Den ene mands terrorist...

JERUSALEM (20.02.2015): Ikke overraskende begynder mange i nyhedsmedierne i disse dage lige ovenpå terrorangrebene i København at diskutere, hvordan man skal dække terroraktioner og hvilke termer, man skal bruge. I kampens hede, når nerverne sidder udenpå skjorten og sjælen gør ondt, er det ofte svært at tage det kølige, nøgterne fugleperspektiv. Andre gange kan man af overdreven politisk korrekthed ende med at intet er så ondt, at det er terrorisme, og næsten heller intet derfor er godt. Det hele bliver en pærevælling… og alt bliver ligegyldigt.

Tilbage i 2007 skrev jeg bogen ”Rapport fra en ørkenspejling”, hvor jeg blandt andet i et kapitel diskuterer brugen af betegnelsen ”terrorist” og ”terroraktion”. Meget er sket siden, men visse betragtninger kan sikkert stadigvæk bruges.

I hvert fald er en spade stadigvæk en spade, og det bør vi fortsat kalde den.

Herunder genoptrykkes kapitlet. Jeg har ikke den korrekturlæste og rettede version, kun mit eget rå manuskript, så der kan være mindre forskelle i forhold til bogen.

---

Det er næsten chokerende at tænke på, at jeg ikke længere har tal på, hvor mange terroraktioner, jeg efterhånden har dækket. Jeg kan ganske enkelt ikke længere huske det, så mange har der været. Noget så forfærdeligt, noget som burde være så unikt, så ualmindeligt er i stedet næsten blevet rutine.
 
Og terrorismen har også udviklet sig. Som en konstant ond blodig voldsspiral, der igen og igen overgår sig selv i en perverteret kreativitet, som hver gang overgår vores vildeste fantasi for, hvor bestialsk mennesker kan opføre sig overfor hinanden. 
 
Hvert årti kæmper med at overgå det forgående i at chokere os over hvor meget mere brutal og umenneskelig terrorismen er blevet. I begyndelsen af 70’erne troede vi, at vi med flykapringer og gidseltagninger havde set alt, men så kom angrebet på de israelske sportsfolk med Olympiaden i München i 1972, og vi kunne ikke tro vore egne øjne. Og det samme var også tilfældet, da selvmordsterroristerne begyndte at sprænge sig selv og alle omkring sig i luften i pizzariaer, butikscentre og i bybusser. Vi blev endnu en gang dybt chokerede og kunne ikke tro vore egne øjne, da vi så passagerfly ramme World Trade Center i New York og Pentagon i Washington den 11. september 2001. Og det at væres fantasi synes at halte håbløst bagefter terroristernes, må naturligvis bare få os alle sammen til at frygte for fremtiden.
 
Når man sidder i Danmark langt borte fra bragene, røgen, skrigene, lugten, frygten, de afrevne lemmer, panikken og spørgsmålene, så er det nemt at forblive nøgtern og holde en professionel, akademisk analytisk distance til fænomenet og mane til besindelse. Når man lever det og deler frygten er det sværere ikke at blive revet med.
 
Israel er på mange måder en landsby. Alle kender ikke alle, selvom mange – også her i Israel – tror det. Men det er tæt på. Selv kender jeg flere, der er blevet ofre for terroren. Jeg kender endnu flere, hvis nærmeste er blevet dræbt eller lemlæstet. Og jeg kender slet ingen, som terroren ikke på den måde er kommet tæt ind på livet af. Terroren berører alle i det her land.
 
Jeg kommer så oveni købet på grund at mit arbejde endog tættere på de enkelte terroraktioner end de fleste. Ofte er vi fremme med vores kamera samtidig med ambulancerne. Midt i et frådende kaos af døde og sårede og chokerede mennesker. Bunker af knust glas alle vegne. Mennesker hvis tøj er revet i tynde trevler, med kroppen dækket af blod og sod, vandrer målløst rundt i chok og kan intet høre fordi braget har blæst deres tromhinder i stykker. Forvredne, sortsodede metalrester. Lugten af sprængstof og brændt kød hænger kvalmende tungt i luften. For ikke at brække sig, stopper man op, støtter sig til en lygtepæl, men opdager så at man har placeret hånden i menneskelig kødfars, som eksplosionen har blæst op på lygtepælen. Så brækker man sig. Mens man står foroverbøjet, og forsøger at komme sig, opdager man en støvle, hvor benresten og knoglestumpen stadigvæk stikker ud af…
 
Det er på det her tidspunkt, man skal begynde at fungere. Til at arbejde… Filme, registrere, suge indtrykkene til sig, så man kan videregive dem. Forklare hvad det her er for noget, hvordan noget sådant kan ske, hvordan folk føler, hvad der nu vil ske. Samtidig skal man tænke på, at folk i Danmark sidder og drikker aftenkaffe, og at indslaget måske kommer efter en royal nyhed om prinsernes nye kærlighed og før en historie om en isbjørn i zoologisk have.
 
Hvordan skal man kunne forklare noget, som man selv i øjeblikket ikke kan se, giver mening?
 
