selv med ganske almindelig gedigent, godt journalistisk håndværk, og på den måde kommer ind i varmen igen. Jeg ved naturligvis ikke, om motivationen for reportagerejsen op til Arsal var at lave et kæmpe stort scoop om kidnapperne i grænseområdet mellem Libanon og Syrien, og på den måde med ét dramatisk slag at bringe sig selv tilbage lige ind i centrum af dansk journalistik.
 
 
Ifølge medierne er disse lejre i grænseområdet ved Arsal blevet fjernet af den libanesiske hær.

 
Det er lidt det, Frank Esmann Jensen antyder i Berlingske, hvor han skriver, at ”…med beretningen om sin egen bortførelse er Jeppe Nybroe tilbage på sporet som ukuelig, velskrivende, sandhedssøgende journalist.”
 
Men i hvert fald kan alle og enhver i dag se, at det har givet bagslag.
 
Måske fordi Jeppe Nybroe som så mange andre er blevet offer for den nye tendens i visse dele af moderne dansk journalistik, hvor journalistens egen person bliver næsten lige så vigtig som historien, der skal fortælles. Nogle gange i en sådan grad at journalisten endog bliver vigtigere end historien.
 
Det var det, der bragte Nybroe til fald første gang. Og det er også lidt det, man kan læse imellem linjerne i kritikken denne gang. 
 
 
Libanon er ikke interesserede i at flygtningene skal slå sig permanent ned i lejrene, derfor får de ikke megen hjælp fra myndighederne.

Ligegyldig hvem blandt anmelderne og kommentatorerne der har ret: Dem der er faldet for Jeppe Nybroes bog, og giver den høje karakterer som for eksempel Frank Esmann Jensen i Berlingske, eller dem der ser mindre mangler og fejlslutninger i den som Lasse Ellegaard i Information, eller ligefrem unøjagtigheder og fortællermæssige friheder (læs: digt) og selviscenesættelse som DR’s Adam Holm antyder i Weekendavisen, så viser sagsforløbet, at det hele handler langt mere om Jeppe Nybroe end om situationen i Mellemøsten, kidnapningerne, Islamisk Stat, borgerkrigen i Syrien eller den humanitære katastrofe, som området er blevet opslugt af, og det er sørgeligt.
 
En stor del af balladen står og falder med, om kidnapperne ”bare” var gemene kriminelle, eller om de tilhørte Islamisk Stat. Er der tale om kriminelle, er det en langt mindre historie, men var det Islamisk Stat, der stod bag Jeppe Nybroes bortførelse, bliver den pludselig en del af den største journalistiske historie lige nu, og hans frigivelse til et mirakel af næsten bibelske dimensioner. Mildt sagt en virkelig stærk historie.
 
Islamisk Stats rolle – om nogen – er altså ret afgørende.
 
 
En ladning madrasser ankommer til Arsal fra en libanesisk godgørende organisation.

Jeg var selv i januar 2014 sammen med en kameramand fra TV2, min libanesiske fixer og vores chauffør ved at blive kidnappet af bevæbnede mænd i Arsal. Samme sted hvor Jeppe Nybroe en måned senere selv blev fanget. Det lykkedes os efter en skudepisode og voldsom biljagt ned af bjerget at slippe væk. Vi offentliggjorde ikke noget om kidnapningsforsøget den gang, da vi var dernede for at fortælle historien om de syriske flygtninge, og det var det, der var vigtigt. Men også fordi kameramandens familie derhjemme allerede var rystende nervevrag over at han overhovedet var taget til Libanon, så denne uhyggelige krølle på reportagerejsen behøvede de slet ikke at have oveni deres bekymringer. 
 
På grund af den skræmmende oplevelse, researchede jeg umiddelbart efter, mens jeg stadigvæk var i Libanon, på den del af sagen. Både for at finde ud af, hvad det var, jeg havde været udsat for, og hvem der stor bag, og vigtigst af alt for bedre at kunne vurdere farerne ved et eventuelt senere besøg til samme område. Min konklusion den gang, som jeg også hører fra Lasse Ellegaard i både sin avis og i P1-programmet Mennesker & Medier i dag, var, at der primært var tale om kriminelle bander, smuglere og andre, der ”blot” forsøgte at true sig til penge. 
 
 
Umm Youssuf har mistet en stor del af sin familie i den syriske borgerkrig. Sin mand, to sønner, to nevøer og listen fortsætter. Da jeg besøgte hende, levede hun alene i et lillebitte telt i udkanten af lejren.

