Israelsk regering i strid med sig selv

JERUSALEM (02.04.2009): Israels nye regering under ledelse af Benyamin Netanyahu fik ikke lov til at hvile på laurbærene. Allerede i dag melder problemerne sig.
    På Vestbredden jagter israelsk politi og militær en palæstinenser, som tidligere på dagen sneg sig ind i den jødiske bosættelse Bat Ayin og dræbte en teenager og sårede en mindre dreng med en økse.
    Om det palæstinensiske angreb er en første reaktion på det israelske valg, som bragte en endnu mere højre-nationalistisk regering til magten, eller om det bare er en tilfældighed, er det endnu for tidligt at sige. Men angrebet og Israels forventede gengældelsesaktion kan meget nemt blive ”lakmusprøven” på, hvad man kan vente sig af den nye regering.

Når man ser på, hvad de forskellige partier i den nye regering under valgkampen har sagt om situationen, så er det mildt sagt vanskeligt at forudse, hvad der bliver regeringens politik. Hvad man dog kan sige er, at meningsforskellene i regeringen er voldsomt store.
    Benyamin Netanyahus regeringskoalition er et patchwork bestående af Likud, Yisrael Beiteinu, Shas, Ha’Bayit Ha’Yehudi og Arbejderpartiet, hvilket vil sige, at den favner meget vidt.
    I det følgende citerer jeg fra de forskellige partiers programmer og deres ledere om nogle af de emner, som bliver afgørende, hvis der igen skal komme gang i fredsprocessen i Mellemøsten. Emner som fred med palæstinenserne, de jødiske bosættelser, de besatte områder og Jerusalem.

Fred
Alle partierne i den nye israelske regering vil fred, siger de, og det er næppe overraskende. Men den fred de forskellige partier i den nye israelske regering vil levere, baserer sig på meget forskellige forudsætninger. Der er end ikke enighed om, hvilke af de aftaler, Israel allerede har indgået, som den nye regering vil overholde:
• Arbejderpartiet støtte de aftaler, Israel allerede har indgået, blandt andet Annapolis-aftalen, som taler om oprettelsen af en palæstinensisk stat.
• Likud ønsker også fredsforhandlinger, men er imod Annapolis-aftalen, og vil kun acceptere ”Køreplanen for fred i Mellemøsten”.
• Ha’Bayit Ha’Yedudi er både imod Annapolis og ”Køreplanen”.
• Shas skal først spørge deres overrabbiner om, hvad han mener.

Fred med palæstinenserne
Alle partierne vil som sagt gerne have fred med palæstinenserne. Men hvordan en sådan freds skal kunne opnås, er der vild uenighed om.
    På den ene fløj står Ha’Bayit Ha’Yehudi, som håber, at palæstinenserne vil indgå en fredsaftale, selvom partiet ikke vil acceptere, at Israel skal opgive landområder og heller ikke gå med til oprettelsen af en palæstinensisk stat. På den anden fløj ligger Arbejderpartiet, som godt kan se, at palæstinenserne næppe går med til fred, hvis de ikke får deres egen stat, men Arbejderpartiet vil dog sikre, at en sådan stat ikke bliver en trussel imod Israels sikkerhed.
• Likud: Ifølge Likuds program, vil det være en overtrædelse af indgåede aftaler, hvis palæstinenserne proklamerer deres egen uafhængige stat, og sker det, vil ”Israel med øjeblikkelig tage alvorlige og passende modforholdsregler”.
• Arbejderpartiet: ”Arbejderpartiet anerkender palæstinensernes ret til national selvbestemmelse, og udelukker i den forbindelse ikke oprettelsen af en palæstinensisk stat med visse begrænsninger i en sådan stats suverænitet.”
• Yisrael Beiteinu: Partiets formand Avigdor Lieberman er bevidst tåget om israelske tilbagetrækninger og en palæstinensisk stat. ”Jeg har ikke sagt, at jeg støtter oprettelsen af en palæstinensisk stat. Jeg taler om de palæstinensiske myndigheder. Jeg er kun interesseret i den jødiske stat. Hvis de ønsker at oprette en palæstinensisk stat i deres område… så lad dem”, sagde Avigdor Lieberman til avisen Yediot Ahronot den 24. februar 2006.
• Ha’Bayit Ha’Yehudi: Officielt støtter partiet fredsforhandlinger med både de arabiske lande og palæstinenserne, men det skal ske på grundlag af at ”Israels grænser går fra Jordan-floden til Middelhavet, og der vil ikke blive oprettet nogen palæstinensisk stat…”