Naturligvis kan jeg også godt, når jeg kommer lidt på afstand af begivenheden, se nogle støre linier og drage nogle tilsyneladende kloge konklusioner. Men når man står lige midt i vanviddet, så synes alle de kloge ord tåbelige og ligegyldige, men det er nu, man skal kunne fungere. Og det er nu, man skal kunne få noget meningsfyldt ud af dette meningsløse vanvid. For kan man ikke det, så er ens egen tilstedeværelse i dette dommedagsmareridt endnu mere umulig af forsvare og forklare.

* * *
 
Det er sådanne oplevelser, der på en og samme tid gør en selv så utrolig afklaret om, hvad man mener om den slags ting, og som totalt udraderer ens tålmodighed med andres – især velmenende, rethaveriske skandinavers moraliseren og belæren af parterne om, hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert, hvem der er de gode, og hvem der er skurkene, og mest af alt hvordan de alle sammen skal løse deres problemer.
 
 
”Den ene mands terrorist...”
 
Åhhh... Jeg kan næsten ikke skrive sætningen færdig. Men jeg hører den hele tiden. Den er bare så fortærsket, så slidt... 
 
…og så forkert.
 
”Den ene mands terrorist – er den anden mands frihedskæmper!”
 
Dermed er alle grænser udvisket. Intet er godt, intet er skidt. Alt er en grød. 
 
Herefter kommer der så som regel argumentet om, at der jo også var personer under Den anden Verdenskrig, der opfattede de danske modstandsfolk som terrorister. Og blot fordi der under besættelsen var nogen med nazi-sympatier, der kaldte frihedskæmperne for terrorister, så skal vi åbenbart konkludere, at ingen i dag kan kaldes terrorister. 
 
Udover at jeg som søn af en modstandsmand, der endte i koncentrationslejr, opfatter argumentationen som perfid og ulidelig, så er det efter min mening også uacceptabelt på den måde at tillægge alle udsagn ytret samme vægt og samme kvalitet. Som om intet vejer tungere end andet. 
 
Sandheden ligger ikke altid præcist midt imellem to yderpunkter, og ikke alle påstande har samme gyldighed, samme kvalitet eller samme vægt. Nogle udsagn har langt mere kvalitet og langt mere troværdighed end andre. 
 
Så selvom danske modstandsfolk i nogle situationer dokumenteret har overtrådt det, vi i andre langt mere fredelige situationer mange år senere vil opfatte som acceptabelt, så var de ikke dermed terrorister over en kam. Og de var i hvert slet ikke noget, der bare minder om terrorister, i hvert fald ikke når man sammenligner med, hvad begrebet terrorisme dækker over i dag.

* * *
 
Der er dem, der siger, at det er bedre slet ikke at bruge betegnelsen terrorisme om noget som helst. Både fordi det er så svært at definere, og fordi der alene i brugen af betegnelsen også ligger en stillingtagen, og ingen kan lide, hvis deres kamp bliver stemplet som terroristisk.
 
Men terrorismen og de terroristiske handlinger forsvinder jo ikke, bare fordi vi holder op med at bruge ordet. Det ville være bedre, om terroristerne ophørte med at bruge terror, men det er naturligvis for meget at drømme om. Og hvis terroren fortsætter, så må vi som journalister også fortsætte med at kalde de blodige ugerninger for terrorisme. 
 
Vi må også være ret afklarede om, hvad det er, vi kalder terrorisme, for ikke al vold imod uskyldige er terror, selvom terrorister og deres tilhængere gerne vil have sådan, fordi det udvisker grænserne og udvander begrebet, og giver dem bevægelsesfrihed i ly af vores usikkerhed.
 
For den civile iraker, der bliver dræbt, kan det naturligvis være ligegyldigt, hvem der står bag, og hvordan angrebet senere hen vil blive klassificeret i mediernes dækning. Men der er efter min mening forskel på, om hundredvis af uskyldige civile irakere dræbes af en bilbombe, som sunni-muslimske oprørere har kørt ind i midten af en folkemængde på et shi’a-muslimsk marked i Bagdad udlukkende med det formål, at provokere shi’iterne til at tage hævn over landets sunnitter, så man kan få gang i en blodig borgerkrig, og dermed forhindre koalitionens projekt med at opbygge et nyt Irak. Og så uskyldige irakere der bliver dræbt af koalitionsstyrker ved en fejltagelse under en operation imod militante oprørsgrupper i området.
 
Selvom civile bliver dræbt ved begge operationer, og det i sig selv er tragisk og ulykkeligt nok, så var målene forskellige. Ved den ene operation var de uskyldige civile målet. Ved den anden var det en ulykkelig fejltagelse, at de blev ramt. Formålet med det ene angreb var at sprede endnu mere skræk og rædsel og få døden og volden til at eskalere. Ved det andet var målet at stoppe kampene og skabe fred og stabilitet.
 
Det er naturligvis ligegyldige detaljer for de sørgende, der lægger deres kære i graven. Men det er en skelnen, vi som udefrakommende observatører bliver nød til at foretage for at give mening og skabe forståelse og sammenhæng for os selv og for vore læsere, lyttere og seere.

* * *
 
I foråret 2002 var Israel og i særdeleshed Jerusalem hærget af terrorbomber. Og mange israelere, der følger med i den internationale mediedækning af situationen i Mellemøsten, var rystede og ophidsede over dækningen. 
 
