Syriske flygtninge i Libanon:

De forfulgte blandt de forfulgte

Det er hårdt nok at være flygtet fra sit hjem. Men tilhører man derudover en minoritet, ender man med at føle sig som en forfulgt blandt de forfulgte.
Det er hårdt nok at være flygtet fra sit hjem. Men tilhører man derudover en minoritet, ender man med at føle sig som en forfulgt blandt de forfulgte.
JERUSALEM (08.10.2015): Efter fire og et halvt års blodigt mareridt er en stor del af den syriske befolkning på flugt. Mere end halvdelen af den syriske befolkning menes at have forladt deres hjem. Mange er internt fordrevne, flygtninge som har søgt tilflugt et andet sted inde i Syrien, mens andre er flygtet til nabolandene – Irak, Tyrkiet, Libanon og Jordan.
 
 
Rohlat Hasso står for den indkomst to familier overlever på.

Tyrkiet har formentlig modtaget flest syriske flygtninge. Men i forhold til sin befolkningsstørrelse – og endnu mere i forhold til sit areal – har Libanon uden sammenligning modtaget flest desperate syrere på flugt.
 
Libanon har taget de mange ulykkelige mennesker ind. Ikke begejstret. For Libanon huser allerede mange palæstinensiske flygtninge, som de også troede, var et midlertidigt fænomen. Det var tilbage i 1948. Palæstinenserne er her stadigvæk. De bor i lejre, som er blevet til permanente landsbyer og boligkvarterer i de større byer.
 
Mange libanesere beskylder palæstinenserne for at have været en af flere grunde til landets 16 år lange blodige borgerkrig. Derfor er de mildt sagt ikke interesserede i endnu et permanent flygtningeproblem i deres land, som kan få den delikate indre balance imellem Libanons mange politiske og sekteriske grupperinger til endnu en gang at kollapse.
 
Det er en af grundene til at Libanon mildt sagt er uvillig til at oprette gigantiske, velorganiserede flygtningelejre drevet af de internationale nødhjælpsorganisationer, som det for eksempel er tilfældet ovre i Jordan, hvor Zaatari-lejren oppe i den nordlige del af landet nær grænsen til Syrien er Jordans andenstørste by – kun overgået af hovedstaden Amman.
 
 
Køkkenet og toilettet er det samme.

Derfor bor de syriske flygtninge i Libanon spredt over kæmpemæssigt områder. En klat her. En anden der. Nogle bor i skure, rønner og hjemmelavede telte i interimistiske lejre klemt inde på en ubebygget tomt imellem halvfærdige huse i en by eller landsby, i tomme, ufærdige byggerier. Ofte helt uden vægge men kun med støttepiller i hjørnerne og etageadskillelser. 
 
Derfor flytter mange flygtninge ud i den allerdårligste del af boligmassen. Det havde familierne Addou og Hasso, som jeg mødte i byen Jeeb Jineen i den sydøstlige del af Beka’a-dalen, gjort.
 
”Vi har sat os i kæmpegæld for at kunne bo her”, fortæller Rohlat Hasso, mens hun viser os rundt i de to værelser, der huser de to familiers 10 personer. ”Når vi har betalt vores husleje, har vi kun omkring kr. 100,- tilbage per måned per person til mad og alt andet. Det er langtfra nok”, siger hun.
 
Rohlat Hasso med sin egen og sin søsters familie bor sammen under de mest kummerlige forhold, for at få det til at løbe rundt. Toilettet, som ligger imellem de to værelser, er også samtidig køkken.
 
”Er der nogen af Jer i Danmark eller andre i Europa, der bor op til 10 personer i et værelse, hvor I også spiser”, spørger Darwish Abdou. Han er arbejdsløs, for de syriske flygtninge må ikke tage arbejde i Libanon, og det rammer ham dybt. ”Og du har set vores køkken, som også samtidig er toilet?!? Hvad mener du? Mens barnet sidder på toilettet, laver moderen mad! Og det betaler vi de fleste af vore penge til hver eneste måned.” 
 
”Det er bare nogle af vore problemer. Det er som at dø. Men hvem lytter til os”, spørger Darwish retorisk.
 
Det er allerede et problem, når syriske flygtninge, fordi de ikke har noget alternativ, tager dårligt betalt sort arbejde. Det får nemlig lønniveauet på den nederste del af arbejdsmarkedet til at falde drastisk, hvilket rammer de dårligst stillede libanesere.
 
Når så flygtningene, fordi der ikke eksisterer ordentlige, velfungerende flygtningelejre, rykker ind i den allerværste del af boligerne, så stiger priserne også ud over alle grænser på den type boliger, så fattige libanesere også bliver ramt på det område.
 
 
Lille Aisha smiler ikke. Ikke ét eneste øjeblik, mens vi var der. Den lille piges liv er vendt op og ned i det sidste års tid.

