Gaza-striben et år efter krigen:

Befolkningstilvæksten er en tikkende bombe

 
 
Glade, grinende, legende børn stimler sammen om et mini-pariserhjul.

GAZA (17.07.2015): Der er børn overalt her i Gaza-striben. 
 
Glade børn der støjende leger på hver en åben plet imellem husene, på gaderne, i gyderne og baggårdene.
 
Børn er på alle måde indbegrebet af optimisme og fremtidshåb. Og fra den synsvinkel burde Gaza-striben være et af de mest optimistiske steder i verden, for her er der ualmindeligt mange børn.
 
Mens vort danske samfund – ligesom de fleste andre nordeuropæiske – har en overvægt af midaldrende og ældre, så er det palæstinensiske samfund ualmindeligt ungt. To tredjedel af befolkningen under 25 år gamle.
 
 
Der er børn alle vegne i Gaza-striben.

Hos os i Danmark er problemet, at vi ikke ved, hvem der skal arbejde og skabe værdierne, når vi alle sammen bliver pensionister. I Gaza-striben er problemet, at der ikke er plads til alle de mennesker, der er på vej.
 
Gaza-striben er et af verdens tættest befolkede steder i verden. Og i modsætning til for eksempel Hong Kong, så bor folk hernede ikke to 20 etager ovenpå hinanden, hvilket ville have været arealbesparende. I Gaza-striben bor man ved siden af hinanden.
 
Gaza-striben er 360 kvadratkilometer stor. Det er en smule større end Langeland i Danmark. Men mens der på Langeland, hvor jeg har mit danske hjem, bor omkring 13.600 mennesker, så er der her i Gaza-striben trængt 1,8 millioner sammen. Ikke som på Langeland på fed, frugtbar, sort dansk muldjord. Her er det på goldt, støvet ørkensand.
 
Og som for at gøre ondt værre, så har denne unge befolkning en befolkningstilvækst, som er blandt de allerhøjeste i verden. Så stor at der i Gaza-striben om 20 år vil være mere end dobbelt så mange som nu!
 
Så når vi i disse dage – på årsdagen for Hamas’ krig imod Israel – fokuserer på, at det endnu ikke er lykkedes at få genopbygget de 18.000 huse, der blev ødelagt under krigen, så er den opgave i virkeligheden minimal i forhold til opførelsen af alle de mange hjem, der bliver brug for i Gaza-striben i de kommende år bare for at huse den naturlige befolkningstilvækst.
 
 
Der er masser af børn i Gaza-striben, og det er både godt og skidt.

”En rapport fra FN-organisationen UNRWA, som blev offentliggjort i 2012 om Gaza frem til 2020 så har Gaza behov for 100.000 boliger i de kommende år. Så det skal lægges oveni det, der blev ødelagt i krigene”, fortæller Gaza-økonomen Omar Sha’aban.
 
”I 2035 vil vi være 4 millioner indbyggere. Trængt sammen på 360 km2!!!”
 
”Vi skal bruge 500 nye skoler. Vi skal bruge 100.000 nye hjem bare for at kunne holde trit med den naturlige vækst. Vi har 20.000 nye ægteskaber hvert år. Vi har 30.000 nye studerende på universitetet hvert år”, fortæller den palæstinensiske økonom.
 
”Og befolkningen er ung, så den vil fortsætte med at vokse med den vækstrate”, siger jeg halvt spørgende, halvt konkluderende..
 
”Ja. To tredjedele af Gazas befolkning er unge under 25. Vi er et ungt samfund, og disse unge sidder uden at have noget at tage sig til. Politikerne bliver nødt til at forstå konsekvenserne af deres kortsigtede politik.
 
 
Der er brug for helt andre visioner fra politikernes side, siger Omar Sha'aban.
De er tåber kun optaget af små dagligdags ting.”
 
”Hvad med de kommende generationer. Gaza vil have en befolkning på 2,1 million indbyggere i 2020. Det vil vokse til 4 millioner i 2035. Vi bliver nødt til at handle nu. Vi burde have gjort det i går. Eller for langt længere tid siden”, siger han. 
 
Og det er ikke bare et problem med pladsen. Det er også et problem med den økonomiske udvikling. Der er bare ingen måde, at den palæstinensiske økonomi kan følge med den palæstinensiske befolkningsudvikling. I særdeleshed ikke, når det Hamas-kontrollerede Gaza er i en konstant konflikt med både Israel og Egypten.
 
 
Nogle af Abd el-Al-børneflokken samlet foran fjernsynet.

”Israelerne bliver nødt til at forstå, at usikkerhed i Gaza heller ikke er godt for dem. Vi er jo ikke langt væk fra Israel. Kun 10 km væk. Og israelerne synes at tro, at vi ikke eksisterer. De bliver nødt til at forstå, at vi er her. Og at stabiliteten og fremgang i den palæstinensiske økonomi her, er af afgørende og vital interesse for deres egen stabilitet. Vi kan ikke være naboer med $ 600,- per indbygger per år her, når naboerne lige ovre på den anden side af hegnet i Israel i snit tjener $ 30.000,- per indbygger per år. Det må gå galt”, siger han.
 
