Gaza-striben et år efter krigen:

Genopbygning er slet ikke kommet i gang

GAZA CITY (16.07.2015): Inde i mit hoved kører der billeder fra ødelæggelserne af det centrale Beirut efter Libanons 16 år lange, ødelæggende borgerkrig. Sådan ser der ud i visse af de hårdest ramte områder af Gaza-striben. 
 
 

En af mine venner har taget mig med ud til en del af Shuja'iyya-kvarteret lige øst for Gaza By. Men det kunne for så vidt have været et antal andre steder i området, for ødelæggelserne efter den 50 dage lange krig sidste år mellem Israel og Hamas-gruppen, der kontrollerer Gaza-striben, har været enorme. Og nu – ét år efter – er genopbygningen kun lige så langsomt ved at komme i gang.
 
Eller sådan ser det i hvert fald ud for os, der kører rundt i området.
 
I et interview til den arabisk-sprogede avis Asharq al-Awsat siger den palæstinensiske premierminister Rami el-Hamdallah, ellers at det går fremad med genopbygningen af de ødelagte områder. 
 
Jeg ved ikke, om det er fordi Hamdallah sidder i Ramallah, og jeg befinder mig i Gaza-striben, at det ser så anderledes ud. Det kan også være fordi mine venner hernede skjuler for mig, at der er nogle områder, hvor genopbygningsarbejdet er langt mere fremskredent, men på vore mange køreturer rundt i den relativt lille Gaza-stribe opdagede jeg ikke på noget tidspunkt et sted, hvor byggearbejdet bare buldrede afsted. Snarere tvært imod.
 
 

Den palæstinensiske premierminister påstår, at ikke mindre end 95.000 palæstinensiske familier har fået byggematerialer fra genopbygningsprogrammet, så man burde kunne se et eller andet. 95.000 familier er mange mennesker. Hernede er en familie rask væk på en 6-10 mennesker. Så noget der ligner noget lidt under en million mennesker i et område med 1,8 millioner, burde kunne ses. 
 
For et par dage siden fandt vi en bulldozer i et af de ødelagte områder. Men der var ikke nogen i førerhuset. Motoren var kold, og den havde ikke været i gang i et stykke tid. 
 
Rundt om boede folk stadigvæk i midlertidige boliger – containere, under teltdug eller i halvt sammenstyrtede bygninger, hvor der stadigvæk er et par intakte værelser.
 
 

Vi opsøger Omar Sha’aban, som er økonom i en af Gaza-stribens uafhængige tænketanke, for at spørge ham om, hvordan det går med genopbygningen.
 
”Det her er lige nu årsdagen for krigen, og ikke ét eneste nyt hus er blevet bygget til de hjemløse fra ødelæggelserne. Donorlandene lovede en masse, men de indfriede ikke de løfter, de gav på donorkonferencen i Kairo, fordi de ikke kan se, at der er kommet noget genopbygningsarbejde i gang”, siger han.
 
Ved donorkonferencen i Kairo i oktober sidste år bad den palæstinensiske præsident Mahmoud Abbas om 4,5 milliarder dollars til genopbygningen af Gaza-striben. Det mærkelige skete: At donorlandene enedes om at give meget mere, end det palæstinenserne bad om. Det internationale samfund kom med et samlet løfte om at give mellem 5,4-5,7 milliarder dollars.
 
Alle jublede. Konferencen var en kæmpemæssig succes. 
 
Tænk at verdens lande ville give mere, end der blev bedt om. Sådan noget sker sjældent. Med sådan en start kunne det da næsten kun gå godt.

Men når noget næsten er for godt til at være sandt, så er det ofte ikke sandt.
 
 

Nu et år efter krigen og ødelæggelserne er kun under én milliard dollars af denne enorme sum blevet udbetalt. 
 