Sammen med et par andre udenlandske journalister, blandt andet BBCs Jerusalem-bureauchef Simon Wilson, var jeg inviteret til at sidde i et panel, der skulle diskutere den internationale presses dækning af Mellemøsten, og naturligvis kom brugen af betegnelsen terrorist også op.
 
Det britiske statslige radio- og TV-selskab BBC har en hel håndbog til sine medarbejdere om termer og sprogbrug, og har en meget afklaret politik på området. BBC forsøger helt at undgå brugen af betegnelsen terrorist, fortalte Simon Wilson. Det undrede mig, som netop følger meget med i BBC, fordi stationen ellers på mange områder er et af mine store forbilleder indenfor TV-journalistikken. Men kort tid forinden – i maj 2002 – havde stationen faktisk brudt sin egen regel. Det eksempel brugte jeg i mit oplæg, fordi det efter min mening viser, at man ikke kan have så firkantede og ubøjelige regler, for når det kommer til stykket, og teorierne kolliderer med virkelighedens verden, så styrter det smukke teoritiske korthus ofte sammen.

* * *
 
På én og samme dag eksploderede der to bomber. En i Middelhavsbyen Netanya i Israel og en anden i den britiske hovedstad London.
 
Ved bombeangrebet i Netanya sprængte en palæstinenser sig selv i luften foran en felaffel-bar i midten af byen, og dræbte tre uskyldige civile. En mere døde senere af sine kvæstelser. Den i London blev lagt i en bil udenfor BBC Television Center. En IRA-udbrydergruppe ringede og advarede myndighederne. Derfor blev området evakueret, og britisk politis bombehold bragte bomben til en ”kontrolleret sprængning”. BBC filmede eksplosionen på afstand. Ingen kom noget til.
 
I aftenens BBC World-nyheder blev palæstinenseren, der bombede felaffelbaren i Netanya og dræbte tre, betegnet som ”en palæstinensisk aktivist” og handlingen som ”en bombeaktion” og ”en væbnet aktion”. Bomben i London, hvor der var blevet advaret, og ingen derfor kommet til skade”, blev beskrevet som ”en terroraktion” og de ansvarlige som ”terrorister”. Betegnelsen ”terrorisme” blev brugt hele ni gange i indslaget.
 
For det første viser eksemplet, at en firkantet, ubøjelig regel om brugen af betegnelsen ”terror”, i realiteten ikke virker, når det kommer til stykket. Især hvis bomben eksploderer for tæt på en selv.
 
Og for det andet ligger der i brugen af den ”blødere” betegnelse ”aktivist” om et bombeangreb, hvor fire uskyldige mennesker blev dræbt, en slags skjult legitimering af handlingen. I særdeleshed når den, som i BBC-eksemplet, bliver brugt i en udsendelse, hvor et andet ublodigt bombeangreb bliver betegnet som terrorisme. Det antydes ligesom at handlingen på en eller anden vis kan forsvares.
 
At ”den ene mands terrorist er den anden mands frihedskæmper”.

* * *
 
Hvad er så terrorisme? Jeg skal ikke gå i dybden med emnet her, for der er alt for mange forskellige definitioner på, hvad terrorisme er. I deres afhandling om politisk terrorisme opregner forskerne Alex P. Schmidt og Albert I. Jongman ikke mindre end 109 forskellige definitioner på terrorisme. Og der er skrevet et hav af videnskabelige afhandlinger om spørgsmålet. Lad mig blot citere et par definitioner.
 
Den amerikanske definition, som man kan finde både hos den amerikanske efterretningstjeneste CIA og det amerikanske udenrigsministerium, siger, at terrorisme er ”overlagt, politisk motiveret vold imod ikke-kombatanter udført af en ikke-national (sub-national) gruppe eller agenter, som regel med det formål at påvirke en målgruppe”.
 
Videre siger den amerikanske definition, at ”international terrorisme” så yderligere involverer ”territorier og/eller borgere i mere end en stat”.
 
En israelsk definition, der minder meget om den amerikanske, går et skridt videre, og omfatter også trusler om vold.
 
Det israelske International Policy Institute for Counter-Terrorism kommer i en rapport om terrorisme med dette forsøg på en definition.  ”…terrorisme er den overlagte brug af eller trussel om brug af vold imod civile eller imod civile mål for at opnå politiske gevinster.”
 
Kravet om at volden skal være for at opnå et politisk mål er naturligvis med for at adskille terrorisme fra almindelig kriminel vold. Det betyder dog ikke, at en terroraktion altid skal være ledsaget af et direkte formuleret politisk krav fra terroristerne. Det er for eksempel ikke altid tilfældet ved mange al-Qaida- eller Osama Bin Ladin-operationer. Men de politiske mål er der alligevel, selvom de ikke bliver direkte formuleret i forbindelse med hver enkelt aktion.

* * *
 
Fælles for de fleste definitioner på, om noget er eller ikke er terror, er, at de kræver svar på de fleste – om ikke alle – af de følgende spørgsmål:
 
Hvem står bag? Hvem bliver ramt? Hvad er formålet? Og eventuelt også hvor angrebet finder sted?
 
Bagmændene skal være uafhængige, irregulære militante politiske grupper som ikke hører til i regulære militære styrker eller statslige tjenester. Det betyder dog ikke, at statslige agenter og tjenester ikke kan træne terroristerne og ofte også forsyner dem med våben. Det har været tilfældet med mange internationale terrororganisationer. 
 
