Dansk skræmmekampagne imod flygtninge:

Registreres slet ikke på Richter-skalaen

 
 
Avisannoncen fra det danske Integrations- og boligministerium.

JERUSALEM (07.09.2015): ”Nej, jeg gør ikke grin med dig”, måtte jeg et par gange forsikre Gebran, da jeg ringede ham op i Beirut for at høre om mulige reaktioner på den danske regerings annoncekampagne, der skal forsøge at skræmme flygtninge i Libanon fra at sætte kursen imod Danmark.
 
Ligesom alle de øvrige, jeg talte med, havde Gebran ikke lagt mærket til annoncen, selvom jeg ved at han dagligt læser både An-Nahar og As-Shafir. Han måtte ud i køkkenet og hente aviserne igen.
 
Jeg kunne naturligvis ikke igennem telefonen høre, at han rullede med øjnene, men baseret på hans stemmeføring var det det billede, jeg inde i mit hoved dannede af ham.
 
Gebran en af de fornuftige, rationelt tænkende, analytiske libanesere, jeg nogle gange ringer op, for lige på afstand at fornemme stemningen i den libanesiske hovedstad om dette eller hint. Men det var tydeligt, at Gebran her til morgen mente, at jeg nu nærmede mig petitesse-grænsen.
 
De sidste gange, vi har talt sammen, har det været om betydelige spørgsmål som Libanons manglende præsident, spørgsmålet om regeringen ville falde under presset fra de vrede protestdemonstrationer, og om der er risiko for at landet igen kan blive kastet ud i en borgerkrig.

 
 
Efter jeg havde forklaret ham, hvem Inger Støjberg er, bad jeg om hans reaktion på integrationsministerens annonce.
 
”Tror hun mon virkelig, at folk der er på flugt fra denne verdens allerværste humanitære katastrofe lige nu, vil undlade at søge i sikkerhed og få sig en menneskeværdig tilværelse igen på grund af den her annonce”, spurgte Gebran tilbage.
 
Selvom flygtningene nok næppe køber særligt mange aviser, så mener Gebran dog nok, at indholdet af annoncerne i løbet af nogle dage vil finde vej ud til nogle af de mange syrere, der de seneste år er kommet over grænsen ind i Libanon.
 
”De libanesiske myndigheder er bange for, at de syriske flygtninge ligesom palæstinenserne vil ende med at slå sig permanent ned i Libanon. Derfor laver de ikke egentlige flygtningelejre til dem. På grund af det og mange andre ubehageligheder så vil mange af de flygtninge, der har ressourcer til det, på et eller andet tidspunkt søge videre. I hvert fald hvis forholdene for dem her i Libanon ikke bliver bedre, og hvis der ikke er udsigt til nogen løsning på konflikten inde i Syrien”, forklarer han.
 
Gebran tror ikke, at flygtningene, med mindre de allerede har familiemedlemmer i Danmark, specielt vil sætte kursen i den retning, men alle drømmer om at komme til Europa. Først og fremmest for at deres børn kan få sig en anstændig opvækst. De fleste vil, mener Gebran, sikkert søge til Tyskland, Frankrig eller Storbritannien. Men hvis Danmark pludselig er en mulighed, så vil de tage dertil.
 
”De fleste lande vil nemt synes mere tiltrækkende end Libanon”, siger min ven. ”Jeg har svært ved at forestille mig, at I kan stramme betingelserne så meget, at det ikke stadigvæk er bedre end her i Libanon. Det er ikke fordi libaneserne er uvenlige eller ugæstfrie, vi har bare ganske enkelt ikke ressourcerne. Libaneserne er bange for, at det her kæmpemæssige problem kan få vores land til at falde fra hinanden.”
 
Lad mig give lidt baggrund for at forstå, hvad det er, Gebran taler om.
 
Libanon er et lille land. Et meget lille land. En fjerdedel af Danmarks størrelse. Danmarks areal dækker 44.000 kvadratkilometer. Libanon kun 10.500. Libanon er faktisk et godt stykke mindre end danske Region Midtjylland.
 
 

I dette lille land bor der godt og vel 4 millioner libanesere. Hertil kommer der omkring 1,5 millioner registrerede syriske flygtninge. Men da mange ikke er registrerede, så er et mere sandsynligt skøn, at der formentlig snarere er henved 2 millioner syriske flygtninge i Libanon. Læg dertil i nærheden af 300.000 palæstinensiske flygtninge, der har levet i landet i mange årtier.
 
Hver tredje – mindst – er altså flygtning i Libanon.
 
Kast et blik rundt, hvor du selv står lige i øjeblikket, og forestil dig, at hver tredje, du ser, er flygtning!!!
 
Sådan er det i Libanon. Og sådan har det været længe.
 
Derfor er det lidt svært for mange libanesere, at tage den danske flygtningedebat særlig alvorlig.
 
