Byg broer - grav ikke kløfter

JERUSALEM (16.02.2015): Når jeg nogle gange her i Jerusalem, hvor jeg bor, kører ind til byen om morgenen, så kan jeg til tider blive stoppet af et par politibil, der med blinkende lys står på tværs af kørebanen.
 
Lidt efter kommer premierminister Benyamin Netanyahu i en bilkonvoj, som i stor hast, med hvinende dæk, suser fra hans hjem og de få kilometer over til premierministerens kontor. Gaderne på ruten bliver blokeret, og der er hylende politibiler foran og bagefter bilkortegen, som består af flere 4-hjulstrækkere fuld af bevæbnede sikkerhedsfolk og limousiner med regeringschefen og hans nærmeste rådgivere, som med nedrullede gardiner pisker forbi.
 
Når jeg ser dette power-opbud af sikkerhed omkring Israels folkevalgte regeringschef, så tænker jeg hver gang på dronning Margrethes færd til Nytårskuren på Christiansborg for nogle år siden, som jeg, i lighed med mange andre danskere, oplevede på TV2/NEWS. TV2’s nyhedshelikopter fulgte fra luften med i majestætens rolige køretur fra Amalienborg til Christiansborg. Der var én civil politibil i front, én eneste, og dronningens Bentley bagefter. Ingen sirener. Intet blinklys.
 
Stille og roligt, uden dramatik kørte vores dronning igennem Københavns gader, uden at almindelige borgere blev tvunget af kørebanen. Ved gadekrydset på Nyhavn var der rødt lys. Dronningen og den civile politibil stoppede pænt og lovlydigt. Samtidig kom en cyklist forsigtigt kørende op langs bilerne på indersiden op mod fortovet. Cyklisten bøjede sig ned, og vinkede venligt til dronningen og fortsatte så op til krydset, hvor der nu var blevet grønt, og regenten, politibilen og cyklisten fortsatte stille og roligt deres færd over mod Christiansborg.
 
Sådan noget gør mig stolt. 
 
Det er Danmark.
 
Danmark når det er bedst.
 
Det er det Danmark, vi skal beskytte.
 
Det er sådanne smukke kvaliteter og mange andre som dem, vi i disse dage, hvor vi alle er i chok, skal huske på, for ikke i kampens hede at risikere at miste noget, det senere vil være meget svært at få tilbage igen.

* * *
 
Nogle gange skal man næsten miste noget, før man begynder at sætte pris på det.
 
Har man ligget dødssyg på hospitalet, men kommer sig, og bliver rask igen, så er hver eneste dag derefter i sig selv en Guds gave, som man lærer at sætte pris på. Små gratis almindeligheder som en solnedgang, den første sommerfugl og børnenes latter bliver selve symbolet på den ultimative lykke.
 
Det er nu, vi skal vide at bevare disse mange helt normale, smukke, diskrete glæder og skønheder, som det danske samfund er så fuld af, og ikke risikere at miste det hele til skudsikre veste, afspærringer, sikkerhedsfolk, metaldetektorer og bodyguards.
 
Det er nu, vi skal bevise, at det, som vi så ofte siger, ikke er en krig mellem Islam og Vesten, men en krig mellem civilisationen og barbariet, mellem tolerancen og fanatismen, mellem fornuften og vanviddet.
 
Det er nu, vi skal vise, at der ikke er forskel på danskere – uanset om de er kristne, muslimer, jøder, sekulære, hinduer eller budister. Den afgrundsdybe forskel er mellem dem, der er konstruktive, bidragende borgere, som vil være en del af vores samfund, og på den anden side dem der vil ødelægge samfundet i den ene eller den anden –ismes navn.
 
I aftes rapporterede TV2’s Cecilie Beck fra Krystalgade foran synagogen, hvor der var et bjerg af blomster så langt øjet rakte. Hun fortalte, at hun netop havde mødt en muslimsk kvinde, som sammen med andre gode danskere chokeret var kommet ind til gerningsstedet for at lægge blomster. Kvinden forklarede Cecilie, at hun gjorde det, ”…fordi endnu en idiot havde voldtaget islam.”
 