Målene for terroristerne er civile, hvilket vil sige, at ofrene ikke er aktive kombatanter. Målene er som oftest – men ikke altid – offentlige steder med store menneskemængder: Busser eller S-tog i myldretiden, biografer, supermarkeder eller lignende. Det kan også være mål med stor symbolværdi, som World Trade Center i New York og Pentagon i Washington, der var mål for angrebene den 11. september 2001.
 
En brugbar definition for journalister, kunne altså formuleres således:
 
Det er terrorisme når en irregulær, ikke-statslig, væbnet gruppe bevidst og med overlæg angriber civile eller fortrinsvist civile mål i et forsøg på at opnå politiske eller militære indrømmelser eller fordele.

* * *
 
Lad mig give et par eksempler. Her er et par klip fra nyhedstelegrammerne fra en kort periode i august 2001, som illustrerer nogle af problemerne med definitionerne:
 
9. august 2001: En palæstinensisk terrorist sprænger sig selv i luften på et overfyldt pizzeria i det centrale Jerusalem. 15 israelere bliver dræbt og 90 andre såret. Seks af de dræbte er børn. Den palæstinensisk-islamiske gruppe Hamas siger senere, at den står bag terroraktionen. Den palæstinensiske leder Yassir Arafat fordømmer terroraktionen, og opfordrer Israel til en våbenhvile efter mere end 10 måneders blodsudgydelser.
 
Her er der tale om en palæstinenser, der bevidst søger at ramme civile – mange af dem endog børn – inde i selve Israel. Altså ikke i de besatte områder.
 
Det bør vi kunne kalde terrorisme. 
 
Også selvom mange palæstinensere i de besatte områder naturligvis opfatter det som en legitim modstandskamp.
 
Situationen er derimod en anden, da en DFLP-gruppe godt og vel to uger senere angriber en israelsk militærforlægning i Gaza-området.
 
25. august 2001: Det lykkes en bevæbnet palæstinensisk guerilla-gruppe at snige sig ind i en israelsk militær position i den besatte Gaza-stribe og dræbe tre israelske soldater. DFLP – Den demokratiske Folkefront til Palæstinas Befrielse – er en af de mindre palæstinensiske væbnede grupperinger, som normalt opfattes som marxistisk.
 
Her er der tale om en palæstinensisk gruppe, som godt nok ikke selv er en statslig tjeneste, men målet er uniformerede, bevæbnede israelske soldater i de områder Israel holdt besat – altså udenfor Israels egne grænser. Det bør vi, efter min mening, ikke kalde for terrorisme, selvom både de israelske myndigheder og den israelske presse gjorde det.
 
Den palæstinensiske gruppe angriber en besættelseshær på et område, som der i verden er bred enighed om, er besat område. Det må være modstandskamp eller guerillakrig. Også selvom den samme gruppe i andre sammenhænge kunne begå terrorhandlinger.
 
Men hvad gør vi så, når Israel gennemfører aktioner, hvor civile bliver dræbt?
 
15. august 2001: Israelske specialstyrker dræber en palæstinensisk Tanzim-leder i et baghold på Vestbredden. Den 25-årige Imad Abu Sneineh var en af lederne af Tanzim-gruppen i Hebron. Tanzim er den væbnede gren af Yassir Arafats Fatah-organisation. Trods voksende international kritik fortsætter Israel således med disse berygtede såkaldte ”målrettede likvideringer” af palæstinensere, som Israel anser for at være en sikkerhedsrisiko. Det palæstinensiske Selvstyre kalder den israelske politik for ”stats-terrorisme”.
 
Her er der tale om en regulær hær, som opererer under en demokratisk valgt regering. Så selvom de aktioner, den israelske hær fra tid til anden gennemfører, fra et moralsk og etisk synspunkt kan være uacceptable, så vælger jeg i hvert fald ikke at kalde dem for terrorisme eller stats-terrorisme, som de palæstinensiske myndigheder her gør det.
 
Man kan derimod efter min mening tale om, at Israel eventuelt gør sig skyldig i krigsforbrydelser. 
 
Så fordi man ikke stempler handlingen som terrorisme, så er der altså ikke tale om, at retfærdiggøre Israels aktioner på bekostning af palæstinensernes. Israels handlinger kan også være forbryderiske. Men derfor behøver de ikke nødvendigvis at være terrorisme. For hvis alt får samme betegnelse mister vi muligheden for at kende forskel.

* * *
 
Ingen definition er imidlertid uden problemer. Heller ikke denne. 
 
Hvad kalder vi det for eksempel, hvis palæstinensere dræber bevæbnede, men civile jødiske bosættere i de besatte områder? Her kan man sagtens argumentere for det legitime i et sådant angreb.
 
Bosætterne er bevæbnet af den israelske hær. Mange bosættelser er beskyttet af israelske soldater. Og bosætterne selv bruger deres bosættelsers påståede militære og strategiske betydning som argument for deres tilstedeværelse i et område, som resten af verdenen opfatter som under militær besættelse.
 
Og hvad med angrebet på det amerikanske krigsskib USS Cole? Destroyeren var ankret op i havnen i Aden i Yemen, da den blev angrebet af al-Qaida. 17 amerikanske soldater blev dræbt og 39 såret. 
 