”Det har naturligvis skadet det internationale samfunds anseelse i mange palæstinenseres øjne. De mener, at omverdenen ikke har levet op til sine egne løfter. Men det betyder også, at de unge, som har lidt under den her krig, og under de to forgående, føler sig bedraget, og i stigende grad bliver radikaliseret. Fattigdommen vokser, arbejdsløsheden er høj, og vi begynder at høre, at radikale grupper vokser i tilslutning i Gaza-striben”, fortæller Omar Sha’aban.
 
Selvom der indtil videre altså kun er givet en brøkdel af det lovede beløb, så spørger mange hernede, hvor selv de penge så er forsvundet hen, for ingen hjemløs fra krigen i 2014 er indtil videre flyttet ind i et genopført hus. Og den oprydning, der er i gang, den foregår på et absolut spare-budget.
 
Det område jeg besøgte i går lignede, som jeg indledningsvist skrev, Beirut efter borgerkrigen. Kæmpemæssige ruinbunker og bygninger der stod tilbage som nøgne skeletter mod himlen med alle vægge blæst ud. Det var det sørgelige skue i alle retninger. Ligegyldigt hvor jeg rettede blikket hen. I hele dette ødelagte område var kun én enkelt bulldozer sat til at rydde op. Den blev ledsaget af et hold nedrivningsarbejdere på en 4-5 stykker, som med store mukkerter bankede betonstykkerne til småsten og sorterede stålforstærkningerne fra, så det hele kunne genbruges.
 
 

Slidsomt arbejde. Man bliver betaget af at næsten alt bliver genbrugt. Men tempoet er ikke imponerende. Hvis der havde været 20-30 lignende hold omkring lige så mange flere bulldozere, og store lastbiler i en konstant strøm ind og ud, kunne man måske forledes til at tro, at de hjemløse her måske ville havde et nyt hus i udsigt. Men det var ikke den fornemmelse, jeg forlod Shuja’iyya-området med.
 
”Ifølge de internationale hjælpeorganisationer og også mine egne vurderinger som økonom, så vil genopbygningsarbejdet tage 30 år, hvis det fortsætter i det nuværende tempo”, forklarede Omar Sha’aban mig bagefter.
 
 

Sent om aftenen, efter jeg hører premierminister Hamdallah’s udtalelser, ringer jeg Omar Sha’aban op og spørger ham, om der mon er noget, jeg ikke har set. Et område hvor byggeriet er i gang i? Premierministeren må da bygge sine udtalelser på et eller andet.
 
”Du kan citere mig for, at der også var masser af andre fejl i premierminister Hamdallah’s tale”, svarer Omar Sha’ban, som står ved udtalelsen om, at det vil tage tre årtier at få genopbygget det dødelagte, hvis sagen ikke gribes dramatisk anderledes an.
 
”Vi har stadigvæk 1.200 hjemløse familier fra krigen tilbage i 2012, som endnu ikke har fået tag over hovedet”, siger han. ”Jeg taler ikke om de 18.000 ødelagte huse fra krigen sidste år. Men om endnu ikke genopbyggede huse fra 2012.”
 
Det er ikke fordi der ikke findes byggematerialer i Gaza-striben, for det er der en del af. 
 
Tidligere var cement, jernforstærkning og mange andre bygge- og konstruktionsmaterialer på Israels sorte liste over forbudte ting, som ikke måtte importeres til Gaza-striben. Sådan er det ikke længere.
 
I dag er der cement i Gaza-striben. Masser af cement faktisk. Men det bliver bare ikke afhentet, fordi mange af de mennesker, hvis huse er blevet ødelagt, ikke har råd til at betale for selve genopbygningen af deres ødelagte hjem.
 
 

Da jeg møder indehaveren af et af Gaza-stribens største lagre af cement bliver jeg mildt sagt lidt overrasket. Cementen ligger sæk på sæk i et kæmpemæssigt bjerg inde i lagerhallen, og der er ikke en lang kø at folk udenfor, som venter på at få det udleveret, så de kan få repareret deres beskadigede hus. Der er faktisk ingen overhovedet.
 
