Ufortalte beretninger 56:

Det søde, misforståede politi

Og så oplevede vi ligegodt den særeste af alle demonstrationer i dag.
 
Politiet demonstrerer!
 
De, som i årevis har forsvaret diktatoren, og som i de seneste dage har jagtet de unge demokratiaktivister rundt i gaderne og gennembanket dem, føler sig misforstået. Nu vil de gerne ses som ”Folkets Politi” – og så vil de i øvrigt også gerne have mere i løn!
 
Politifolkenes demonstration var lidt af en overraskelse. Jeg fulgte ellers nogle unge, der som det efterhånden er traditionen skulle ud at demonstrere på Avenue de Bourguiba.
 
 

”Frihed! Demokrati! Ned med diktaturet”, råbte de, det gør de altid, og pløjede sig som sædvanlig ind i en anden demonstration foran dem, blot for at opdage, at den bestod af vrede politifolk, som var ude i deres helt eget ærinde.
 
Politifolkene ville ikke have nogen med, som kun ville have ”frihed, demokrati og ned med diktaturet”, uden samtidig at kræve mere forståelse for politiets vanskelige vilkår og mere i lønningsposen!
 
Demonstrationen – politifolkenes – var, som alle andre demonstrationer, ulovlig og i strid med den militære undtagelseslovgivning, men de politifolk, der gennemførte den, har nok stadigvæk diktaturet så meget i blodet, at de føler, at de kan bryde loven lidt mere lovligt end andre mennesker.
 
 
* * *
     
Forgående afsnit -- Næste afsnit
 

 
 
”Ufortalt…” som e-bog
Hvis du vil se en oversigt over alle de afsnit af ”Untold Stories: Billeder og beretninger om Mellemøsten”, som indtil videre er blevet offentliggjort her på hjemmesiden, så kan du finde den ved at klikke her. Listen bliver løbende opdateret.
 
 


 
Tilføj kommentar