Benyamin Netanyahu:
Mr. Sound Bite
JERUSALEM (15.03.2015): Israels premierminister Benyamin Netanyahu (65) har siddet ved magten i to omgange. Først fra 1996-99 og derefter i to valgperioder fra 2009-13 og igen fra 2013 til i dag. Nu søger han at blive genvalgt til en fjerde periode som Israels leder.
I folkemunde kaldes han altid ved sit kælenavn “Bibi”. Et andet navn, han ofte får påhæftet i mindre flatterende sammenhænge er ”Mr. Sound Bite”, fordi han formulerer sig så godt i de små 20-30 sekunders interviewbidder, som er det eneste, der normalt kommer med i TV-nyhedsudsendelserne. Den kunst at udtrykke sig kort og populært mestrer han. Der er så dem, som påstår, at han kun er ord, ingen visioner og kun meget lidt handling. At han kun formår at handle, når han har ryggen mod muren, og der ikke er noget alternativ. At han ikke er pro-aktiv, ikke tager initiativet, men mangler vision. Ikke formår at optræde som den leder, han gerne vil være, som tager nationen et bedre sted hen.
Netanyahu har gjort sikkerhed til omdrejningspunktet for snart sagt alt i sin politik. For Netanyahu kan Israel ikke blive sikker nok. Blandt andet derfor ser han ikke nogen fremtid for en to-statsløsning på konflikten palæstinenserne, og dermed fred mellem Israel og landets arabiske nabolande.
Nabolaget er ganske enkelt for brutalt og uforudsigeligt, siger han, og henviser til den bølge af blodig, brutal islamistisk militarisme, som skyller hen over regionen.
Her står han naturligvis i skærende modsætning til venstrefløjen, som siger, at fred med naboerne er det eneste, der ultimativt giver Israel sikkerhed. Fokuserer man kun på sikkerhed, så får man ingen af delene – hverken sikkerhed eller fred.
Israels sikkerhed var også den grund, Benyamin Netanyahu selv brugte for at retfærdiggøre sin kontroversielle tale til Den amerikanske Kongres for nylig. Talen, som handlede om Israels bekymring for atomtruslen fra Iran, og Netanyahu-regeringens modstand imod den diplomatiske aftale med Iran, som USA og andre stormagter er på vej til at indgå med præstestyret, har sat forholdet til præsident Barack Obama over styr.
I Israel er der ikke den store uenighed om at Iran udgør en trussel. Alle er enige om, at man ikke kan stole på ayatollaerne i Teheran. Hernede består uenigheden mere i, at Netanyahu mistænkes for at have ødelagt Israels særlige forhold til Det hvide Hus, for at bruge USA til at føre israelsk valgkamp i og scorer et par nemme stemmer hjemme i Israel.
Palæstinensernes præsident Mahmoud Abbas nægter at forhandle fred med Israel, så længe der bygges i de jødiske bosættelser i de områder han håber en dag skal blive Staten Palæstina.
Det udnytter Netanyahu. Han siger, at Israel vil forhandle fred den dag i morgen… men uden forhåndsbetingelser. At kræve stop for boligbyggerier, og kræve at forhandlingerne skal tage udgangspunkt i våbenhvilelinjerne fra før ’67-krigen, er det samme som at kræve, at forhandlingsresultatet skal være afgjort på forhånd – inden man overhovedet behøver at forhandle, siger Netanyahu.
På den måde lykkes det den israelske premierminister at fremstå som en fredens mand, der bare venter på en partner fra den anden side at forhandle fred med. I virkeligheden ved de fleste, at Netanyahus forskellige regeringer altid har villet falde fra hinanden, hvis han for alvor skulle begynde at give indrømmelser ved forhandlingsbordet. Men den palæstinensiske præsident Abbas har på den måde gjort livet let for Netanyahu.
Hver gang Israel kommer under pres udefra eller palæstinenserne gør noget, som den israelske regering er imod, meddeler Israel, at der er givet tilladelse til endnu nogle hundrede boliger i de jødiske bosættelser. Det har ikke bare gjort Netanyahu upopulær blandt fredsfløjen i Israel og blandt palæstinenserne, det har også bragt Israel på kant med mange af Israels traditionelle venner i Vesten.
Premierminister Netanyahu er ikke uvidende om, at han i international popularitet på ingen måde kan måle sig med nogle af Israels folkekære ledere som for eksempel Golda Meir eller Yitzhak Rabin. Men det er ikke fordi, han ikke er en god premierminister. Det er fordi omverdenen ikke kan lide Israel, jøder og i særdeleshed jødiske regeringsledere der vil gøre Israel stærkt og uafhængig af hjælp udefra, mener Netanyahu.
Under valgkampen er han, efter tallene i meningsmålingerne begynder at gå ham imod, begyndt at sige, at udenlandske regeringer - i særdeleshed de skandinaviske - støtter og finansierer oppositionens forsøg på at vælte ham. Selvom der ikke er beviser for noget i den retning, så er der mange af hans traditionelle støtter her i landet, som deler hans paranioa, og ser omverdenen som et grundlæggende jødefjendsk sted, som det er Israels formål at beskytte verdens jøder imod.
Det var lidt i samme ånd, at Benyamin Netanyahu efter terroraktionerne imod jødiske mål i Danmark og Frankrig for nylig benyttede muligheden for at sige, at jøderne i Europa hellere måtte immigrere til Israel, for verden udenfor vil dem det ikke godt.
Lykkes det Netanyahu at vinde dette valg og sidde perioden ud til 2019, så bliver han Israels længst regerende premierminister.
Om han også så til den tid har været en af Israels store premierministre er en anden historie.