”Som du kan se her, så har vi omkring 1.000 ton cement liggende, men i de sidste to måneder har vi måske kun solgt omkring 10-20 tons”, siger Khaled Al Amasi og peger over bjerget af cementsække.
 
På væggene i lagerhallen sidder der videokameraer, og inde i hans lille kontor er der en stor TV-skærm delt op i en masse mindre monitorer, hvor man kan se alt, hvad der foregår ude i lagerhallen. Via internettet går signalet videre til FN’s overvågningsgruppe, som holder øje med cementen, som om det er Irans atom-program, der er tale om.
 
Der bliver ført meget nøje kontrol med hvert et kilo cement. Det er Israels krav for at tillade cementen og jernafstivningerne i at blive importeret. Israel vil ikke risikere, at byggematerialerne bliver brugt til at bygge nye Hamas-angrebstunneler med, som kan blive brugt i en ny krig imod den jødiske stat.
 
 

FN holder øje med cementen, lige indtil den bliver udleveret til en fattig palæstinensisk flygtning, hvis hus er blevet ødelagt under krigen. Herefter holdes der ikke øje længere.
 
Problemet er bare, at mange fattige palæstinensere ikke har råd til selve genopbygningen af deres hus. Cementen, som de har fået tilladelse til at købe, er imidlertid så billig, at mange fristes til at købe det, de har fået lov til, og så sælge det på det sorte marked, hvor de kan få en 200 procents fortjeneste. Så har de i det mindste lidt penge at leve for.
 
”FN-monitorgruppen kommer kun og tæller cementsækkene og sikre, at det er den cement, der er med i programmet” forklarer Khaled Al Amasi. ”Men når der kommer en mand og køber 20 sække cement, så kopierer jeg bare hans ID, han skriver under på, at han har modtaget det, han hare krav på, og så siger jeg farvel til ham. Hvad der derefter sker med cementen, er ikke mit problem eller for den sags skyld FN-monitorgruppens problem”, siger han og smiler opgivende.
 
Hvor cementen derefter forsvinder hen, er der ingen, der ved.  Men alle jeg talte med i Gaza-striben var dog ikke et øjeblik i tvivl om, at Hamas er aftager af en pæn stor del af det, og at organisationen formentlig er godt i gang med at anlægge et nyt system af angrebstunneler ind under grænsen til Israel. Denne gang konstrueret med cement og jernforstærkninger, som helt legalt er kommet ind i Gaza-striben fra Israel under FN’s vågne øje.
 
 

”Det er et kæmpe problem”, fortæller Hashem Abd el-Al, chef for det største cement-importfirma, som står for 90 procent af al cement i Gaza-striben. ”Alle du taler med – grosister, entreprenører, det sorte marked – fortæller, at hvis modtageren er fattig, så sælger han højest sandsynlig cementen videre.”
 
Muhammed Sa’ada, som selv er bygningsarbejder fra Beit Hanoun udenfor Gaza By, afhentede en ladning cement hos Khaled Al Amasi, mens jeg var der. Han er enig:
 
”Det sorte marked lever højt på de mennesker, der ikke har råd til at genopbygge deres huse. De sælger noget af deres cement, så de får penge til i det mindste at lave visse forbedringer på deres hus med den resterende cement.”
 
Oprydningen af Gaza efter den 50 dage lange krig sidste år er måske lige så langsomt ved at komme i gang. Hen ad vejen begynder genopbygningen måske også. Men at næsten 95.000 familier allerede skulle have afhentet deres tildelte cement, og at genopbygningsprogrammet skrider planmæssigt frem, som den palæstinensiske premierminister antyder, synes i hvert fald ikke at være helt i overensstemmelse med den virkelighed vi i øjeblikket kan iagttage her i Gaza-striben.






Klik her for at se en kort video fra et cementlager i Gaza By.

Ovre på TV2/Nyhedernes hjemmeside kan du udover artiklen herover også se indslaget fra 22-Nyhederne.





 
Tilføj kommentar