Her til morgen møder tusindvis af vore muslimske medborgere på arbejde, i skole, på universitetet eller åbner deres forretninger, og formentlig, kunne jeg forestille mig, frygter de, at de nu igen skal igennem en dag, hvor de skal forsvare sig, svare på negative spørgsmål, være mål for anklagende blikke, forklare at de er lige så chokerede som alle andre, og at de heller ikke støtter galninge med skydevåben.
 
Det er nu, vi skal vise, at vi også har forstået, at det ikke er muslimer, der er problemet. Det er heller ikke islam. Men at problemet tværtimod er visse vanvittige fanatikeres perverterede forvanskning af islam.
 
I samme åndedrag skal vi også huske på, at i Norge var det en kristen med vikinge-gener, der begik det lands værste, blodige udåd. Og at det i København tidligere var en gruppe veluddannede, venstreorienterede gammel-danskere, der udgjorde Blekingegadebanden. Selvom der i disse år ubestrideligt er forfærdelig megen sygelig vold og terror, der tager sit udgangspunkt i en mørk afkrog af islam, så har islam på ingen måde monopol på denne syge voldsforherligelse.
 
* * *
 
Terroren kan aldrig vinde! Ikke med mindre vi selv tillader det. Det har historien allerede vist os. Intet sted, hvor samfundet fungerer, har terroristerne en chance. En "failed state" - et samfund der er gået i opløsning, eller aldrig har fungeret, der kan terroristerne boltre sig.
 
Et godt, velfungerende frit og demokratisk samfund, hvor folk passer på hinanden, vil altid være stærkere. Meget, meget stærkere. Og terroristerne har virkelig ikke en chance. Det "eneste" de kan, er at sprede skræk og rædsel, men de kan aldrig vinde, for de har intet som helst positivt at tilbyde.
 
Men netop fordi vi i et demokratisk samfund som det danske har denne udstrakte grad af frihed, så er der også nogle sårbare sprækker i det demokratiske samfunds brynje. Det er ikke en fejlkonstruktion. Sådan er det. Det kan ikke være anderledes. Det er disse smalle sprækker imellem det demokratiske samfunds brynjeplader, som terroristerne udnytter, til at stikke deres syl ind. Tætner vi disse sprækker, for at beskytte os selv, så bliver vores egen frihed samtidig begrænset, og så har vi alligevel tabt. Så det kan vi ikke tillade. Vi bare leve med det.
 
Det lyder sikkert utilfredsstillende og lidt som en urealistisk drømmeri i kølvandet på et døgn med blodig terror, som det Danmark lige har oplevet, men vi bliver nødt til at acceptere at leve med en vis grad af usikkerhed.
 
Lige nu – i perioden hvor vi stadigvæk er i chok ovenpå tragedien, kan det være svært at se, at et krav om mere sikkerhed ikke skulle være det mest naturlige og rimelige. Men når vi kommer lidt på afstand af tragedien, bør vi forsøge rationelt at kvantificere den trussel, som terrorismen faktisk udgør. Vurdere hvor stor truslen egentlig er. Eller, skulle jeg måske snarere sige, hvor lille, det faktisk er.
 
Terroristerne kan ikke med deres aktioner vinde. Dertil er vores demokrati alt for stærkt, og den solidaritet med hinanden, som vi i det seneste døgn har set masser af beviser på, viser hvor stærkt, vores samfunds sammenholdskraft er. 
 
Terroristerne kan sprede skræk og rædsel, som får os borgere til at kræve mere sikkerhed og beskyttelse. Får os til af ren frygt at acceptere indskrænkede rettigheder for at få mere sikkerhed. På den måde kan terroristerne alligevel af bagvejen sejre. Men kun fordi vi tillader det.
 