Det er også det, Nybroes libanesisk-palæstinensiske fixer Rami Aysha synes at mene. Han kendte tilsyneladende en af kidnapperne, og må derfor have kunnet vurdere gruppens ståsted. Han refererer også til deres opførsel og, hvad der er nok så afgørende, at de, når de talte sammen om ISIL (Islamisk Stat) brugte navnet Da’esh. Det ville folk fra ISIL aldrig selv gøre. Da’esh er den betegnelse, arabere, der ikke kan lide ISIL/ISIS/Islamisk Stat, bruger, og det gør de nedladende.
 
I Nybroes bog bliver Danmarks ambassadør i Libanon og Syrien citeret for, at Jeppe har ret i sin konklusion om, at det var Islamisk Stat, der havde taget ham til fange. Hvis Rolf Holmboe virkelig er Jeppe Nybroes gode ven, er det lidt sært, at han ikke, selvom han tilsyneladende er på ferie, bare svarer på telefonen, og bekræfter det, han er citeret for i bogen. Hvis en af mine gode venner var i en sådan suppedas i de danske medier, som Jeppe Nybroe nu er, og en stor del af balladen kunne opklares med at jeg be- eller afkræftede et citat, så ville jeg sørme gøre det – ferie eller ej. Men det sker heller ikke, hvilket også er lidt underligt.
 
Bogens omslag, som består af det efterhånden så famøse ”proof-of-life-photo”, hvor en langskægget Nybroe siddet med et håndskrevet skilt med sit navn og dato på, øger blot tvivlen. Adam Holm har med et skarpt øje påpeget en række mærkværdigheder, som ingen andre havde opdaget eller tænkt over. Men da der allerede foregik forhandlinger på Skype, forekommer et sådant foto ret sært. Og forklaringerne om fotoet er også langsomt gået i nye retninger, efter al balladen er brudt ud. 
 
 
Fatat Mohamad Hamad leder ikke efter lus i sin datters hovedbund, selvom det kunne se sådan ud, hun vil vise mig arret efter et granatfragment, som sårede datteren og næsten dræbte hende.

Nu forstår vi, at Jeppe selv mindst har assisteret med optagelsen, men at det er hans storebror Jacob Nybroe, der ifølge BT igennem forhandlerne har bedt om fotografiet. Men det er da også lidt sært. For hvis forhandlerne har kunnet kommunikere ønsket om et tegn på liv videre til kidnapperne, hvorfor så ikke bare bede om endnu et Skype-møde, hvor familien kan se og høre Jeppe? Det har de jo allerede gjort flere gange tidligere. Hvorfor bede om noget, som på det her tidspunkt af forløbet må synes ret teatralsk og potentielt traumatisk for den bortførte bror som et ”proof-of-life-photo”?
 
Der er mange sære spørgsmålstegn i denne beretning. En beretning som ellers kunne have gjort os alle sammen klogere på situationen i Mellemøsten og det tragiske drama, som millioner af mennesker gennemgår. I stedet er endt med at handle om, om vi kan tro på fortælleren eller ej.
 
Jeg skal ikke forholde mig mere til bogen, debatten eller til Jeppe Nybroe end at det er en sørgelig sag fra ende til anden. Sørgeligt at en allerede svækket ung mand som Jeppe Nybroe efter at have sundet sig ovenpå nogle år og oplevelser, som på ingen måde har været lette, nu igen må krybe i ”flyverskjul” på grund af ballade om hans person.
 
Men det er et problem – ikke bare i denne sag, men indenfor en del af journalistikken i disse tider – at journalisten bliver så interessant (eller gerne vil være det), at journalistens person står i vejen for den historie, man er ude for at dække. Jeg skal ikke sige, at jeg ikke også selv fra tid til anden kan falde i den fælde. Kravet om at optræde i billedet er voldsomt stort i nutidens medier og på TV i særdeleshed. Og den pestilens som Reality TV og denne forfærdelige genres afsmittende virkning i andre dele af mediebilledet også i journalistikken er efter min mening en fare, som man må bekæmpe.
 
Hvis verdens største humanitære katastrofe i disse tider helt kan forsvinde bag striden om en enkelt journalists troværdighed eller mangel på samme, så er der gået noget helt galt med kommunikationen. Så står journalisten så meget i vejen for historien, at det bliver næsten komisk, hvis det ikke var så tragisk.
 
Det er efter min mening læren efter Andet Akt i Jeppe Nybroe-sagaen.
 


 
Tilføj kommentar
 
 
6 Kommentarer: