Den syriske flygtningetragedie:

Man forstår Europas tiltrækning

19-årige Bushra med sin mor og yngste bror i baggrunden. Bushra vil gerne være skolelærer... en dag... hvis hun kan komme ud af flygtningelejren og tilbage til et normalt liv.
19-årige Bushra med sin mor og yngste bror i baggrunden. Bushra vil gerne være skolelærer... en dag... hvis hun kan komme ud af flygtningelejren og tilbage til et normalt liv.
BEIRUT (19.09.2015): De officielle tal siger, at der er omkring 1.3 millioner syriske flygtninge i Libanon. Men det tal indrømmer selv FN er alt for lavt. Læg så dertil at Libanon er et meget lille land – faktisk en smule mindre end Region Midtjylland – med et normalt indbyggertal i nærheden af 4,5 millioner.
 
 
Bushra al-Hamdou, 19 år fra Hama i Syrien.

Et mere korrekt tal på antallet af flygtninge er snarere omkring 2 millioner, er de fleste her enige om. Mange af dem har ikke ladet sig registrere hos UNHCR, men har blot krydset grænsen og fundet sig et sted at være. Enten hos familie, venner eller de er rykket ind i en billig lejlighed.
 
Det betyder, at i Libanon er omkring hver tredje eller hver fjerde person flygtning. 
 
En kæmpemæssig udfordring for et land, der selv under de bedste forhold kæmper for at holde balancen og på ingen måde selv har alt for stabile forhold. Med de mange syriske flygtninge, der i de seneste fire år er strømmet ind, og en rasende, vanvittig, blodig borgerkrig lige ovre på den anden side af grænsen, er libaneserne naturligt nok bekymrede for fremtiden.
 
 
I teltet overfor følger de med i vores interview i sikker afstand omme bag myggenettet.

I går besøgte jeg sammen med TV2-kameramand Rasmus Nielsen den lille libanesiske by Jeeb Jineen i Beka’a-dalen nær Litanifloden og grænsen til Syrien. Byen er blevet fordoblet i de sidste fire år. Normalt har den en befolkning på lidt under 50.000. Men siden borgerkrigen i Syrien brød ud, har 50.000 syriske flygtninge også slået sig ned i og omkring Jeeb Jineen.
 
Lige nu sidder vi i Beirut og redigerer vore optagelser til et TV-indslag om flygtningesituationen til indsamlingsaftenen på søndag. Her får I blot nogle enkelte af de billeder fra Jeeb Jineen, som jeg lige har”fremkaldt” på computeren, og nogle af mine umiddelbare oplevelser.
 
Via Mellemfolkeligt Samvirkes samarbejdspartnere – Action Aid – som kører et dialog- og konfliktløsningsprojekt i byen, kom vi i kontakt med et par flygtningefamilier.
 
 
For fire år siden boede Bushra og hendes familie i et ordentligt hus. Nu ligger deres hjemland i ruiner, og hun bor i en flygtningelejr.

Den ene af dem, Bushra al-Hamdou er bare 19 år gammel og kommer fra det totalt udbombede Hama lige nord for Damaskus. Her levede hun og hendes familie et forholdsmæssigt normalt og komfortabelt liv indtil borgerkrigen brød ud og tvang dem på flugt. De sidste fire år har hun boet i forskellige midlertidige telte og hytter i og omkring Jeeb Jineen.
 
Lige nu bor Bushra i en midlertidig lejr. Alle lejrene er midlertidige. Og der er mange af dem. Hun ved ikke, hvor mange der bor i denne. Kun at der er omkring 150 telte og skure i den, og at familierne i gennemsnit ligger på en 5-6 personer. Så vi taler sikkert om en 8-900 personer.
 
Libaneserne er bange for at det syriske flygtningeproblem skal blive permanent, som det palæstinensiske er blevet det. Palæstinenserne kom i 1948, og de er her stadigvæk. Derfor vil de ikke have egentlige, organiserede lejre, drevet af de internationale hjælpeorganisationer, som man ser det i for eksempel Jordan.
 
Bushra’s familie består af 8 personer. Far, mor og fem søskende. Hun er den ældste. Den ældste og dermed den, der forventes at hjælpe forældrene med at få livet under de hårde, utaknemmelige forhold, de lever, til at fungere. Så den unge pige har ansvaret for en hel families fremtid lagt på sine skuldre.
 
Jeg føler at jeg kan se det i hendes øjne. 
 
En dyb sorg og masser af bekymring.
 
End ikke jeg kan se, hvordan det skal gå dem godt. Hvordan kan hun? Naturligvis er hun bekymret! Dette er ikke et liv, man ønsker for sin værste fjende.
 