Det er lidt en opsummering af de reaktioner, jeg i dag har kunnet skaffe fra folk i Libanon, jeg kunne ringe til. En lettere måben i retning af ”Jeres problemer rangerer slet ikke på Richter Skalaen over problemer i den her del af verden!”
 
Én enkelt, jeg talte med på et tidligere besøg i Libanon for et års tid siden, og derfor er det altså ikke som en reaktion på Inger Støjbergs annoncekampagne, sagde dog den gang til mig: ”Hvis der er noget, I kan lære af Libanons historie, så er det, at I må sætte hælene i og ikke blive løbet over ende af flygtningestrømmen. Her i Libanon er der så mange flygtninge, at vi ikke er herre i vores eget hus længere.”
 
 

Det har libaneserne nu ikke været længe. Og ikke kun på grund af flygtningestrømmen.
 
Libanon har mere eller mindre befundet sig i en kronisk politisk krise nærmest siden sin fødsel. 
 
Det skyldes både den måde landet er skruet sammen på. Hvordan det politiske system er designet. Befolkningssammensætningen. Hvordan nabolandene bruger og misbruger Libanon og så videre.
 
Fra fødslen var Libanon multi-etnisk, -kulturelt og –religiøst. Delt op mellem forskellige kristne retninger – med maronitterne som de dominerende, muslimer – splittet op mellem sunnitter og shi’iter og drusere. Læg dertil de palæstinensiske flygtninge, der var et resultat af den første arabiske krig imod det nyoprettede Israel i 1948.
 
Af hensyn til disse mange forskellige, ofte indbyrdes stridende grupper, som alle vogtede jaloux på hinanden, og hvis interesser ofte gik i modsatte retninger, blev der lavet en uskreven nationalforordning (en slags grundlov), der i starten sikrede de kristne seks medlemmer af parlamentet for hver fem muslimer. Den fordelingsnøgle er senere blevet justeret til en 50:50-fordeling mellem kristne og muslimer.
 
De kristne er fortsat sikret en række vigtige magtpositioner som for eksempel præsidentposten, chef for de væbnede styrker og så videre. Premierministeren skal altid være sunni-muslim, parlamentsformanden shi’itisk muslim og sådan fortsætter fordelingsnøglen igennem regeringens forskellige poster.
 
Det er oplagt, at et sådant system kun kan kaldes demokratisk af navn. 
 
 

Så længe libanesiske politikere ikke først og fremmest er libanesere, men først og fremmest varetager maronittisk-kristne interesser, eller shi’itiske Hizbollah-interesser, drusiske eller noget helt syvende, så er der et problem. 
 
Og der er altid problemer.
 
Nogle i Libanon vil gerne rette landet mere ind efter et mere vestligt og europæisk inspireret design. Andre vil hellere have det ind under Irans indflydelse. Endnu andre søger deres støtte i Saudiarabien og i de arabiske goldstater.
 
Lige nu kan landet ikke blive enige om at få udpeget en ny præsident. Befolkningens frustrationer over det politiske systems ineffektivitet og korruption har fået dem til at gå på gaden og kræve regeringens afgang. 
 
”Gnisten”, der har antændt krudttønden denne gang, er den manglende affaldsindsamling, der får bjerge af ildelugtende skrald til at hobe sig op i Beiruts gader. Men årsagerne er mange – blandt andet de ovennævnte.
 
Som et resultat af borgerkrigen i det kæmpestore naboland Syrien, tager unge shi’itiske libanesere i Hizbollah-militsen ind i Syrien og kæmper på præsident Bashar al-Assads side. Sunni.muslimske libanesere tager ind og kæmper på oprørernes side. Det vil sige, at libanesere igen dræber libanesere, men det sker blot på nabolandets jord. Læg dertil af Libanons befolkningsstørrelse som sagt i de seneste år er vokset med 50 pct. på grund af flygtningestrømmen fra ragnarokket inde i Syrien.
 
Hele dette epos blot for at sætte scenen for det miljø og den stemning der er i det land, den danske integrationsminister Inger Støjbergs annonce i dag er blevet offentliggjort i.
 
 

Helt kort kan man sige, at med den Top-20 liste af problemer, libaneserne i øvrigt har at kæmpe med, så når den danske avisannonce end ikke at komme i betragtning til at komme i nærheden af listen. 
 
Ingen jeg i dag har talt med tror, at de danske avisannoncer vil få nogen større indflydelse på flygtningestrømmen, eller hvilken retning den vil gå i efter Libanon.
 
Eller som Gebran spurgte mig: ”Kunne man mon tænke sig, at der i virkeligheden ligger nogle danske indenrigspolitiske motiver bag annoncekampagnen?”




Artiklen her er oprindelig skrevet til TV2's hjemmeside.
 



 
Tilføj kommentar