Sådan stemmer israelerne:
Mere magt til partierne, mindre til vælgerne
JERUSALEM (12.03.2015): Israel er et parlamentarisk demokrati. Alle problemer og international kritik af landet til trods, er Israel stadigvæk et forbavsende velfungerende demokrati. Især naturligvis når man tager i betragtning det nabolag, som Israel befinder sig i, som klart lider af et kronisk friheds og demokrati-underskud.
Når man tænker på den anti-tyske stemning i Danmark i 1945 efter fem års besættelse er det næppe heller overraskende, selvom det naturligvis ikke kan forsvares, at der efter 65 års formel krigstilstand med Israels arabiske naboer (med undtagelse af Egypten og Jordan) eksisterer en vis anti-arabisk eller i hvert fald araber-skeptisk holdning i en del af den israelske befolkning.
Det er også oplagt, at et land, som definerer sig selv som ”en jødisk stat”, og hvor omkring 20 pct. af befolkningen er arabere, har nogle indbyggede problemer.
Selvom Israel er et parlamentarisk demokrati, så er der, når man går til valg, en række forskelle i forhold til valgsystemet i Danmark.
Israel er én stor valgkreds. Det betyder naturligvis at tætbefolkede byområder har en fordel i den politiske proces, fordi de repræsenterer virkeligt mange stemmer, mens tyndtbefolkede land- eller ørkenområder har langt sværere ved at blive hørt og få deres særlige problemer taget alvorligt, fordi de ikke kan mobilisere særlig mange vælgere.
Israel opererer heller ikke med tillægsmandater eller andre ting af den slags. Efter et valg vil hvert mandat i det 120 pladser store parlament Knesset repræsentere præcist det samme antal stemmer.
Man kan ikke stemme personligt på den kandidat, man bedst kan lide, eller som kommer fra det same område af landet, som man selv gør. En israelsk vælger kan kun stemme på en partiliste. Det betyder, at særligt populære kandidater altså ikke som i Danmark på grund af mange personlige stemmer kan hoppe over andre kandidater, der står højere på listen.
Disse partilister opstilles af partierne selv. Hvert parti har sine egne regler for, hvordan listerne bliver til. Nogle partier har såkaldte primaries (urafstemninger), hvor alle partimedlemmer stemmer om kandidatlisten. I andre partier er det partiets ledende organer, eller en endnu mere begrænset kreds, der beslutter kandidatlisten udseende og rækkefølgen af kandidaterne.
Israelske vælgere sætter ikke kryds på en lang smørrebrødsseddel, hvor partier og lister står opregnet.
Inde bag forhænget i afstemningslokalet står en bakke med små fortrykte sedler ordnet i små bunker. Hver stak har sedler med en bogstavkombination svarende til de forskellige partier. Vælgeren tager én sådan seddel og putter den i en kuvert, som bagefter stoppes i stemmeboksen.
Spærregrænsen var oprindelig på 2 procent, men den blev sidste år hævet til 3,25 procent. Det skete for at få færre helt små partier ind i Knesset, og gøre det nemmere for de store partier at danne koalitioner.
Det højre-nationalistiske parti Israel Beiteinu med udenrigsminister Avigdor Lieberman i spidsen stillede i virkeligheden forslaget om at forhøje spærregrænsen, for at få en række små arabiske partier ud af Knesset. Hans træk har imidlertid givet bagslag. På grund af den nye lov har de tidligere indbyrdes stridende arabiske partier nu forenet sig på én fælles liste, og kommer måske til at stå stærkere… på grund af Avigdor Lieberman – deres mest indædte modstander.
Sådan er israelsk politik også så uforudsigelig.
Israelerne går til valg. Netanyahu er stadigvæk favorit til igen af danne regering, selvom Zionist Union lige har passeret Likud i meningsmålingerne.
Når man tænker på den anti-tyske stemning i Danmark i 1945 efter fem års besættelse er det næppe heller overraskende, selvom det naturligvis ikke kan forsvares, at der efter 65 års formel krigstilstand med Israels arabiske naboer (med undtagelse af Egypten og Jordan) eksisterer en vis anti-arabisk eller i hvert fald araber-skeptisk holdning i en del af den israelske befolkning.
Det er også oplagt, at et land, som definerer sig selv som ”en jødisk stat”, og hvor omkring 20 pct. af befolkningen er arabere, har nogle indbyggede problemer.
Selvom Israel er et parlamentarisk demokrati, så er der, når man går til valg, en række forskelle i forhold til valgsystemet i Danmark.
Israel er én stor valgkreds. Det betyder naturligvis at tætbefolkede byområder har en fordel i den politiske proces, fordi de repræsenterer virkeligt mange stemmer, mens tyndtbefolkede land- eller ørkenområder har langt sværere ved at blive hørt og få deres særlige problemer taget alvorligt, fordi de ikke kan mobilisere særlig mange vælgere.
Israel opererer heller ikke med tillægsmandater eller andre ting af den slags. Efter et valg vil hvert mandat i det 120 pladser store parlament Knesset repræsentere præcist det samme antal stemmer.
Man kan ikke stemme personligt på den kandidat, man bedst kan lide, eller som kommer fra det same område af landet, som man selv gør. En israelsk vælger kan kun stemme på en partiliste. Det betyder, at særligt populære kandidater altså ikke som i Danmark på grund af mange personlige stemmer kan hoppe over andre kandidater, der står højere på listen.
Man sætter ikke kryds på en stemmeseddel i Israel, men lægger en lille papirlap med et partisymbol i en kuvert og videre i stemmeurnen.
Disse partilister opstilles af partierne selv. Hvert parti har sine egne regler for, hvordan listerne bliver til. Nogle partier har såkaldte primaries (urafstemninger), hvor alle partimedlemmer stemmer om kandidatlisten. I andre partier er det partiets ledende organer, eller en endnu mere begrænset kreds, der beslutter kandidatlisten udseende og rækkefølgen af kandidaterne.
Israelske vælgere sætter ikke kryds på en lang smørrebrødsseddel, hvor partier og lister står opregnet.
Inde bag forhænget i afstemningslokalet står en bakke med små fortrykte sedler ordnet i små bunker. Hver stak har sedler med en bogstavkombination svarende til de forskellige partier. Vælgeren tager én sådan seddel og putter den i en kuvert, som bagefter stoppes i stemmeboksen.
Spærregrænsen var oprindelig på 2 procent, men den blev sidste år hævet til 3,25 procent. Det skete for at få færre helt små partier ind i Knesset, og gøre det nemmere for de store partier at danne koalitioner.
Det højre-nationalistiske parti Israel Beiteinu med udenrigsminister Avigdor Lieberman i spidsen stillede i virkeligheden forslaget om at forhøje spærregrænsen, for at få en række små arabiske partier ud af Knesset. Hans træk har imidlertid givet bagslag. På grund af den nye lov har de tidligere indbyrdes stridende arabiske partier nu forenet sig på én fælles liste, og kommer måske til at stå stærkere… på grund af Avigdor Lieberman – deres mest indædte modstander.
Sådan er israelsk politik også så uforudsigelig.
Tilføj kommentar