Vores chauffør Said har selv 10 børn og nummer 11 er på vej. Han gør grin med min kameramand Anders, som ingen børn har endnu, og mig, som kun har to.
 
 
Gamle Umm Ayman er matriark for en flok af børnebørn på 62.
Det forekommer lige så absurd for ham, som det at han er fader til et fodboldhold synes for os.
 
Said fortæller, at i hans kvarter er det på ingen måde ualmindeligt at have 10, 12, 14 børn. Han tager os med til en af sine naboer. Abd al-Al-familien, som alle i den udvidede storfamilie bor i nærheden af hinanden. Bare i den ejendom, vi besøger, bor onkler, tanter, brødre og søstre og deres respektive børn dør om dør, etage efter etage ovenpå hinanden. Over 100 personer i blot denne ene ejendom.
 
Umm Ayman er på ingen måde gammel af en bedstemor at være. I begyndelsen af 60’erne, men hun er matriark for en hel klan… eller en pæn stor del af den, for hendes mand har også en anden kone. Da vi spørger hende, hvor mange børnebørn hun har, er
 
 
Mange børn er en aldersomssikring, siger Kifaya Abd el-Al.
det en mindre folketælling, der skal gennemføres.
 
”Lad os nu se…”, siger hun. ”Jeg har fem sønner og… døtre… hm… og de har… den ene næsten 15, 17 + 12 + 15… jeg har 62 børnebørn”, siger hun med et smil og kigger op. Opgaven er løst.
 
Og, beretter hun videre, tæller vi også de børn og børnebørn med, som hendes mand har med hans kone nummer to, så kommer flokken op på ikke mindre end 90!!!
 
En kæmpe børneflok er slet ikke ualmindelig her i Gaza-striben. 
 
Umm Ayman’s søn Ashraf og hans kone Kifaya har 11 børn.
 
Hvorfor så mange?
 
Et af de svar, vi ofte får er, at af mangel på et større samfund omkring med et socialt velfærdssystem, som tager sig af sine gamle og svage, så bliver børn og børnebørn en del af ens sikringen af alderdommen. Det er børnebørnene, der skal tage sig af en, når man ikke længere selv kan.
 
”Som palæstinensere er vi vante til den her slags liv, og vore børn vil blive vores sikkerhed for fremtiden”, forklarer Kifaya Abd al-Al.
 
 
Ashraf Abd el-Al håber, at hans egne børn får færre børn end han selv har gjort.

Ashraf Abd el-Al, som er taxachauffør, synes dog, at det er for hårdt at brødføde så stor en familie, og han ønsker noget andet for sine egne børn. Ikke at de skal få ligeså mange børn som han har fået.
 
”Nej, jeg vil håbe, at mine børn selv kun får et eller to børn. Det kæmpe slid vi har været igennem, ønsker jeg ikke for vores børn”, siger han med et træt smil.
 
”Efter vi selv har fået så mange børn er jeg nok vågnet lidt op. Det er et kæmpe ansvar og slid. Det bliver sværere og sværere, fordi der hele tiden kommer flere til. Den ene efter den anden.”
 
”Hvordan får I økonomien til at hænge sammen”, spørger jeg.
 
 
En af Kifaya og Ashraf's døtre. Pigerne i familien fungerer som små mødre, der passer søskende og hjælper til i huset.

”Vi får nogle penge og lidt hjælp fra forskellige sociale og velgørende organisationer. Efter vi har fået så mange børn føler vi byrden. Det er umuligt at overkomme”, siger Ashraf.
 
Da jeg fortæller Ashraf om befolkningstilvæksten, og hvor mange der vil være i Gaza om 20 år, ryster han på hovedet.
 
”Allerede med situationen som den er nu, er det meget svært. Så det bliver en ren lidelse, hvis der skal bo 4 millioner mennesker i det her område. Vi er nu mindre end 2 millioner nu. og det er allerede næsten umuligt at leve med”, siger den palæstinensiske taxachauffør.
 
 
Drengene derimod behandles som en slags prinser med meget få opgaver... andet end at vogte over deres søstres ære. Også et problem. Men det er en helt anden historie.

Med mindre situationen – den politiske, den diplomatiske, den økonomiske, den befolkningsmæssige, den… Kort sagt alt. Med mindre stort set alt meget snart ændrer sig, så vil bare befolkningstilvæksten i Gaza-striben få tingene til at bryde sammen.
 
Befolkningstilvæksten er en tikkende bombe.
 
En bombe der vil eksplodere, næsten uanset om der i morgen ved et bibelsk mirakel pludselig ned fra himlen skulle dumpe en fredsaftale, som alle parter vil kunne leve med.

* * *

En lille video hvor jeg forsøger at forklare situationen på under et minut.



 


Dette er min sidste reportage fra Gaza-striben i denne omgang. Jeg bliver nødt til at pakke og sætte kursen mod Danmark. Arbejde på TV2's udenrigsredaktion i Odense og derefter lidt ferie på Langeland. Men jeg kommer sikkert til at skrive lidt mere om situationen i Gaza i den kommende tid, for jeg har naturligvis oplevet langt mere hernede, end det jeg har fået med i disse tre artikler.




 
Tilføj kommentar