I folkemunde kaldes han altid ved sit kælenavn “Bibi”. Et andet navn, han ofte får påhæftet i mindre flatterende sammenhænge er ”Mr. Sound Bite”, fordi han formulerer sig så godt i de små 20-30 sekunders interviewbidder, som er det eneste, der normalt kommer med i TV-nyhedsudsendelserne. Den kunst at udtrykke sig kort og populært mestrer han. Der er så dem, som påstår, at han kun er ord, ingen visioner og kun meget lidt handling. At han kun formår at handle, når han har ryggen mod muren, og der ikke er noget alternativ. At han ikke er pro-aktiv, ikke tager initiativet, men mangler vision. Ikke formår at optræde som den leder, han gerne vil være, som tager nationen et bedre sted hen.
I folkemunde kaldes han altid ved sit kælenavn “Bibi”. Et andet navn, han ofte får påhæftet i mindre flatterende sammenhænge er ”Mr. Sound Bite”.
Netanyahu har gjort sikkerhed til omdrejningspunktet for snart sagt alt i sin politik. For Netanyahu kan Israel ikke blive sikker nok. Blandt andet derfor ser han ikke nogen fremtid for en to-statsløsning på konflikten palæstinenserne, og dermed fred mellem Israel og landets arabiske nabolande.
Nabolaget er ganske enkelt for brutalt og uforudsigeligt, siger han, og henviser til den bølge af blodig, brutal islamistisk militarisme, som skyller hen over regionen.
Her står han naturligvis i skærende modsætning til venstrefløjen, som siger, at fred med naboerne er det eneste, der ultimativt giver Israel sikkerhed. Fokuserer man kun på sikkerhed, så får man ingen af delene – hverken sikkerhed eller fred.
Israels sikkerhed var også den grund, Benyamin Netanyahu selv brugte for at retfærdiggøre sin kontroversielle tale til Den amerikanske Kongres for nylig. Talen, som handlede om Israels bekymring for atomtruslen fra Iran, og Netanyahu-regeringens modstand imod den diplomatiske aftale med Iran, som USA og andre stormagter er på vej til at indgå med præstestyret, har sat forholdet til præsident Barack Obama over styr.
I Israel er der ikke den store uenighed om at Iran udgør en trussel. Alle er enige om, at man ikke kan stole på ayatollaerne i Teheran. Hernede består uenigheden mere i, at Netanyahu mistænkes for at have ødelagt Israels særlige forhold til Det hvide Hus, for at bruge USA til at føre israelsk valgkamp i og scorer et par nemme stemmer hjemme i Israel.
Israels sikkerhed var også den grund, Benyamin Netanyahu selv brugte for at retfærdiggøre sin kontroversielle tale til Den amerikanske Kongres for nylig.
Palæstinensernes præsident Mahmoud Abbas nægter at forhandle fred med Israel, så længe der bygges i de jødiske bosættelser i de områder han håber en dag skal blive Staten Palæstina.
Det udnytter Netanyahu. Han siger, at Israel vil forhandle fred den dag i morgen… men uden forhåndsbetingelser. At kræve stop for boligbyggerier, og kræve at forhandlingerne skal tage udgangspunkt i våbenhvilelinjerne fra før ’67-krigen, er det samme som at kræve, at forhandlingsresultatet skal være afgjort på forhånd – inden man overhovedet behøver at forhandle, siger Netanyahu.
På den måde lykkes det den israelske premierminister at fremstå som en fredens mand, der bare venter på en partner fra den anden side at forhandle fred med. I virkeligheden ved de fleste, at Netanyahus forskellige regeringer altid har villet falde fra hinanden, hvis han for alvor skulle begynde at give indrømmelser ved forhandlingsbordet. Men den palæstinensiske præsident Abbas har på den måde gjort livet let for Netanyahu.
Hver gang Israel kommer under pres udefra eller palæstinenserne gør noget, som den israelske regering er imod, meddeler Israel, at der er givet tilladelse til endnu nogle hundrede boliger i de jødiske bosættelser. Det har ikke bare gjort Netanyahu upopulær blandt fredsfløjen i Israel og blandt palæstinenserne, det har også bragt Israel på kant med mange af Israels traditionelle venner i Vesten.
Premierminister Netanyahu er ikke uvidende om, at han i international popularitet på ingen måde kan måle sig med nogle af Israels folkekære ledere som for eksempel Golda Meir eller Yitzhak Rabin. Men det er ikke fordi, han ikke er en god premierminister. Det er fordi omverdenen ikke kan lide Israel, jøder og i særdeleshed jødiske regeringsledere der vil gøre Israel stærkt og uafhængig af hjælp udefra, mener Netanyahu.
Netanyahu mener, at de skandinaviske regeringer er involveret i et forsøg på at vælte ham.
Under valgkampen er han, efter tallene i meningsmålingerne begynder at gå ham imod, begyndt at sige, at udenlandske regeringer - i særdeleshed de skandinaviske - støtter og finansierer oppositionens forsøg på at vælte ham. Selvom der ikke er beviser for noget i den retning, så er der mange af hans traditionelle støtter her i landet, som deler hans paranioa, og ser omverdenen som et grundlæggende jødefjendsk sted, som det er Israels formål at beskytte verdens jøder imod.
Det var lidt i samme ånd, at Benyamin Netanyahu efter terroraktionerne imod jødiske mål i Danmark og Frankrig for nylig benyttede muligheden for at sige, at jøderne i Europa hellere måtte immigrere til Israel, for verden udenfor vil dem det ikke godt.
Lykkes det Netanyahu at vinde dette valg og sidde perioden ud til 2019, så bliver han Israels længst regerende premierminister.
Om han også så til den tid har været en af Israels store premierministre er en anden historie.
Tilføj kommentar