Når jeg spørger hende om noget, er hun tænksom og svarer velovervejet. Hendes hænder gestikulerer, men der kommer ikke mange smil over hendes læber.
 
 
Den lille, kønne flygtningepige, som følger mig rundt, men hele tiden holder sig på afstand.

Det forstår jeg godt. Livet her er hårdt.
 
”Vi må ikke arbejde her i Libanon, men vi har jo ikke noget valg. Vi bliver nødt til at tjene penge”, siger den unge Bushra. ”Det giver naturligvis problemer i forhold til nogle af vores libanesiske naboer. Men hvad skal vi gøre? Vi skal jo leve.”
 
Bushra håber, at dialog-projektet, som hun bruger en del af sin tid på, vil afhjælpe situationen.
 
”Projektet forsøger at formindske problemerne. Det er korrekt. Vi tilhører to forskellige folk. Men her i gruppen mødes vi med hinanden. Ikke kun én enkelt nationalitet. Men både libanesere og syrere.”
 
”Når vi mødes på den her måde, hører jeg libanesernes problem, og de lytter til mine. Vi giver hinanden endnu en chance for at løse problemerne”, siger den unge pige, som lyder langt klogere end sin alder. Det hårde liv har modnet hende.
 
 
Ingen ved det præcist, men der bor antageligt omkring 800 mennesker i denne lille lejr. Og den er blot en af mange.

”Tilbage i Homs i Syrien boede vi i et ordentligt hus, ligesom libaneserne omkring os gør her. Men nu lever vi i et telt af presenninger og brædder.”
 
”Jeg ville have ønsket, at mine mindre brødre ikke skulle have oplevet det, der er overgået os. Og jeg ville også gerne have selv have fortsat med min skole. Jeg ville drømme om at kunne fortsætte med at læse. Det vi gennemgår nu ville jeg gerne have været foruden”, siger den unge pige, der gerne vil være skolelærer.
 
Jeg rejser mig og kigger ud af teltåbningen, og mit blik falder på en lille, køn pige, der står og iagttager os ovre fra hjørnet af et nærliggende telt.
 
Jeg ved ikke, hvad hun hedder, og får det aldrig at vide. 
 
Jeg knipser et par billeder af hende, og hun trækker sig tilbage om bagved hjørnet.
 
Senere møder jeg hende igen. 
 
At jeg møder hende er måske så meget sagt, for hun holder hele tiden afstand.
 
 

Da jeg er færdig med at interviewe al-Hamdou-flygtningefamilien, som vi portrætterer i vores TV-indslag, vil min kameramand Rasmus Nielsen gerne filme lidt af deres dagligliv, uden at jeg går i vejen for ham, så derfor fortrækker jeg udenfor og benytter lejligheden til at fotografere lidt.
 
Den lille syriske flygtningepige er der igen. Hun er så køn, at man ikke kan undgå at opdage hende, men hun er også sky og genert. Hun iagttager mig hele tiden på afstand. Ligegyldigt hvor jeg bevæger mig hen i lejren, er hun et eller andet sted i kølvandet. Ofte, når jeg pegede kameraet i hendes retning, fortrækker hun rundt om et hjørne, men dukker snart
 
 
Endelig kommer hun tæt på, og jeg får et billede. Kort tid efter kører vi tilbage til Beirut. De syriske flygtninge må blive. Deres fremtid synes dyster.
op igen. Til slut lykkes det mig dog at få et par skud af hende.
 
Hun kan ikke være meget mere end en 4-5 år gammel. Flygtningelejren, hun bor i, har ligger her i fire år. Så den lille pige har givet vis levet det meste af sit liv som flygtning i et telt lavet af et par presenninger.
 
Som situationen ser ud lige nu, så vil hendes liv fortsætte på den her måde de næste par årtier. Den umenneskelige, brutale borgerkrig i Syrien viser ikke tegn på at nærme sig en afgørelse. Libanon kan ikke klare flygtningepresset ret meget længere. Nødhjælpsorganisationerne er for de flestes vedkommende næsten løbet tør for penge.
 
Så det bedste, der kan siges om den lille piges tilværelse lige nu er, at her bliver hun og hendes familie i det mindste ikke bombet af regeringsstyrkerne eller maltrakteret af bestialske, militante islamister. Her kan hun overleve, men ikke meget mere.
 
 

Skal hun have et ordentligt liv med en fremtid, må det ske et andet sted.
 
Og selvom de fleste, jeg mødte her i lejren, til enhver tid ville foretrække at kunne vende tilbage til Syrien, så kan alle også se, at det er en naiv drøm. Derfor ser mange her Europa som deres eneste redning.
 
Kan man næste fortænke dem i det?
 
Jeg ville selv have sat kursen i den retning, hvis skæbnen havde placeret mig i de syriske flygtninges situation.

 
Tilføj kommentar