Så selvom flygtningene indtil videre er blevet taget rimeligt godt imod i Libanon, så skaber den slags ting konflikter, og alle frygter at denne undertrykte vrede kan bryde ud i lys lue, for så kan landet igen blive opslugt af den slags indre stridigheder, som alle er så bange for at se igen.
 
Hasso- og Abdou-familierne er helt klar over den problemstilling, men de har ikke noget alternativ. De er nemlig udover at være syriske flygtninge i Libanon, som kan være svært nok i forvejen, også kurdere, hvilket gør dem anderledes end alle de andre flygtninge i området. Langt de fleste syrisk-kurdiske flygtninge har sat kursen imod Tyrkiet, hvor der i forvejen er en stor kurdisk befolkning. Det lykkedes ikke for Hasso- og Abdou-familierne, som nu føler sig som de forfulgte blandt de forfulgte.
 
”Det er meget vanskeligt for os her”, fortæller Rohlat Hasso. ”Jeg blander mig ikke ret meget med andre. Hverken libanesere eller andre syrere. Jeg bliver mest hjemme og på mit arbejde.”
 
En lille smule held har Rohlat dog haft. Hun har skaffet sig et dårligt betalt arbejde hos FN, der som en international hjælpeorganisation kan ansætte lokale flygtninge til at assistere sig. Det er hendes indkomst de to familier overlever på.
 
Selvom de to familier er sluppet bort fra kampene i Syrien, så er krigen alligevel flyttet med dem her til Libanon.
 
 
5-årige Ali's sind har lukket virkeligheden ude. Han lever stadigvæk i krigen, selvom familien er kommet i nogenlunde sikkerhed.

Da vi kommer ind i den lille lejlighed bemærker vi en lille dreng, der ligger og gemmer sig i stakken af madrasser ovre i hjørnet i det første rum. 
 
Jeg tror bare at han leger.
 
Det gør han ikke.
 
Det er 5-årige Ali’s hverdag.
 
Traumerne fra krigen i sit hjemland og flugten derfra har fået den lille dreng til at lukke omverdenen ude. For at beskytte sig selv har hans sind lukket og slukket flere systemer. Han er stået af verden.
 
”Krigen har sat sig sine dybe spor i ham” forklarer hans tydeligt bekymrede mor, Klisten Hasso med tårer i øjnene. Hun ved ikke, hvad hun skal gøre. 
 
”Vi kom her til Libanon for seks måneder siden, men han lever stadigvæk som vi er midt i krigen.”
 
Hun er godt klar over at en psykolog måske kunne hjælpe. Men de to familier har ofte ikke en gang råd til mad. Så psykologhjælp til én ud af 10 personer, som også skal overleve fysisk, står langt nede på prioritetslisten.
 
 
Rholat kan ikke se, at hendes familie har nogen fremtid i Libanon. Syrien kan de ikke vende tilbage til. Europa er det eneste håb. Men de har ikke råd til rejsen.

”Han vil ikke tale. Ikke gå i skole. Vil ikke skifte tøj. Kun gå i sit gamle hullede tøj fra Syrien. Heller ikke skifte sko. Han vil ikke noget. End ikke klippes. Det gør hans far så alligevel lige så lempeligt.” 
 
Abdou og Hasso-familierne har forsøgt at slippe bort fra det blodige mareridt i Syrien. Men fordi der er så mange flygtninge stuvet sammen her i Libanon er det helt klart for dem, at de heller ikke her er nogen fremtid. Og de er dobbeltramt fordi de også er kurdere, føler de.
 
”Vi kom her blot for at overleve. Men desværre er det svært. Her er det sværere at overleve her end i Syrien”, siger Darwish Abdou.
 
Da vi pænt siger farvel, og jeg diskret stikker dem en dollarseddel i hånden, som er mere end et par månedslønninger for dem, bliver pengene straks lagt væk. De skal ikke bruges til at leve for. Er de heldige at få samlet nok ind, så er familien på et eller andet tidspunkt ombord på en båd med kurs mod Europa.
 
De kender farerne, der er forbundet med at krydse havet for at komme til det forjættede kontinent. Men sammenlignet med deres liv her, er risikoen for at drukne undervejs en risiko de er mere end villige til at løbe.
 
Det fortæller lidt om, hvor desperate de er.
 
Men for lille Ali vil sådan en farefuld rejse kun føje endnu flere traumer til dem, den lille hårdt prøvede dreng allerede har.
 
* * *
 
I parentes bemærket fik vi også under vores reportagerejse til Libanon kontakt til en yazidi-familie, som var flygtet dertil fra Syrien. Dem valgte vi ikke at lave et indslag om, selvom de selv var rede til det. Det ville ganske enkelt efter vores mening bringe deres liv i fare. Deres naboer vidste ikke, at de var yazidier. Men de håbede, at de ved at fortælle os det, så kunne få vores hjælp til at skaffe dem flygtningestatus i Danmark. I Libanon er de bange, at de holder deres identitet hemmelig.

Den arabiske verden er ikke noget godt sted at være minoritet i.


 
Tilføj kommentar