Gaza-striben et år efter krigen:

 
 

GAZA (16.07.2015): Det er et rent mirakel, at jeg kan mødes med Abu Mahmoud Se’adah og hans familie. Ikke fordi de er svære at få fat i, men fordi det kun var et rent lykketræf, der gjorde, at de overhovedet overlevede krigen for et års tid siden.
 
Kampene bølgede frem og tilbage i det her område af Gaza, og pludselig kom familiens hus i frontlinjen. 
 
I dag er størsteparten af huset styrtet sammen. Kun omkring en fjerdedel står stadigvæk, selvom murerne er fulde af revner og granathuller.
 
”Det bragede løs omkring os. Jeg forsøgte at hente noget tøj i vores klædeskab, men jeg kunne ikke få det ud af skabet. Jeg var så bange. Udenfor kunne man høre, at det israelske bombardement var blevet virkelig intensivt”, fortæller Abu Mahmoud, mens han fører os igennem en totalt mørkelagt smal korridor, der ender i en sammenstyrtet trappeskakt.
 
 

Meget andet har gamle Abu Mahmoud og en af hans sønner, som også bor her i huset med sin kone og fire døtre, nået fået ryddet op i, men trappeskakten står stadigvæk som en total ruinhob, nøjagtigt som den gjorde, da kamphandlingerne ophørte sidste år. Måske er der fordi trappeskakten reddede dem. Jeg ved det ikke. 
 
Selvom det er en forfærdelig, traumatisk historie Abu Mahmoud fortæller, så gengiver han den nøgternt, uden de store følelser eller armbevægelser, nærmest som om det skete, bare er, hvad man kunne forvente.
 
”Huset blev først ramt af en granat, og en stor del af vores førstesal styrtede sammen. Vi løb ned ad trappen i ren panik.”
 
Men udenfor lød det som om kampene var blevet endnu værre, så i stedet for at flygte videre ud af huset, krøb de alle sammen ind under trappen i det fjerneste hjørne af huset. 
 
”Derovre sad vi”, siger Abu Mahmoud og peger på en bunke murbrokker med en betontrappe og et forvreden metalgelænder oveni. 
 
Pludselig blev den del af huset, hvor de havde søgt tilflugt, også ramt. Selv mener Abu Mahmoud at det var en bombe smidt af et israelsk fly, der ramte dem, men han har ikke bagefter kunnet finde nogen fragmenter af bomben, som man ellers tit kan. 

Hele trappeskakten styrter sammen omkring dem.
 
”Jeg var sammen med min svigerdatter og børnebørn. Vi kunne intet se fordi luften var fuld af støv og sammenstyrtede ruiner, der væltede på grund af bomberne”, forklarer Abu Mahmoud Se’adah mens vi står ovenpå murbrokkerne ude i den ødelagte trappeskakt.
 
 
 
Første salen af huset er totalt ødelagt og den ene halvdel af stueetagen er også forsvundet. Et soveværelse, et interimistisk køkken og den skumle, mørke korridor står stadigvæk. Opholdsstuen er halvt styrtet sammen, så den er ved hjælp af et kæmpestort stykke presenning blevet en slags udestue, hvor familien kan sidde i skyggen her i de varme sommermåneder, mens børnebørnene leger rundt om i ruinen.
 
Der er ingen elektricitet i huset endnu, så Umm Mahmoud skramler lidt i blinde rundt ude i køkkenet, indtil hun får trukket forhænget foran det lille vindue lidt til side. Det hjælper naturligvis heller ikke, at vi
 
 
fremmede mænd er kommet på besøg, for det betyder, at hun derfor er dækket helt til af den islamiske niqab-kvindedragt, som kun efterlader en smal sprække til øjnene, hvilket ikke gør madlavningen nemmere.
 
Men tilberedningen af aftenens måltid må foregå, som det bedst kan. Og det gør det – for palæstinensiske kvinder er et hårdt prøvet folkefærd, som har en lang erfaring i at klare sig trods al modgang.
 
”En palæstinensisk kvinde kan klare sig med hvad som helst, der er til rådighed”, siger Umm Mahmoud mens hun skræller kartofler under det rindende vand.
 
Huset er egentlig klassificeret som totalt ødelagt, men Se’adah-familien har ikke penge til at flytte et andet sted hen, så de bor fortsat i ruinen af deres hjem, mens de venter på, at nogen kommer og hjælper dem med genopbygningen.
 
De blev fortalt, at de ville blive opsøgt, men det er ikke sket. Selv nu – et år efter krigen – har de endnu ikke modtaget nogen hjælp til at få huset repareret. 
 
”Vi vil gerne have vores hus genopbygget så hurtigt som muligt, men vi har ingen mulighed for selv at gøre det. Vi venter på rekonstruktionen hver eneste dag, så vi kan få en anstændig menneskelig tilværelse”, siger Abu Mahmoud, men han er godt klar over, at mange her i Gaza-striben har det værre en ham, og at hans familie derfor formentlig står ret langt nede på listen.
 
 

Splittelsen mellem Hamas i Gaza-striben og Fatah-bevægelsen på Vestbredden er en del af problemet, mener Umm Mahmoud. De to bevægelser modarbejder hinanden, siger hun, og det er kun Israel, der har gavn af det.
 
”Helt klart. Vi beder hele tiden til Gud om at de (Hamas og Fatah) vil blive forenet og begynde at arbejde sammen som én organisation, så vi kan sejre over dem, der ødelagde vort hus”, siger hun bestemt, og henviser til Israel, som efter hendes mening aldrig bliver stillet til ansvar for sine handlinger.
 
Abu Mahmoud har sat sig på gulvet på en madras og læner sig op af væggen. ”En af de få som endnu står”, siger han grinende, mens han tager sin Koran frem for at læse lidt i den. Familien har altid været religiøs, og flere af sønnerne er med i Hamas’ væbnede gren.
 
”Det er”, siger en af mine palæstinensiske venner, da jeg om aftenen fortæller ham om mit besøg hos Se’adah-familien, ”en helt almindelig Gaza-historie”, hvilket jo i virkeligheden gør den meget værre. Men han har ret, for Se’adah-familien hører på ingen måde til blandt de hårdest ramte efter Hamas’ krig med Israel sidste år.
 
Men mens krigen for lang tid siden stort set er overstået for de fleste israelere, så lever i hundredtusindvis af palæstinensere her i Gaza-striben stadigvæk med eftervirkningerne og de negative konsekvenser af en krig, hvor kamphandlingerne sluttede for snart et år siden.
 
Jo længere tid der går, inden folk igen får et anstændigt liv, jo mere vokser vreden og frustrationerne i den palæstinensiske befolkning, og det er det perfekte rekrutteringsgrundlag for at de bliver tiltrukket af endnu mere yderligtgående og militante bevægelser. 
 
Så de evige forsinkelser af genopbygningen af Gaza efter krigen øger blot risikoen for endnu en blodig runde af denne tragiske konflikt.
 

* * *

Hvis du vil se en lille video, vi skød ude i et af de mest ødelagte kvarterer af Gaza By, kan du klikke her.



 
Tilføj kommentar