USA kalder det terrorisme, selvom alle de dræbte var soldater i uniform, de var i aktiv tjeneste og ombord på et svært bevæbnet krigsskib.
 
Det viser blot, at selv de klarest muligt formulerede definitioner kan være svære at overholde. I særdeleshed hvis man selv er blevet angrebet.
 
På den anden side er det også vigtigt at holde fast i, at en frihedskæmper forsøger at opnå sine mål, ved at tage kampe op imod andre bevæbnede kombattanter eller personer som klart har taget parti for en fjende og aktivt arbejder sammen med denne imod sit eget folk.
 
Mens terroristen spreder død og ødelæggelse omkring sig blandt tilfældige, ubevæbnede civile.
 
Alligevel kan både frihedskæmperens og terroristens mål være nøjagtigt de samme. For eksempel at løfte en fremmed militær besættelsesmagts åg af sig og opnå frihed og national uafhængighed.

* * *
 
Terrorisme er en stor historie i de internationale medier. For terroraktioner, terrorbevægelser og terrorister har alt det, der hører til det, man som journalist kalder en ”god historie”. Og det er et af problemerne. For netop lige præcist det – os, medierne, og i særdeleshed TV – er en af de væsentlige ting, der adskiller terroristen fra den banale kriminelle forbryder.
 
Den almindelige forbryder foretrækker at gennemføre sine handlinger uset og i skjul, mens terroristen tværtimod vil have sine handlinger publiceret så vidt og bredt som muligt. Selve offentliggørelsen og mediernes aktive medvirken er en af de allervigtigste sider af moderne terroraktioner. Og det repræsenterer ikke så lidt af et dilemma for os i medierne. På på den måde bliver vi journalister uden at ville det, vigtige redskaber i terroristernes ugerninger. Men vi har ikke noget valg.
 
Naturligvis kan man altid lege med idéen om, hvad nu hvis alle medier besluttede at lave et nyheds-black out og ikke rapportere noget som helst om verdens terroraktioner. Kunne man så ikke stoppe eller i hvert fald hæmme terroristernes forehavende?
 
Som en akademisk hjernegymnastisk øvelse er det altid interessant at udforske et sådant scenarie, det er bare ikke gøreligt i virkeligheden. I virkeligheden er det lige så naivt som håbet om at ”hvis alle bare ville elske hinanden, så ville der ikke være flere krige”.
 
Så det bedste vi kan gøre, er at være bevidst om, hvor afgørende vigtig vores mediedækning af terroraktioner er for terroristerne selv og hele deres forehavende, og så forsøge at bevare kontrollen så meget som muligt. Ikke lade sig rive med og tankeløst bare dække alt uden at overveje de videre konsekvenser. Omvendt er det også nødvendigt at sikre, at man ikke bliver myndighedernes redskab, og bare ser al terrorisme som simpel banal kriminalitet. Der er som oftest dybereliggende politiske årsager, som myndighederne og politikerne tit helst vil have opmærksomheden væk fra, og derfor fokuserer de mest på bekæmpelsen af symptomerne. Men tit – jeg kan ikke sige altid – men tit er terrorismen kun symptomerne på sygdommen, men det er ikke årsagen.
 
Man vil for eksempel aldrig kunne stoppe den palæstinensiske terrorisme ved kun at sætte ind imod Hamas, Islamisk Jihad, Al Aqsa-Martyrenes Brigade og andre grupper. Eller ved at bygge hegn og mure og oprette flere check points. Den eneste måde at komme den palæstinensiske terrorisme til livs på, er naturligvis ved at palæstinenserne på et eller andet tidspunkt får deres egen stat. Men i dag, hvor konflikten har kørt så længe, vil det – en palæstinensisk stat – i sig selv formentlig ikke en gang længere kunne stoppe terrorismen, men det vil i hvert fald gøre bekæmpelsen af den resterende terror meget nemmere.
 
I Mellemøsten har vi det problem, at en række i forvejen komplicerede konflikter, i de sidste tre årtier – siden Den islamiske Revolution i Iran i 1979 – har fået et fanatisk, militant religiøst element iblandet i en sådan grad, at det ikke længere er muligt at adskille det ene fra det andet. Og det gør enhver løsning af de mange mellemøstlige konflikter om ikke direkte umuligt, så i hvert fald uendeligt meget mere kompliceret.

* * *
 
For os er det næsten umuligt at begribe, hvad der kan motivere massevis af unge islamister til sejrssikkert og med glæde at give deres eget liv på en så brutal, samvittighedsløs og blodig måde, som en selvmordsterroraktion er. Men selvmord som et led i en politisk-religiøs kamp er i dag, hvad end vi kan lide det eller ej, blevet en del af vores moderne virkelighed. Selvmordsterrorisme er en ubehagelig del af den mellemøstlige, ja for den sags skyld af hele verdens nye hverdag.
 
Vi forstår den fortsat ikke, men vi har vænnet os til, at sådan er det. Men netop fordi vi ikke forstår det. Fordi den fanatisme der ligger bag, er så ubegribelig for os, så forekommer truslen fra selvmordsterrorister så meget desto større og mere skræmmende for mange af os. Og det er netop et af den type terrorismens formål. 
 