De jødiske bosættelser og de besatte områder
Et af de springende punkter i enhver fredsproces bliver de jødiske bosættelser i de besatte områder (Judæa og Samaria). Nogle af koalitionspartnerne vil nedlægge de fleste bosættelser og kun annektere blokke af store folkerige bosættelser nær ”den grønne linje” (grænsen fra før ’67-krigen), mens Ha’Bayit Ha’Yehudi vil udvide eksisterende bosættelser og endog oprette endnu flere.
• Likud: De jødiske samfund i Judæa og Samaria – som Likud kalder de jødiske bosættelser i de besatte områder – ”er en opfyldelse af de zionistiske værdier”, og de er afgørende for Israels forsvar og sikkerhed. ”Likud vil fortsætte med at styrke og udvikle disse samfund og vil forhindre at de bliver fjernet.”
• Arbejderpartiet: Arbejderpartiet vil trække Israel ud af store dele af de besatte områder, men vil beholde nogle af de områder langs ”den grønne linje”, hvor de store folkerige bosættelser ligger. ”Israel udvider sin kontrol til at omfatte områder med store blokke af jødiske bosættelser.”
• Yisrael Beiteinu: Yisrael Beiteinu ser den store palæstinensiske befolkning på Vestbredden og den arabiske befolkning i Israel som et problem. Denne demografiske udvikling ”truer Israels jødiske karakter”, skriver partiet i sit program. Desuden vil Yisrael Beiteinu udveksle landområder. Israel annekterer store blokke af bosættelser fra Vestbredden, mens de palæstinensiske myndigheder får kontrollen med en række arabiske byer og landsbyer i Israel. Israel Beiteinu ”vil opgive en række samfund langs grænsen mellem Israel og der palæstinensiske selvstyre – Umm al-Fahm, Bahan, Baka al-Garbiyeh, Taibeh – og udveksle dem med jødiske bosættelsesområder som Ma’aleh Adumim og Gush Etzion”.
• Shas:  I en profil på partiet i avisen Yediot Ahronot bliver partiets holdning til israelske tilbagetrækninger fra Vestbredden beskrevet således: ”Ethvert diplomatisk spørgsmål på vores dagsorden har svar i den jødiske lov. Vores parti’s åndelige leder, rabbi Ovadia Yosef, afgør partiets officielle politiske linie. Yosef og andre ledende rabbinere accepterer territorielt kompromis, men kun hvis liv og helbred er truet og kun hvis Israel får noget til gengæld.”
• Ha’Bayit Ha’Yehudi: ”Partiet ser bosættelsesbevægelsen som opfyldelsen af Guds ord og sværger at støtte bosættelserne og kæmpe imod ethvert forsøg på at begrænse deres aktiviteter. Partiet vil aktivt arbejde for oprettelsen af nye bosættelser og udvidelse af de eksisterende.”

Jerusalem
Spørgsmålet om Jerusalem er dybt ladet og følelsesmæssigt sprængfarligt. Her er der nærmest enighed mellem alle regeringens partier. Det vil der dog næppe længere være, hvis der for alvor kommer gang i fredsprocessen, og en aftale skulle vise sig som en mulighed, hvis blot spørgsmålet om Jerusalem også blev løst. (Det er der dog næppe nogen chance for i nogen overskuelig fremtid.)
• Likud: ”Jerusalem er den evige, udelte hovedstad for Staten Israel og kun for Israel. Regeringen vil totalt afvise palæstinensiske krav om at dele Jerusalem… En Likud-regering vil aktivt arbejde for at fortsætte jødisk liv og styrke israelsk kontrol med Øst-Jerusalem, samtidig med at den arabiske befolknings sociale velfærd skal sikres.”
• Arbejderpartiet: ”Det forenede Jerusalem er Israels hovedstad under israelsk kontrol. Byens palæstinensiske borgere vil have alle kommunale rettigheder i de områder, hvor de bor, og særlige mekanismer vil blive etableret for at sikre kristne og muslimske hellige steder.”
• Yisrael Beiteinu: ”Enhver jøde og zionist er forpligtet til at sikre Jerusalem, Israels hovedstad, forbliver sikker og hel, og der er ingen grund til noget kompromis om byen.”

Interne stridspunkter i regeringen
Israel har fået sig et stor og på papiret meget magtfuld regeringskoalition – i hvert fald målt i mandatantal: 70 ud af Knessets 120. Men det betyder blot, at de skænderier, der tidligere fandt sted i parlamentssalen, nu i stedet rykker ind i regeringens mødelokale.
    Meningsforskellene imellem regeringskoalitionens forskellige partier er ganske betydelige. Her kommer bare et par eksempler:
    Mens det indædt sekulære Yisrael Beiteinu, som repræsenterer en masse russiske immigranter, hvor mange ikke er jøder i den jødiske lovs ortodokse fortolkning, ønsker at gøære det muligt at gifte sig borgerligt. Det kan man nemlig ikke i Israel, hvor årlange kompromisser med de religiøse partier har givet dem nærmest monopol på familielovgivningen.
    Præcist på dette område har Ha’Bayit Ha’Yedudi den diametrale opfattelse. De vil modsat sikre, at det ortodokse over-rabbinats magt på familieområdet styrkes, og at kun religiøse vielser bliver accepteret. Heri støttes de stort set af partiets Shas.
    De to partier kolliderer i den sammenhæng også på spørgsmålet om konverteringer til jødedommen. Yisrael Beiteinu vil gøre det lettere og lade andre, mere liberale jødiske traditioner få lov til at gøre det, mens Ha’Bayit Ha’Yehudi vil sikre, at konverteringer kun kan ske efter streng ortodoks model.
    Desuden ønsker Arbejderpartiet fortsatte forhandlinger med palæstinenserne. Det vil Likud i princippet også. Men mens Arbejderpartiet er villig til at acceptere oprettelsen af en palæstinensisk stat, så vil Likud primært kun forhandle, for at stille USA tilfreds. Partiet har altid været imod oprettelsen af en palæstinensisk stat. Ha’Bayit Ha’Yehudi vil end ikke forhandle eller rømme landområder, men vil tværtimod cementere besættelsen udvide antallet af jødiske bosættelser.

 
Tilføj kommentar