Jeg bor sammen med min familie i Jerusalem og har gjort det i snart 25 år. Der er ikke nogen by i verden, der har oplevet så mange terroraktioner som her. Alligevel er det at bevæge sig ud i trafikken i Jerusalem stadigvæk en langt større trussel. Det samme er rygning og en lang række andre helt banale ting, som vi til dagligt acceptere at leve med. Ikke at vi kan lide det, men det er en del af de kalkulerede daglige risici, vi har indset er en del af livet i et moderne samfund.
 
Det samme er det, at leve med et vist begrænset mål af terrorisme.
 
Med fare for at komme til at lyde som en terrorbekæmpelsens Bjørn Lomborg, så vil jeg – blot som illustration af terrortruslens omfang – komme med den påstand, at vi, hvis vores eneste mål er at redde danske menneskeliv, hellere skal ansætte 10 færdselsbetjente ekstra. Det vil have en større effekt end 10 flere PET-agenter til anti-terrorafdelingen.
 
Det er ikke noget, jeg siger af mistillid til PET, slet ikke. De er meget professionelle. Jeg siger det blot for at vi i ”kampens hede”, mens følelserne og frygten stadigvæk er rå og smertefuld, ikke ender med at overdimensionerer den trussel, som terroren reelt er for os.
 
Truslen er ikke voldsom stor, set i relation til andre trusler vi accepterer at leve med. Heller ikke selvom vi, som vi desværre nok ikke kan undgå, også i fremtiden kommer til at opleve mere terror. Derfor skal vi passe på at holde tungen lige i munden, så vi ikke i vores krav om mere sikkerhed sætter for meget af vores allesammens frihed overstyr.
 
* * *
 
Vi kan ligeså godt indse, at det ikke kan lade sig gøre at sikre sig et hundrede procent imod terrorisme. Selv ikke hvis man indædt og målrettet forsøger. Man kan slet ikke sikre sig et hundrede procent imod den slags islamistisk terrorisme, hvor terroristen er villig til at dø. 
 
Om man så ”kun” skulle sikre sit samfund noget der bare minder om 80-90 pct. så vil man gøre sit samfund så restriktivt, ufrit og gennemkontrolleret, at vi under alle omstændigheder taber opgøret, fordi vi så selv har solgt ud af vores frihed, af frygt for at miste den selvsamme frihed.
 
Hvad skal man så gøre?
 
Her taler jeg ikke om myndighederne, som har deres opgaver, som er mange og komplicerede. Nogle af dem, er tiltag, der bedst gøres i stilhed og uden at blive udbasuneret til højre og venstre.
 
Men alle ganske almindelige danskere kan også sagtens bidrage. 
 
Fortsæt med at leve og kræve et normalt liv i frihed og sikkerhed. Ikke ved at kræve mere overvågning og personkontrol, men ved blot at fortsætte den helt normale hverdag og acceptere, at der er en lillebitte risiko for terror, på samme måde som der også er en risiko, når vi krydser vejbanen.
 
Hjælp med til at alle danskere får mulighed for at føle sig som rigtige danskere uanset om de er af den ene eller den anden hudfarve, religion, kultur, køn, seksuel præference eller oprindelse. Inviter de muslimske naboer til Skt. Hansbål og grillfest, accepter deres invitation til at bryde fasten under Ramadan, inviter rabbineren, præsten og imamen ud i det lokale forsamlingshus for at fortælle om ligheder imellem religionerne og ikke altid kun om forskellene, er I interesseret i religion så tag en weekend, hvor I besøger den lokale moske til fredagsbønnen, går til shabbat-gudstjeneste i synagogen lørdag morgen og til højmesse i kirken søndag formiddag. 
 
Terrorbekæmpelse handler ikke kun om efterretningsagenter, telefonaflytning og specialstyrker. Det handler også om at drikke kaffe hos hinanden, passe hinandens børn, og tage til fodboldkamp og på skovtur sammen… på tværs af alle skel.
 
Det er allerede det, danskerne har gjort det seneste døgns tid, og dermed har de allerede vist, at terroristen, som ønskede at sprede frygt, splittelse og mistillid, har tabt. 
 
Kort sagt: Byg bro i stedet for at grave kløfter.