For hvis man logisk og nøgternt betragter det, så er den trussel, som denne nye type terrorisme objektivt og reelt stiller os overfor – og i virkeligheden også enhver anden form for terrorisme – så ubegribelig lille, at man næsten ikke bør spilde sin tid med den. I særdeleshed ikke, når vi alle sammen uden mange dybe tanker om risiko og frygt hver eneste dag sætter os bag rattet i vores bil, og begiver os ud i trafikken, hvor risikoen for at komme til skade og miste livet er så astronomisk mange gange større, end risikoen for overhovedet nogensinde i vores liv bare at komme i nærheden af en terroraktion er det.
 
Men netop denne frygt for det ukendte, for det der er uforståeligt for os, det gør, at vi har så meget desto sværere ved at forholde os til frygten for terroren, og det er dens våben. Terroristernes mål er ikke de ofre, der bliver sprængt i stumper og stykker af deres bomber. De er kun midlet til at komme i medierne og få budskabet ud. Og den frygt det skaber i offentligheden, og det politiske pres, der er konsekvensen af det, samt den effekt det har på folk i Mellemøsten, når de i deres egne medier hører om vores frygt i det mægtige, uovervindelige Vesten, for Mellemøstens mini-hære af religiøst motiverede barfodskrigere.

* * *
 
Det har netop været i spørgsmålet om vores dækning af terrorisme, at jeg har haft nogle af mine værste dilemmaer, og det er også indenfor dette emneområde, at jeg – om end mindre end en håndfuld gange – har måttet vende ryggen til ”en god historie”, simpelthen fordi den præsenterede mig for nogle etiske og moralske dilemmaer, som jeg ikke kunne leve med.
 
 
I begyndelsen af 90’erne, da bølgen af palæstsinensisk selvmordsterrorisme endnu var et ret nyt og derfor stadigvæk et uendelig interessant fænomen, havde vi skaffet os ret gode kontakter i de militante palæstinensiske grupper i Gaza-striben. I særdeleshed var vi på ”god fod” med Islamisk Jihad, som vi lavede flere indslag om. 
 
På et tidspunkt får vi at vide, at der internt i Islamisk Jihad er en liste over kommende selvmordsbombere, og vi får tilbudt, at vi kan få et interview med den næste, der skal sprænge sig selv i luften.
 
Min første, umiddelbare reaktion kommer fra min journalistiske mave, som fortæller mig, at det bare er en fantastisk historie. Den må vi bare have. Et interview med en terrorist, der er på vej ud for at sprænge sig selv og utallige uskyldige i luften for en sag. Hvorfor gør han det? Hvad tænker han om ofrene? Hvad forventer han at opnå? Hvis intet ændrer sig, mener han så, at han er død forgæves? Eller er drømmen om jomfruer og Paradis nok i sig selv?
 
Men hvordan kontrollerer jeg, at ham vi interviewer faktisk også er den, der senere sprænger sig selv i luften? Hvordan sikrer jeg mig, at det ikke bare er en bølle fra det lokale gadehjørne, som har fået et tørklæde for ansigtet, og så sidder og ”hælder vand ud af ørerne”? 
 
For at sikre, at jeg ikke bliver snydt, kræver jeg, at den interviewede ikke må have tørklæde for ansigtet. Jeg vil være i stand til at identificere ham. Det vil Islamisk Jihad naturligvis ikke gå med til, for så kan jeg jo bare give båndet til den israelske sikkerhedstjeneste, og så kan de arrestere bombemanden endnu inden hans mission er begyndt. Det kan jeg naturligvis også godt se, så derfor tilbyder jeg, at Islamisk Jihad får videobåndet i varetægt efter interviewet, og så udleverer det igen efter aktionen.
 
På det her tidspunkt er det naturligvis også klart for mig, at vi allerede er inde i en moralsk og etisk gråzone, hvor det ikke længere er helt klart, hvornår vi har overskredet grænsen for det tilladelige. Derfor kontakter jeg TV2/Nyhedernes souschef Allan Silberbrandt, som både har en formidabel journalistisk næse for gode historie, men samtidig også en høj moral og hjertet på det rigtige sted. Hans dømmekraft respekterer jeg, og jeg ved, at han vil sige stop, hvis vi er ved at gå for langt. I de kommende uger løber jeg frem og tilbage med beskedder imellem Islamisk Jihad, Allan og mig selv.
 
Jihad er tilsyneladende ved at bøje sig for mit krav om, at jeg vil kunne identificere den kommende bombemand, men de har yderligere krav til hans sikkerhed. Jeg har også flere krav, for min samvittighed er begyndt at give mig problemer. Jeg fortæller dem, at jeg ikke vil vide noget som helst om målet eller tidspunktet for aktionen. For hvis jeg kommer på spordet af noget som helst i den retning, vil jeg føle mig forpligtet til at give oplysningerne til den israelske sikkerhedstjeneste. Jeg kan ikke sidde inde med nogen som helst oplysninger, som måske – måske ikke – kan redde kommende uskyldige ofre for en terroraktion.
 
Det siger jeg til vore kontakter i Islamisk Jihad, som egentlig tager beskedden forbavsende afslappet, selvom den jo klart signalerer, at jeg under visse omstændigheder føler mig tvunget til at hjælpe deres fjender. De siger, at de vil bringe mine krav og ynspunkter videre, men jeg sidder tilbage med en fornemmelse af, at de stadigvæk er interesserede i at fortsætte med interviewet.
 
Men selvom min journalistiske mavefornemmelse stadigvæk siger mig, at det kunne blive en fabelagtig god journalistisk historie, så er min samvittighed og moral begyndt at sætte sig imod, og få dage senere meddeler jeg både vore kontakter i Islamisk Jihad og Allan hjemme på TV2, at jeg har droppet projektet. 
 
Jeg vil ganske enkelt ikke kunne leve med at vide noget som helst om en kommende terroraktion – uanset hvor lidt og hvor ubetydeligt det end måtte være – og så ikke informere de israelske myndigheder om det, og være med til at forsøge at forhindre et massemord på uskyldige mennesker.
 
Og jeg ved også, at man ikke bare møder op i sikkerhedstjenesten og giver de oplysninger, man selv mener, de bør have. De vil naturligvis i en sådan situation kræve alle informationer, man har. Hvordan er man kommet i besiddelse af oplysningerne? Hvem der er ens kilder og kontakter? Hvor man har mødtes og så videre? Og det vil være et andet skråplan at komme ind på for en journalist. Så derfor vælger jeg, at trække mig ud af historien. 

* * *
 
Senere i begyndelsen af 1995 hørte vi om en 15-årig palæstinensisk dreng i Gaza-striben, som var blevet rekrutteret af Hamas til at blive selvmordsterrorist. Men drengens far havde fundet ud af det, og havde grebet ind, og mirakuløst fået sin søn reddet ud af terroristernes kløer igen. Det lød som en interessant historie, for her kunne vi på en anden måde møde en potentiel selvmordsterrorist, og få ham til at fortælle, hvordan Hamas havde overbevist ham om en sådan handlings velsignelser. Så vi pakkede vort udstyr, og kørte til Gaza.
 
Overalt i de støvede gader er husmurene plastret til med plakater af de lokale idoler. Der er ikke tale om den lokale udgave af rock-idoler eller sportsstjerner. Her i de palæstinensiske områder, og især i de overbefolkede byer og flygtningelejre i Gaza-striben, er de idoler, som drengene forsøger at leve op til, de lokale ”shahids” – ”martyrer”. Selvmordsbomberne som har spredt skræk og rædsel iblandt den israelske fjende, og samtidig ydet det ultimative offer. Ofret sit liv i kampen for Islam og Gud – Allah. 
 
Det var dog ikke altid en ”shahid” var draget ud på en ensom selvmordsmission i en fjern israelsk by. Der var også ”martyrer”, der var blevet dræbt i kampen imod besættelsesmagten ved at smide molotov-cocktails efter en israelsk tank eller ved at have affyret et raketstyr imod israelerne, og være blevet dræbt i processen.
 
Livet i Gaza-striben er i sig selv deprimerende nok, og det har sikkert spillet en rolle i antallet af unge, der er villige til at ofre livet i kampen og for den helteglorie, som livet hernede ellers ikke giver mange muligheder for. Men der synes næppe heller at være nogen tvivl om, at mange unge bliver manipulerede af skrupleløse immamer og militante islamiske fundamentalister til at gå i døden for Islam. Vi hører om evnessvage og sinker, som er blevet sendt af sted med dynamit spændt om kroppen. Vi hører om unge og voksne, hvis liv på anden måde er blevet ruineret – nogle gange på grund af de strenge lokale moralnormer eller fordi de har været mistænkt for at samarbejde med israelerne – som på denne måde får mulighed for at rense sig selv og familiens navn. Mest af alt synes det som om mange unge islamiske selvmordsterrorister ofte kommer fra en mindre religiøs og rettroende baggrund, og først relativt sent er blevet indfanget af den fundamentalistiske udlægning af Islam. Så godt som aldrig hører vi om, at immamerne selv eller deres nærmeste håndlangere sprænger sig selv i luften. Som oftest finder de andre til at gøre det beskidte arbejde og ofre livet for sig. 

* * *
 
Da vi i april 1995 møder den dengang 15-årige Mussa Ziadeh, skulle han allerede have sprængt sig selv i luften og for længst være rykket op i martyrernes rækker. Den eneste grund til at den unge dreng ikke allerede kunne hygge sig med sine 72 jomfruer, var hans far, som fik stoppet hans forehavende. 
 
Vi møder Mussa Ziadeh på gaden nær hans fars forretning i Gaza By.
 
”Hamas-folkene er meget overbevisende. De er virkelig gode til at overtale folk. De forstår at få børn og helt unge til at elske dem. De arrangerer udflugter, holder religiøse foredrag og så videre”, forklarer Mussa.
 
Men det er hverken salmesang eller næstekærlighed de unge drenge får undervisning i i moskéen. En eftermiddag, da vi besøger en af Hamas’ moskéer, er det kamptræningen, de unge får. 
 
”Huhhh”, skriger en 40-50 unge og støder den ene knytnæve frem imod en imaginær modstander. ”Hahhh!” Den anden knytnæve og derefter foden kommer fygende frem mod modpartens kæbe.
 
Det er ikke en almindelig søndagsskole, Hamas holder. Eller det er ikke helt korrekt formuleret. For normalt er det faktisk. Men det er næppe det, de fleste danskere forventer, at der foregår i et Guds hus. Men en moské her i Gaza-striben er ikke et Guds hus på samme måde som en landsbykirke er det i Danmark. Og de religiøse klasser, som der også bliver undervist i her, handler heller ikke om at elske sin næste. Ikke fordi den slags ikke eksisterer i Islam, for det gør det. Men det er overhovedet ikke den side af religionen, som Hamas-immamerne her fokusere på. Her dyrkes volden, kampen for Islam, jihad og martyriet.
 
Som så mange andre unge palæstinensiske drenge oplevede Mussa Ziadeh en religiøs opvågning i sine tidlige teenageår.
 
”Han stillede mange spørgsmål, og søgte svar på en masse, som jeg havde svært ved at hjælpe ham med”, fortæller Mussas far Hisham Ziadeh, som fremstiller og sælgere alluminiums vindues- og dørrammer, og som selvom han er muslim langtfra er rettroende endsige praktiserende.
 
”De fortalte mig, at en martyr er sikret en palads i Paradis til sig selv og sin familie. Desuden får han 72 smukke kvinder og meget andet. Selvfølgelig blev jeg overbevist. Jeg var i forvejen ét med Islam”, fortæller Mussa om sin egen rekruttering til martyrenes rækker.
 
En onkel fandt ud af, at Mussa var blevet rekrutteret af Hamas, og advarede faderen. Selv havde drengen intet fortalt, for han vidste godt, at hans far ikke ville tillade det. I starten nægtede han det også, da hans far udspurgte ham, men så erkendte han til slut, at han snart skulle af sted på en selvmordsaktion for Hamas. Hans far forsøgte, men kunne ikke tale drengen fra det, og i ren og skær desperation slæber han sønnen med til det palæstinensiske politi, og overtaler dem til at sætte drengen i fængsel, indtil han kan finde en immam, der kan overbevise drengen om, at han ikke skal sprænge sig selv i luften.
 
Til slut lykkes det, og en moderat immam får forklaret Mussa, at det er imod islamisk lære, at begå selvmord. Og at det også er i strid med Islam at myrde uskyldige civile. Til slut opgav Mussa sit forehavende.
 
”Det er fuldkommen forkert, hvad Hamas gør. Forkasteligt. De hjernevasker vore børn. Det gjorde de også med min søn. Han er kun 15 år gammel. De foregøjler børnene, at de kommer direkte i Himlen, hvis de sprænger sig selv i luften. Men hvis Hamas-lederne var så sikre på at de ville komme i himlen og få 72 jomfruer til at passe sig, ville de vel selv have udført angrebene, og ikke forsøge at sende vore børn af sted”, siger en vred Hisham Ziadeh.
 
Og mens han giver sin søn, som han holder om skulderen, et kram siger han: ”Jeg har kun én kone, og jeg har problemer nok. Skulle jeg ønske for min søn, at han skulle have 72”, spørger han og griner.

* * *
 
Men det er de færreste palæstinensiske forældre, der enten finder ud af, at deres børn er på vej ud på en selvmordsaktion, inden det er for sent. Eller så bifalder de måske ligefrem beslutningen, for hverken Hamas eller Islamisk Jihad er i nogen umiddelbar fare for at løbe tør for selvmordskandidater.
 
Meget ofte efter en selvmordsaktion besøgt terroristens familie og undredes over, hvor indædt forældrerne ofte vil forsvare deres sønners valg. Jeg har ikke længere tal på de hysteriske mødre, der til kameraet har råbt, at de er stolte over deres søns martyrium, og at de blot vil håbe, at deres andre sønner vil træffe det samme valg. Om de taler sandt, eller om det blot er den lektie deres omgivelser forventer, mens deres hjerter græder indvendigt, er det umuligt at afgøre. Jeg har mødt enkelte forældre, der græd og sørgede på samme måde, som vi ville forvente det, men der er tale om et forbavsende lille mindretal.
 
* * *
 
Set med palæstinensernes øjne er der altid tale om en martyr og en retfærdig og forsvarlig modstandsaktion, så længe der er tale om en aktion, der har skadet eller gjort ondt på israelerne. Set med israelernes øjne er det altid terrorisme, når arabere angriber israelere – uanset om ofrene er soldater eller civile.
 
Vi som journalister skal ikke ”købe” hverken den enes eller den andens syn på situationen.
 
* * *
 
Der er klart nok en kvalitativ forskel på en frihedskæmper og en terrorist. Deres mål kan godt være de samme. Men deres midler er forskellige. Og vi er, efter min mening, nød til at give forskellige ting forskellige betegnelser. Ellers er der ingen, der ved, hvad vi taler om.
 
Man kunne godt for at være politisk korrekt vælge at kalde en spade for et ”jordbearbejdsnings-instrument”. Men det er en skovl jo også. Og en gravko. Og en plov. Så ingen ville vide, hvad vi talte om. Derfor skal vi, som man populært siger, ”kalde en spade for en spade”.
 
Vi skal afgjort ikke kalde alt for terrorisme. 
 
Men vi skal på den anden side heller ikke af misforstået politisk korrekthed være bange for at bruge betegnelsen, når det virkelig er terrorisme, der er tale om.

---

Kapitel 9 fra:

Rapport fra en ørkenspejling
Snapshots fra et reporterliv i Mellemøsten
Af Steffen Jensen
1. oplag: TV2/Forlag, 2007
2. oplag: People's Press, 2009